MELLEMØSTEN // ANALYSE – Trump ændrer kurs og modsiger sig selv i et væk, iranerne er lige så beregnende og vanskelige at stole på, og Netanyahu er desperat, skriver Hans Henrik Fafner. Krigen føres stadig med flere parter med vidt forskellige dagsordener – og det gælder ikke mindst Israels Netanyahu, der indtil videre står på sidelinjen. Nu er Saudi-Arabien også blevet en brik i det mellemøstlige krigsspil.
HAIFA – Den israelske premierminister, Benyamin Netanyahu, har gennem de senere år omgivet sig med et stadig større sikkerhedsopbud. Det kan virke, som om der er prestige i antallet af biler med blå blink, når han begiver sig rundt i landet. Premierministerens nærmeste familie har også sikkerhedsvagter omkring sig, og tidligere på måneden fik han arrangeret, at også hans kone, Sara Netanyahu, vil kunne nyde godt af denne beskyttelse resten af sine dage.
Israelske analytikere var hurtige til at mene, at Netanyahu dermed forsøger at fremtidssikre sig, og at han gør dette, fordi han har indset, at han meget vel kan risikere at miste premierministerposten ved Knesset-valget, som efter alt at dømme vil finde sted den 27. oktober.
Efter at det israelske parlament, Knesset, i sidste uge afsluttede sin sommersamling, har alle partier rettet blikket mod den allerede igangværende valgkamp
Efter mere eller mindre uafbrudt krig siden den 7. oktober 2023 står hans Likud-parti til at miste mellem seks og otte af sine 32 mandater, hvilket nok er det ringeste resultat i meningsmålingerne siden valget for snart fire år siden.
Politisk selvmord
Efter at det israelske parlament, Knesset, i sidste uge afsluttede sin sommersamling, har alle partier rettet blikket mod den allerede igangværende valgkamp, hvor Netanyahus situation synes at have ændret sig til det endnu værre.
På falderebet fik regeringen hastegennemført en række nye love, der mest af alt ligner et brandudsalg. Et nyt tiltag har betydet yderligere svækkelse af rigsadvokatens beføjelser, hvilket har været en af regeringens mærkesager, lige siden den trådte sammen den 29. december 2022.
Kommunikationsminister Shlomo Karhi fra Likud fik sin mediereform, der giver regeringen betydeligt større indflydelse på reguleringer af broadcastmedier, og den generelle indskrænkning af pressefriheden er en imødekommelse af krav fra den yderste højrefløj.
Det nok mest bemærkelsesværdige er dog den nye lov, der definerer torastudier som en af staten Israels grundlæggende værdier. Den kædes sammen med et andet tiltag, der skal sætte en stopper for anholdelserne af ultraortodokse mænd, der nægter at aftjene militær værnepligt.
De ultraortodokse politikere betragter naturligt nok dette som en stor politisk sejr, og Netanyahu har taget det kontroversielle skridt i håbet om, at de i givet fald vil fortsætte samarbejdet med ham efter valget. Sagen har været et af de meget hede debatemner i hele den lange tid med krig, og oppositionen har ikke været sen til at reagere skarpt.
Der er ingen tvivl om, at Netanyahu er presset, og at han lige nu satser stort
Dette kommer meget tydeligt til udtryk ved en tidligere forsvarschef, Gadi Eizenkot, der i begyndelsen af juni etablerede sig med et nyt parti, og netop dennes ultimative krav om ultraortodoks værnepligt har bidraget til, at partiet Yashar (Ligeud!), er lige ved at overhale Likud som det største parti i Knesset.
Der er ingen tvivl om, at Netanyahu er presset, og at han lige nu satser stort. Gennem de seneste fire år er han blevet afkrævet et klart svar i sagen om den ultraortodokse værnepligt, og det er han kommet med nu. Men det er sket på en måde, der får iagttagere til at tale om politisk selvmord.
Det er tydeligt, at han på mange måder er ved at tabe på den indenrigspolitiske bane, og derfor kan man se, at han nu søger at gøre sig gældende regionalt, hvilket vil sige en mere markant rolle i det mellemøstlige krigsbillede.
Atomprogram til Saudi-Arabien
Her melder problemerne sig dog hurtigt. En anden udvikling, der vil kunne ødelægge nattesøvnen for Netanyahu, er ugens udspil, hvor Trump har erklæret sig klar til at give Saudi-Arabien grønt lys til at iværksætte sit eget atomprogram. Det har længe stået højt på ønskesedlen i Riyadh, hvor man betragter dette som et vægtigt modspil til de iranske atomprogrammer, der i årtier har lagt deres slagskygge over regionen.
I den foreløbige rammeaftale hedder det, at det drejer sig om atomprogrammer til civil brug, men mellem linjerne læser man tydeligt, at det hurtigt kan udvides til at sigte mod atomvåben. Dermed kommer aftalen til at stå som et klart modstykke til de iranske atomprogrammer og dermed også endnu en trussel til styret i Teheran. Med andre ord er det tydeligt, at mens Trump taler om fortsatte forhandlinger, søger han at øge presset ved at tilspidse krisen.
Aftalen sigter på et samarbejde over 30 år og er mange milliarder dollar værd for amerikanske virksomheder. Den skal præsenteres for Kongressen i Washington i de kommende dage, og det springer især i øjnene, at den ikke indeholder den sædvanlige betingelse, der forbyder berigelse af uran.
Og netop dette punkt har fået Netanyahu på tæerne. Den israelske regering har som sådan intet imod, at Saudi-Arabien får atomkraft til civil brug, men når de også bliver potentielt i stand til at berige uran på egen hånd, stiller tingene sig noget anderledes. Og dette navnlig, fordi aftalen ikke – som forventet – indeholder et ord om normalisering af relationerne mellem Israel og Saudi-Arabien.
Nu har Trump hæftet en yderligere betingelse til aftalen, nemlig at Saudi-Arabien tager skridtet til en normaliseringsaftale med Israel
Netop en sådan paragraf i en aftale kunne være den appelsin i Netanyahus turban, som han håber kan rette op på hans forhold til de israelske vælgere. Umiddelbart inden Hamas’ terrorangreb på det sydlige Israel den 7. oktober, mentes Saudi-Arabien at være på nippet til at indgå en normaliseringsaftale med Israel, altså en udvidelse af de såkaldte Abraham-aftaler med De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain i oktober 2020.
Det er endda en mulighed, at et af Hamas’ motiver for angrebet var at forpurre denne aftale. Senere har det flere gange været på tale, at Saudi-Arabien kunne se en aftale med israelerne som en mulighed i tilfælde af et større fredsscenarie i regionen. Så når Trump nu er på vej til at komme overens med styret i Riyadh uden så meget som at inddrage Netanyahu, kan det kun læses som endnu et tegn på, at den amerikanske præsident ønsker at køre den israelske leder endnu længere ud på det sidespor, hvor han allerede i nogen tid har befundet sig.
En normaliseringsaftale med Saudi-Arabien ville Netanyahu kunne præsentere som en markant diplomatisk triumf, men Trump syntes først ikke villig til at komme ham i møde. Torsdag kom der så pludselig meldinger fra Det Hvide Hus, som pegede i den anden retning. Nu har Trump hæftet en yderligere betingelse til aftalen, nemlig at Saudi-Arabien tager skridtet til en normaliseringsaftale med Israel.
Ønsketænkning
Aftalen er som bekendt ikke i hus endnu. Den skal gennem Kongressen, så indtil videre befinder den sig altså på Trumps kaotiske tegnebord. Under alle omstændigheder er det dog også mest interessant at hæfte sig ved, hvilke signaler, dette sender ud i regionen og ikke mindst, hvad det er, den amerikanske præsident søger at opnå.
Som udgangspunkt er hele denne sag udtryk for skiftende allianceforhold i regionen. Saudi-Arabien har ikke meldt klart ud, men vil givetvis kunne se en klar fordel i en aftale. De andre to underskrivere af Abrahamaftalerne har et praktisk militært samarbejde med israelerne, uden at det er et formelt forsvarsforbund. Dette indbefatter bl.a. samarbejde om luft- og missilforsvar, og dette kunne også være attraktivt for Saudi-Arabien, som også i den seneste tid har været mål for iranske missiler. Desuden er der klare tegn på, at styret i Riyadh ønsker et tættere forhold til USA, på trods af, at myten om den aldrig svigtende amerikanske beskyttelse er blevet gennemhullet flere gange i forbindelse med Irankrigen.
Omvendt skal man ikke glemme, at Mekka og Medina ligger i Saudi-Arabien, og at landet derfor altid har følt et særligt ansvar overfor den muslimske verden. Dette fører til et vist mål af nedsat diplomatisk manøvredygtighed, og det skal tages med i overvejelserne, at en normaliseringsaftale kan opleves som et svigt overfor den palæstinensiske sag.
Flere mener, at Netanyahu lige nu bevidst søger at fremprovokere et iransk angreb på Israel
Når dette er sagt, er Trumps hensigter med de forskellige meldinger dog nok af mere umiddelbar og kortsigtet karakter. Ved at vifte med denne mulighed håber han givetvis på at fange Netanyahus interesse og dermed skabe en vis ro i den del af de mange mellemøstlige fronter. Den israelske leder har i et godt stykke tid følt sig tilsidesat, og navnlig under indtryk af det seneste dyk i meningsmålingerne for hans Likud-parti, har han måske mere end på noget tidligere tidspunkt brug for en markant sejr for at stå stærkere overfor de israelske vælgere.
Amos Harel, der er sikkerhedspolitisk analytiker ved det israelske dagblad Haaretz, mener som flere andre, at Netanyahu lige nu bevidst søger at fremprovokere et iransk angreb på Israel.
Dette gør han blandt andet ved fortsatte angreb på Hizbollah, som er Irans proxy i Libanon. Det har længe været et iransk krav, at Libanon skal omfattes af amerikansk-iransk aftale for noget, der kan række lidt ud over en skrøbelig regional våbenhvile.
Yderligere optrapning
Men selv om vi i snart to uger har set en næsten daglig optrapning af krigen – med iranske angreb på amerikanske allierede i regionen og natlige amerikanske bombeangreb, der strækker længere og længere ind i Iran – har iranerne afholdt sig fra at sende missiler mod Israel. De har angrebet mål i Jordan, og i den forløbne uge rettede de skytset mod Akaba, der ligger lige ved siden af den israelske rødehavsby Eilat, men de har ikke krydset grænsen.
Nu er situationen, at man i weekenden kan forvente en yderligere optrapning. Det har Trump i hvert fald mere end antydet, og det er muligvis hans plan at rette intensive angreb mod iranske mål i en uges tid endnu, hvorpå iranerne skal være så tilstrækkeligt mørbankede, at de vender tilbage til forhandlingsbordet på Trumps betingelser.
Alt dette ligner dog ønsketænkning. Situationen i Iran er kritisk, og styret har store vanskeligheder med at skaffe elektricitet og drikkevand, endsige fødevarer til befolkningen. Men samtidig er der en tydelig splittelse i den iranske ledelse. På den ene side står præsident Masoud Pezeshkian og udenrigsminister Abbas Araghchi, der er forholdsvis moderate og gerne vil genoptage forhandlingerne. Men de står overfor Revolutionsgarden, som efter alt at dømme har fat i den lange ende og ikke ønsker at bøje af.
Det er tydeligvis her, det i denne uge blev besluttet at aktivere houthierne i Yemen, en anden iransk proxy, som nu reelt har lukket Bab el Mandeb, indsejlingen til Det Røde Hav og dermed Suezkanalen. Dermed har de mere eller mindre lammet det saudiarabiske olieeksport.
Udsigterne til nogen snarlig ændring af trusselsscenariet synes ikke at ligge lige for. Trump ændrer kurs og modsiger sig selv i et væk, iranerne er lige så beregnende og vanskelige at stole på, og Netanyahu er desperat.
Som en israelsk analytiker siger, er det umuligt at se, hvad Israel skulle få ud af endnu mere krig mod Iran – udover at Netanyahu er af den opfattelse, at det måske kan gavne ham politisk. Alt bygger på usikre formodninger og taktiske manøvrer, der kun synes at forværre den allerede dybt komplicerede situation.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og