Marianne Stidsen mette østergaard metoo

#MeToo: Marianne Stidsen advarer mod ”Endlösung” – anklager Berlingskes chefredaktør for at være en ‘woke nyfeminist’

i LIGESTILLING/Politik & Samfund af
#METOO KRITIK // REPORTAGE – Litterat Marianne Stidsen gæstede d. 17. september Vartov i København. Her holdt hun et foredrag om ”#MeToo-pandemien”, ”mazismens* realisering” og ”den uhyggelige Endlösung”, som hun mener, bevægelsen er udtryk for. Hun rettede samtidig et frontalangreb mod Berlingskes kvindelige chefredaktør, Mette Østergaard, som hun bl.a. kaldte for en tidligere “halvt afklædt pin up-model i mandebladet Euroman”, som ifølge Stidsen er blevet til en woke feminist og en “lidt strammere udgave af Mette Frederiksen, hvis det overhovedet kan lade sig gøre”. Steffen Groth var med.

Litteraten Marianne Stidsen har stået som en iøjnefaldende kritiker af #MeToo de seneste år. Mest berømt er måske hendes udsagn fra 2019 om, at ”det vil være en god idé at begynde at kategorisere MeToo og de forskellige udløbere af den som terrorisme.”

Hendes bog fra 2019 ”Den nordiske #MeToo-revolution” vakte også opsigt.  Her satte Stidsen fokus på skandalen i Det Svenske Akademi og afskedigelsen af rektor på Forfatterskolen i København. Samtidig fremførte hun den teori, at #MeToo repræsenterede en omfattende revolutionær ambition, ”et brændende ønske om en helt ny samfundsorden, hvor alt det, der findes p.t., skal smides væk”.

Lige nu ruller anden bølge med stor kraft indover vores land. Her taler jeg ikke om anden bølge af coronavirussen, men om anden bølge af #MeToo; en måske endnu værre virus end coronaen, når det kommer til stykket

Efter at tv-vært, skuespiller og forfatter Sofie Linde i slutningen af august igangsatte en ny bølge af #MeToo-debatten herhjemme, har Stidsens pen imidlertid været tavs.

Det var derfor med en vis spænding, at jeg torsdag d. 17. september begav mig ind til den historiske bygning Vartov i København, hvor Studenterkredsen havde inviteret netop Marianne Stidsen til at tale under overskriften ”#MeToo som terrorbevægelse?”.

Og lad mig straks deklarere fraværet af neutralitet i reportagen. Jeg har tidligere skrevet et kritisk debatindlæg i et andet medie om Marianne Stidsens position i kønsdebatten. Jeg vil imidlertid citere fyldigt, så læseren får mulighed for selv at vurdere Stidsens foredrag.

#MeToo-pandemien

Da vi havde passeret den imposante statue af en knælende Grundtvig i Vartovs gård, blev vi af værterne udstyret med mundbind, en påmindelse om den tiltagende alvor af coronaens anden bølge.

Det maksimale antal tilhørere i foredragssalen var 50 på grund af virussens usynlige trussel, og pladserne blev hastigt fyldt. Mest med studerende, men også enkelte midaldrende havde fundet vej til det højloftede rum med de gule vægge beklædt med abstrakte kunstværker.

Efter en musikalsk ouverture leveret på salens flygel indtog Marianne Stidsen talerstolen:

”Lige nu ruller anden bølge med stor kraft indover vores land. Her taler jeg ikke om anden bølge af coronavirussen, men om anden bølge af #MeToo; en måske endnu værre virus end coronaen, når det kommer til stykket… mit foredrag her i aften skal handle om #MeToo-pandemien og primært om den betydning #MeToo-pandemien har haft for opfattelsen af civilisation og demokrati i vores hjørne af verden”, lød det.

Denne modsætningsfigur viste sig at være gennemgående i foredraget: #MeToo som en virus, der hastigt trænger ud i hele samfundslegemet og spreder en totalitær tankegang stillet overfor civilisationen og demokratiet, der udgør det skrøbelige bolværk mod totalitarismen.

Stidsens selvopfattelse: En liberal og oplyst demokrat

I egen selvforståelse er Stidsens ståsted det liberale, oplyste demokrati, mens hendes fjender udgør en formørket, antidemokratisk skare, eller som hun skriver i forordet til den danske oversættelse af Douglas Morrays bog Hordernes hærgen ”en flok vilde dyr, besat af arkaisk blindt irrationalistisk had og raseri” (2020).

MeToo har intet har at gøre med at hjælpe udsatte ofre, det har at gøre med en eneste ting: magtkamp og magtovertagelse

Her fremhæver Stidsen skandalen i Det Svenske Akademi og sagen om den fyrede rektor på forfatterskolen som kroneksempler på den samfundsundergravende side af #MeToo:

”Væk var som ved et trylleslag samtlige de principper og regler vi plejede at styre efter i det oplyste civiliserede demokrati”, siger hun, ”til fordel for lynjustits, panikindgreb og parathed til at sætte alle gældende regler og kodeks over styr over night, fordi nogen i reglen anonyme kilder i pressen og på Facebook påstod, at en masse fordækt var foregået.”

“Hvor det efterlod sådanne grundmurede civilisatoriske principper som retssikkerhed eller frihedsrettigheder til enhver borger uanset køn, race eller andet behøver man vist ikke at være nogen Einstein for at få øje på.”

Marianne Stidsen nævner ikke, at sagen om Det Svenske Akademi er mundet ud i, at hovedpersonen Jean Claude Arnault ved den svenske landsret blev kendt skyldig i to tilfælde af voldtægt og idømt to år og seks måneders fængsel.

“Den store uhyggelige Endlösung”

Stidsen betragter #MeToo som det måske væsentligste led i en større kæde af aktivisme:

”Migrerende totalitarisme har jeg også døbt det, fordi der er tale om en totalitarisme, der ligesom vandrer rundt i samfundslegemet og giver sig til kende på forskellig vis, det ene øjeblik som kønsaktivisme, det næste øjeblik som identitetspolitisk raceaktivisme.”

Hun konstaterer, at #MeToo ”intet har at gøre med at hjælpe udsatte ofre, det har at gøre med en eneste ting: magtkamp og magtovertagelse. Hvad går denne magtkamp og denne magtovertagelse så ud på?”

“Ja, det bedste ord man nok kan bruge om den, er mazismens* realisering. Forstået på den måde, at der tale om en stræben efter en art matriarkalsk socialisme”.

Det er endnu ikke for sent at få det stoppet, hvis man vil. Den store uhyggelige oprydning, den store uhyggelige Endlösung, kan endnu stoppes, hvis man vil. Men vil man det?

“Og ligesom den sovjetiske kommunisme og nationalistisk socialisme, der stak hovedet frem i 20’erne og 30’erne, er den fjende totalitær. Det vil sige, at den bygger på en benhård statsideologi, der skal gennemsyre alle områder af samfundet helt ned på individplan og helt ind i de allerinderste tankekroge på individerne.”

#MeToo-bevægelsen eller -pandemien, som Stidsen kalder den, kan altså for hende sidestilles med de store totalitære ideologier, kommunisme og nazisme; ismer som den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch (1893-1950) i sin tid indfangede med billedet: Pest over Europa.

Man kunne indvende, at hvor kommunisme og nazisme besad et diktatorisk statsapparat, som magthaverne benyttede til at gennemtvinge deres statsideologi, er det straks sværere at forstå, hvordan en løst organiseret bottomup bevægelse som #MeToo ”bygger på en benhård statsideologi”.

Men Stidsen fortsætter i samme spor:

”Ensretning, tankekontrol, udrensning af dissidenter og anderledestænkende, det er hvad vi står over for, hvis magtovertagelsen kommer helt i mål, jævnfør den ofte brugte uhyggelige metafor, at man skal ‘have ryddet op'”, siger hun og fortsætter:

“Vort held som samfund er, at der er vi ikke helt endnu. Så det er endnu ikke for sent at få det stoppet, hvis man vil. Den stor-uhyggelige oprydning, den store uhyggelige Endlösung, kan endnu stoppes, hvis man vil. Men vil man det?”

Mette Østergaards påtagne nyfeministiske wokeness

Stidsen er kommet i tvivl om, hvorvidt man vil forhindre ”den store uhyggelige Endlösung” i Danmark, fordi hun ser det mazistiske* tankegods vinde frem flere og flere steder.

I den forbindelse kommer Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard til at indtage en nøglerolle i foredragets dagsaktuelle del:

”På det seneste har vi endog kunnet opleve en avis som Berlingske i visse aspekter lægge sig op ad den yderste venstrefløj, man skulle jo faktisk tro, det var løgn. Det virker for mig at se foranstaltet af avisens ene chefredaktør Mette Østergaard,” indleder hun, og fortsætter:

Mette Østergaards eventuelt nyopfundne vrede og hendes dubiøse afsværgelse af, hvad hun mente for blot to år siden, behøver vel ikke blive projiceret ud i et tænderskærende raseri mod alle mænd, der forsøger at opretholde blot et minimum af presseetisk standard

”Når man fx ser gamle billeder af Berlingskes kvindelige chefredaktør så virker det nærmest, som om hun er i gang med et opgør med sit eget tidligere måske lidt useriøse jeg.”

“I hvert fald kan man ikke se, at det er den samme person, når man betragter billeder af hende i dag, hvor hun nærmest ligner en lidt strammere udgave af Mette Frederiksen, hvis det overhovedet kan lade sig gøre,” siger hun til spredt latter i salen.

“Det skal Mette Østergaard jo have lov til, altså at tage afstand fra sit eget tidligere måske lidt mere løsslupne, frivole jeg, som man blandt andet kan se som halvt afklædt pin up-model i mandebladet Euroman. ”

Fortolkningsmetoden i forhold til Mette Østergaard er en sælsom blanding af frie associationer over tøj, stil og hår, grov karikatur og flimrende psykoanalyse. En tilgang, der kan minde om de analyser Stidsen underlagde Sara Danius, den afdøde tidligere sekretær for Det Svenske Akademi.

Fortællingen om Berlingskes chefredaktør fortsætter:

”Men Mette Østergaards eventuelt nyopfundne vrede og hendes dubiøse afsværgelse af, hvad hun mente for blot to år siden, behøver vel ikke blive projiceret ud i et tænderskærende raseri mod alle mænd, der forsøger at opretholde blot et minimum af presseetisk standard indenfor branchen?”

“Som vi fx så det ske forleden i Presselogen på News, hvor hun med sin til lejligheden påtagne nyfeministiske wokeness nidstirrede TV2′ s nyhedsdirektør Mikkel Hertz, så man nærmest troede han var fanden selv. Måske dem der engang antog hende for at være for umoden til chefjobbet, kunne vise sig at have ret.”

Kvinder, der underskrev støtteerklæring, var inhabile

Marianne Stidsen mener, at det var indlysende rigtigt at erklære de kvinder, der havde skrevet under på støtteerklæringen til Sofie Linde, for inhabile i forhold til at dække sagen. Derfor synes hun, at Mikkel Hertz burde have vendt sig mod Mette Østergaard og sagt:

”Hvordan kan det egentlig være, at du Mette Østergaard, som chefredaktør på Danmarks største borgerlige avis er parat til at sælge ud af samtlige det borgerlige demokratis hæderkronede journalistiske grundprincipper?”

Tilsyneladende forsøg på at groupie og pin-up’e sig frem i systemet ved hjælp af fortrin, man lige pludselig ikke vil have, at nogen mand i verden komplimenterer en for

Det kan man vist uden overdrivelse kalde et retorisk overbud. At Østergaard – i lighed med i hvert fald halvdelen af den danske medieverden – ikke mener, at underskriverne af støtterklæringen til Sofie Linde per automatik er inhabile i forhold til at dække sagen, bliver i Stidsens troldspejl til, at hun ”er parat til at sælge ud af samtlige det borgerlige demokratis hæderkronede journalistiske grundprincipper”.

Den forstørrelse og forvrængning, der finder sted i Stidsens analyse på mikroniveau, genspejler en tilsvarende mekanisme i hendes analyse på makroniveau om ”mazismens* realisering” og ”den uhyggelige Endlösung”.

Forvandlingen fra vamp til abbedisse

Foredraget rundes af med en appel og et sidste frontalangreb på Mette Østergaard:

”Det er på tide, at alle tilhængere af det liberale demokrati tager sig sammen og går til modstand mod det, vi ser hærge”, siger Stidsen, og taler så om det ”moralske kompas”, der skal genopbygges – gerne med inspiration fra Kierkegaard og Kant:

”Ellers bliver vi nødt til at sætte hårdt mod hårdt og sige, at ophævelsen af forældelsesfristen i ligestillingens navn må gå begge veje: både når det gælder kvinders gramseri og lumre tilnærmelser til mænd fyrre år tilbage.”

“Og når det gælder tilsyneladende forsøg på at groupie og pin-up’e sig frem i systemet ved hjælp af fortrin, man lige pludselig ikke vil have, at nogen mand i verden komplimenterer en for.”

“Fem minutter efter, at man har haft travlt med, at de lige netop skulle savle sig halvt til døde over disse fortrin, fordi man i mellemtiden, ha-ha, har besluttet at gennemføre den perfekte forvandling fra vamp til abbedisse.”

Hun betoner, at brugen af betegnelsen ‘terrorisme’ sigter til ”den mest rabiate del af #MeToo-bevægelsen”, som hun mener betjener sig af ”psykisk vold”. Hvornår en #MeToo-aktivist præcis bliver psykisk voldelig og dermed forvandles til terrorist, bliver ikke klart

Der er i sammenhængen ingen tvivl om, hvem Stidsen hentyder til med ”forvandlingen fra vamp til abbedisse” og det bekræftes da også i de afsluttende ord:

”Men måske hænger det alligevel sammen. Som Berlingskes chefredaktør proklamerede i det interview, der fulgte med pin up-billederne af hende i Euroman. Og jeg citerer:

”Mænd skal vide om kvinder, at afkodning af os er en organisk størrelse. Nogle gange skal vi rummes, andre gange siges imod. Men ve den mand, der strikker den forkerte strategi sammen på det forkerte tidspunkt.”

“I skal også vide, at lige så snart I tror, at I har regnet den ud, ændrer vi lydløst algoritmen. Men det er jo også derfor, at I elsker kvinder og aldrig bliver færdige med os.”

Som man siger, hvis moral er godt, så må dobbeltmoral jo være dobbelt så godt. Held og lykke med at regne os ud. Tak.”

Salen klapper energisk.

”#MeToo er en frihedsbevægelse”

I pausen mellem foredrag og spørgerunde bevæger tilhørerne sig ud i en gang, der fører mod garderoben, toiletterne og udgangen.

Tæt på garderoben er fem-seks lyserøde A4-ark med blå påskrift blevet plastret op på væggen. Påskriften er enslydende på dem alle “metoo er en frihedsbevægelse”, “metoo er en frihedsbevægelse”, “metoo er en frihedsbevægelse”, står der.

Marianne Stidsen MeToo
Foto: Steffen Groth

Jeg er tilfældigt havnet side om side med Marianne Stidsen og spørger hende, om det er hende, der har hængt dem op.

”Nej”, svarer hun og vender sig mod arrangøren og spørger om sodavanden har stået fremme herude. Nogen kunne jo have hældt noget i den, siger hun.

Arrangøren tager i et glimt tilsyneladende replikken alvorligt: “Nej, den har stået derovre”, siger hun med en let nervøs undertone.

“Det var for sjov”, lyder det fra Stidsen. Mundbindet hun er iført gør det umuligt at aflæse et eventuelt smil.

Kan man dæmonisere for meget?

Spørgerunden er afdæmpet. En mand bakker op om Stidsens pointer, tilslutter sig betegnelsen ”totalitær” og kalder #MeToo et ”bekvemt narrativ” for kvinderne.

En kvinde forstår ikke, hvorfor der er sådan en ”berøringsangst” på venstrefløjen over for at tale om undertrykkelse af kvinder i muslimske kredse.

En anden kvinde fremhæver fædrenes vilkår som et problem.

Så tager en mandlig teologistuderende ordet og får imellem ros og erklæringer om enighed også flettet kritiske spørgsmål ind. Blandt andet om Stidsen gør sig skyldig i for meget dæmonisering?

”Det må jeg bare sige nej til”, svarer Stidsen.

Mazismens magtovertagelse,migrerende totalitarisme og truende ”Endlösung” forvandles til mærkelige skyggebilleder i Vartovs gård

Og så understreger hun, at hun ikke kalder ”alle mulige fredsommelige #MeToo-aktivister for terrorister”.

Hvilket nogen – inklusiv undertegnede – godt kunne forledes til at tro, når hun i 2019 skrev ”det vil være en god idé at begynde at kategorisere MeToo og de forskellige udløbere af den som terrorisme”.  Eller når hun i teksten om aftenens foredrag skriver, at hun vil argumentere for ”hvorfor det kan være meningsfuldt og fornuftigt at kategorisere MeToo – og den større venstreradikale bevægelse, MeToo er en del af – som en terrorbevægelse”.

Men nu betoner hun, at udtrykket sigter til ”den mest rabiate del af #MeToo-bevægelsen”, som hun mener betjener sig af ”psykisk vold”.

Hvornår en #MeToo-aktivist præcis bliver psykisk voldelig og dermed forvandles til terrorist, blev aldrig klart.

Luftspejlinger opløses

Således oplyste eller formørkede, afhængig af temperament, forlader vi foredragssalen.

Da vi igen er ude i den friske aftenlugt og har afført os mundbindet, er det som om ”mazismens* magtovertagelse”, ”migrerende totalitarisme” og truende ”Endlösung” forvandles til mærkelige skyggebilleder i Vartovs gård.

Og da vi er ude af porten og ser Rådhuspladsens lysspil og de hastigt forbiglidende skikkelser, der uanfægtet fortsætter deres bevægelse, opløser de dystre syner sig som luftspejlinger mod fortovets nøgternhed.


LÆS FLERE ARTIKLER AF STEFFEN GROTH HER


*Mazisme er en sproglig nydannelse konstrueret af Marianne Stidsen. Den forener ordene matriakalsk og socialisme og spiller bevidst på den lydlige lighed med nazisme.

Topfoto: Mette Østergaard og Marianne Stidsen: Fotos: Twitter og KU/privat.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om LIGESTILLING