Svensk kulturprofils voldtægtsdom skaber håb og afmagt

af i Kultur/Kvinder/Liv & Mennesker

KOMMENTAR – Mandag blev den franske og stockholmske kulturmæcen Jean-Claude Arnault idømt fængselsstraf ved den svenske “hovret”, der svarer til landsretten. Han blev dømt skyldig og skal afsone to år for i et tilfælde at have voldtaget en kvinde. Dommen besvarer to, måske tre spørgsmål – og rejser en lang række nye, skriver Jakob Brønnum fra Sverige.

ÖREBRO – Det vigtigste spørgsmål blev også besvaret tidligere i forrige uge, da Bill Cosby blev idømt fængslestraf for at have udført grove seksuelle overgreb. Spørgsmålet der besvares er: Virker #MeToo? Ja, det gør den.

Bevægelsen, der rejste sig – meget passende – gennem det spektakulære fald fra tinderne som blev filmmogulen Harvey Weinstein til del, kommer til at få den betydning, at mænd ved festlige lejligheder og ansigt-til-ansigt med medarbejdere ganske enkelt må finde et nyt sted at opbevare deres rastløse hænder og tæmme de primitive impulser fra deres krop. Julefrokoster bliver aldrig det samme igen. Heldigvis.

Det stikker dybere

Men det stikker langt dybere. Det stikker også dybere end til at forfærdes over de adskillige overlagte mord på populære, kvindelige instagrammere, som både Irak og Pakistan har oplevet de senere måneder – efter at #MeToo-bølgen gav dem mod til at træde frem i kampen for de mest basale rettigheder. Det stikker – som vi skal se – helt ned i offentlighedens maskuline grundstruktur.

Sandheden er, at Sverige for nogle år siden gjorde det lettere at anmelde en voldtægt, og anmeldelserne derfor steg eksplosivt

Et andet spørgsmål som dommen besvarer, er meget opløftende. Kan en mand blive dømt for voldtægt efter at den kvinde, han har voldtaget, har indledt en tilfældig seksuel relation med ham af egen fri vilje? Ja, det kan han godt.

Det er fantastisk glædeligt og formentlig unikt. Vi har mange gange hørt, at indvandrere udfører massevoldtægter på svenske piger, og at der er flere voldtægter i Sverige end i Pakistan, og at voldtægtsraten er steget eksplosivt i takt med indvandringen. Det er en racistisk løgn.

Sandheden er, at Sverige for nogle år siden gjorde det lettere at anmelde en voldtægt, og anmeldelserne derfor steg eksplosivt. Og sandheden er, at en ægtemand i Pakistan ikke kan blive dømt for voldtægt mod sin kone, fordi det ikke er ulovligt.

Samtidig med, at man tidligere i år har indført ved lov, at kvinder aktivt skal tilkendegive at de er indstillet på sex, ser man altså nu, at den mandlige forestilling om, at kvinder selv ved deres adfærd er skyld i, at manden sættes i brand og må have udløsning, koste hvad det vil, har fået endnu et skud for boven med denne dom.

Toxic masculinity

Afhøringen af den amerikanske dommer Brett Kavanaugh, forud for hans godkendelse til den suverænt mest indflydelsesrige moralske institution i verden, også mere end den katolske kirke, nemlig den amerikanske højesteret, har lært mig et nyt udtryk og opklaret en vigtig sammenhæng for mig, jeg aldrig har forstået.

Kavanaugh er ikke hverken værre eller bedre end de fleste mænd har været i deres sene teenagerår, hvis de indgår i en gruppe af andre drengemænd, som er holdt sammen af en klub eller en uddannelsesinstitutions indre grupperinger. Og han vil blive beskyttet af gruppen resten af livet.

Alle mænd indgår på et tidspunkt i deres liv i grupperinger, hvor man aktivt bekæmper sin empati til fordel for opfyldelsen af gruppens normer

Verden er fuld af den slags grupperinger blandt mænd. Jeg skal ikke nævne nogen af dem her, og langt de fleste er harmløse, men når det kommer til grupperinger med meget stærk forankring i en samfundsmæssig magtstruktur, som f. eks. en uddannelsesinstitution, der leverer lovgivere, så kan beskyttelsen af disse samfundsstøtter ved en pervers logik komme før beskyttelsen af enkeltindivider, som kvinder, der er udsat for seksuelle overgreb.

Det udtryk jeg lærte, lærte mig at forstå, hvorfor så mange romaner, der handler om mænd, slår over i pik-fikserede beskrivelser af kvinder så hurtigt efter beskrivelserne af magtstrukturer. Et eksempel er indledningen til nobelpristageren Gabriel Garcia-Marquez mesterværk Patriarkens efterår, hvor man er midt i at tale om nogle politiske sammenhænge, da den fallerede præsident pludselig begynder at tale med sin nærmeste medarbejder om, hvordan man boller modvillige kvinder. Det sker i manderoman efter manderoman – hvor mange Rifbjergromaner har man ikke lagt fra sig af den grund! Og jeg har aldrig forstået hvorfor.

Det hedder ”toxic masculinity”, viser det sig – altså “giftig maskulinitet” og den forsker, der har forklaret og undersøg det mest grundigt er den amerikanske sociolog, Michael Kimmel.  Begrebets kerne er kort sagt, at patriarkalske strukturer kan være skadelige for mænd i den forstand, at mænd opdrages til at manderollen først og fremmest er forbundet med magtudøvelse, vold, forbud mod at vise følelser og et ideal om seksuel aggressivitet.

Alle mænd indgår på et tidspunkt i deres liv i grupperinger, hvor man aktivt bekæmper sin empati til fordel for opfyldelsen af gruppens normer. Det behøver blot have været en skolegårdstemning nogle måneder i 8. klasse. De fleste forsvinder ud af det igen, men afstumpetheden vil næsten altid stikke sit tegneserieagtige fjæs frem nu og da. Se på mændenes ansigter i billederne af det ammende japanske parlamentsmedlem, så ved I, hvad jeg mener.

Om #MeToo for alvor kan bremse ”toxic masculinity”, det ved vi endnu ikke. Det kræver, at mange af os fortsat udholder hånen og truslen om udstødelse, når vi ikke går med på omklædningsrummenes ”store patter-snak”, men aktivt bekæmper den.

Tilbageholdt anklage

Retssagerne mod Arnault er ikke afsluttet, idet han stadig står anklaget for uretmæssigt at have anvendt midler fra Det svenske Akademi. Derved er akademiets lidelser på det punkt endnu ikke overstået og spørgsmålet om, hvilken betydning for Det svenske Akademi og dets forhold til nobelstiftelsen, hvis litteraturpris det uddeler, kan derfor endnu ikke besvares.

Det er nu bevist, at akademiet har tilbageholdt et brev, der advarede om ulovligheder, nemlig den henvendelse fra flere kvinder, man modtog for 18 år (!) siden

Hvad dommen betyder for den svenske digter Katarina Frostensson, der er gift med Arnault og medlem af Det svenske Akademi, er heller ikke afklaret. Det kan naturligvis være tale om betydning på mange niveauer.

Hvad dommen betyder for Det svenske Akademis krise er derfor helt usikkert. Det er nu bevist, at akademiet har tilbageholdt et brev, der advarede om ulovligheder, nemlig den henvendelse fra flere kvinder, man modtog for 18 år (!) siden.

Nobelprisen i litteratur uddeles som bekendt ikke i år. Jeg frygter personligt, at akademiet står foran sit endelig sammenbrud, fordi de mænd, der har holdt hånden over Frostensson, og altså derved gennem ”toxic masculinity” over Arnault, først og fremmest Horace Engdahl, ikke forstår, at de holder akademiets skæbne i deres hænder og fortsat agerer som om det var muligt at lægge låg på det hele.

Faldets rimelighed

Hvorfor sagde jeg, at det var passende, at det var en Hollywood-mands fald, der indledte denne forhåbentlig endnu spæde bølge?

Fordi det er Hollywood mere end noget andet, der har cementeret kvindens strukturelle underlegenhed i moderne tid. Som en religion har den sikret kvinderne en tilbagetrukket plads som begærsobjekter i mændenes helteliv og udbredt det med større effektivitet end noget andet i menneskets historie, også større end den katolske kirkes moral i Middelalderen.

Vi må et spadestik dybere: Helt derned, hvor selve den maskuline strukturs magtmonopol bliver brudt

Det er ligeså passende, at store fundamenter i vores mediestyrede livsforståelse som Cosby – den hyggelige, strenge, men retfærdige og anstændige komediefamiliefar – og Nobelprisen – litteraturens fineste flamme, den næsten eneste bærer af menneskets åndsliv, der har mytologisk og samtidig helt virkelig karakter – må falde i denne kamp.

Begge dele udgør store elementer af millioner af menneskers følelsesliv, og nu har vi set, hvad vi hele tiden har vidst men altid fortrængt, at bag det kan gemme sig intet andet end magtfulde, primitive mandekroppe, der agerer jagende rovdyr i hemmelighed bag en poleret overflade af rigdom, indsigt og skønhed.

Den gode nyhed er, at som de senere årtier har vist, så kan humanitetstanken ikke længere udbredes udelukkende gennem udbredelse af kendskab til demokrati og menneskerettigheder, men den har nu fået et nyt aktionsmiddel.

For sagen er, at vi må et spadestik dybere: Helt derned, hvor selve den maskuline strukturs magtmonopol bliver brudt.

Det kan #MeToo vise vejen for. Og efter #MeToo har vist vejen kan etnisk begrundede overgreb, psykisk vold af enhver art på arbejdspladser og overgreb mod børn måske-måske-måske engang ses som del af den samme, næsten eksistentielle magtstruktur, der nu er afsløret. Om den også kan få os til at gå vejen er et ubesvaret spørgsmål. Det vil det være længe.

Tidligere artikler af Jakob Brønnum om #MeToo og skandalen i Det svenske Akademi:

Magtens mænd – magtkritik og Harvey Weinstein

Når mangel på handling bliver politisk – skandale truer det svenske akademi

POVs skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnum på mobile pay 53 60 84 96

Topfoto: Jean-Claude Arnault i retsbygningen (Wikimedia Commons)

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kultur