Kim Witthoff: Nej, vi er ikke på vej mod et raceopdelt samfund!

i Kultur/LIGESTILLING af
LITTERATUR // KOMMENTAR – At reducere komplekse problemstillinger om racemæssig repræsentation til spørgsmålet om, hvad hvide ”må” og ”kan” er en forenkling. Den kan kun ende i misforstået polarisering, der ikke kan bruges i ønsket om at udlede en tidsdiagnose, skriver Kim Witthoff om debatten om oversættelse af Amanda Gormans poesi.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Omgørelsen af valget af den hollandske oversætter af Amanda Gormans digt fra Joe Bidens indsættelse er ikke gået stille af. Da historien nåede Danmark, kom mediernes beskrivelse af den meget hurtigt – for ikke at sige fra starten – til udelukkende at tage udgangspunkt i en generel diskussion af, hvad hvide oversættere ”må”, når det kommer til litteratur af farvede forfattere.

I stedet for at tage udgangspunkt i Gormans tekst og de særlige betydningslag, der knytter sig til den, blev begivenhederne i Holland i bestyrtede kommentarer beskrevet som alt fra ”bekymrende” til intet mindre end vejen frem mod et ”raceopdelt samfund”.

Ingen af de involverede – heller ikke Amanda Gorman selv – har fremført, at en hvid person ikke bør oversætte en sort forfatters værk. Det er faktisk slet ikke pointen

Men komplekse problemstillinger kræver komplekse analyser og kan ikke nødvendigvis gøres til et spørgsmål om enten eller, der kan stilles op i en binær logisk slutning om racisme. Og man må som udgangspunkt referere fænomenerne korrekt.

I hændelsen om oversættelsen af Gormans digt hører det f.eks. med til historien, at Marieke Lucas Rijnveld selv valgte at trække sig som oversætter og erklærede, at hun ganske vist blev overrasket over reaktionen, men faktisk forstod, at valget af hende havde generet visse grupper af hollændere. Udgiveren, forlaget Meulenhoff, meldte ud, at man havde gjort sig nye erkendelser, hvilket havde ført til, at man fremover ville træffe anderledes valg.

Ingen af de involverede – heller ikke Amanda Gorman selv – har fremført, at en hvid person ikke bør oversætte en sort forfatters værk. Det er faktisk slet ikke pointen, og intet i de indblandede personers udsagn understøtter, at dette skulle være et generelt krav, som angår al oversættelse af litteratur.

I stedet bør man se på de særlige omstændigheder, der knytter sig til digtet og dets forfatter. Der er tale om en tekst, fremført med nogle uhørt voldsomme politiske begivenheder som bagtæppe, og som tematiserer en friheds- og kulturkamp, som forfatteren gennem sin afstamning – og også som person i selve øjeblikket for digtets fremførelse – repræsenterer.

Pointen er måske derfor, at der på lige netop den baggrund, med lige netop det digt, kan være helt særlige forhold, som kan begrunde, at forfatterens racemæssige identitet er så tydeligt indlejret i digtets betydning, at den gøres til en del af dets videre udsigelse og f.eks. bliver afspejlet i valget af oversættere.

Alt i alt kan man se begivenhederne i Holland som en opbyggelig historie, der anerkender, at ja, racemæssige tilhørsforhold betyder noget i vores samfund, som der kunne være kommet interessante perspektiveringer og diskussioner ud af. Diskussioner om litteraturens udsigelse, om litterære teksters cirkulation, og – hvorfor ikke, når vi nu er i gang? – om racemæssig repræsentation og fordelingen af magt og privilegier inden for kulturverdenen.

Hvad fik vi i stedet for? En diskussion, hvor udgangspunktet omskrives og simplificeres ved brugen af modalverberne ”må” og ”kan”, så den bliver banket flad som en pandekage og forvansket til ukendelighed.

Sagen kommer ved det sproglige greb til at fremstå netop så uforsonlig og rent ud sagt pinlig, som stort set hele den danske presse har udråbt den som.

Med spørgsmål om, hvad man ”må” og ”kan” som fællesnævner, opstilles hurtigt en ligning, der når frem til samme forsimplede resultat

Spørgsmålet er da, hvad der er vundet ved det? Ikke ret meget, desværre. Og det bliver rigtig kedeligt, når den slags forenklede sammenfatninger af diskussioner om racisme og repræsentation bredes ud i forsøget på at lave en tidsdiagnose.

For med spørgsmål om, hvad man ”må” og ”kan” som fællesnævner, opstilles hurtigt en ligning, der når frem til samme forsimplede resultat: nemlig at vi er underlagt en farlig bevægelse, der vil omstyrte den fælles kultur og det, som flertallet holder af.

Højrefløjens debattører har allerede udråbt noget nær kulturens undergang og ser allerede offentlige bogafbrændinger for sig. Så langt går de ikke i Information, hvor f.eks. Christian Bennike i en klumme ganske vist udtrykker forståelse for det, han kalder tidsånden, men ikke desto mindre ender med letkøbte påstande om racisme og under et affejer diskussionerne med adjektiver som ”ufatteligt” og ”vanvid”.

Som allerede nævnt kræver komplekse problemstillinger komplekse analyser, og at forskanse sig bag sin privilegieblindhed og uden nogen nuancering, uden nogen forståelse eller indlevelse i argumentationen og kun reagere med bestyrtelse og fordrejede fremstillinger, bringer os ingen vegne.

For mit vedkommende vil jeg i hvert fald forbeholde mig retten til at se positivt på hændelserne omkring oversættelsen til hollandsk af Amanda Gormans digt uden af den grund at blive tilskrevet en forsimplet logik, der helt misser pointen.


Foto: Amanda Gorman, Instagram.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Kim Witthoff, cand.mag. Oversætter, tekstarbejder, sprogkonsulent.

Foto: Julie Polar de Greeve.

Seneste artikler om Kultur