2020 kvinder

Marianne Egelund Siig: 2020 – året, hvor kvinderne satte foden hårdt ned #2

i Liv & Mennesker/LIGESTILLING af
LIGESTILLING // TILBAGEBLIK – 2020 har på alle måder været et skelsættende år. Et år hvor Corona, Sofie Linde, #MeToo, BLM og amerikansk politik blev katalysatorer for et servicetjek af vores værdier. Året, hvor kvinder fik nok – og hvor der endelig var nogen, der lyttede i den anden ende, skriver Mannaz’ CEO, Marianne Egelund Siig, i en kronik, der ser tilbage på et historisk ligestillingsår.

DEL 2: 2020 har også bragt forandring i verden omkring os

Og hvis vi ikke selv finder ud af at løse vores ligestillingsudfordringer, så skal vi nok regne med, at EU kommer til at hjælpe os på vej.

EU’s forkvinde, Ursula von der Leyen, markerede allerede ved sin tiltrædelse i november 2019, at hun ville arbejde for et mere kønsbalanceret EU. Et løfte hun viste, hun tog alvorligt, da hun skabte en EU-Kommission med historisk mange kvinder.

I syv dage i træk demonstrerede aktivisterne i Hviderusland for retten til abort med bøjler i hænderne som symbol på de primitive og livsfarlige abortmetoder, som kvinder gennem tiderne er blevet tvunget til at bruge

Dermed har hun nedsat en kommission i kønsbalance.

Hviderusland: Kvinderne går forrest i kampen og beskytter mændene

I Hviderusland har den anspændte politiske situation forandret den meget traditionelle rollefordeling, så kvinder nu stiller sig forrest i demonstrationer og tager den politiske debat for at beskytte mændene, der behandles hårdhændet af politiske modstandere og politiet, fortæller Matilde Kimer, der er DR’s korrespondent i Hviderusland.

Med fredelige protester kæmper særligt tre kvinder for et frit og demokratisk Hviderusland. Svetlana Tichanovskaja besluttede at stille op som præsidentkandidat, efter at hendes mand, politikeren Sergei Tikhanovskij, blev fængslet for at havde ført en kritisk kampagne mod den siddende præsident Lukasjenko.

Svetlana kæmper sammen med Maria Kolesnikova (der havde været kampagneleder for en anden politiker, som også er blevet fængslet) og Veronika Tsepkalo (hvis mand flygtede til Rusland efter at have stillet op mod Lukasjenko i valget). Kvinderne er blevet symbol på en ny generation af kvinder, der tør sætte sig op imod magten, og også Ruslands interesser.

Polen: Kamp for retten til at bestemme over egen krop

I Polen satte kvinderne foden hårdt ned og gik på gaden i protest over en yderligere skærpelse af Polens abortlov, der allerede er en af de mest restriktive i Europa. I syv dage i træk demonstrerede aktivisterne for retten til abort med bøjler i hænderne som symbol på de primitive og livsfarlige abortmetoder, som kvinder gennem tiderne er blevet tvunget til at bruge.

En af demonstranterne, Urszula Niziolek-Janiak, forklarede til nyhedsbureauet AP, hvorfor hun utrætteligt blev ved: ”Jeg har en datter, og jeg vil have, at hun skal leve med værdighed her i dette helvedesagtige land, der diskriminerer kvinder ved at nægte dem grundlæggende menneskerettigheder.”

Polens abortforbud er i strid med landets menneskerettighedsforpligtelser, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ved tre retssager slået dette fast. Et af tilfældene, som domstolen tog stilling til, var sagen om en 14-årig pige, der selv efter en voldtægt blev nægtet abort.

I dag er abort således kun tilladt i Polen i tilfælde af visse voldtægter, incest, et misdannet/ sygt foster, eller hvis kvindens helbred er i akut livsfare. Loven kriminaliserer kvinderne og hæver strafferammen fra tre til fem års fængsel for personer, der hjælper eller opfordrer kvinder til abort.

Udviklingen i Polen er en påmindelse om, at ligestilling og menneskerettigheder aldrig kan tages for givet. Heller ikke i EU-lande.

2020 kvinder
EU’s forkvinde, Ursula von der Leyen, markerede allerede ved sin tiltrædelse i november 2019, at hun ville arbejde for et mere kønsbalanceret EU og nedsatte en kønsbalanceret kommission.

Chile: En million+ kvinder samledes og demonstrerede mod seksuel vold

Over en million kvinder samledes i Chiles hovedstad Santiago på kvindernes internationale kampdag for at øge bevidstheden om ulighed og kønsbaseret vold, og for at skubbe til en kønsbaseret dagsorden. Under demonstrationerne var der udstillinger og sange, der fordømmer patriarkatet og krænkelserne af kvinders rettigheder i Chile, og det epidemiske omfang af vold mod kvinder.

Demonstranterne sang den ikoniske feministiske hymne “Un violador en tu camino” – (en voldtægtsmand på din vej). Sangen og koreografien er også blevet populær i andre lande, og versioner af den findes nu på en række andre sprog.  En pige i Santiago udtalte: ”Vi er en generation af kvinder, der er vågnet. Vi er ikke bange for at stå op og kæmpe”.

USA: ”Jeg er nogens datter”

I USA er det demokratiske kongresmedlem, Alexandria Ocasio-Cortez altid klar til at tale magten imod.

Hun holdt en fantastisk tale efter at være blevet kaldt en bitch af kollega og kongresmedlem, Ted Yoho. AOC er den yngste kvinde, der nogensinde er blevet valgt ind i kongressen. Hun er kendt for sine glødende indlæg. AOC repræsenterer samtidig en ny generation, som ikke har tænkt sig at acceptere sexisme, overgreb og nedgørelse.

”Jeg kunne ikke tillade, at mine niecer… de små piger, jeg har derhjemme, [og] ofre for verbale overgreb og værre, oplevede kongressen acceptere den adfærd som værende legitim. Jeg er to år yngre end Mr. Yohos yngste datter. Jeg er nogens datter. Jeg er her for at vise mine forældre, at de ikke har opdraget mig til at acceptere overgreb fra mænd.”

USA tur/retur

Endelig, endelig kan vi se en ende på de paralyserende scenarier, der gennem de seneste fire år har udspillet sig i centrum af amerikansk politik. Fire år hvor kvinder har skulle stå model til sexisme og nedgørelse i en lang strøm fra præsidenten i Det Hvide Hus.

Femina har lavet en liste, hvis vi skulle have glemt dem; Fra ”Grab ’em by the pussy” til ”ekstraordinær ulækker” (om Vicepræsident-elect, Kamala Harris), ”gennemsnitlig på alle måder, hvem fanden har lyst til at score hende” (om TV-vært, Megan Fox).

Dertil kommer støtte til abortmodstandere, konspirations-sølvhatte, racister og polariserende bevægelser og løgne i en konstant strøm. Det ville være uværdigt, hvis USA skulle fortsætte den vej.

2020 blev også året, hvor USA valgte deres første kvindelige, minoritetsetniske vicepræsident

Tiden op til og under valget var ulideligt spændende, da så meget håb for fremtiden var på spil. Og lettelsen enorm, da det endelig blev ”breaket,” at Joe Biden var vinder.

Hvis lettelsen var stor for os, som trods alt ikke var direkte påvirket, tror jeg, vi alle kunne mærke dybden for den del af amerikanerne, der stemte på Biden, da CNN-værten Van Jones, gennem tårer satte ord på sin lettelse over sejren som far og amerikaner, i et meget rørende og forløsende øjeblik.

Joe Bidens & Kamala Harris’ sejr gav håb

2020 blev dermed også året, hvor USA valgte deres første kvindelige, minoritetsetniske vicepræsident. Intet mindre end en historisk sejr på linje med følelsen, da Barack Obama vandt første gang i 2008. Og race betyder noget i denne sammenhæng. Raceurolighederne og de kæmpe Black Lives Matter-protester har fyldt gaderne som reaktion på det ene politimord efter det andet på sorte ubevæbnede mænd (og kvinder).

Som New York Times beretter, kan bevægelsen meget vel være den største i USA’s historie, og ifølge analyseinstitutterne, var 26 millioner amerikanere på gaden og demonstrere pga. mordet på George Floyd, men også fordi pandemien rammer socialt skævt, og sorte også i den sammenhæng er nogle af de mest udsatte i USA. Verden over knælede demonstranter, sports- og politifolk i anerkendelse og respekt for en kamp, der slet, slet ikke er færdig.

Heller ikke herhjemme, hvor 17.000 samledes til “BLM”-demonstration. Og hvor journalist på Politiken Lucia Odoom i juli til en happening i Politikens Hus læste sin protest højt mod mediernes manglende repræsentation af danske afrikanere og i det hele taget af minoriteter med anden etnisk baggrund.

Det gælder om at lytte til flere stemmer, at være bevidst opmærksom på repræsentation og inklusion.

USA: Minoritetskvote i amerikanske bestyrelser

På delstatsniveau viser man nu en inspirerende vilje til at gøre op med den forskelsbehandling, som er, om ikke altid bevidst, så ikke desto mindre veldokumenteret. Californien har således netop vedtaget, at alle virksomheder skal have mindst én direktør fra et såkaldt ”underrepræsenteret samfund”, dvs. et individ, som identificerer sig som enten indfødt amerikaner, afrikansk amerikaner, asiatisk amerikaner, latinamerikaner, fra Stillehavs-regionen eller LGBT-person.

Hvis Pete Buttgiegs nominering går igennem kammeret – bliver han den første senatsbekræftede LGBTQ-kabinet minister

I forvejen skal californiske virksomheder have mindst én kvinde i bestyrelsen, evt. flere afhængigt af bestyrelsens størrelse.

USA: Peter Buttigieg som Bidens transportminister

Alt tyder på, at Joe Biden viser samme vilje til inklusion og mangfoldighed i sin sammensætning af regering og offentlige embeder; Joe Biden har således nomineret den første kvindelige finansminister, Janet Yellen, og Deb Haarland som Secretary of the Interior som den første minister, der stammer fra et ”Native American”-minoritetssamfund, samt Pete Buttigieg, en tidligere præsidentkandidat og borgmester, til en toppost som rollen som transportminister i sine nye regering.

Hvis Pete Buttgiegs nominering går igennem kammeret – bliver han den første senatsbekræftede LGBTQ-kabinet minister.

Hans forventede nominering er et historisk øjeblik for LGBTQ-amerikanere. Buttigieg talte ofte om at være homoseksuel i sin kampagne og blev dermed et symbol på fremskridt og ligestilling for mange LGBTQ-amerikanere.

Kvindernes rolle i historien skal frem

Desværre blev 2020 også året, hvor vi måtte sige et sidste farvel til Ruth Bader Ginsberg – et ikon og en klippe af retfærdighed og progressivitet i den amerikanske højesteret og kampen for ligestilling. Hun vil blive husket med taknemmelighed for den enorme forskel, hun har gjort.

Og vi skal over hele verden blive bedre til at huske de kvindelige historiske personer. Også i Danmark.

Som Femina bemærkede for et par år siden, findes der over 1000 statuer i Danmark, men kun seks af dem er af kvinder

2020 har vist os, at det stille og roligt bliver mere og mere normalt at tale om alle de områder i samfundet, hvor ulige-stillingen har sat sit præg. Manglen på dokumentation og anerkendelsen af kvinders rolle i historien er én af dem.

I juli i år skrev Politikens anmelder om Louisianas udstilling: ”Fantastiske kvinder – Surreelle verdener fra Meret Oppenhiem til Frida Kahlo”. Hun var både betaget og stiktosset og spurgte, ”hvorfor har vi aldrig hørt om dem før?”

Men det er noget, vi alle skal vænne os til; at forstå og arbejde på at få ændret, at der er SÅ mange kvinder, vi ikke har hørt om før. Kvinder er både bevidst og ubevidst udeladt af historieskrivningen. Ét af utallige eksempler på dette kan ses, når vi kigger på de danske statuer rundt om i landet. Som Femina bemærkede for et par år siden, findes der over 1000 statuer i Danmark, men kun seks af dem er af kvinder.

2020 kvinder
Den amerikanske højsteretsdommer Ruth Bader Ginsberg. Hun vil blive husket med taknemmelighed.

Der er heldigvis nogen, som kæmper hårdt for at få rettet op på den uretfærdighed. Én af dem er Birgitte Possing, der i 2020 fik Holbergmedaljen for sin ”afgørende indsats ved i skrift og tale at sætte kvinders rolle i historien, kulturen og samfundet på vor tids dagsorden”. Hun fik 19. december overrakt Rosenkjærprisen direkte i P1,  og vi kan som lyttere glæde os til fem foredrag af Birgitte Possing. Det hører nemlig med til at få prisen.

Birgitte Possing udtalte sig i et interview i Politiken: ”Vi taler om sexisme og seksuelle krænkelser som noget nyt. Vi er paffe over de mange historier om dem”.

Det, vi oplever nu, er derfor på sin vis ikke nyt. Men fordi kønshistorien ikke har plads i historieundervisningen i folkeskolen og gymnasier, har vi ingen kollektiv hukommelse til at genkende mønstrene.

“Vi mangler i usædvanlig forskrækkende grad historisk viden. Det tragiske er, at vi må begynde forfra hver gang”, siger Birgitte Possing.

Politisk bør det være et indsatsområde for både Undervisning-, Uddannelses-, og Kulturministeriet at rette op på. Personligt kan vi allesammen lade os inspirere af bland andet Podcast-serien; ”Kvinde kend din historie” eller Magtens Kvinder.

Mange af rødstrømpernes kampe er desværre fortsat relevante – nogle endda mere lige nu end tidligere, for ingen globale og nationale kriser forløber, uden at der er kønsmæssige perspektiver og slagsider, vi bør forholde os til

På samme måde vil det lige nu i lyset af den opblomstrende ligestillingsinteresse og forståelse være passende, at vi sender respektfulde tanker til alle dem, der har kæmpet før os. Tankevækkende er det, at lige netop i år var det den 8. april 50 år siden rødstrømperne protesterede på Strøget under slagordet; “kvinder – bryd ikke sammen, bryd ud”.

Jeg skrev om 50-året den 8. april i POV: ”Stort set alle de udfordringer, som rødstrømperne og kvindebevægelsen sloges med i 1970’erne, går igen i dag. Promovering af perfekte kroppe og det medfølgende mindreværd for både mænd og kvinder er kun blevet intensiveret. #MeToo, der med al tydelighed viser, at seksuel chikane og overgreb stadig er massivt. Statistikkerne dokumenterer, at vi stadig ikke har ligeløn.

Danmark har fortsat et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, hvor de kvindedominerede områder stadig bliver værdisæt lavere; sygehus-, pleje- og omsorgspersonale er i 70 % af tilfældene kvinder, og de er dårligere lønnet end tilsvarende offentlige områder med flere mænd.”

Mange af rødstrømpernes kampe er desværre fortsat relevante – nogle endda mere lige nu end tidligere, for ingen globale og nationale kriser forløber, uden at der er kønsmæssige perspektiver og slagsider, vi bør forholde os til.

Corona, køn og ligestilling

Kvindelige ledere klarede Corona bedst:

Der er stadig noget, der tyder på, at lande med kvindelige statsledere klarer sig bedre igennem Coronakrisen, målt på dødsfald og fald i BNP. Financial Times peger på nogle karakteristika, som typisk har været mere associeret med kvinder som værende vigtige under Corona; ydmyghed og villighed til at lytte til eksperter og lære fra andre lande samt evnen til at bruge empati i arbejdet med at få folk til at ændre adfærd.

Mere vold mod kvinder

Desværre ser corona ud til at have en kønnet slagside for kvinder. Dignity – Dansk institut mod tortur delte tidligt i krisen bekymrende tal, som ikke er blevet bedre igennem året.

”Krisecentre fra Mellemøsten og Europa til USA og Sydamerika rapporterer om rødglødende hotline-telefoner. Både mænd og kvinder udsættes for vold, men erfaring og data viser, at det særligt er kvinder, der udsættes for psykisk, fysisk og seksuel vold i hjemmet.”

”I Frankrig er vold i hjemmet steget med 30 procent, siden udgangsforbuddet trådte i kraft den 17. marts. I Paris alene har krisecentre oplevet en stigning på 36 procent. I Brasilien mener man, at vold i hjemmet er steget med 40 til 50 procent.”.

Verdenssundhedsorganisationen WHO slog allerede tidligt alarm over den markante stigning i henvendelser fra voldsramte kvinder, og opfordrede alle lande til at have vold i hjemmene med i handlingsplanerne for COVID-19.

Global ligestilling

I 2020 var det 25 år siden, at 189 lande, herunder Danmark, forpligtede sig til ”Beijing declaration and platform for action”, en af de mest omfattende globale politiske ramme- og handlingsplaner for kvinders og pigers rettigheder, med konkrete tiltag for at skabe ligestilling i verden. 25 år senere er vi ikke i mål. Og globalt set oplever vi stadig tilbageslag og modarbejdelse.

Bare et glad menneske

Året er ved at rinde ud. Vi har haft dage, uger, måneder paralyserede af corona, USA-valg og anden bølge #metoo. Har kørt ”doom-scrolling”, og haft glippo-fobi kombineret med en lyst til bare at trække stikket.

Der har været så mange gode artikler og debatter om ligestilling, at det er umuligt at komme omkring dem alle i dette hurtige tilbageblik. Politiken delte en opgørelse, der siger noget om dækningen: “Mellem 10. september og 10. december i år er der skrevet 6.131 artikler i danske medier, hvor ordet sexisme indgår. Sidste år var tallet i samme periode 165 artikler.”

Og midt i det så var der Frank… : ”Jeg er et glad menneske. Jeg møder andre mennesker med glæde. Nogle kan opfatte – hvis man har fået lidt alkohol – at den glæde kan blive for overvældende”.

Man har nogle gange kun det sjov, man selv laver. Bare ærgerligt Frank, at det, du syntes var sjovt, syntes kvinderne omkring dig var nederen, klamt og grænseoverskridende

Man har nogle gange kun det sjov, man selv laver. Bare ærgerligt Frank, at det, du syntes var sjovt, syntes kvinderne omkring dig var nederen, klamt og grænseoverskridende.

Men nu forstår flere og flere heldigvis, at sexisme og krænkelser ikke er ”sjovt”, men ødelægger festen, flirten og friheden for de fleste.

Der er gået ”Himpathy” i den, når vi alligevel fik ondt af Morten og Frank og Jens og…var det nu så slemt med den hånd på låret og den tunge i øret …og var det ikke også forældet, når det nu var 20, 10 eller tre år siden?

På den anden side står det knivskarpt, hvor omfattende en kultur, vi har med at gøre. Hvor desillusionerende for retfærdighedsfølelsen det er, at det ingen som helst konsekvenser har haft at udøve magtmisbrug og krænkende adfærd. Men at man tværtimod igennem 20 år har kunnet bevare al status og rang på trods af en utilstedelig adfærd. Det stopper forhåbentligt her.

Tak til jer, der turde ødelægge den dårlige stemning.

Sammen om at skabe tryghed?

En stor glæde ved 2020 har været at opleve de mænd, der har meldt sig konstruktivt og nysgerrigt på ligestillingsbanen. En af dem var skuespiller, blogger og debattør Lior Foighels. Han stillede på sin Instagramprofil (med udgangspunkt i en tidligere sydafrikansk idé) spørgsmålet:

Hvad ville du gøre, hvis der de næste 24 timer ikke eksisterede mænd?

Flere tusinde svar væltede ind. Svar der chokerede ham, fordi kvinderne svarede de simpleste ting. Ting han som mand aldrig havde forholdt sig til.

På en sikker førsteplads svarede allerflest kvinder, at de ville gå eller løbe en tur (lige hvor, hvornår og hvordan de ville – med musik i ørerne osv.)

Påklædning kom på en anden plads. Kvinderne drømte om at kunne tage præcis det tøj på, de har lyst til, uden at skulle overveje om det sender ”forkerte signaler”

På tredjepladsen kom det at sige sine meninger højt – uden at blive nedgjort eller chikaneret.

Edmondson dokumenterer, som flere før hende, hvor essentielt det er, at man kan bringe sin forskellighed med ind i sit arbejde

Kvinderne ønskede sig basale friheder. Frihed til at gøre det, de har lyst til, uden frygt. Og fællesnævneren, der gik igen i størstedelen af de ting, som kvinderne ville gøre, kan opsummeres med ét ord: Tryghed.

Og tryghed er – og bør være – et centralt emne i samfundsdebatten om ligestilling. Og i vores organisationer.

I år udkom Amy E. Edmondsons bog Den Frygtløse Organisation på dansk. Edmondson skriver om, hvor vigtig psykologisk tryghed er på arbejdspladsen for bl.a. læring, innovation og vækst. Trygheden måles på fire dimensioner: Holdning til risiko og det at fejle; Åben dialog om følsomme og svære emner; hjælpevillighed; og inklusion og mangfoldighed.

Edmondson dokumenterer, som flere før hende, hvor essentielt det er, at man kan bringe sin forskellighed med ind i sit arbejde uden frygt for fordømmelse eller eksklusion. At man oplever at blive accepteret. At man tør stå frem med sine idéer og inputs, og at man oplever at blive lyttet til, når man gør det.

Det er essentielt for trivslen, men også for resultaterne. Og altså for at undgå fejl, kriser og katastrofer. ”Den Frygtløse organisation” har mange eksempler på, hvordan katastrofale fejl på hospitaler, fly- og atomkraftværker entydigt kunne være undgået/håndteret bedre, hvis man fremfor alt havde lyttet til dem, der rejste deres bekymringer og kritiske røster.

Det er nærliggende at tænke, at Covid19-pandemien ville have været et andet sted, hvis man havde lyttet i stedet for at true og give en reprimande til fx nu afdøde Li Wenliang, som var en af de otte læger, der forsøgte at gøre sundhedsmyndighederne i Wuhan opmærksom på risikoen ved Covid19.

Det er en uomgængelig tanke, at vi havde været et bedre sted ligestillingsmæssigt, hvis vi havde lyttet mere, langt tidligere.

Og selvfølgelig, hvis vi havde handlet på det, vi hørte, fra hvert vores udgangspunkt. Et af mine yndlingscitater er fra den amerikanske forfatter og filosof; William James: ”Act as, if what you do, makes a difference, it does”. 2020 har i den grad vist os, at den enkeltes handlinger har betydning for fællesskabet.

Hvad du gør, gør en forskel.

2020 har på mange måder bragt os alle et nyt sted hen. Et sted hvor vi kan begynde at skabe nye værdifulde sammenhænge og kulturer. Jeg håber, vi vil gøre det med respekt og lydhørhed for hinanden.

Jeg ønsker jer alle et rigtig godt Nytår!


Fotos: Creative Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Marianne Egelund Siig, CEO Mannaz. Strategisk ledelseskonsulent, rådgiver og facilitator. Hun har i over 20 år stået i spidsen for succesfulde transformationer indenfor ledelse-, team- og organisationsudvikling, samt HR. De seneste år yderligere med en ekspertise og fokus indenfor ligestilling, diversitet og inklusion. Marianne er co-founder af konsulentfirmaet "emerging". Marianne bidrager til, at virksomheder kan udfolde deres fulde potentiale. Hun hjælper med at skabe ”conscious leadership” og ”conscious organisations”: Levende, løsningsorienterede og meningsfulde organisationer gearet til at skabe resultater og bæredygtig vækst. Marianne er visionær og pragmatisk, og hun bringer viden, metoder og masser af erfaringer med til bordet. Og hun tror på, at de bedste resultater bliver skabt når vi co-creater, og tager udgangspunkt i de unikke værdier, der kendetegner den enkelte virksomhed eller organisation.
Fra 2004-2018 havde Marianne signifikante lederroller indenfor HR på Gruppeniveau i Nordea Head of Diversity & Inclusion (2014-2018), Head of Leadership Development & Talent Management (2010-2014), Head of HR, Savings & Asset Management (2006-2010). Fra 1994-2002 var Marianne direktør for det nordiske konsulentfirma KaosManagement og samarbejdede med mere end 200 virksomheder som strategisk rådgiver, keynote speaker og facilitator af ledelses- og organisationsudviklingsprogrammer.
Marianne bidrager ofte til paneldebatter, konferencer, akademiske seminarer og tænketanke i Norden. I 2016, faciliterede hun “The Global Dialogue on Gender Equality” i Helsinki på vegne af Nordisk Ministerråd og ILO, den internationale arbejdsorganisation. I 2017 var hun en del af arbejdsgruppen der på vegne af Dansk Filminstitut (DFI), udarbejdede et White Paper for hvordan vi kan forbedre ligestilling og mangfoldighed i den danske filmindustri. Igennem sin karriere har hun også siddet i en lang række advisory boards for virksomheder, organisationer og projekter, eksempelvis i bestyrelsen for Teknologisk Innovation A/S og Kassandra Performance Theater. Hun er for tiden en del af advisory board for ISS ”Ledelse af mangfoldige teams” og Juryen for den årlige ISS Diversity pris. Hun er med i advisory board for Mandag Morgen’s Business Women og for business-entrepreneur uddannelsen KaosPiloterne. Hun sidder i Leading Humans’ Brain Trust. Desuden er hun medlem af det internationale EMEA netværk af Diversity and Inclusion ledere. Marianne har i tre år blogget om ledelse, ligestilling og mangfoldighed for Berlingske Business under overskriften “Det Nordiske Mysterium”. I 1990’erne var hun medstifter og redaktør af kulturmagasinet Agenda i Århus.
Marianne er uddannet KaosPilot og har en Humanistisk Basisuddannelse fra Roskilde Universitet. Desuden en lang række HR-certificeringer og ledelsesprogrammer fra London Business School, INSEAD, Center for Ledelse mm. Desuden er hun akkrediteret i ”Advanced Diversity Management” fra Copenhagen Business School.
Hun har tre børn i alderen 15-18 år, og bor med sin mand og børn i Charlottenlund.
Hun blogger https://siig.blogs.business.dk og kan også findes på
LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/marianne-egelund-siig-a319b15/

Seneste artikler om Liv & Mennesker