Kattekillinger og menneskeret

af i Featured/Liv & Mennesker

FREDAGSKLUMME – Det har ikke været nemt at skrive denne klumme. Gemt under en masse forkromede perspektiver, handler den trods alt ikke om andet end lige præcis det, brugere af sociale medier har det mest anstrengte had-kærlighedsforhold til. Jakob Brønnum skriver det ligeud: Kattekillinger!

Vi har haft kattekillinger. De sidste to blev hentet i forgårs. Kun en masse uglede garnnøgler ligger tilbage. Vi bærer hver især – min kone, vores teenagedatter og jeg – lidt stille rundt på et flimrende væld af 16 ugers billeder og oplevelser, og fremfor alt minder om en af dem.

Louie blev den tidligt døbt af sine kommende katte-havere. Fare Thee Well, sweet Louie, siger jeg bare. Må du have et lykkeligt katteliv! Sikke et vidunderligt væsen, han var.

En lille forhistorie: Jeg en gård mig bygge vil

Jeg kendte i sin tid livet på en bondegård på Møn, fordi jeg havde mulighed for at komme der i min tidlige barndom og lidt senere. På den måde overskred jeg det romantiske forhold, som alle små børn har til en bondegård, og som de får gennem de tidlige bøger, film og til en vis grad sange.

Min mor sang for mig som barn hver eneste aften med sin forrøgede, uplejede sangstemme et par vers af Jeg en gård mig bygge vil, og de billeder, man i en sådan sammenhæng hviler og sover ind i, forlader en sjældent senere. Samtidig får de sjældent liv og refererer ikke til noget virkeligt. De forbliver bleg afglans af en dybest set tysk 1800-tals-romantisk.

Hvad er det i bylivet, der forholder mennesket det nære forhold til naturen? Hvorfor indretter vi os sådan, at vi ikke har den daglige, nære forbindelse med det levende liv, der går ud over de rent menneskelige og materialistiske udvekslinger?

Selvom jeg kom på en bondegård, der vitterlig havde alle slags dyr, i den første tid sågar trækheste, tvinger bylivet sine former igennem, og man glemmer den nære kontakt med alt muligt, der bevægede sig, som man havde oprettet.

Jeg har som 3-4 årig siddet på vognbukken, mens bondemanden kørte hestevogn rundt mellem landsbyerne Bissinge, Tøvelde og Svensmarke, for at tjene ekstra ved at fragte mælkejunger til mejeriet for de øvrige gårde.

Det er blandt mine tidligste naturoplevelser. I en situation som denne, hvor vi har afleveret de sidste kattekillinger i forgårs, og hvor minder er blevet vakt, husker jeg hvordan det sneede voldsomt, da vi kørte, og hvordan hestene tydeligvis af sig selv standsede ved gårdene og bondemanden sprang af og løftede de tunge junger op på ladet. Det har været omkring 1964.

De møder, man havde med dyrene og med årstidernes gang, med griseslagtningen i laden og de efterfølgende dages blodpølse og søndagens flæskesteg, med duften af det malede korn og melstøvet i hele rummet, de møder findes i erindringen et sted, men træder ikke i forbindelse med noget andet i livet.

Endnu en lille forhistorie: Livet på 2. sal på Vesterbrogade

Jeg er opvokset på Vesterbrogade, i ejendommen på hjørnet af Brøndsteds Allé. Vi havde ganske vist sommerhus ved Solrød Strand, som man havde i 1960’erne, i dag er de som bekendt revet ned alle sammen.

Senere lejede mine forældre et hus på et gods i Sydsjælland, hvor jeg som teenager ind i mellem gik i skoven. Alligevel blev årstiderne for mig præget af, at naturen var noget, man gik ud i, i perioden fra omkring midt i maj til sidst i august, men kun når solen skinnede.

Som voksen har jeg genfundet en dybere naturglæde og er blevet ude længere og i al slags vejr. Ind i mellem kan man på Facebook se mennesker med dyb og ægte stolthed vise billeder af to åbenlyst forkrøblede planter, de har avlet på deres 2 kvm store altan.

Det er naturkontaktens fuldendelse for dem. De har sat et frø i jorden, og det er kommet op, og nu kan de spise en chili. Haps, så er naturen væk igen. Glæden ved den lille kontakt med det, der vokser af sig selv på samme måde som alt andet i livet, er langt større end det lille haps. Indtrykkene rører ved noget dunkelt, hengemt, dybt i det indre.

Hvorfor indretter vi os sådan, at vi ikke har den daglige, nære forbindelse med det levende liv, der går ud over de rent menneskelige og materialistiske udvekslinger?

Det er først efter jeg for 10 år siden flyttede til Sverige, at jeg forstod, at naturen, det billige skidt, også holder åbent om vinteren. Udenfor den storby, hvor vi bor ligger et lille skisportssted, og kommunen har, som overalt i landet, opstillet et brændeopvarmet opholdshus med tre sider af glas og udenfor er der en offentlig grill, hvor folk står og griller pølser i 12 graders frost. Det er virkelig hyggeligt. Det er også kommunen, der lægger brænde til grillen.

Hvad er det i bylivet, der forholder mennesket det nære forhold til naturen? Hvorfor indretter vi os sådan, at vi ikke har den daglige, nære forbindelse med det levende liv, der går ud over de rent menneskelige og materialistiske udvekslinger? Hvad er det, jeg har mistet ved ikke at komme på en bondegård længere – hvis de overhovedet findes på den måde i dag? Det fik jeg et glimt af, da vi havde kattekillinger i huset.

Hvad vil jeg sige med det her? Jo, jeg vil sige, at hvis de alligevel skal ændre menneskerettighedserklæringen, sådan som vor tids ledende populister tidlig og silde råber op om, de gerne vil, skal jeg hermed foreslå, at de tilføjer følgende paragraf: ”Ethvert menneske skal have ret til gennem samværet med naturen at møde livet, det selv er del af, i dets større og mere grundlæggende sammenhæng.”

Til sagen: En O’Malley-situation

Vi havde en O’Malley-situation. Vores kat er en racekat af sibirisk oprindelse, en Neva Maskerade, som vi købte fordi de fleste katteallergikere kan tåle den, og sådan nogle har vi har et par potentielle af i familien. Den var blevet gjort klar til parring efter alle kunstens regler. Vi havde kørt 100 km til et særligt dyrehospital, hvor man kunne lytte på dens hjerte så vi vidste, at ejerne til hannen, som den skulle møde, ville blive tilfredsstillet, ligesom hannen selv. Det er en kostbar affære, når racekatte skal formeres. And the paperwork!

Vores kat, som til daglig får en hel del af det hun mjavende peger på, men ikke alt, spurgte husets moder, om hun ikke lige kunne få lov at gå en aftentur, dagen inden hun skulle køres til parringsfolden. Husets moder har vanskeligt ved at nægte de kære små opfyldelse af deres rimelige ønsker, og så gik det hverken værre eller bedre end at hun mødte en fyr henne på gadehjørnet.

Selvom en af vores naboer gik ud tidligt om morgenen, da hun så en situation, hvor det virkede som om Cornelia – der er kendt i hele kvarteret for sin store skønhed og evner som musefanger – blev overfaldet et monster midt på fortovet, lykkedes det ikke at forhindre det, der må siges at kunne kaldes naturens gang. Cornelia blev gravid med en gadedreng.

En aften, hvor jeg var ude af huset, den 9. maj, valgte hun så endelig, stønnende og prustende og kæmpestor, et sted, hun havde elsket siden sin tidlige kattekillingebarndom, nemlig vores lille walk in-closet i soveværelset

Vi har set ham. Han er grim, har alt for korte ører, et decideret ucharmerende ansigt. Han er også far til et kuld længere henne på gaden. Hvem er nu lige O’Malley? O’Malley er hovedpersonen i Disneys Aristocats, hvor den fornemme Duchess under uoplyste omstændigheder træffer en falleret, mjavende jazzmusiker.

Vi vidste ikke i nogle uger, hvorvidt hun var gravid, men fornemmede det, der til sidst ikke kunne skjules. Vi sendte hende ikke bort på landet for at hun kunne føde i dølgsmål, sådan som man gjorde ved illegitime graviditeter i gamle dage. Tværtimod indrettede vi forskellige små gemmer og skjul til hende, som hun kunne vælge mellem.

Cornelia Kislowskaja, verdens smukkeste kat.

En aften, hvor jeg var ude af huset, den 9. maj, valgte hun så endelig, stønnende og prustende og kæmpestor, et sted, hun havde elsket siden sin tidlige kattekillingebarndom, nemlig vores lille walk in-closet i soveværelset.

Jeg glemmer naturligvis aldrig turen med lokaltoget gennem Nordsjælland i forårsskumringen, efter at jeg holdt foredrag et sted. Telefonen ringede, og min kone meddelte, at nu havde Cornelia født en velskabt kattekilling. Det, jeg særligt ikke glemmer, er, at telefonen ringede yderligere fire gange med det samme budskab. Vi stod med fem kattekillinger den ene mere stribet efter faderen, end den anden.

Fødestuen

Da jeg næste dag kom hjem fra mit foredrag og gik ind i soveværelset og talte på samme måde, som jeg plejer, ikke helt afdæmpet, på vej hen for at se kattekillingerne, blev jeg tysset på af min kone. Det var den første store naturerkendelse, jeg fik i forbindelse med kattekillingerne som genvakte erindringen om det tabte land.

Livet, eller naturen havde oprettet sig et fælles rum mellem kattemoderen og husets moder. Det var ikke vores soveværelse. Det var en fødestue. Man fører ikke høj tale i en fødestue. Her er man stille nogle øjeblikke – nogle dage mens fødslen som begivenhed stadigvæk er det alt overskyggende i rummet og i tiden. Livet er endnu en gang kommet til verden og det er overvældende, festligt, højtideligt og i øvrigt er moderen træt og fortjener ro. Man dæmper sin tale i en fødestue.

Moderens instinkt og oplæring

Der fulgte nogle fantastiske øjeblikke de kommende uger, en perlerække af dem, faktisk. Cornelia, som ikke havde født før og hvis mor selv var indekat, i modsætning til hende, vidste lige præcis, hvad hun skulle gøre med de små liv. Bare det at se de fem killinger die samtidigt hos moderen, vakte alle mine minder fra bondegården og flere til.

I løbet af de uger, de fik øjne og voksede til, blev de oplært i alle de vigtige aspekter af en sund og rask kats liv. Museoplæringen var fantastisk. Den foregik i tre lektioner. Først en almindelig død mus, som Cornelia bragte ind til almindelig beskuelse i killingeflokken. Dernæst en nærmest fileteret mus, hvor man på undersiden kunne studere alle de indre dele og siden en levende mus.

Festmåltidet

Efter 12 uger begyndte katttekillingerne at forsvinde en efter en, de blev afhentet af deres nye katteindehavere. De havde fået navne af deres nye ejere ved besigtigelsen, Louie, Lilla Phi, Sirius og de to små, Signe og Selma.

Det virkede som om Cornelia gav de to hanner, Louie og Sirius, en mus hver, den sidste aften, inden de skulle afsted. Det var meget påfaldende. Jeg er udmærket klar over, ingen vil tro på det. Jeg har det på iPhonefilm, med knaselyde og det hele. De andre stod og kiggede på. Sidste nat med kliken, if I ever saw one.

Jeg tror, at kattene, gennem småændringer i vores motorik kan aflæse, at der er noget i gære. To af kattekillingerne, Signe og Selma, legede altid sammen, de gjorde det samme, de var ens, de var lidt mindre end de øvrige.

Vi tror, de kan have været tvillinger og ligget i samme livmoder, eftersom hver killing, så vidt jeg har forstået, har sin egen. Da det blev afklaret, at Selma skulle være alene i sit kommende hjem og Signe med Louie, skiftede de legekammerater. Selma begyndte at søge nye veje alene, og Louie og Signe blev nærmest uadskillelige. Jeg er klar over, at ingen vil tro på det heller.

Fare thee well Sweet Louie

Louie var fra begyndelsen helt speciel. Vi lagde mærke til ham med det samme. Det var ham, der efter et par uger krøb først op til kanten af kattekurven, hvor de lå og ville vide, hvad der gemte sig ude bag horisonten. Hvis jeg senere kastede et stykke legetøj til dem, ville jeg se de fire andre løbe efter det. Louie blev stående og kiggede på mig for at se, hvad jeg egentlig ville.

Han var charmerende, smuk, fræk. Det var ham, der søgte tilflugt og faldt i søvn på min arm, da vi havde lukket killingerne ud i hele huset for første gang og opdagede, at det gjorde moderen forvirret, så hun skældte dem ud, særligt ham. Cornelia skældte altid ham mere ud end de andre.

Der dies. Louie er færdig, lidt før de andre.

Det var ham, der gravede hovedet ned i hænderne på min kone og lå hos hende, bare fordi det var hyggeligt. Han søgte menneskeligt selskab før de andre og altid mere end dem. Det var ham, der ville smage på de æbler, jeg havde samlet og stod og skrællede til æblemos. Det var også ham, der først forstod, hvordan der måtte være mere spændende udenfor, og derfor stod ved hoveddøren for at prøve at smutte igennem, når man kom hjem.

Det var også Louie, der drillede sin mor, da killingerne blev for gamle og burde have været afhændet. Han overtog langsomt reviret. Så det er godt, de er hentet nu alle sammen.

Vores moderkat havde egentlig gjort sig færdig med dem allerede ved 12-13 uger, og nu 16-17 uger efter holdt hun sig mest væk hjemmefra. Det var med andre ord hele cyklusen, vi havde set. En flytning gjorde, at Louies nye hjem først blev klar lidt senere og selvom det var meget anstrengende med de tre katte, var det også en rig glæde at kende Louie så længe, som det kunne blive til.

Mens hans fire søskende leger sociale træningslege, undersøger Louie en gammel fjerbold. Den er ny for ham.

Alle mennesker burde have mulighed for at følge sådan en cyklus og se nærmere på, hvordan livet udfolder sig, når det udfolder sig af sig selv. Det jeg mener er, at man lærer så meget om, hvad der er almindeligt, hvad der er naturligt, hvad der er sandt her i livet, bare ved at kigge på det.

Og hvilke instinkter og egenskaber, man deler med andre levende væsener og hvilke, der gør, at man er unik som menneske. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det ikke skal indgå i hvert enkelt menneskes liv som en ufravigelig rettighed. Men det er det naturligvis. For dyr er mere ting end væsener i vores verden.

Fotos: Skribenten

 

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Featured