Rødstrømperne - hvor langt er vi egentlig nået?

For 50 år siden protesterede rødstrømperne på Strøget – “kvinder – bryd ikke sammen, bryd ud” lød det

i LIGESTILLING/Danmark af
LIGESTILLINGSJUBILÆUM // KRONIK – Danskerne står midt i coronakrisens skygge. Alle kriser har imidlertid kønsmæssige perspektiver og slagsider, vi bør forholde os til, skriver Marianne Egelund Siig, der ønsker tillykke med, at det i dag er 50 år siden, rødstrømpernes  første aktion i Danmark udfoldede sig under stor medieopmærksomhed og ekstra politi i gaderne i København. Mange af rødstrømpernes kampe er desværre fortsat relevante – nogle endda mere lige nu end tidligere, for når krisen bider, gør den det som regel skævt. Kan vi mon lære noget af Rødstrømpebevægelsens gamle slagord om, at ‘det private er politisk’? Eller “Bryd ikke sammen – bryd ud!”. Og for den sags skyld: ‘hvem laver stadig te til revolutionen’?

Selvom coronakrisens mørke skygge hviler over os, synes jeg alligevel eller måske netop, at det er værd at markere den 8. april 2020.

For i dag er det 50 år siden, at de såkaldte rødstrømper iklædt fjerboaer, glimmer, parykker og kunstige øjenvipper gik i aktion og i den første demonstration ned ad Strøget i København i protest mod “kvinden som dulle, kvinden som kønsobjekt,” som Drude Dahlerup udtrykker det i bogen Rødstrømperne, Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-1985.

Der bliver spekuleret i kvinders mindreværdskomplekser. De skal være så og så tykke, og så og så tynde

Man fornemmer lidt af både festen, farverne og den oprørske trang til at bryde ud i Kvinfos tweet om demonstrationen 8. april 1970 her:

Men udover at fejre en mindedag, er det også vigtigt, at vi netop i denne tid er ekstra opmærksomme på, at ingen globale og nationale kriser forløber, uden at der er kønsmæssige perspektiver og slagsider, vi bør forholde os til

Coronakrisen er ingen undtagelse, desuagtet selve Covid-19 virussen rammer mænd hårdere, advarer WHO og G7 landenes ligestillingsrådgivere om de nuværende trusler for kvinder.

På længere og globalt sigt er der også en risiko for at ligestillingen rulles tilbage, som det ofte sker i krisetider. Intet fodrer længslen mod fortiden mere end trusler udefra.

Rygtet hed, at Livgarden skulle angribes – det passede ikke

Men først til tilbageblikket og fejringen; rygtet lød, at rødstrømperne ville angribe Livgarden, når den marcherede igennem byen.

Det var dog aldrig planen, men Livgarden valgte den dag at udvide deres repertoire med sangen ”Her kommer Pippi Langstrømpe”.

Rødstrømperne tog afsæt i ungdomsoprøret, og sprang ud den solrige forårsdag for 50 år siden med optimisme og selvsikkerhed; Vi vil lave aktioner alle steder, hvor der er uretfærdigheder”, hed det

Og efter den salut, gik 10-12 af de kraftigt sminkede kvinder, med ballonbryster i BH’er uden på tøjet, deres overdrevne make-up og høje sko gennem Strøget i en protest mod kvinders rolle som sexobjekt og imod skønhedsindustriens kvindesyn.

Som Ninon Schloss, en af talskvinderne siger i et interview fra dagen der bliver spekuleret i kvinders mindreværdskomplekser. De skal være så og så tykke, og så og så tynde”.

Se hele interviewet her:

Kvinderne smed alt ”udstyret” i skraldesække og fortsatte til Tuborg-bryggeriet i Hellerup for at diskutere og demonstrere for ligeløn under sloganet; Det er ikke nogen bøn, kvinder kræver ligeløn”, var blot et af de mange slogans.

Der var også klare meldinger til pressen: Alle arbejdsgivere, der ikke betaler ligeløn, kan vente vores besøg”, som en anden af rødstrømpebevægelsens mødre siger i TV-interviewet ovenfor.

Med afsæt i ungdomsoprøret

Rødstrømperne tog afsæt i ungdomsoprøret, og sprang ud den solrige forårsdag for 50 år siden med optimisme og selvsikkerhed; Vi vil lave aktioner alle steder, hvor der er uretfærdigheder”, hed det.

Og hermed var de en del af en international samtidighed af kvinder, der satte foden ned mod kønsdiskrimination og undertrykkelse.

De revolutionære, radikale feminister og separatister ville ikke under nogen omstændigheder ”ligestilles” på mandssamfundets præmisser, men i stedet afprøve, hvordan fællesskaber på kvinders ‘egnepræmisser fungerede

De hentede bl.a. inspiration fra Storbritannien, Frankrig, Holland og de amerikanske ”Redstockings”. Og så fra Simone de Beauvoirs feministiske klassiker Det andet køn”, som udkom i 1949, og på mere end 1000 sider anskueliggjorde, hvordan vores samfund er bygget op, omkring og på mændenes præmisser, med manden som ”mennesket” og kvinden som ”det andet køn”.

Det var en tid med en enorm kvindemobilisering, og en mangfoldighed af bevægelser og kvindegrupper.

Fra de som igennem generationer havde kæmpet mere pragmatisk for ligestilling gennem organisationer som Dansk Kvindesamfund og Kvinderådet over til Rødstrømpebevægelsen, som kom på banen som de revolutionære, radikale feminister og separatister, der ikke under nogen omstændigheder ville ”ligestilles” på mandssamfundets præmisser, men i stedet afprøve, hvordan fællesskaber på kvinders egne præmisser fungerede.

De ville gøre op med de traditionelle kønsroller og kvinders underordnede position i det patriarkalske samfund. De ville frigørelsen, og blev hurtigt landsdækkende med kvindegrupper og aktiviteter i de større byer i Danmark.

Rødstrømperne kæmpede også for ligeløn. Foto: Danmarkshistorien.dk, Århus Universitet.

Ingen kvindekamp uden klassekamp

Målet var at skabe et helt nyt samfund uden diskrimination, og hvor hverken kvinder, børn eller mænd blev undertrykt.

Et af rødstrømperne vigtigste slagord var Ingen kvindekamp uden klassekamp og ingen klassekamp uden kvindekamp”.

Rødstrømperne delte deres private erfaringer i ”basisgrupper”, og satte private oplevelser ind i større samfundsmæssig kontekst i overensstemmelse med det andet kerneslogan: ”Det private er politisk”

De valgte at organisere sig uden formel ledelse eller overordnet principprogram i selvstyrende grupper af kvinder, der delte deres private erfaringer i ”basisgrupper”, og satte private oplevelser ind i større samfundsmæssig kontekst i overensstemmelse med det andet kerneslogan: ”Det private er politisk”.

Kampen skulle kæmpes i ægteskabet, hjemmet, på arbejdspladsen og i politik. Oplevelsen af ikke at være alene, og erkendelsen af samfundsmæssige, strukturelle mønstre indgød kvinderne mod til handling. ”Bryd ikke sammen – bryd ud” hed det på en af de legendariske plakater.

Og bevægelsen var virkelig handlekraftig og aktionerne mange.

Rødstrømperne besatte kvindehuse, talerstole og dameblade. De arrangerede kvindelejre og kvindefestivaler, drev en kvindehøjskole, besatte og skaffede penge til at købe Grevinde Danner-stiftelsen og omdannede huset til et kvindekrisecenter, oprettede kvinderådgivninger, krisecentre for voldsramte kvinder og Kvindemuseet i Danmark.

De kørte i bus på Mors dag og nægtede på grund af manglen på ligeløn at betale mere end 80 øre for billetten mod prisen på 1 krone og 25 øre. Det ledte til bl.a. det ikoniske billede af Ulla Dahlerup, der blev båret væk af smilende politifolk (her i billede fra Kvinfo):

Rødstrømperne
Rødstrømperne – Ulla Dahlerup i et ikonisk billede fra Kvinfos arkiv.

De støbte også egenhændigt en barnevognsslidske på Nørreport Station i protest mod, at barnevogne ellers skulle bæres op og ned. I det hele taget tog de ansvar for stort og småt og satte aftryk.

Og det gjaldt også på den venstrefløj, som bevægelsen var en del af, og som bestemt ikke altid havde travlt med at sætte køn på dagsordenen. Ofte var alt andet vigtigere, og som det hed på en gammel plakat fra VS’ Kvindegruppe: ‘Hvem laver stadig te til revolutionen?’

Det private er politisk – kroppen kom i centrum

Og mon ikke de fleste kvinder har Kvinde Kend din Krop stående i reolen som endnu et væsentligt produkt fra 70’ernes kvindebevægelse?

Retten til sin egen krop, familieplanlægning og sex. Friheden til at være forskellige og se forskellige ud. Muligheden for at være andet og mere end datter, mor og hustru.

Kroppen var central i bevægelsen, retten til sin egen krop, familieplanlægning og sex. Friheden til at være forskellige og se forskellige ud. Muligheden for at være andet og mere end datter, mor og hustru.

Det var i den grad ”walk the talk” eller ”be the change you want to see in your life”, som en anden af bevægelsens pionerer, Suzanne Giese, beskriver det:

”Var det muligt at ændre sit liv så radikalt og på så kort tid? Ja, det var – alt var muligt! De var det, de sagde, de var.”

“Når de insisterede på en ny menneskelighed, så var den allerede en realitet. Når de insisterede på en ny seksualitet, så var den en realitet. Når de sagde, de var stærke, så var de det.”

“Forandringerne kunne ikke udskydes til en fjern tid efter revolutionen, de skulle ske her og nu. For forandringerne i dem selv var begyndelsen til den samfundsmæssige forandring”. (Citater fra Suzanne Giese: På andre tanker).

Forhåbentlig vil der blive fest på den anden side af coronakrisen, for kvindebevægelsen var i den grad også en kunstnerisk og kulturel manifestation og starten på ny musik, kvindebands, kunst, plakater, forfatterskaber, og film der har beriget os alle

Rødstrømpe- og kvindebevægelsen havde en stærk gennemslagskraft i 10 – 15 år, og nåede at sætte varige spor i Danmark.

Aktionerne og samarbejdet med fagforeninger ledte til politiske beslutninger; loven om ligeløn og ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet (1976), den frie abort (1973), længere og bedre betalt barselsorlov (1980).

Vi har meget at takke jer for og meget at lære

Vi har alle meget at takke for, når det gælder kvindebevægelsens indsats og resultater. Denne artikel yder på ingen måde rødstrømperne og hele kvindebevægelsen retfærdighed. Men skal mere ses som en opfordring til selv at gå i arkiverne, som Jytte Nielsen og det Kgl. Bibliotek har samlet i anledning af jubilæet.

Forhåbentlig vil der blive fest på den anden side af coronakrisen, for kvindebevægelsen var i den grad også en kunstnerisk og kulturel manifestation og starten på ny musik, kvindebands, kunst, plakater, forfatterskaber og film, der har beriget os alle.

Min egen barndom var ikke direkte påvirket af kvindebevægelsen, vi var hverken til demonstrationer eller på Femølejr, og da jeg var helt ung troede jeg som så mange andre, at dén der ligestillingsged var barberet for længst af generationerne før min.

Det var den så ikke.

Det er værd at huske, at jo dybere dine rødder er, jo længere ind i fremtiden kan du række … arbejdet må fortsætte på forskellig vis. Blandt andet må vi blive bedre til kollektivt at lære fra den ene bevægelse og bølge til den næste

Og arbejdet må fortsætte på forskellig vis. Blandt andet må vi blive bedre til kollektivt at lære fra den ene bevægelse og bølge til den næste.

Man skal ikke have arbejdet ret meget med ligestilling for at opleve det behov, der er for at tage afstand til rødstrømperne: ”bare det ikke bliver kvindekamp, eller sådan noget rødstrømpe-noget” lyder det.

Men der er ingen grund til implicit at nedgøre eller tage afstand fra det, der var engang. I stedet kan vi lade os inspirere, tage det, vi kan bruge i den tid, vi lever i nu. Fremfor alt erkende, at vi står ligestillingsmæssigt på skuldrene af alle tidligere indsatser. Og det er værd at huske, at jo dybere dine rødder er, jo længere ind i fremtiden kan du række.

Når man, som rødstrømperne gjorde, går forrest og går ”all in”, ændrer normer, eksperimenterer med nye flade strukturer, ”magt- og mandefri zoner”, og når man skaber en masse konkrete handlinger på én gang, så begår man fejl.

Der er magtkampe, og der kan være en pris for én selv og for éns nærmeste. Ingen er perfekte. Heller ingen bevægelser.

Men jeg mener, at vi skal hylde og lære af Rødstrømpernes historiske mod, kreativitet, solidaritet, udholdenhed og opfindsomhed. En intellektuel styrke og omsorgsfuldhed, masser af spektakulære begivenheder og samfundsændrende resultater.

Der er ingen af de udfordringer, rødstrømperne og kvindebevægelsen sloges med i 1970’erne, som vi ikke genkender i dag. Promovering af perfekte kroppe og det medfølgende mindreværd for både mænd og kvinder er kun blevet intensiveret

Samtidig er der ingen af de udfordringer, rødstrømperne og kvindebevægelsen sloges med i 1970’erne, som vi ikke genkender i dag. Promovering af perfekte kroppe og det medfølgende mindreværd for både mænd og kvinder er kun blevet intensiveret. #MeToo viste med al tydelighed, at seksuel chikane og overgreb stadig er massiv.

Danmark halter bagud i Norden på ligestilling

Den kønsmæssige magtfordeling er stadig skæv. Danmark halter markant bagud i Norden.

Statistik dokumenterer, at vi stadig ikke har ligeløn. Danmark har stadig et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder, hvor de kvindedominerede områder stadig bliver værdisat lavere; sygehus-, pleje- og omsorgspersonale er stadig i 70 % af tilfældene kvinder, og de er stadig dårligere lønnet end tilsvarende offentlige områder med flere mænd.

En diskussion, der bør tages med fornyet styrke post-corona om den heroiske og risikofyldte indsats, der ydes i denne tid af sundhedspersonalet.

”De nedvurderede SOSU’er og sygeplejersker bliver nu hyldet som ’kritiske funktioner’”, påpeger Katrine og Signe Arnfred i deres debatoplæg i Information fra 25. marts, 2020 ”Nu får kvindernes omsorgsarbejde endelig den anerkendelse, det fortjener”. Det skal vi huske og holde fast i.

Desværre ser vi også, som bl.a. beskrevet her i POV i et interview med Susanne Larsen, der er leder af Dansk Kvindesamfunds krisecenter i København, at det i denne coronakrisetid, mere end nogensinde er brug for krisecentrene for voldsramte kvinder:

Nye krisecenterpladser for kvinder: “Volden er ofte hyppigere og voldsommere under et lock-down”

Verdenssundhedsorganisationen WHO har slået alarm over den markante stigning i henvendelser fra voldsramte kvinder, og opfordrer alle lande til at have vold i hjemmene med i handlingsplanerne for COVID-19. Spanien og Frankrig har oprettet særlige alarmprocedurer og hjælp for kvinder, der er truet i hjemmet.

Herhjemme melder både krisecentrene og Mødrehjælpen ud om et stigende antal henvendelser og bekymringer for kvinder og børn, pga. corona lockdown.

Vi må beskytte verdens piger og kvinder under coronakrisen

I USA fjernes muligheden for abort i enkelte stater under påskud af at frigøre kapacitet på hospitalerne.

Den kønnede slagside i denne historisk svære Coronatid er også baggrunden for at medlemmerne af G7-landenes ”Gender Equality Advisory Council” (G7: Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, og USA) i denne uge kom med et opråb og konkrete forslag under overskriften: ”Step it up G7”.

Her påpeger de, at der er alvorligt brug for, at verden tager stilling til, hvordan de vil beskytte de kvinder og piger, der bliver særligt hårdt ramt under den nuværende coronakrise.

For som Alison Holder siger det i et indlæg i U.S. News and World Report fra 6. april, 2020: ”pandemien eksponerer de gabende revner, der findes i vores sociale, politiske og økonomiske systemer”, og faren er, at de økonomiske efterskælv fra Coronakrisen sender kvinders fremgang ”flere årtier tilbage”.

Men som hun også påpeger, behøver det ikke at være sådan. Tværtimod giver krisen os en unik mulighed for at ”build back better”.

For 50 år siden gjorde en voksende gruppe kvinder, f.eks. opmærksom på, at vores samfund var skabt ud fra mandens præmisser, og at skabe alternativer ud fra kvindernes ønsker og behov.

Sidste år, knap 50 år senere kårede McKinsey bogen Invisible Women. Exposing Data Bias in a World Designed for Men som ”Business Book of the Year”.

Forfatteren Caroline Criado Perez havde sat sig for at dokumentere udbredelsen af tænkningen hankøn-hvis-intet-andet-anføres og påviser over 411 sider, hvordan de data, de algoritmer, vi træffer væsentlige beslutninger på baggrund af, ofte er “biased” og i langt overvejende grad er designet omkring manden som “mennesket”/testpersonen.

Det, at Invisible Women kan blive valgt som årets businessbog, indikerer heldigvis, at vi begynder at flytte os, og at der i de senere år er kommet en ny bølge af indsigt og villighed til at gøre noget, som jeg også skrev om her i POV i min nytårskronik, Ligestilling: Årtiet der gik:

Ligestilling: Årtiet, der gik – del 1

I dag er der heldigvis mange steder en øget erkendelse af, at kønsbalancer og ligestilling er afgørende for sammenhængskraften i samfundet og i verden.

Vi bliver nødt til at ”build back better”, i tiden efter coronakrisen. Hvis vi vil i mål med 2030-agendaen og FN’s 17 Verdensmål, har vi brug for at prioritere mål #5 ”Ligestilling”, der i sig selv er så vigtig, og som samtidig virker som en accelerator for de øvrige 16 bæredygtighedsmål.

Med alt hvad vi ved, har erkendt, fejlet og haft succes med de seneste 50 år, og med den handlekraft vi har set under håndteringen af coronakrisen, så burde vi kunne tage et kvantespring de næste 10 år mod 2030-verdensmålene hen mod en mere balanceret verden, også kønsmæssigt

Og netop nu har vi 10 år til at nå 2030-agendaen. 10 år er den tid kvindebevægelsen brugte på at skabe ret omfattende bevægelser i samfundet og konkrete ændringer.

Med alt hvad vi ved, har erkendt, fejlet og haft succes med de seneste 50 år, og med den handlekraft vi har set under håndteringen af coronakrisen, så burde vi kunne tage et kvantespring de næste 10 år mod 2030-verdensmålene hen mod en mere balanceret verden, også kønsmæssigt.

Tak for arven Rødstrømper. Tak for optimismen for 50 år siden. Den kan vi godt bruge i dag.

Tillykke med jubilæet!

P.S: Ingen Rødstrømper eller aktive i kvindebevægelsen brændte i øvrigt deres BH’er i 😉

Rødstrømperne
Rødstrømperne. Foto: Mette Bock.

Artiklen trækker på information leveret fra:

Jytte Nielsen, Informationsspecialist i kønsforskning på det Kongelige Bibliotek
Katrine Johnsen, tidl. publikumsudvikler Kvindemuseet i Danmark, nuværende projektleder i Center for Kunst og Interkultur.
Tak til jer!
I anledning af jubilæet kan du eventuelt streame “Vejen er lang” om kvindebevægelsens historie, af Mette Knudsen: https://filmcentralen.dk/grundskolen/film/vejen-er-lang-om-kvindebevaegelsens-historie
Eller læse Jytte Larsen, som har samlet materiale og beskrevet Rødstrømpernes historie, i anledning af 50 året. Det kan man finde her.


Topillustration: Rødstrømperne – hvor langt er vi egentlig nået? Plakat fra KAD’s ligelønskampagne i 1973. Fra: ‘Jo, det kunne nytte’  – her fra Danmarkshistorien.dk, Århus Universitet.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Marianne Egelund Siig arbejder som strategisk ledelseskonsulent, rådgiver og facilitator. Hun har i over 20 år stået i spidsen for succesfulde transformationer indenfor ledelse-, team- og organisationsudvikling, samt HR. De seneste år yderligere med en ekspertise og fokus indenfor ligestilling, diversitet og inklusion. Marianne er co-founder af konsulentfirmaet "emerging". Marianne bidrager til, at virksomheder kan udfolde deres fulde potentiale. Hun hjælper med at skabe ”conscious leadership” og ”conscious organisations”: Levende, løsningsorienterede og meningsfulde organisationer gearet til at skabe resultater og bæredygtig vækst. Marianne er visionær og pragmatisk, og hun bringer viden, metoder og masser af erfaringer med til bordet. Og hun tror på, at de bedste resultater bliver skabt når vi co-creater, og tager udgangspunkt i de unikke værdier, der kendetegner den enkelte virksomhed eller organisation.
Fra 2004-2018 havde Marianne signifikante lederroller indenfor HR på Gruppeniveau i Nordea Head of Diversity & Inclusion (2014-2018), Head of Leadership Development & Talent Management (2010-2014), Head of HR, Savings & Asset Management (2006-2010). Fra 1994-2002 var Marianne direktør for det nordiske konsulentfirma KaosManagement og samarbejdede med mere end 200 virksomheder som strategisk rådgiver, keynote speaker og facilitator af ledelses- og organisationsudviklingsprogrammer.
Marianne bidrager ofte til paneldebatter, konferencer, akademiske seminarer og tænketanke i Norden. I 2016, faciliterede hun “The Global Dialogue on Gender Equality” i Helsinki på vegne af Nordisk Ministerråd og ILO, den internationale arbejdsorganisation. I 2017 var hun en del af arbejdsgruppen der på vegne af Dansk Filminstitut (DFI), udarbejdede et White Paper for hvordan vi kan forbedre ligestilling og mangfoldighed i den danske filmindustri. Igennem sin karriere har hun også siddet i en lang række advisory boards for virksomheder, organisationer og projekter, eksempelvis i bestyrelsen for Teknologisk Innovation A/S og Kassandra Performance Theater. Hun er for tiden en del af advisory board for ISS ”Ledelse af mangfoldige teams” og Juryen for den årlige ISS Diversity pris. Hun er med i advisory board for Mandag Morgen’s Business Women og for business-entrepreneur uddannelsen KaosPiloterne. Hun sidder i Leading Humans’ Brain Trust. Desuden er hun medlem af det internationale EMEA netværk af Diversity and Inclusion ledere. Marianne har i tre år blogget om ledelse, ligestilling og mangfoldighed for Berlingske Business under overskriften “Det Nordiske Mysterium”. I 1990’erne var hun medstifter og redaktør af kulturmagasinet Agenda i Århus.
Marianne er uddannet KaosPilot og har en Humanistisk Basisuddannelse fra Roskilde Universitet. Desuden en lang række HR-certificeringer og ledelsesprogrammer fra London Business School, INSEAD, Center for Ledelse mm. Desuden er hun akkrediteret i ”Advanced Diversity Management” fra Copenhagen Business School.
Hun har tre børn i alderen 15-18 år, og bor med sin mand og børn i Charlottenlund.
Hun blogger https://siig.blogs.business.dk og kan også findes på
LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/marianne-egelund-siig-a319b15/

Seneste artikler om LIGESTILLING