‘For nogle måneder siden navngav en nær bekendt et fotoalbum på Facebook ’Noget at tro på’. Den 6. september genså jeg Margreth Olins dokumentarfilm ’Barndom’ for tredje gang, og disse børns fantasifuldhed og skabertrang er noget helt ganske særligt at tro på’, skriver Emmy Fjalland om den norske film, der er blevet kritiseret i flere danske aviser for at være for idyllisk og uden konflikter. Fjalland mener, at filmen tilbyder et instruktivt og inspirerende blik på en anden, mindre målstyret, mere kreativ legende og skabende måde at gestalte et institutionsliv på. Noget som alle voksne kan lade sig inspirere af.
Jeg er til filmforevisning. Salen fyldes med varm latter og forundring over børnenes fantastiske efterligninger af voksne og filosofiske samtaler om døden, zombier, hjertekirurgi og planters liv – men også med en vemodig tavshed til slut fordi filmen samtidig skildrer en afsked med barndommens særlige leg.
Jeg er ikke i stand til at vurdere Margreth Olins dokumentarfilm, ’Barndom, rent fortælleteknisk, og jeg er heller ikke pædagog. Men jeg skriver som mor og borger for bidrage med et andet syn på filmen end den vurdering, Johanne Mygind gav i Weekendavisen d. 1. september med titlen ’Ansigtsløs idyl’.
Som jeg læser Myginds artikel, kritiserer hun filmen for blandt andet at være kitsch og for idyllisk til at kunne råbe politikerne op, samt for at mangle konflikter mellem børnene. En kritik hun ikke er ene om. I Information d. 8. september kritiseres filmen også for at rumme for meget hygge og ‘nuttethed,” om end artiklen med titlen, “Den norske ’Barndom’ viser, hvor god en børnehave kan være” overordnet er mere positiv end Weekendavisens anmeldelse og bl.a. anfører, at filmen “er så godt som konfliktfri, for den er et portræt af en løsning, ikke af et problem.”
Det sidste er jeg enig i, og jeg ønsker som nævnt at tilbyde en anden, efter min mening, mindre fordomsfri og mere positiv læsning.
At vise alternativer
Intentionen med filmen er at vise, hvad der sker, når børn får lov til at blive i børnehaven og lege i deres sjette leveår, og filmen følger derfor primært en gruppe af seksårige – “seksårsklubben” som den kaldes i filmen.
Det kan lade sig gøre at følge denne aldersgruppe i en Rudolf Steinerbørnehave – modsat de fleste andre børn i Norge (og Danmark), der i den alder ellers sidder på skolebænken. Filmen er en reaktion på, at der er noget, som ikke fungerer i daginstitutionerne i dag, men den kan også ses som en reaktion på et politisk og strukturelt problem.
At vise og fortælle om alternativer til f.eks. målstyring og standardiseringer kan være et kraftfuldt kampråb. I den kontekst er Olins film en enestående dokumentation, en rapport om legens kraft
Fremfor at lave en film om et dysfunktionelt barn, klasse eller system, har Olin valgt at vise, hvordan det også kunne være. Det er ikke ensbetydende med, at alle institutioner skal opbygges således, men formålet er at påvirke vores, de voksnes fantasi om, hvad en barndom indeholder, og hvilken kraft de yngste år besidder.
Og at vise og fortælle om alternativer til f.eks. målstyring og standardiseringer kan være et kraftfuldt kampråb. I den kontekst er Olins film en enestående dokumentation, en rapport om legens kraft.
Se traileren her:
Konflikterne
Dokumentaren kritiseres i de førnævnte artikler for, at konflikterne udebliver, men det er jeg lodret uenig i.
At skubbe en anden, så vedkommende bliver ked af det; når man ikke må være med i legen; at man ikke kan få den samme spand som de andre, at man ikke kan gå på stylter endnu, at nogen tog den bil, man legede med; at man er genert; at man har svært ved at male, og så videre.
Det vises alt sammen og konflikter er da også en nødvendighed i barndommen, så vi kan lære at tackle disse udfordringer både som børn og senere i livet. Jeg ser med andre ord mange konflikter i denne film, men jeg ser også, at der arbejdes på at løse og løsne op for de svære situationer.
Filmen viser, at der er plads til mangfoldighed. Børnene får rig mulighed for at undersøge deres særlige personlighed – at træde i karakter – fordi børnehaven tilbyder tryghed, ro og tid, primært ved at give plads til børnenes egen leg, men der er også plads til udvikling
Mygind skriver også, at filmen mangler drager, og på intet tidspunkt træder i karakter. Det er jeg lodret uenig i. Jeg ser børn, der gennem deres skabertrang med brug af deres fantasi, og deres opgaver i børnehaven får plads til rigelig udfoldelse. Jeg hører børn, der siger ’at nu vil jeg slå planterne’ eller ’jeg er pengegrisk’; og jeg ser, hvordan børnene har meget forskellige temperamenter og sindelag.
Filmen viser, at der er plads til mangfoldighed. Børnene får rig mulighed for at undersøge deres særlige personlighed – at træde i karakter – fordi børnehaven tilbyder tryghed, ro og tid, primært ved at give plads til børnenes egen leg, men der er også plads til udvikling gennem håndarbejde, eventyr og over maden.
Leg og læring i filmen er hinandens forudsætninger
I artiklen i Weekendavisen skriver Mygind endvidere, næsten lettet, at en siger ’nu keder jeg mig’ og det er godt, for så kan filmens idyl krakelere lidt.
Jeg synes, det er så vidunderligt, at de kan kede sig, for der er ikke tid til at kede sig nogen som helst andre steder. Det er i kedsomheden, som kan blive til dagdrømmeriet, at de nye ideer opstår. Børn i dag aktiveres uendeligt, og det kan begrænse deres forestillingsevne, fordi kedsomheden som et tankemæssigt rum, konstant fyldes ofte op af ydre stimulans.
Hvilket kan være fint af og til, men filmens appel går på, at såvel børn som voksne får mindre og mindre tide til, at tankerne kan flyde frit.
Jeg synes, at filmen smukt viser, at læring ikke behøver at intellektualiseres så tidligt – som traileren til filmen siger: “Det tager tid at blive til et menneske.”
For at børnene kan blive hele mennesker, der også vil bidrage til samfundet som voksne, må vi give dem, den tid, de behøver for at vokse op, forstå og lære.
“Barndom” er en fortælling om at lade børnene være børn og have den alder, de har. Lade dem være stolte af al det, man kan, når man har den alder, man nu engang har. Der er så vidt jeg ved ingen beviser for, at den nuværende instrumentelt orienterede praksis skaber klogere, dygtigere og mere velfungerende mennesker.
Det kan godt være et barn når at sige, at det keder sig, og at Mygind synes, det hele ser for kedeligt og idyllisk ud til at være sjovt og lærerigt, men roen skaber modningstiden og resultatet ville ikke være ikke det samme, hvis processen var blevet presset frem og forhastet.
Den instrumentelle intellektuelle læring, målstyring og præstationskravet accelereres, men hvis kroppen og tankerne ikke får lov til at følge med, bliver det, vi lærer, ikke hængende
Filmen viser også, at fri leg betyder plads i form af rum, men også, hvordan de voksne ikke styrer børnenes leg – fordi de ikke hele tiden leger med de seksårige.
Det er ikke ensbetydende med, at børnene er overladt til sig selv, de voksne er de ansvarlige og de er altid synlige. De synes også at placere sig centralt i legene omkring børnene, og de voksne arbejder med noget, skaber noget og virker yderst nærværende. De har også hele tiden en fornemmelse af den leg, der foregår omkring dem, så de kan hjælpe børnene videre, hvis de ikke selv kan finde en god løsning på en konflikt. Men de venter ikke som ’passive overvågere’ på børnene.
Den instrumentelle intellektuelle læring, målstyring og præstationskravet accelereres, men hvis kroppen og tankerne ikke får lov til at følge med, bliver det, vi lærer, ikke hængende.
Derudover viser filmen også – endnu smukkere efter min mening – at børnene har ufattelig meget at bidrage med selv. En af de medvirkende drenge leger eksempelvis med fabulerende fortællinger om livet omkring sig og udforsker hermed sine sproglige og kognitive kompetencer.
Fremfor at forhaste udenadslæren om bogstavrækken og diverse staveøvelser- og tests kunne man stille spørgsmålet: kunne denne drengs sprogleg muligvis være en bedre måde at bruge tiden på? Hvad er et mere væsentligt læringsmål på langt sigt- den korrekte danske stil eller er et kreativt tænkende væsen? Og her mener jeg kun kreativitet som kunstnerisk formåen men også som evnen til at løse svære problemstillinger på arbejde og i livet
Filmen viser på subtil vis, hvordan børnene tidligt lærer at indgå i fællesskabets opgaver. Et barn udvælges som ’spion’, når de store børn har bagt brød til høstfest og deler ud til de små, en anden dreng får til opgave at dele snitte-knivene ud.
Den kraft skal børnene bruge gennem livet. De skal ikke føle sig bagud og utilstrækkelige i en forhastet og fortravlet proces, hvor man altid skal være klar til det næste
Et eventyr udspilles, hvor børnene bygger rollefigurer af grøntsager eller selv spiller rollerne i eventyret. Det handler om at spille sammen, og om at hvert enkelt barn indtager en vigtig rolle.
Man bidrager til fællesskabet, og man selvstændiggøres herved, fordi man får en særlig aktiv rolle i fællesskabet, som er nødvendig, for at handlingen kan finde sted. Man bygger selv sine stylter, man øver sig og øver sig og pludselig kan man med fulde kraft råbe ’jeg gik 4 fire skridt’! Den kraft skal børnene bruge gennem livet. De skal ikke føle sig bagud og utilstrækkelige i en forhastet og fortravlet proces, hvor man altid skal være klar til det næste.
Det er de ressourcer, filmen fortæller, der er brug for at opdyrke – uanset ens bagland.
Et horn i siden på Steiner hjælper ikke børnene
En anden kritik af filmen går på skillelinjen mellem offentlige og private daginstitutioner. Eller med andre ord: at denne private og frie Steiner-institution ikke kan eller bør sammenlignes med en offentlig daginstitution.
Men hvorfor skal diskussionen reduceres til et for eller imod offentlige eller private dagtilbud. Hvorfor ikke bruge filmen til at lade os inspirere af, hvordan det også kunne være.
Hvorfor set det idylliske som lig med det urealistiske. Er det fordi vi tragisk nok er blevet så vant til fortællingen om et institutionsliv, der er fuld af gråd, larm, evige grønne 11-taller, slåskampe, og mangel på ressourcer, at det er blevet normalt og forbilledligt?
Hvorfor er det et problem, at man har formået at skabe et sted, hvor der så meget godhed? Mygind skriver i sin artikel: ”Man kunne for eksempel undersøge om, den endeløst rare mandlige pædagog er nødt til at se voldsfilm derhjemme for at dulme sin egen aggression efter at have rummet 25 børn hele dagen”. Hvorfor provokeres man af Kristoffers ro og nærvær?
Dele Myginds artikel afspejler fordomme om Rudolf Steiner-pædagogikken; såvel kommentaren om pædagogen som den noget arrogante liste over “hirsegrød, fedtfarver og ansigtsløse dukker.”
Og hvad så, hvis der var hirsegrød, fedtfarver og ansigtsløse dukker? Til visningen af filmen i foråret og blandt deltagerne i den efterfølgende paneldebat med repræsentanter fra BUPL, University College, og FOLA, var der bred enighed om, at legen, og den udfoldelse, samspil, kreativitet og ro, de havde set i filmen, også udgøre det generelle udgangspunkt og grundlag for den nordiske børnetradition generelt set
Når det gælder vores børn, bør vi lægge fordommene på hylden og i stedet diskutere, hvilket børneliv, institutioner (og forældre) danner rammerne om.
Kun for ressourcestærke?
Filmen, og især denne institutionsform, kritiseres også for bare at være for de ressourcestærke familier.
Og ja, det er måske lige nu primært børn fra ressourcestærke familier, der opholder sig i disse institutioner, men at denne gruppe ikke ville kunne rumme et barn med særlige udfordringer eller anden hudfarve, som Mygind hævder, er et rent postulat.
Og jeg vil hævde det modsatte: Når der tryghed og plads til en selv, er man også bedre til at rumme andre. Centrale principper i Rudolf Steiner-pædagogikken er mangfoldighed, frihed og fællesskab og det, så jeg demonstreret til overflod i denne film. Også selvom mangfoldigheden ikke gav sig til udtryk via hudfarve (jeg kan ikke udtale mig om børnenes socioøkonomiske baggrund) gav mangfoldigheden sig til udtryk i personligheder.
Hvorom alting er, jeg tror, at vores børn får mere ud af at lade de partipolitiske paroler ligge for en stund, for ressource-kritikken er for nem at hænge sin kritiske hat på alene. Den adresserer ikke problemets kerne, der handler om at sikre de bedste vilkår for, at børn i al deres mangfoldighed kan vokse op, trives i og bidrage til fællesskabet.
Fremtidens råstof
For 15-16 år siden deltog jeg i en demonstration mod besparelser i folkeskolerne, hvor kampråbet var ”Vi er Danmarks råstofkilde, lad os ikke gå til spilde!”
Jeg tænker stadig på de ord, selvom jeg nu er jeg blevet voksen med en rolle som mor. Og i den forbindelse tænker jeg tit på, hvad det er for mennesker, vi sender ud i verden, når de som 19-21-årige forlader hjemmets rede og institutionernes mure.
I et samfund, som præges af stress, depressioner, og ensomhed, kunne man ønske sig for sine børn, at de lærer at indgå i meningsfulde nære venskaber og kærlighedsrelationer, være ansvarlige, sande og empatiske samt at de bliver i stand til at mærke deres grænser og være i stand til at sige fra. Her spiller forældre selvsagt også en betydelig rolle – det er ikke alene institutionernes anliggende.
Filmen kan også bruges som inspiration for os voksne – uanset om vi er politikere, embedsfolk, pædagoger, lærere eller forældre – til at prøve at genkalde, hvordan det var at være barn, og hvordan man også kan skabe rammerne om et børneliv i institutioner i dag
Intellektuelt set skal det moderne barn tids nok lære væsentlige værktøjer som at læse, skrive, regne, tegne ”rigtige” tegninger samt benytte sig af digitale tjenester. Vi kan dog blive hurtigt blive så forhippet på værktøjerne, at vi glemmer, at uanset hvilken uddannelse, man vælger eller hvilket erhverv man senere havner i, så vil kerneværdier som det at kunne tænke selvstændigt, analytisk og kreativt, det at have skaberkraft, at kunne koncentrere sig, holde ved og løse opgaver, samt at kunne samarbejde altid være essentielle kvaliteter både på et innovativt arbejdsmarked og i livet generelt.
Til slut: jeg synes ikke, at Olins film hverken skal eller kan ses som et fuldendt, administrativt implementerbart skoleeksempel, og derfor skal den heller ikke vurderes derefter. Jeg synes derimod, filmen viser og fortæller en historie om en dybt rørende fantasifuldhed og skabertrang, der findes i børn. Noget vi som voksne skal tro på og værne om som noget værdifuldt – den tid kommer aldrig igen.
Filmen kan også bruges som inspiration for os voksne, uanset om vi er politikere, embedsfolk, pædagoger, lærere eller forældre, til at prøve at genkalde, hvordan det var at være barn, og hvordan man også kan skabe rammerne om et bedre børneliv i institutioner i dag.
Topillustration: Fra filmen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
