COLDPLAY // ANMELDELSE – På det seneste har Coldplay fortalt i interview, at bandet nok har yderligere to-tre gode studiealbum i sig, men meget tyder på, at det måske er en kende optimistisk, skriver POV’s Henning Høeg i sin anmeldelse af Coldplays nye album, Music of the Spheres. Men indimellem finder han gode melodier og originale indfald, der trækker lidt op i indtrykket af det ellers kedsommelige album.
Allerede fra begyndelsen på Coldplays niende studiealbum Music of the Spheres, lyder det som om gruppen selv keder sig en lille smule. Og anstændige, men aldrig overvældende up-tempo sange som “Higher Power” og “My Universe” får således lov til at klaske lidt tilfældigt i synth-vinden.
Sangene er i og for sig fine nok. Men både struktur og produktionen bringer ofte tankerne hen i retning af både Eurovision og endnu en spansk VM-fodboldsang med óle-kor (undskyld til Ricky Martin). Heldigvis har en smart person givet Pitbull den forkerte adresse, så den velmenende rapper aldrig op med et af sine masseproducerede hiphop-foredrag. En periode medvirkede han overalt.
Bedre bliver det, når Coldplays forsanger og tekstforfatter Chris Martin tager den mere traditionelle pophat på, sætter sig bag klaveret og synger albummets (efter min mening) bedste sang, den traditionelle headache-ballade “To Let Somebody Go”.
Hvis du nogensinde har spurgt dig selv, “gad vide, hvordan Coldplay ville lyde, hvis de hyrede Tim og Bum fra Disney’s Askepot som forsangere? ” – så giver “Biutyful” dig svaret, smertefuldt og klart
Klavertone og smuk mol-melodi bringer her minder om Peter Gabriels store 80’er-hit “Don’t Give Up”. Og ligesom Gabriel dengang fik modspil (modsang) af selveste Kate Bush, stiller Disney-stjernen Selena Gomez sig ved klaversiden. Og sammen leverer hun og Martin den hjerteskærende historie om endnu et opbrud, der efterlader hjerterne fulde af sødmefuld smerte.
Med linjer som “When I called the mathematicians and I asked them to explain, they said love is only equel to the pain” viser Gwyneth Paltrows eks-mand og faderen til børnene Apple og Moses, at han stadig kan sit “Tin Pan Ally”-kram.
Pludselig vågner bandet
Og de gode vibrationer fortsætter på den powerfulde shuffle “People of the Pride”, hvor hele bandet for en kort bemærkning vågner op til dåd. Det lyder måske lige rigeligt meget som Muse. Men pludselig er der igen bid i Martin, når han synger “There’s a man who thinks he’s God, Non-believers will be shot”.
Desværre bliver dette højdepunkt fulgt op af “Biutyful” (ja, sådan staves det på pladen), der efterlader selv den bedst forberedte med underkæben på gulvet. Hvis du nogensinde har spurgt dig selv, “gad vide, hvordan Coldplay ville lyde, hvis de hyrede Tim og Bum fra Disney’s Askepot som forsangere? ” – så giver “Biutyful” dig svaret, smertefuldt og klart.
Martin har fundet et vokalt filter, der får ham til at lyde som førnævnte tegneserie-mus. Og han synger såmænd hele sangen (tre minutter plus det løse) som så. Tiggende piber “Martin-Mus”: “Will you love me, love me, love me”. Og som lytter kigger man bare lidt uforstående på sin telefon (eller hvor lyden nu kommer fra), mens man tænker, at der måske er gået noget galt i maskinens settings app.
Men nej, sådan er det ment. Og sådan lyder det.
I flere interview har Chris Martin på det seneste luftet tanker om, at Coldplay maksimalt har yderligere to-tre gode studiealbum i sig. Men meget tyder på, at det måske er en kende optimistisk.
Men i dette maraton af temposkift, time-signature-hop og andre prog-rock trick står én ting lykkeligt klart: Coldplay keder sig ikke længere
Således har Martin helt droppet lyrikken og dermed leadvokalen i fire af albummets tolv sange. Det fungerer til nød i de ultrakorte instrumentalstykker “Music of the Spheres”, “Alien Choir” og “Music of the Spheres II”. Men mens “Infinity Sign” takt for takt slæber sig afsted, forventer man hele tiden at høre Chris Martins vokal. Men nej, det hele er såmænd instrumentalt.
Lag på lag af synth opbygges langsomt, mens man næsten kan høre det ikke-eksisterende olé-, olé-, olé-kor i baggrunden. Og efter nogle minutter løber “sangen” bare ud i det rene ingenting. Af hensyn til Chris Martins børn, læsernes almindelige velvære og trofaste Coldplay-fans vil jeg helt undlade at omtale gruppens samarbejde med K-pop-fænomenet BTS (på “My Universe”).
En svimlende rumtur
I stedet vil jeg som Coldplay selv slutte med den over ti minutter lange “Colorature”. Det er såmænd ikke verdens bedste melodi eller for den sags skyld Chris Martins bedste tekst. Men i dette maraton af temposkift, time-signature-hop og andre prog rock trick står én ting lykkeligt klart: Coldplay keder sig ikke længere.
“Coloratura” er i bund og grund en kærlighedssang til den eneste ene. Men Martin tager os også med på en svimlende rumtur, inden han efter ti minutter slutter af med det rørende vers: “In this crazy world, I do, I just want … it’s true. I just want you”.
Ren Love Actually, hvis nogen spørger mig.
Undervejs minder Coldplay både sig selv og os andre om, hvorfor de overhovedet blev noget ved musikken. Således er der inspirerende ekkoer fra inspirationskilderne Queen, Barclay James Harvest og ikke mindst Pink Floyd anno Dark Side of the Moon.
Efter “Colorature” bliver man pludselig i tvivl. Måske er der virkelig håb for Coldplay og deres kommende to-tre studiealbum. Jeg mener … “To Let Somebody Go” er virkelig smukt og solidt håndværk, og “People of the Pride” sparker godt nok på den rigtige måde.
Modsat er betydelige dele af Music of the Spheres dræbende kedelig. Og samlet sidder vi tilbage med en stor men til tider ikke ucharmerende omgang miskmask.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
