TRUMPS USA // KLUMME – At tage afstand fra det, der lige nu udspiller sig i USA – eller blot undlade at fryde sig over det – burde ikke afhænge af, om man er demokrat, republikaner, rød, blå eller midtimellem. Det handler ikke om politik, men om basal medmenneskelighed, skriver Julie Bendtsen fra Chicago, hvor ICE i disse dage spreder frygt og får mennesker til at forsvinde.
I denne uge kom det frem, at ICE, de amerikanske immigrationsmyndigheder, som lige nu arbejder på højtryk for at anholde alle, der ligner immigranter, potentielt har “mistet” 3000 immigranter i kølvandet på deres raids. Nyheder som den burde få det til at løbe koldt ned ad ryggen på alle, men det gør de ikke.
Det samme gjorde den artikel, der handlede om en ung mand fra Honduras, der flygtede fra ICE og under flugten blev ramt af en bil på en motorvej i Virginia. Han døde af det.
Det er ikke en såkaldt criminal offense, altså en alvorlig forbrydelse, at opholde sig i USA uden tilladelse. Det er det, der hedder en civil violation
Og så er der de daglige opslag, lokalt og i nabobyerne, om børn på skoler her i området og over hele landet, hvis forældre bliver taget på gaden eller hentet af ICE i løbet af dagen, mens børnene er i skole. Børnene kommer hjem til chokket og en traumatiserende uvished over, hvor deres far (som det oftest er) eller mor er henne.
En af mine venner, der er skolelærer, fortalte mig for nylig, at faren til en elev på hendes skole var blevet taget af ICE aftenen før. Nu var den ældste søn nødt til at droppe ud af sin high school, så han kunne gøre noget for at forsørge familien i sin fars fravær.
“God bless ICE”
Måden, mit hjerte synker på, når jeg læser og hører de nyheder, er dog intet imod den reaktion, jeg mærker, når jeg læser kommentarsporet til de Facebook-opslag, artiklerne bliver delt i. “Så mangler vi bare 40 millioner mere”, skriver nogen. “Så kan de lære det”. “Det skulle de nok have tænkt på, inden de kom hertil illegalt”. “Godt at se, at ICE gør deres arbejde”. “God bless ICE“.
Jeg vil gerne slå én ting fast: det er ikke en såkaldt criminal offense, altså en alvorlig forbrydelse, at opholde sig i USA uden tilladelse. Det er det, der hedder en civil violation. En forseelse kan vi vel kalde det. Måske – og det her er min egen tolkning – på linje med dem, der tager metroen uden billet, tager kokain med til weekendens fester og måske stjæler en cykel på vejen hjem.
Størstedelen af de mennesker, ICE har anholdt og nu tilbageholder, har ingenting på deres straffeattest. De har ikke begået anden kriminalitet end at være her
Ikke forseelser, der umiddelbart forbindes med at skulle pågribes voldeligt på åben gade, blive adskilt fra sin familie, smidt i fængsel og forsvinde fra officielle registre. Alt imens ens nærmeste kan bruge alle deres vågne timer på at bekymre sig om, hvorvidt man er havnet i El Salvador, Venezuela eller Guantanamo.
Hver gang jeg ser de kommentarer, hvor et rystende antal mennesker helt åbenlyst fryder og godter sig over andres ulykke og tragedie på den måde, slår det mig, at man må skulle besidde en helt særlig form for ondskab for at reagere på den måde. For at føle sådan.
Man skal være gjort af et særligt gement stof, blottet for al menneskelighed, hvis man griner af, at en far, der i måske 35 år har arbejdet sig op fra bunden, forsørget sin familie, betalt skat og aldrig begået kriminalitet, brutalt bliver smidt ned på gaden ved højlys dag, hældt ind i en varevogn og kørt væk. Væk fra sin familie, væk fra sit liv.
Fordi han dengang for 35 år siden troede på, at der i et andet land fandtes et liv værd at leve, et værdigt liv for hans familie. Det var hans eneste forbrydelse.
For jo: størstedelen af de mennesker, ICE har anholdt og nu tilbageholder, har ingenting på deres straffeattest. De har ikke begået anden kriminalitet end at være her uden papirer. Alligevel er mange menneskers reaktion på den behandling, de får, skadefryd og glæde.
Et USA med traumatiserede børn
Min søn har en virkelig god ven – lad os kalde ham Carlos – i sin klasse. De laver projekter sammen, skriver sammen, snakker og spiller spil sammen. Min søn vil så gerne hænge ud med Carlos efter skole og invitere ham hjem til os, men Carlos må ikke komme hjem til os, før hans forældre har mødt os og, som min søn formulerede det , ved, at de kan stole på os.
Hver dag, de går i skole, er det med en uvished om, hvorvidt deres forældre stadig er der, når de kommer hjem
For Carlos’ forældre er her ikke lovligt. Og de er hunderæd for, at vi måske kunne høre til dem, der ville ringe efter ICE (ja, der er en hotline, man kan ringe til, hvis man gerne vil sladre om sine medmennesker).
Mit hjerte mistede en lille flig, da han fortalte det. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor stressende og traumatiserende, det må være for Carlos’ forældre – og for ham og hans søskende. Hver dag, når de går i skole, er det med en uvished om, hvorvidt deres forældre stadig er der, når de kommer hjem. Ingen børn burde leve under og med de forhold.
Jeg har altid og indtil for en håndfuld år siden set mig selv som relativt venstreorienteret. Jeg har også altid, dengang jeg kunne stemme, stemt enten på et midterparti eller til venstre for det, og jeg ruller stadig øjne, når jeg hører endnu et populistisk laveste fællesnævner-citat fra Dansk Folkeparti- eller Nye Borgerlige-typer.
Men de senere år har en mere konservativ tankegang sneget sig ind på mig. Jeg er blevet langt mere kritisk over for indvandring, langt mindre håbefuld (nogen ville kalde det naiv) i forhold til integration og langt mere beskyttende over for dansk kultur og danske værdier.
Selv om jeg har mistet en del af min venstrefløjsaktivismementalitet, har jeg ikke mistet min medmenneskelighed
Jeg er stadig meget langt fra alle de danske højredrejede partier, men jeg ser farerne og risikofaktorerne, der synes ret åbenlyse i den vestlige verden, og som kan ende med at være katastrofale for et miniputland som Danmark, hvis vi ikke værner om det, vi har.
Der er masser af valide, legitime grunde til at kritisere tilgangen til indvandring og integration og den blåøjede måde, det er blevet håndteret på gennem de sidste mange årtier.
Men selv om jeg har mistet en del af min venstrefløjsaktivismementalitet, har jeg ikke mistet min medmenneskelighed, og jeg har virkelig svært ved at begribe, at man kan se på, hvad der foregår i USA lige nu, og synes, at det er i orden.
Elsk din næste eller ønsk ham ondt?
At man kan se familier blive revet midt over og miste alt, hvad de har, på grund af en forseelse, som aldrig berørte andre, og tænke, at ja, sådan skal det være – at sådan skal samfundet fungere. Hvis man tænker sådan, mener jeg helt oprigtigt, at man har et problem med sit menneskesyn; og mere end bare en snert af sadistiske tilbøjeligheder.
Og nå ja, lad os lige berøre det ironiske i den omstændighed, at så mange af de mest ekstreme højreorienterede amerikanere, som bifalder dét, vi lige nu ser i USA’s storbyers gader, samtidig er dem, der oftest kalder sig kristne.
Jeg er ikke selv religiøs, men medmindre jeg helt har misforstået, hvad jeg trods alt har lært fra og af Bibelen, er der ikke meget kristen næstekærlighed i at finde glæde i andres lidelse.
Hvis der er nogen retfærdighed til, vil historien ikke være nådig mod dem, der i disse dage griner af deres naboers sorg og smerte
At tage afstand fra det, der lige nu udspiller sig i USA, eller som minimum ikke fryde sig ved sig ved det, burde ikke bunde i politik eller om, hvorvidt man er demokrat, republikaner, rød, blå eller midtimellem.
Jeg tror, de fleste af os kan blive enige om, at ingen bør bosætte sig ulovligt i et land. Men tilsyneladende kan vi ikke blive enige om, hvad straffen for at gøre netop det – og kun det – skal være 10, 20, 30 år senere.
Det handler ikke om politik, men om helt basal medmenneskelighed. Hvis der er nogen retfærdighed til, vil historien ikke være nådig mod dem, der i disse dage griner af deres naboers sorg og smerte. Men set i lyset af den sti, samfundet er på vej ned ad, kan jeg godt have mine tvivl.
Læs flere af Julie Bendtsens klummer her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og