NY BOG // USA – Det er kendetegnende for store dele af den amerikanske arbejderklasse, at tilværelsen er meget usikker. Lave lønninger, manglende sygesikring og høje boligudgifter betyder, at Den Amerikanske Drøm forbliver en drøm. På denne baggrund har Batya Ungar-Sargon skrevet en bog om, hvordan den amerikanske arbejderklasse tænker.
USA bryster sig af at være ”mulighedernes land”, hvor alle har mulighed for at realisere ”Den Amerikanske Drøm”, dvs. muligheden for at forbedre sin sociale status gennem social mobilitet som et resultat af hårdt arbejde. Imidlertid er uligheden igennem de sidste 50 år steget, og stadig flere amerikanere har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Den amerikanske arbejderklasse har det svært og er i social krise, idet den som følge af desperation over sin ofte håbløse situation har en langt højere dødelighed end resten af befolkningen, det, som Anne Case og Angus Deaton har kaldt ”deaths of despair”.
Årsagerne til denne udvikling forsøger Batya Ungar-Sargon i sin seneste bog, Second Class, at finde ud af ved gennem et stykke tid at rejse rundt i USA og interviewe folk fra arbejderklassen for at høre, hvad de opfatter som årsagerne til udviklingen, og hvordan de tænker. Batya Ungar-Sargon (BU-S) er redaktør ved Newsweek og betegner sig selv som ”venstreorienteret populist og pro-Trump marxist”, men det er falsk varebetegnelse.
På bekostning af arbejderklassen
Batya Ungar-Sargon definerer arbejderklassen som de amerikanere, der tjener mellem $20.000 og $80.000 om året, og de udgør 97 millioner eller 43 pct. af arbejdsstyrken. Den vigtigste skillelinje i samfundet, mener hun, går mellem dem, der har en college-uddannelse, og dem, der ikke har det, for det er den forskel, der især afgør, hvilken indkomst og hvilke goder deres respektive beskæftigelser giver. Til de velbetalte jobs følger nemlig også en god sygeforsikring, der i USA er af næsten altafgørende betydning, samt en pensionsordning.
En god indkomst giver desuden en langt højere livstidsindkomst og også mulighed for at finansiere éns børns videregående uddannelse, der ikke er gratis. For store dele af arbejderklassen bliver en videregående uddannelse imidlertid i stadig stigende grad en umulighed, da omkostningerne er meget store. BU-S fremhæver, at det især er de øverste 20 pct. af befolkningen med højere uddannelse, der har forøget deres indtægter, som står over for de nederste 80 pct., der ikke i samme grad har forøget deres indkomster, hvis ikke reallønnen har været stagnerende/faldende.
BU-S flytter fokus fra den øverste procent af indkomstmodtagerne, hvis andel er eksploderet, for i stedet at fokusere på de øverste 20 pct. af indkomstmodtagerne, og det er rigtigt, at også indkomstmodtagerne under den øverste procent har forøget deres andele. Men hvis man inddrager Piketty, kan man beregne, at halvdelen af de øverste 20 procents forøgede andel af indkomsterne går til den øverste procent. Det er derfor især den øverste procent, der har raget til sig på bekostning af arbejderklassen, så det er denne del af indkomstmodtagerne, som arbejderklassen skulle stå i et modsætningsforhold til.
Når det ikke er muligt at realisere Den Amerikanske Drøm, skyldes det den college-uddannede overklasses udnyttelse af og foragt for den uuddannede arbejderklasse. Og da Demokraterne er talerøret for den uddannede klasse, bliver de betragtet som fjenden
BU-S fremhæver, at selv om medlemmerne af arbejderklassen kan være uenige politisk, er det uden betydning i den daglige omgang med hinanden. Faktisk er de bemærkelsesværdigt enige om langt det meste og har en bemærkelsesværdigt éns verdensopfattelse. Det er dog et problem, at BU-S ikke redegør for, hvordan hun har udvalgt eller er kommet i kontakt med de mennesker, hun har interviewet. Hvis det er hendes kolleger og bekendte, som er enige med hende politisk, som har henvist til de interviewede, er der en risiko for en meningsmæssig slagside i beretningerne, hvilket man godt kan få en mistanke om.
Afhængighed af madkuponer
Det er kendetegnende for store dele af den amerikanske arbejderklasse, hvilket de interviewede klager over, at tilværelsen er meget usikker. For det første er lønningerne lave, hvilket gør dem økonomisk sårbare. De lever ”paycheck-to-paycheck” og må ofte optage lån og vælge mellem, hvilke regninger der skal betales til tiden. For det andet mangler en del arbejdere at have en sygeforsikring, eller også, hvis de har én, dækker den kun ved store udgifter, således at de selv må dække de første flere tusinde dollars udgifter til lægebesøg eller behandlinger, og dette forøger den økonomiske ustabilitet.
For det tredje er udgifterne til boliger kraftigt stigende, således at mange ikke har mulighed for at købe egen bolig, som er en hovedhjørnesten i Den Amerikanske Drøm, og som giver en opsparing til alderdommen. Mange bruger over halvdelen af de lave indkomster til husleje. For mange synes situationen håbløs: ”We are doomed,” som én udtrykker det. Mange fuldtidsbeskæftigede tjener så lidt, at de er afhængige af madkuponer, food stamps, der giver ret til fødevarer i butikkerne. Arbejderklassen er dog lagdelt, idet den øverste del af den lever en nogenlunde tryg middelklassetilværelse.
Til trods for den manglende tryghed har langt størstedelen af de interviewede bevaret troen på Den Amerikanske Drøm, fordi de tror, at hårdt arbejde – som de lægger stor vægt på – vil muliggøre eller rettere burde muliggøre realiseringen af en tryg middelklassetilværelse. Arbejderklassen lægger vægt på at være selvforsørgende og har kun foragt over for dem, der er på offentlig forsørgelse; de betragtes som folk uden rygrad og stolthed.
For de interviewede antager arbejdet en næsten spirituel dimension. Derfor er de interviewede også meget skeptiske over for velfærdsstatslige programmer, der bare medfører afhængighed blandt modtagerne og stort set er spild af penge. På den anden side klager de interviewede også over, at de ikke kan modtage bare lidt støtte, der kunne bringe dem i social sikkerhed.
Arbejderne udtrykker mistillid til begge de politiske partier, men når BU-S skal kritisere Republikanerne, bliver det i højst generelle vendinger, mens hun går i dybden med sin kritik af de liberale Demokrater
Når det ikke er muligt at realisere Den Amerikanske Drøm, skyldes det den college-uddannede overklasses udnyttelse af og foragt for den uuddannede arbejderklasse. Og da Demokraterne er talerøret for den uddannede klasse, bliver de betragtet som fjenden.
BU-S mener, at de faldende/stagnerende lønninger især hænger sammen med immigrationen, som presser lønningerne, og selv om hun bebrejder begge partier for det stigende antal immigranter, så er det især Demokraterne, der står for skud.
En anden årsag til udviklingen i lønningerne er udflytningen af industrien til især Mexico og Kina, hvilket forfatteren bebrejder præsident Clinton. Desuden står især præsident Obama for skud, fordi han opfordrede folk til at få en videregående uddannelse, da der ikke ville være nogen fremtid for ufaglærte, og han bebrejdede næsten arbejderne for selv at være skyld i deres skæbne. Dette blev af mange i arbejderklassen opfattet som en hån, da de ikke havde mulighed for at få en videregående uddannelse, og udtalelsen blev set som endnu et eksempel på den uddannede, liberale elites foragt for arbejderklassen. Og Hillary Clinton kaldte arbejderne for ”a basket of deplorables” …
I forbindelse hermed er arbejderklassens muligheder for forfremmelse og dermed højere løn ofte blevet umuliggjort af tendensen til at ansætte akademikere i stillinger, som de ifølge arbejderne ikke har forstand på, men som erfarne arbejdere har forstand på. Akademikernes adkomst til stillingerne er alene eksamenspapiret, det BU-S kalder ”diploma glass ceiling”. Statens udgifter til videregående uddannelser er ti gange så store som udgifterne til faglige uddannelser, og der er mangel på faglærte – det er den samme kritik, som Kaare Dybvad Bek har fremført i Danmark.
Årsagen er immigration
De interviewede var – måske overraskende – positive over for homoseksuelle ægteskaber, men var anti-woke og imod spredningen af transideologi og betænkelige over undervisningen i folkeskolerne. De var faktisk meget tolerante, og selv om de personligt var imod fri abort, var de imod et forbud, da de mente, det var op til kvinden, om hun ville have barnet. Det var dog ikke problemstillinger, de tænkte meget over, da de havde andre og mere påtrængende økonomiske problemer, fx deres boligsituation.
BU-S reflekterer overhovedet ikke over Trumps udnævnelser inden for ministerier og retsvæsenet, der alle var udpræget fjendtlige over for arbejdere og fagforeninger
I modsætning til hvad Thomas Frank skrev i What’s the matter with Kansas, så er de interviewede i nogen grad socialt liberale, men meget økonomisk konservative – Thomas Frank skrev, det forholdt sig omvendt. Det kom til udtryk i, hvad de mente kunne forbedre deres situation, idet de var imod velfærdsprogrammer.
En del af de interviewede er medlemmer af fagforeninger, hvorfor de har langt bedre levevilkår end de ikke-organiserede, der også ofte giver udtryk for et ønske om en fagforening, men en del udtrykker også af forskellige grunde skepsis over for fagforeninger, samtidig med at de klager over, at virksomhederne (corporations på amerikansk) giver for lidt i løn. BU-S sammenkæder nemlig ikke de dårligere arbejds- og lønvilkår med undergravningen af fagforeningerne, som arbejdsgiverne har ført en nådesløs kamp imod. I stedet er det som nævnt immigrationen, der fremhæves som årsag.
Og her er det bemærkelsesværdigt, at arbejderne udtrykker mistillid til begge de politiske partier, men når BU-S skal kritisere Republikanerne, bliver det i højst generelle vendinger, mens hun går i dybden med sin kritik af de liberale Demokrater. Selv præsident Roosevelt kritiseres for at have indført diskriminerende boliglove i 1930’erne, uden at hun nævner, at det var nødvendigt for at opnå støtte fra racistiske sydstatsdemokrater. Den eneste demokrat, der får positiv omtale, er Bernie Sanders.
Forfatteren roser præsident Trump, fordi ”hans politikker i høj grad er udformet for at ændre magtbalancen til fordel (for arbejderklassen) i forhold til virksomhederne”, men dette uddybes ikke rigtig. BU-S nævner skattenedsættelserne i 2017, som ganske vist gav lidt til arbejderklassen, men som primært kom virksomhederne til gode i form af en kraftigt nedsat selskabsskat. Desuden kan man indirekte udlede, at hun mener, at begrænsning af indvandringen var til gavn for arbejderklassen, og det samme var tilfældet med pålæggelsen af told på en del af importen.
Hun nævner ikke den anden side af mediebilledet, nemlig Fox News, der har nærmest monopol blandt arbejderklassen, og som har givet højrefløjen ideologisk hegemoni her
En faktor, som mange af de interviewede lægger vægt på som en usikkerheds- og angstfaktor, er de høje huslejer, som især gør sig gældende i de storbyer, der styres af Demokraterne. Her forbyder vedtægter, zoning, at der kan opføres fleretagers bygninger, hvilket ville forøge udbuddet af boliger og dermed sænke priserne, men det går beboerne – i overvejende grad demokrater – imod: en klassisk NIMBY-modstand, der rammer arbejderklassen. BU-S foreslår derfor at fjerne disse vedtægter, hvilket hun mener – nok urealistisk – vil kunne føre til bygning af millioner af nye boliger igennem de næste ti år.
Den nye herskende klasse
Hun mener, at man kan reshore en del af industriproduktionen. Her er det bemærkelsesværdigt, at hun overhovedet ikke nævner præsident Bidens gigantiske pakke til udvikling af grøn teknologi, IRA, der netop vil skabe tusindvis af arbejdspladser i industrien, men det undlader hun nok, fordi det er et statsprogram og gennemført af en demokrat.
BU-S reflekterer overhovedet ikke over Trumps udnævnelser inden for ministerier og retsvæsenet, der alle var udpræget fjendtlige over for arbejdere og fagforeninger. Endvidere nævnes mediernes rolle ikke, selv om hun tidligere har skrevet en bog om, hvordan de højtuddannedes overtagelse af medierne har uddybet polariseringen i USA, fordi de uddannede lever i deres eget ekkokammer og ikke forstår arbejderklassen.
Hun nævner ikke den anden side af mediebilledet, nemlig Fox News, der har nærmest monopol blandt arbejderklassen, og som har givet højrefløjen ideologisk hegemoni her. Langt de fleste af de interviewede stemte på Trump, og det er tydeligt, at deres opfattelser af den økonomiske udvikling afspejler budskaberne i Fox News.
Endelig citerer hun nogle arbejdere for, at virksomhederne udbetaler for lave lønninger, men ellers er virksomhederne nærmest fredet for kritik, formentlig fordi det er den private sektor. BU-S analyserer ikke, hvordan virksomheder og finanssektoren udbytter arbejderklassen, hvilket der ellers er en righoldig litteratur om. Men det er ikke den måde, hun bruger marxismen på, idet hun transformerer Marx’ klasse- og klassekampsbegreb til sit projekt, der går ud på at vise, at det er folk med højere uddannelse, der er den nye herskende klasse.
Hun citerer en arbejder for, at Obama var skyld i, at manden mistede sit hus, uden at kommentere, at finanskrisen startede under præsident Bush, at det var en krise forårsaget af finanssektorens grådighed, og at Obamas forslag om at komme trængte husejere til hjælp førte til Tea Party-bevægelsen – en forløber til Trump – fordi man ikke ønskede at støtte ”uansvarlige” husejere. Det var faktisk Demokraterne i Kongressen, amerikanerne kunne takke for, at økonomien ikke brød fuldstændig sammen i 2008-2009.
BU-S har ret i en del af kritikkerne af venstrefløjen og Demokraterne, og hun har også nogle rimelige forslag til forbedringer for arbejderklassen. Bogens styrke er interviewene med amerikanerne fra arbejderklassen – selv om det som nævnt er svært at gennemskue, hvor repræsentative de interviewede er – men forfatteren er for ensidig og manipulerende i sin analyse af partierne og klasserne. Især er hun for ukritisk over for Trumps politikker og deres konsekvenser for arbejderklassen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
