Magtbalancen er ved at tippe i Mellemøsten

Yasmin Abdel-Hak 26.11.2016

ANALYSE: Der ligger en koldfront mellem Saudi-Arabien og Egypten i disse dage. Det har der såmænd gjort i et stykke tid, men det anstrengte forhold blev yderligere understreget for nylig, da en saudiarabisk generalsekretær kom til at fyre en vittighed af, der refererede til den egyptiske præsident, Abdel Fatah al-Sisi, og dennes køleskab. Det resulterede i en fyreseddel og indgivelse af officiel klage fra Egypten til Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC).

Hele miseren startede ved en ungdomskonference afholdt i oktober i Egypten. Her forsøgte præsident al-Sisi at bonde lidt med fremtidens politikere. Han forklarede de unge mennesker, at han havde været nøjagtig lige som dem engang. Præsidenten henviste til, at han i sin ungdom havde et køleskab i 10 år uden andet indhold end vand.

Historien afstedkom en øjeblikkelig flodbølge af vanlig egyptisk sarkasme på Twitter med hashtag ”#Sisis køleskab”, og avisartikler med overskrifter som ”hvad er der i Sisis køleskab?” Egyptere er kendt over hele Mellemøsten for en udbredt brug af sarkasme overfor deres politikere og disses gøremål. Præsidenten selv gled da også af på twitterstormen og undlod at reagere.

Men da generalsekretæren for OIC ved en åbningsceremoni kort tid efter i Tunesien kom til at blande navnene sammen på henholdsvis den tunesiske og egyptiske præsident, undskyldte han prompte sin fejl, og henviste til, at der måtte have været mere i køleskabet end blot vand. Denne lille underfundige joke med henvisning til al-Sisi og hans køleskab, faldt bestemt ikke i god jord i Kairo. Tværtimod var fanden løs i Laksegade. Der blev straks indgivet en officiel klage mod generalsekretæren, der kort tid efter trak sig fra posten med henvisning til dårligt helbred. Alle vidste, at der reelt var tale om en fyreseddel, som i bedste fald lagde låg på det ganske anstrengte forhold mellem Riyadh og Kairo i disse år.

En saudiarabisk hæveautomat

Siden den saudiarabiske kong Salman trådte op på tronen i 2015 har der været rimfrost på linjen mellem de to lande.

Først og fremmest fordi den nye konge er bekendt med al-Sisis opfattelse af Saudi-Arabien som noget af en gavmild hæveautomat, der gerne deler penge ud, hvis blot det sikrer Egyptens stabilitet. Og billedet af en saudiarabisk pengemaskine er historisk set heller ikke helt skeløjet, taget i betragtning, at landet har finansieret Egypten fast siden 1946.

Saudi-Arabien forventer loyalitet til gengæld for den stadig større pengestrøm, der er tilgået Nilens land de senere år. En loyalitet som Egyptens præsident ikke har honoreret helt – i hvert fald ikke efter saudiarabisk målestok.

Set i det lys er det måske forståeligt, at al-Sisi betragter Saudi-Arabien som den glade giver. Men der plejer som regel at være betingelser knyttet til sådanne gaver.

Brugen af FN-resolution som slet skjult besked til Saudi-Arabien

Der er flere eksempler herpå. Blandt andet valgte Egypten for nylig at stemme for et russisk udarbejdet FN-forslag om en FN-resolution med krav om ophør af alle fjendtligheder i Syrien gældende for alle undtagen russiske og syriske kampfly.

Det må betragtes som et noget usædvanligt skridt at stemme for det russiske forslag, blandt andet fordi Egypten ikke er involveret i den syriske krig, og end ikke har forsøgt at spille en rolle i konflikten.

Det var tydeligvis en handling, der havde en klar adresse til styret i Saudi-Arabien, som på linje med mange andre arabiske stater har krævet et fuldstændigt stop for fjendtlige handlinger, inklusiv brugen af russiske og syriske fly. Der var med andre ord en tydelig besked fra Kairo om, at man ikke nødvendigvis parerer ordrer fra Riyadh uagtet den generøse pengestrøm.

Et farligt træk at lægge arm med Egyptens mest stabile velgører?

Spørgsmålet er, om det er et farligt træk for Egypten at ville forsøge at lægge arm med landets mest stabile velgører. Og selvom præsident al-Sisi angiveligt var en af de første, der fik den nyvalgte Donald Trump i røret og lykønskede ham med præsidentvalget, er der ingen garanti for, at Trump som præsident vil tildele Egypten en mere fremtrædende rolle igen i Mellemøsten. Der er således heller ingen garanti for generøse lån fra amerikansk side. I det hele taget er det usikkert spil for Egypten at satse på Trump-kortet på nuværende tidspunkt.

Reaktionen på Egyptens stemme i FN’s Sikkerhedsråd kom da også prompte fra Saudi-Arabien. Olieleverancer fra Saudi-Arabien til Egypten blev øjeblikkeligt stoppet på ubestemt tid. Hvornår disse eventuelt bliver genoptaget, afhænger tilsyneladende af, hvorvidt Egypten retter op og retter ind. Det kan blandt andet gøres ved at støtte Saudi-Arabien i krigen mod Yemen. En krig, som al-Sisi ikke har nogen interesse i at blive involveret i.

Krigen mod Yemen er i sig selv en eklatant fiasko, og frygtelig dyr for Saudi-Arabien. Men ingen lande vil frivilligt gå ind i en krig, der allerede på nuværende tidspunkt er dømt til at være en voldsom strategisk fejl. Der er med andre ord ingen grund for Egypten til at blive associeret med den krig.

En egyptisk flirt med Iran

Noget tyder på, at Kairo snarere satser på en alliance med Iran.

Hvis Saudi-Arabien var en mor, var det så her, at fru moder på bedste arabiske teatralske vis nu ville smide sig på gulvet, skrigende og jamrende med hjertekvababbelser og prikker for øjnene.

Kort tid efter det saudiarabiske stop for olieleveringen meddelte den egyptiske olieminister, at regeringen påtænkte at besøge Iran med henblik på samarbejde om olieleverancer. Det ses i Riyadh som mildest talt noget af en provokation af dimensioner overfor Saudi-Arabien. Ja faktisk er det – set med saudiarabiske øjne – “moderen over alle provokationer” fra Egypten. Fordi Iran om noget land er Saudi-Arabiens erklærede fjende nummer 1.

Skolegårdens nye enfant terrible

Spørgsmålet er så hvorfor, Egypten ønsker denne rolle som provocateur, som den nye enfant terrible i skolegården?

Det er nemlig ikke en rolle, landet ud fra en økonomisk betragtning egentlig har råd til at spille. Med saudiarabiske deponeringer i egyptiske banker på over otte milliarder amerikanske dollar og investeringer i landet for over 20 milliarder amerikanske dollar er Kairo ikke umiddelbart i en stilling, der kvalificerer til at lege den uvorne knægt. Og hvad der startede som en massiv støtte fra Saudi-Arabien til al-Sisi for tre år siden ved dennes tiltræden som præsident, har efterhånden udviklet sig til en skuffelse af større dimensioner – ikke blot økonomisk men lige så vel politisk.

Saudi-Arabien ville formentlig uden større besvær kunne trække sine penge og investeringer ud af landet. Spørgsmålet er, om det nogensinde vil blive aktuelt. Og hvad vigtigere er: Egypten er formentlig ganske klar over det. Uanset hvor provokerende Egypten måtte opføre sig i saudiarabiske øjne, vil Saudi-Arabien stadig holde fast i landet, fordi der ikke rigtigt er noget alternativ.

Set i det lys er det mindre besynderligt, hvorfor al-Sisi tør provokere og udfordre den saudiarabiske dagsorden. Fordi han ved, at uanset hvor mange olieleveringer, der bliver stoppet fra Riyadh, og uanset hvor mange møder Egypten vil holde med Iran, vil Saudi-Arabien stadig have brug for Egypten i sin magtkamp mod Iran

Det forklarer også, hvorfor den saudiarabiske generalsekretær måtte trække sig af helbredsmæssige årsager efter den lille uskyldige bemærkning om al-Sisis køleskab. Fordi Saudi-Arabien i sidste ende ønsker at lægge låg på koldfronten fra Kairo. Fordi Saudi-Arabien uanset hvad stadig har brug for Egypten som stabiliseringsfaktor i regionen. I den sammenhæng tæller det bestemt, at Egypten netop har rundet et befolkningstal på 100 millioner borgere. Hvoraf størstedelen er sunni-muslimer. En ganske vigtig detalje når man nu fra saudiarabisk side ser den største trussel komme fra Iran og landets shia-muslimer.

Set i det lys er det mindre besynderligt, hvorfor al-Sisi tør provokere og udfordre den saudiarabiske dagsorden. Fordi han ved, at uanset hvor mange olieleveringer, der bliver stoppet fra Riyadh, og uanset hvor mange møder Egypten vil holde med Iran, vil Saudi-Arabien stadig have brug for Egypten i sin magtkamp mod Iran. Hvis Egyptens præsident pludselig får rollen som tungen på vægtskålen i det evige magtforhold mellem Saudi-Arabien og Iran, giver det særdeles god mening pludselig at sætte sig op imod Saudi-Arabien.

Magtbalancen er ved at tippe

Det ser ud som om Egypten med dette seneste træk er ved at forberede sig på en position som regionens nye darling, der er ombejlet af både Saudi-Arabien og Iran. En position som den tidligere præsident Anwar Sadat også anbragte landet i under Den Kolde Krig i 1970’erne, da Egypten blev begunstiget af både USA og Sovjetunionen.

Magtbalancen i Mellemøsten er med andre ord ved at tippe. Egypten kan med denne strategi igen sætte sig i førersædet i Mellemøsten og skubbe Saudi-Arabien ud på et sidespor. Hvis en alliance mellem Egypten og Iran bliver konsolideret yderligere, vil det give rystelser igennem hele regionen. At den største befolkningsrige og sunnimuslimske stat samarbejder med den største shiamuslimske nation vil potentielt kunne vende op og ned på hele regionen herunder på de sekteriske konflikter, der konstant ligger og ulmer rundt om i området.

Nogle analytikere vil mene, at dette scenarie er lige så usandsynligt, som både Brexit og Donald Trump som amerikansk præsident. De analytikere vil formentlig tage fejl.

Machiavelli har bestemt ikke levet forgæves.

Topfoto: By Kremlin.ru, CC BY 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=3951758

Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.