Trump, Buttigieg og Alfred E. Neuman: En lektie i moderne mediemagi

i Politik & Samfund/Satire af

POLITIK // KOMMENTAR – For kort tid siden lagde jeg et opslag op på Facebook, hvor jeg viste et billede af den demokratiske præsidentkandidat Peter Buttigieg og Alfred E. Neuman og bemærkede, at Buttigieg ikke kan blive præsident. Jeg fjernede det, fordi man ikke kan se, hvad jeg mener med sammenligningen. Det kan man stadig ikke. Man vil desuden mene, at det er Trump, der har fundet på det, og det er også rigtigt, at han nu bruger Alfred E. Neuman som sit øgenavn for Buttigieg.

Jeg havde ikke hørt det på det tidspunkt, men Trump sagde det først: “Alfred E. Neuman kan ikke blive præsident i USA.” Jeg skrev også, og mener stadig, at Buttigieg ikke kan blive præsident, fordi han minder for meget om satirefiguren fra det legendariske satiremagasin Mad. Men jeg mener det af nogle andre grunde end Trump.

Hvem er han nu lige? Alfred E. Neuman er en slags avanceret Fedtmule. En fyr, der altid viser sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt på den forkerte måde. Man kan ikke rigtig sætte fingeren på det. Det er bare kikset.

Når man ikke ved, hvad der er løgn og sandhed, mister satiren sin mulighed for at kunne bære udsagn, der rummer seriøs politisk refleksion.

Det var både rigtigt og forkert, at jeg tog Facebook-opslaget væk. Det var rigtigt, fordi jeg ikke ukommenteret bør lægge noget op, der kan forstås, som om det betjener sig af den samme herskerteknik, som Trump gør med sådan et udsagn.

Det var forkert at fjerne det, ikke bare fordi mit udsagn er korrekt, men fordi jeg derved bøjer mig for en demokratisk destruktion, som Trump foretager ved at bruge den teknik. Det skal jeg komme tilbage til.

Præsidents likeability

Buttigieg kan bl.a. ikke vinde et præsidentvalg i USA, fordi han minder for meget om den arketype, som Alfred E. Neuman er blevet i de amerikanske medier, siden han opstod i begyndelsen af 1950’erne. En præsident i USA skal have en bestemt form for likeability, man skal kunne lide ham i offentligheden ud fra en bestemt form for socialt kodesprog for det sympatiske. Han skal ligne en præsident, som Hollywood tegner ham, når den skal fremstille en neutral eller sympatisk præsident.

Hvad Trump, eller en af hans rådgivere med en ondskabsfuld humoristisk sans forstår, er, at Buttigieg helt åbenlyst minder om de naive sider ved Alfred E. Neuman. De sider, Trump hader mere end noget andet i en hvid mand, nemlig den åbenlyse mangel på interesse, evne og begær efter at være en mand, der kan slå en ordentlig handel af – en krejler, som Trump selv med andre ord.

Hans tilhængere forstår budskabet om, at Buttigieg vil være skadelig for landets handel og økonomi, som Trump, dog helt fejlagtigt, påstår, han selv har gavnet mere end nogen anden i landets historie.

Trump bruger også andre former for dominans foruden, at han har løjet mere end 16.000 gange under sin embedsperiode, men denne med øgenavnet er den mest påfaldende

Hvad Trumps rådgivere overser, eller muligvis ikke gør, hvis deres humor er ondskabsfuld nok, er, at Trump selv ligner Alfred E. Neuman i et vist omfang. Det er blot ikke de naive, men de utroværdige træk i figuren, der satirisk kan bruges til at karakterisere Trump.

Pete Buttigieg er således ikke den første, der har fået et øgenavn af Trump. Trump bruger simpelthen en form for forestillet dominans, som består i at kalde folk øgenavne i sin politiske kampagnestrategi. Som en politisk iagttager forleden sagde i netmagasinet Politico:

“Trump believes that if you can encapsulate someone in a phrase or a nickname, you can own them … Low energy Jeb, Little Marco, that kind of shit really diminishes people and puts you in control of them and that’s what Trump is a genius for doing.”

Han bruger også andre former for dominans, foruden at han har løjet mere end 16.000 gange under sin embedsperiode, men denne er den mest påfaldende. Hvad består den i?

Den består i en underforstået påstand om, at øgenavnet ligesom navnet bærer noget af et menneskes sjæl, blot forvrænger eller forvansker øgenavnet sjælen. Eller identiteten, for nu at bruge et udtryk, der passer adfærdspsykologien, som er den dominerende retning indenfor menneskeforståelsen i det globale terapiregime og i reklamebranchen i USA. Trump giver Buttigieg en identitet i omverdenen som Alfred E. Neuman.

Sandsynligvis opfatter Trump, uden at han selv sætter begreb på det, brugen af øgenavne som en form for magi, nøjagtig som den animistisk troende tror på magi og i visse tilfælde som bekendt også på voodoo

Denne form for dominans er i familie med den kendte frygt for at få taget billeder, som herskede blandt naturfolk.

Mobiltelefonen har nok fjernet den sidste animistiske tilbøjelighed på dette punkt, men det er en kendt sag, at man blandt mennesker med den animistisk-religiøse livsopfattelse var overbevist om og bange for, at afbildningen indeholdt noget af den afbilledes sjæl, som derfor blev enten hvileløst eller formindsket, hvorfor man ikke lod andre mennesker tage billeder af sig. Mon ikke billedforbudet i Islam religionssociologisk, men ikke nødvendigvis teologisk, har den samme begrundelse.

Kina forbød Peter Plys, efter at den nuværende leder Xi Jinping var blevet afbildet som den kære bjørn (og Obama som Tigerdyret). Begrundelsen vil præcis være det, man kan kalde den “kvasi-religiøse”, dvs. den næsten-animistiske, nemlig at det vil ændre Xi’s identitet i befolkningen, hvad der naturligvis er en åbenlyst udemokratisk tankegang, eftersom han derved gør personen større end embedet.

Han læser det som, at embedsbæreren, der personligt er Kinas mægtigste mand, bliver fremstillet som en hyggelig bjørn, der ikke kan slå en flue ihjel. Hvis han var demokrat, ville han se, at det viser, at personen, der bærer Kinas mægtigste embede, er godhjertet og mild, hvilket ikke ændrer ved embedets strenghed, men gør forvalteren af det til et godt menneske.

Ytringsfrihedens indskrænkning

Problemet er derfor ikke, at man ikke bør håne Buttigieg ved at kalde ham Alfred E. Neuman eller afbilde ham sammen med denne satiriske, amerikanske arketype, hvis man har noget, man vil sige med det. Problemet er, at vi har en populistisk præsident, der henfalder til en tilnærmelsesvis animistisk forståelse om, at sjælen eller identiteten ligger i navnet og bruger det mod sine modstandere.

Sandsynligvis opfatter Trump, uden at han selv sætter begreb på det, brugen af øgenavne som en form for magi, nøjagtig som den animistisk troende tror på magi og i visse tilfælde som bekendt også på voodoo. Trump sender gennem øgenavnet en trylleformular efter sin modstander, der derved bevirker en form for forheksning i offentligheden. Det værste er, at det virker.

Socialpsykologisk set bliver Trumps trylleformularer mere og mere primitive, desto farligere kandidaten er for hans magtposition blandt de fattige, hvide vælgere

Socialpsykologisk set bliver Trumps trylleformularer mere og mere primitive, desto farligere kandidaten er for hans magtposition blandt de fattige, hvide vælgere, der hører til den gruppe tidligere venstreorienterede i alle de vestlige lande, der i disse år flytter over til den yderste højrefløj, og gruppen af de kristne fundamentalister, der altid har været der.

Man kan nævne i flæng ”Crooked Hillary” og ”Crazy Bernie”. Til sidst kaldte Trump Clinton for ”Crooked” uden fornavnet, og Trumps påstand bliver derved en sandhed i hans egne og fremfor alt tilhørernes bevidsthed. Trods at hun ikke juridisk er dømt for noget, der berettiger hende til den betegnelse. Det er den fascistoide populistiske propaganda, når den er mest udtalt før-demokratisk i sin virkemåde.

Trump og den øvrige populisme spiller højt spil med tre grundlæggende nødvendige træk, der får demokratiet til at fungere, når de på denne måde gør propagandaen vigtigere end virkeligheden:

1) Forpligtelsen på at søge en sandhed i sin politik, som kan gøres gældende overfor hele samfundsfællesskabet

2) Den grundlæggende enighed om at samfundet består gennem enigheden om juridiske sandheder

3) Respekten for anderledes tænkende.

Trump underminerer disse forhold og sætter demokratiets legitimitet i fare. Problemet er derfor, at den form for før-demokratisk – eller værre endnu: post-demokratisk adfærd – som Trump bruger, yderligere har den konsekvens, at den forhindrer en fjerde dimension, som er så nødvendigt for demokratiets legitimitet i befolkningen, nemlig muligheden for kritisk tænkning, i dette tilfælde gennem satire.

Når man ikke ved, hvad der er løgn og sandhed, mister satiren sin mulighed for at kunne bære udsagn, der rummer seriøs politisk refleksion. Derfor kan jeg ikke lægge et mere eller mindre ukommenteret billede op af Buttigieg og Alfred E. Neuman, uden at det bliver populistisk propaganda.

Teologisk er det en godbid at få lejlighed til at undre sig over, hvorfor kristne, som eksplicit anser magi for Djævelens værk, falder for Trumps trylleformularer. Det tager vi en anden gang.


Tak til POV-kollega Mette Holm for Plys-eksemplet.


Fotos: Collager af skribenten og POV International på public domain-fotos

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Politik & Samfund