MÆND & MASKULINITET // KRONIK – Mænd kan heller ikke handle frit. “De er også – ligesom vi siger, at kvinder er det – ofre for rådne kulturer og strukturer. Udelukkende at insistere på, at mænd er privilegerede, er at tage skyklapper på”, skriver Signe Gissel Schmidt. Men hvilke rådne kulturer og strukturer skal mænd frigøre sig fra?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For enhver ligestillingsorienteret kvinde er d. 8. marts en vigtig mærkedag; idéen om en særlig kvindepolitisk dag har eksisteret siden 1910. ”Hver dag er en 8. marts” – lyder credoet gerne i de feministiske kredse. Vi kvinder mærker nemlig, at vi ikke helt er i hus med den der ligestilling. Men hvad mærker mændene? D. 19. november er mændenes dag; den har eksisteret siden 1999. Og den er vigtig.
Jeg er kvinde, og jeg har haft mine hænder i den ligestillingspolitiske dej længe. For nylig trådte jeg af som næstforkvinde i landets ældste kvindepolitiske organisation (Dansk Kvindesamfund, stiftet i 1871, red.), og jeg har set, rørt ved, målt og vejet hele den byrde af ligestillingsudfordringer, vi sidder med her til lands. Jeg har mødt alle typer problematikker, både interne og udefrakommende. Udfordringer, der sinker projektet. Projekt ligestilling.
Også mænd lever med snærende kønnede spændetrøjer, som ødelægger og skaber smerte både for mænd selv
”Projekt ligestilling” – Jeg ved godt, at det kan lyde irriterende RUC-agtigt. ”Ligestilling har vel efterhånden indfundet sig i det her land”, er en sætning, jeg har hørt et uendeligt antal gange. Ja, på mange parametre har vi formel ligestilling, men på lige så mange parametre har vi i praksis overhovedet ikke ligestilling.
Ligestilling handler grundlæggende om, at vi som køn har de samme rettigheder og føler os lige værdige; ligeværdige. At ingen er eller føler sig negligerede eller krænkede på grund af sit køn. Feminisme er humanisme.
Privilegiet at være mand
Nu siger jeg noget kontroversielt: Den væsentligste – og farligste – hæmsko for ligestilling og balance, kønnene imellem, er giftig maskulinitet. Overskriften kunne her lyde “Drenge græder ikke”. Under den overskrift, lyder fortællingen til drenge og mænd, at de skal leve op til traditionelle maskuline værdier. De ti maskuline bud, kunne man godt kalde det. De kommer her:
1) Du skal være hård og ikke vise svaghed
2) Du skal undertrykke og skjule dine følelser: Undtaget er raseri og aggression.
3) Du skal holde dine bekymringer, sårbarheder og ængstelser indenbords.
4) Du må ikke være hjælpeløs. Klar dine problemer selv; bed ikke andre om hjælp
5) Du må ikke være kvind- og blødagtig. Eller virke homoseksuel.
6) Du skal gerne konkurrere med andre mænd. Jalousi er legitimt. Du vil og må gerne eje ting og mennesker.
7) Du er liderlig og viril. Du er altid klar til at knalde.
8) Du mener at mænd er fra Mars og Kvinder fra Venus; at mænd og kvinder er så væsensforskellige, at de aldrig kan forstå og møde hinanden.
9) Din krop skal være maskulin; du skal være bredskuldret og muskuløs. Du må ikke være fed, tynd eller lav. Dine komplekser, gør du klogt i ikke at fortælle vennerne om.
10) Du skal gerne demonstrere din maskulinitet via din fysik, via nedladende og latterliggørende sprogbrug, via din evne ud i øldrikning.
Er det karikeret? Døm selv. Hvad er din egen private erfaring? Jeg kan selv relatere, og også i en hurtig rundspørge i min private mande-inderkreds bekræftes genkendeligheden. Hvem har ikke mødt, alternativt fået påklistret, et af de mere eller mindre attråværdige titler som: træmand, knudemand, tøsedreng, tudeprins, slagsbror, undermåler, tyr, tabermand eller bøsserøv? Vores sprog er altings prisme, ikke mindst kønnets.
Det vi skal forstå er, at mænd i dén grad også har noget at frigøre sig fra. Manderollen har et problem
Skåret ind til benet er spørgsmålet: Er det et privilegium at være mand? For også mænd lever med snærende kønnede spændetrøjer, som ødelægger og skaber smerte både for mænd selv, men så sandelig også for os andre. For fællesskabet. Det at være mand er – set ud fra den nævnte opfattelse af ”mandethed” – overhovedet ikke et privilegium.
Mand: første-kønnet
At være kvinde er at være det andet køn. Simone de Beauvoir beskrev det for adskillige årtier siden. Kvinden har været mandens appendiks siden Adam og Eva. Således er manden førstekønnet. Han er den aktive: Han begærer, han handler, han gør, han er, han tager, han jager. Han er subjektet. Hun er objektet: Hun er begæret, hun behandles, hun gøres, hun tages, hun jages.
Det duer ikke, at mænd tænker, at frigørelsesprojektet ikke er for dem
Når nu vi har fastslået, at det er sådan her kønsdynamikkerne opererer, så er dét at træde udenfor dette, farligt. Så har vi svigtet den kønsmæssige overenskomst. Men hvad sker der, når manden stopper med at begære, handle, gøre, være, tage, jage? Og hvad sker der, når kvinden forsøger at indtage de her positioner? Så får hun modstand. Det er tilsyneladende svært at acceptere, når kvinden tager seksualiteten i egen hånd, eller når kvinden træder op på talerstolen (jf. diverse kvindelige politikere, der gøres nar ad og mobbes. Deres kvindelighed udskammes). De er for meget. Fordi kvinden helst skal være for lidt.
Når manden stopper med at være sin egen aktive handlingsmand, mobbes han også. Han fejler. Han er for lidt. Fordi manden helst skal være for meget. Det er her, der skabes rum for det, vi kalder den giftige maskulinitet. Den giftige maskulinitet har det med at forpeste os alle sammen.
Mændenes frigørelse
Feminisme handler om magtkritik. Det handler om at frigøre sig. Og det vi skal forstå er, at mænd i dén grad også har noget at frigøre sig fra. Manderollen har et problem. Det er mænd, der synker psykisk til bunds ved skilsmisse; det er mænd, der begår selvmord; det er mænd der begår partnervold og -drab; det er mænd, der begår generel vold; det er mænd, der begår kriminalitet; det er mænd der er hjemløse; det er mænd der befolker fængslerne. Så er mænd privilegerede?
Et eller andet er galt. Mænd kan ikke handle frit. De er også – ligesom vi siger, at kvinder er det – ofre for rådne kulturer og strukturer. Udelukkende at insistere på, at mænd er privilegerede, er at tage skyklapper på. Mænd er forpuppede i bånd, som det er tid til at frigøre sig fra. Hvis ikke vi indser det, skyder feminismen sig selv i foden.
Feminisme kan ikke alene handle om kvinderollen og kvinders adkomst til forskellige samfundsmæssige rimeligheder; den bliver nødt til at handle om manderollen også. Den kønsmæssige elastik skal udvides. Det duer ikke, at mænd tænker, at frigørelsesprojektet ikke er for dem. Og det duer i særdeleshed ikke, at manderollen er så flad og unuanceret. Slip den fri, vær blødagtig, vær sårbar, vær svag, vær uliderlig, vær hjælpeløs, vær smalskuldret! Feminisme er nemlig ikke et nulsumsspil, hvor det handler om at omfordele og forfordele magt; det er win-win for alle parter.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
