Kan bøsser spille herrefodbold?

af i Danmark/Debat/LGTB+

DAGENS POV // KØN – Kan herrefodbolden anno 2019 gøre krav på at være et særligt frirum, hvor mænd helt uden omkostninger kan sige, hvad de vil om andre mennesker? Nej, mener Anette Dina Sørensen. Herrefodbolden, herunder dansk sportsjournalistik og fodboldfans, er nødt til at anerkende problematikken om diskrimination og tage ansvar for en sportsgren, der tydeligvis er ude af synk.

I skrivende stund spiller FCK mod Brøndby på Brøndbys hjemmebane.

Forrige uges homofobiske tilråb mod FCK-spilleren Viktor Fischer gjalder nu igen ned over banen mod ham, efter at han lige har bragt sit hold foran 2-1. Helt uagtet at sidste uges tilsvarende homofobiske tilråb udløste en disciplinærstraf på 25.000 kr. til både OB og Brøndby.

Det er første gang, der bliver skredet ind over for tilråb af den type, selvom reglementet for de danske Superliga-stadioner længe har været, at diskriminerende ytringer – såvel de homofobiske som de racistiske – er forbudt.

Op til dagens kamp har Politiken loddet stemningen blandt de vindblæste fodboldentusiaster uden for stadion, og det virker ikke som om journalisterne rigtig kan finde nogen fans, der synes, det er over stregen at råbe ”Fischer han er gay”.

De fleste citerede finder det lige så legalt at råbe ’bøsse’ som at råbe ’luder’, som én af dem formulerer det:

”Det er jo en del af kulturen, at man synger, hvad man vil. I gamle dage råbte man jo også ’Abdul Zule skal have en kugle’ (nigeriansk superligaspiller)”, siger 40-årige Morten Hansen.

Skal der ikke en ekstraordinær indbildningskraft til at tro, at skotterne mellem normerne på stadion og normerne i det omkringliggende samfund er vandtætte?

Heller ikke lektor Bo Kampmann Walther fra SDU, der har skrevet om fodbold for Dagbladet Information, anerkender problemet.

I en artikel i Berlingske gør han sig til talsmand for, at der er ”tavs enighed om” stadion som rammen om et ”verbalt frirum”, hvor ”der godt må skrues op for retorikken”, og hvor ”mænd er mænd”. Han mener desuden, at der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem ytringerne på stadion og holdningerne udenfor.

Men kan herrefodbolden anno 2019 gøre krav på at være et særligt frirum, hvor mænd helt uden omkostninger kan hælde alt det lort ud over andre mennesker, som de har lyst til? Og skal der ikke en ekstraordinær indbildningskraft til at tro, at skotterne mellem normerne på stadion og normerne i det omkringliggende samfund er vandtætte?

For ville de mandlige tilskuere mon gøre brug af homofobiske tilråb, hvis ikke tilråbene allerede var kulturelt etablerede skældsord, der gør nas, og andre steder i samfundet bliver brugt til at udskamme mænd, der elsker andre mænd?

Er det ikke netop, fordi fodboldfans er fuldt bevidste om den gift, homofobien udgør såvel i omverdenen som i herrefodbolden, at de lige nu, mens jeg skriver, råber ”Viktor Fischer er gay” på Brøndby Stadion?

Burde ’verdens mest frisindede land’ ikke gøre det bedre? Burde dansk herrefodbold, herunder dansk sportsjournalistik og fodboldfans ikke tage ansvar for en sportsgren tydeligvis ude af synk?

Skal man tro den engelske Tottenham-spiller Danny Rose, får man nok af diskriminerende tilråb på et tidspunkt.

Sammen med resten af det engelske landshold vandt han 5-1 over Montenegro i starten af april. Under kampen var han flere gange genstand for tilskuernes racistiske tilråb.

Og det er ikke første gang, fortæller han til The Guardian. I 2012 blev han mødt med ’abelyde’, hver gang han rørte bolden, da det engelske landshold spillede mod Serbien: “I’ve had enough. I’ve got five or six more years left in football and I just can’t wait to see the back of it”, konkluderede han efter kampen mod Montenegro i marts måned.

Men hvor Danny Rose kan stå offentligt frem og protestere mod de racistiske tilråb, er vilkårene noget anderledes for Viktor Fischer. Fordi homoseksualitet stadig er fuldstændig tabuiseret i herrefodbold, kan han ikke, hvis han ellers er homoseksuel, stå frem og sige, ’ja jeg er bøsse, og jeg vil ikke finde mig i homofobiske tilråb!’

Den barriere er Brøndby og andre fodboldklubbers fans nemlig med til at fasttømre, hver eneste gang de råber ad ham.

Man kan derfor vælge at læse ugens disciplinærstraf til OB og Brøndby som en spæd men positiv forandringstendens i retning af at øge tolerancen i dansk herrefodbold. Det mener lektor og sportsjournalist Bo Kampmann bare ikke. Tværtimod ser han den idømte bødestraf som ”tragikomisk” og udtryk for, at ”det politisk korrekte nu også rammer fodboldverdenen”.

Burde man ikke være aktivt engageret i at forhindre homofobien i at forplante sig fra de granvoksne mænd på tilskuerrækkerne til deres sønner og dermed repeteres mange år frem i tiden?

Jeg skal ikke her komme ind på, hvor meget sovepude brugen af begrebet ’politisk korrekthed’ efterhånden har udviklet sig til. Men fuldstændig som begrebet ’krænkelseskultur’ er det en reaktionær bagatellisering af problemet for nu at citere min kollega, kulturjournalist Nicoline Larsen.

Og i Bo Kampmanns mund fungerer det ydermere som latterliggørelse af kritikken og mere fatalt – som doven flugt fra ansvaret.

Med homofobiske tilråb og abelyde viser europæisk herrefodbold i disse dage nemlig sit grimmeste ansigt, der flugter med FIFAs beslutning om at afvikle VM-slutrunden 2022 i Qatar, hvor homoseksuelle er rettighedsløse og i risiko for at blive idømt dødsstraf ved landets Sharia-domstole.

I Danmark afkriminaliserede vi homoseksualitet i 1933 – for 86 år siden.

Så burde ’verdens mest frisindede land’ ikke gøre det bedre?

Burde dansk herrefodbold, herunder dansk sportsjournalistik og fodboldfans ikke tage ansvar for en sportsgren tydeligvis ude af synk?

Burde man ikke være aktivt engageret i at forhindre homofobien i at forplante sig fra de granvoksne mænd på tilskuerrækkerne til deres sønner og dermed repeteres mange år frem i tiden?


Foto: Tilhængere af  “Football Against Discrimination” ved Køln Pride Parade 2014, Wikimedia Commons.

Journalist med egen medievirksomhed. Oprindelig uddannet cand.mag. i historie og kønsstudier. Har de sidste 20 år arbejdet med journalistik og kommunikation dog med enkelte sidespring til køns- og medieforskningen.

Har blandt meget andet skrevet bagsideklummer til Information, blogget om køn og medier på journalisten.dk, lavet undervisnings- og oplysningsmateriale om køn og grænser til folkeskolen,
anmeldt tv, fag- og skønlitteratur for Politiken gennem 15 år, stået i spidsen for digitaliseringen af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, været forskningsleder for nordisk forskningsprojekt om unge, køn og pornografi, og de senere år slået sine folder som moderator og interviewer på diverse litteraturfestivaler.

Erkendelsen af køn som social og hierarkisk forskelsmarkør ramte frontalt første skoledag, da Anette D sammen med klassekammeraterne skulle afhente lyseblå og sorte meddelelsesbøger hos læreren efter et kønnet trampe/listemønster, man nemt regner ud, når man får oplyst, at det foregik kort efter amerikanernes første månelanding.

Oplevelsen gik i blodbanerne på det syvårige barn og udstak kursen for hendes liv ligesom den også blev afgørende for både partnervalg og børneopdragelse. Og ja tilværelsens næstmest udskældte position – den kønspolitiske - har været pest og driver for de valg af stofområder hun har truffet som forsker, journalist, litteraturanmelder og debattør.

Dertil kan lægges, at hun efter opfordring fra sine forældre har brugt det meste af tilværelsen på at fægte sig frem som mønsterbryder, men stadig i bestemte situationer er i tvivl om, hvorvidt hun befinder sig i middelklassen på en badebillet.

Privat er hun gift med Peter og har to døtre, der ofte beder deres mor ”vente med kønsanalysen til efter filmen”.

Anette Dina skriver om køn og medier for POV.

Seneste artikler om Danmark