FILM // ANMELDELSE – Filmen Living af Hermanus og Ishiguru er et portræt af en ældre mand, fortræffeligt spillet af Bill Nighy, der har ladet livet passere, da en kræftdiagnose åbner hans øjne for en anden livsindstilling. Filmen er en ny version af Kurosawas kanoniserede værk Ikuru, men Living er en film i sin helt egen ret, skriver Bo Green Jensen.
Britisk forstad, 1953. Hver morgen mødes de unge kontorfolk. De bærer alle uniformen: nålestriber, bowlerhat, mappe; avis under armen, en fornuftig paraply. De tager toget ind til London, står af på Waterloo Station og går over broen. De er ens som borgerdyrene på et René Magritte-maleri. Eller som der står om myldretiden i T.S. Eliots The Waste Land: “Så mange – jeg troede ikke, at døden havde taget så mange.”
Synsvinklen er lagt hos en ny rekrut. Peter Wakeling (Alex Sharp) har sin første arbejdsdag på Kontoret for Offentlige Arbejder i London County Hall. Han deler kupé med de øvrige bureaukrater.
Flere taler trøstende til ham. Og ved en af de første stationer er det vigtigt at blive set af “the old man”. “Nej, han rejser aldrig sammen med os,” siger en af Wakelings kolleger.
Det er den gamle mand, Mr. Williams (Bill Nighy), som filmen Living handler om. Han har ikke haft en sygedag i 30 år. I kontorlabyrinten er han legendarisk. De forskellige afdelinger i administrationen sender sagerne videre til hinanden. At henlægge dem er et ritual i sig selv. “We can keep it here,” siger Williams. “It’s no harm done”. Det er ingen skade til.
Living bruger lang tid på at etablere universet. Kun én gang i årenes løb har det vaklet. Det var, da Williams blev alene med sønnen Michael. Nu deler han huset med Michael (Barney Fishwick) og sin svigerdatter, Fiona (Patsy Ferran). Der var kærlighed mellem far og søn engang. Nu er der bare sameksistens. Fiona vil have Michael til at tale om arv og realiteter med den tilknappede far.
Filmen står eller falder med Bill Nighys portræt af en mand, der fortryder. Han har sjældent eller aldrig været bedre
Londons slum ligger stadig hen efter krigen og Blitzens bombardementer. En gruppe mødre ønsker sig en kommunal legeplads. De møder op hver dag på kontoret og bliver sendt fra Herodes til Pilatus i bureaukratiet. Wakeling inddrages tidligt, da Williams beder ham følge kvinderne rundt. De to forstår hinanden, fornemmer man, uden rigtigt at vide hvorfor.
Dybhavsbomben springer, da Mr. Williams får sine resultater hos lægen. Det sker efter 18 minutter. “I’m afraid this time they’re pretty conclusive,” siger kræftspecialisten og tilføjer, at det jo aldrig er let at meddele den slags. “Quite,” siger den gamle kontormand. Lægen giver ham seks måneder – otte eller ni “by a stretch”.
Fra Japan til England
Det er ingen hemmelighed, at fortællingen om Mr. Williams bygger på et andet arbejde. Titelsekvensen oplyser straks, at Living er baseret på Ikiru (1952, da. Ikiru – At leve), et kanoniseret værk af Akira Kurosawa (1910-1998). Han skabte samtidsfilmen mellem Rashōmon (1950, da. Rashomon – Dæmonernes port) og Shichinin no samurai (1954, da. De syv samuraier), to historiske stykker, som vestlige distributører bed på med det samme.*
Living har manuskript af Kazuo Ishiguro (f. 1954), forfatteren til forrygende britiske bøger som An Artist of the Floating World (1986, da. Kunstner i den flydende verden), The Remains of the Day (1989, da. Resten af dagen), Never Let Me Go (2005, da. Slip mig aldrig) og senest Klara and the Sun (2021, da. Klara og solen).
Ishiguro er født i Japan, men kom til England med sine forældre som dreng. Han modtog Nobelprisen i litteratur i 2017 – og har brugt megen energi på dels at fastholde, dels lægge afstand til den japanske forankring.
Der er færre udenværker, da bureaukraten Watanabe får sin dødsdom på hospitalet i Japan. Ikiru begynder med et røntgenfoto, en ironisk-lakonisk fortæller og et måbende menneskeansigt. Lige så fattet, Bill Nighy er i situationen, lige så lamslået er Takasha Shimura. Følelsen indvendig er dog den samme.
Kurosawa ville værdsætte bestræbelsen bag Living. Hjemme blev han ofte kritiseret for at være mere internationalt orienteret end fæller og forbilleder som Ozu og Mizoguchi. Ikiru forsvandt i første omgang mellem den stilskabende metafortælling i Rashōmon, hvor “sandheden” om en voldtægt er set fra flere vinkler, og den fysiske action i De syv samuraier. Først i 1960 fik filmen europæisk og amerikansk premiere.
Kurosawa: Filmhistoriens brobygger
Kurosawa var altid brobyggeren. Han gendigtede William Shakespeares Macbeth i Kumonosu-jō (1957, da. Blodets trone) og Kong Lear i det sene hovedværk Ran (1985). John Sturges brugte til gengæld De syv samuraier som forlæg for The Magnificent Seven(1960, da. Syv mænd sejrer), der blev genindspillet i 2016.
Japaneren holdt af krimi og western. Tengoku to jigoku (1963, da. Himmel og helvede) skildrer hverdagen på en politistation i Yokohama, men forlægget var King’s Ransom (1959, da. Skæbnen kræver løsepenge), en Station 87-krimi af Ed McBain. Kurosawa fik ideen til Yojimbo (1961, da. Livvagten), da han læste Dashiell Hammetts hårdkogte Red Harvest (1929, da. Dødens Høst eller Rød høst). Til gengæld brugte italieneren Sergio Leone Yojimbo, da han skabte A Fistful of Dollars (1964, da. En nævefuld dollars), den første af tre europæiske westerns med amerikaneren Clint Eastwood som “The Man with No Name”.**
Hermanus skildrer London i heroisk Eastmancolor, der får farverne til at smælde, så det ligner og føles som 1953
Kurosawa samarbejdede med Ingmar Bergman og Federico Fellini. Han besøgte Andrej Tarkovskij på produktionen af Solaris (1972) og instruerede Derzu Uzala (1975) for det sovjetrussiske Mostar-studie. Hans æstetik fik stor betydning for hele New Hollywood-generationen.
Da Kurosawa selv blev gammel, var det George Lucas og Steven Spielberg, som fandt finansiering og sørgede for, at mesteren kunne realisere de otte vignetter i Yume (1990, da. Akira Kurosawas drømme). Her optræder Martin Scorsese – på Francis Ford Coppolas foranledning – som Vincent van Gogh i segmentet, der hedder “Krager”.
Kurosawa begyndte som filmskaber i 1943, under 2. verdenskrig. Han vendte stadig oftere tilbage til atombombningen af Hiroshima og Nagasaki, som nivellerede landet og førte til kapitulationen i august 1945.
Kurosawa castede Richard Gere i sin næstsidste film, Hachigatsu no rapusodi (1991, Rapsodi i August). En kvinde husker angrebet på Nagasaki. Hun har præcis samme tilgang til sin erindring, som den ældste fortæller i Kazuo Ishiguros debutroman A Pale View of Hills (1982), der på dansk hedder De fjerne blå bjerge.
Selvbedragets sprog
Der er gået 70 år siden Ikiru. Hermanus og Ishiguro ophæver afstanden ved at flytte handlingen til den samme evige fortid i London. Rodney Williams har spildt sit liv på samme måde som Kanji Watanabe. Begge mænd lod tiden gå. Også Mr. Williams når til at sige: “Før jeg dør, må jeg vide, hvorfor jeg har levet”.
Flere scener er oversat 1:1 – i andre er trykket justeret. Ishiguro har rutine. Han skrev The White Countess (2005) til James Ivory, da denne havde gjort The Remains of the Day (1993, da. Resten af dagen) til britisk arvesølv. Han skrev The Saddest Music in the World (2003) til avantgardisten Guy Maddin. Som filmforfatter ligner han Harold Pinter (1930-2008), en anden britisk nobelpristager. Begge har rene ideer om formen. De sværger til civiliseret mainstream med diskret modernistisk accent.
Jeg interviewede Ishiguro, da The Remains of the Day udkom på dansk. Han talte bl.a. om, hvor inderlig træt han var af at høre om den japanske faktor i sine bøger: “Jeg kunne have skrevet som Kafka, og man ville alligevel have modtaget det som en særlig japansk specialitet.” Han talte også om at undersøge “selvbedragets sprog”. Det er dét, som Williams har talt alt for længe om.***
London anno 1953
Kurosawas film skaber sin særlige rytme med skæve synsvinkler, stadige wipes og ekstreme nærbilleder. Hermanus skildrer London i heroisk Eastmancolor, der får farverne til at smælde, så det ligner og føles som 1953. Kurosawa gør en del ud af at skildre amerikaniseringen, der præger sønnens generation. Der er baseball, showgirls og boogie-woogie. Hermanus henlægger natten i byen til en tidløs udgave af Brighton.
Williams tager kontorets unge (og eneste) kvinde med i biografen, hvor de ser Cary Grant som queer pioneer i Howard Hawks’ I Was A Male War Bride (1949, da. Jeg var en mandlig krigsbrud). Margaret Harris (Aimee Lou Wood) er svært imponeret, da han byder på fornem frokost hos Fortnam’s. Her er scenen med de øgenavne, som mændene på kontoret har fået. I Ikiru blev Watanabe kaldt “Mumien”. Hos Ishiguro hedder han “Mr. Zombie.”
Lev mens du kan
Da juli bliver til august, begynder smerten at bide i Williams. Han forstår, at han må skaffe kvinderne en legeplads, så hans minde vil leve i børnenes latter. Der er det samme frapperende klip til begravelsen. Som tilskuer tænker man: “Er det forbi allerede?”
Hos Kurosawa følger en lang sekvens, hvor embedsmænd diskuterer, hvem der har æren for legepladsen. De drikker sig syngende fulde imens. Scenen blev fjernet i flere versioner, så Ikiru i spilletid varierer fra 103 til 143 minutter. Hermanus gør det mere stramt. Diskussionen er henlagt til toget og kontoret.***
Erindringsglimtet fra bilen efter hustruens død er bevaret. Drengen vender sig stadig og siger: “Hurtigt! Mor kører fra os,” mens hans fars øjne løber i vand. Hvor Watanabe synger “Livet er kort” – “ah, en kærlighedssang fra gamle dage,” siger barpianisten hos Kurosawa – er det en skotsk tåreperser, “The Rowan Tree” (“Rønnebærtræet”), som Bill Nighy fremfører med patos og sjæl. Der er den samme følelse i sangen: “Lev, min pige, mens du kan,/ mens dine læber endnu er røde/ og før du bliver kold”.
Bill Nighy fuldender portrættet
Alt mødes i den ikoniske scene, hvor den døende mand sidder på gyngen i sneen, betragter sit værk og husker det hele. Kurosawa gik tæt på hans ansigt. Hermanus’ fotograf, Jamie Ramsay, gør atter brug af kran og drone, som er gennemgående virkemidler i Living. Det er det samme rum i den samme slags liv. Og det samme lys på et ansigt til slut.
Ikiru er en klassisk film, som altid står på de kritiske lister. Men det lykkes Hermanus at skabe et værk, der kan stå ved dets side og være en film i sin helt egen ret. Både Nighy og Ishiguro var Oscar-nominerede for filmen.
Stamtavlen er alenlang og meget imponerende, Det skal man ikke lade sig påvirke af. Jeg vil faktisk foreslå, at man bare ser Living, uden først at gå til originalen. Som jeg ikke desto mindre har sagt adskilligt om hér – for det er jo den slags, en kritiker gør.
Filmen står eller falder med Bill Nighys portræt af en mand, der fortryder. Han har sjældent eller aldrig været bedre. Meget i Living kommer af stoffet, men det er frem for alt en stor skuespiller, som forløser og fører det hjem.
Noter
*) Kurosawa skrev Ikiru sammen med Hideo Oguni (1904-1996) og Shinobu Hashimoto (1918-2018). Hashimoto var på sin side inspireret af Lev Tolstojs fortælling om Ivan Iljits død (1886), som er oversat til dansk mange gange, senest af Marie Tetzlaff i 2015.
**) Den italienske originaltitel på En nævefuld dollars var Il magnifico straniero, og filmen hed stadig The Magnificent Stranger ved sin internationale lancering. Tre dage før den amerikanske premiere blev titlen ændret til A Fistful of Dollars. Yojimbo er ført tilbage til udgangspunktet i Walter Hills Last Man Standing (1996), hvor Bruce Willis og Christopher Walken er antagonister i Jericho, Texas, i 1930. Her hedder manden uden navn meget passende John Smith. “The Man with No Name” var et PR-påfund. I A Fistful of Dollars hedder han Joe. I The Good, The Bad and the Ugly (1965)bliver karakteren kaldt Blondie. Udvekslingen mellem japansk og amerikansk er mangfoldig. John Lasseter og Andrew Stanton lod sig lykkeligt inspirere af De syv samuraier, da de skabte Pixar-filmen A Bug’s Life (1998, da. Græsrødderne).
*** Ishiguro forsøgte faktisk at skrive som Kafka i romanen The Unconsoled (1995, da. Koncerten). Samtalen med Kazuo Ishiguro er trykt i Andre stemmer. Forfatterportrætter og værkstedssamtaler. 30 interviews (Forlaget Per Kofod, 1995).
**** Bjørn Rasmussen angiver følgende spillelængder i Verdens bedste film (1970): “Opr. længde: 143, 3918 m, nedklippede udgaver: 130 min. (i England), 126 min. (i Frankrig) og (i Japan) 103 min. 2820 m – længde i da. TV: 120 min. – Vist i TV 11.11.1965.” Jeg har ikke haft mulighed for at sammenligne de redigerede udgaver, men gætter på, at det er den lange (og trættende, skønt genialt anbragte) begravelsesscene, samt måske nogle nattelivsoptrin, der er taget ud.
Læs også denne filmanmeldelse af Bo Green Jensen: Aftersun: Omkring en far – erindringens sprog får en ny dialekt
Denne anmeldelse, der også findes på Bo Green Jensens blog, bringes i POV efter aftale med skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
