DEBAT // POLITIK & SAMFUND – Frontlinjen for det anstændige har flyttet sig i den danske offentlighed, mener Jon Eirik Lundberg, der aner en tendens henimod en form for tøbrud. Der bliver sagt og skrevet ting, som længe har været forvist fra den store samtale, og det lover godt for Skandinavien.
Der foregår noget i den danske offentlighed; et tøbrud af en art. Der bliver sagt og skrevet ting, man indtil for nylig ikke troede mulige. Og nej, jeg tænker ikke på tonen i debatten eller et skred til højre.
De ting, der siges her kendetegnes snarere ved deres selvfølgelighed og ved at det, enhver kan tænke og sanse, vinder indpas. Det særlige er, at dette i sig selv ledsages af noget, jeg bedst kan beskrive som en art forårsfornemmelse, fordi det har været svært at italesætte. Som om der har manglet brikker i puslespillet.
Nu ved vi, at den følelse har været berettiget. Der findes mekanismer, som har holdt viden tilbage.
Har Nye Borgerlige og Rasmus Paludans kommunikative strategier for opmærksomhed flyttet frontlinjen for det anstændige forbi de traditionelle grænsepæle, så den tidligere slagmark nu er ved at blive forladt og dermed beboelig?
Jeg vil fremhæve et par banebrydende opslag:
Det første med forsinkelse: En historie fra oktober 2018 om angrebet på Krudttønden på Østerbro i København. Politiet holdt en række oplysninger tilbage ”af hensyn til moskeernes ry”.
Det ville skade deres ry, mente man, hvis offentligheden fik at vide, at Omar Hussein, terroristen bag angrebet på Krudttønden og Synagogen 14/2 2015, frekventerede disse.
Således blev det offentligt kendt, at vigtig information knyttet til terrorangreb kan tilbageholdes af myndighederne ud fra nogle helt særlige hensyn. I en tid hvor europæiske lande anlægger et kritisk blik på f.eks. Tyrkiets institutioner i Vesten, og hvor der tales åben om andre landes politiske agitation via den type kanaler, kan den information være relevant.
Tirsdag 2. april i år faldt der dom i en anden sag, hvor en journalist dømmes for at have omtalt terroristens familie. Sammen giver de to sager nogle spor og bud på, hvorfor vi ved så lidt om baggrunden for en række angreb de senere år.
Den 15. februar 2019 omtaler Berlingske en ny bog, der beskriver en anden form for mørklægning. Denne gang begået af forskere.
Offentligheden ved ikke, at vold i visse grupperinger handler om ære, og ikke om ”utilpassede” individer, fremgår det af artiklen. En oplysning med betydelig spredningseffekt, både fordi oplysningen kan ændre institutionernes tilgang og bedre komme problemet til livs, og fordi den viser, at der kan eksistere en tavshedskultur blandt forskere. Som igen kan forklare, fra en anden vinkel, den førnævnte mangel på viden om angrebenes baggrund.
Siden Vilks i 2007 blev brugt som påskud for den svenske version af en ”muhammedkrise”, har hans kunstneriske praksis netop været mødt med alt andet end venlig opmærksomhed tæt fulgt af berøringsangst
Samme dag i februar træder den svenske kunstner og professor, Lars Vilks, frem i DR2’s program, Deadline. Han interviewes i anledning af udgivelsen af en ny bog, hvor han bidrager med nye tegninger, og som POV har omtalt i to artikler fra hhv. forordet og i et uddrag.
Siden Vilks i 2007 blev brugt som påskud for den svenske version af en ”muhammedkrise”, har hans kunstneriske praksis netop været mødt med alt andet end venlig opmærksomhed tæt fulgt af berøringsangst.
Store dele af offentligheden i både Sverige og Danmark lagde sig straks på den linje, at kunstnerne i en vis grad er medvirkende til den type kriser. De ”ved jo”, hvad den slags ting kan føre til (altså vold). Så hvorfor gør de det alligevel? Det skulle vel ikke være for opmærksomhedens skyld?
I årevis har selv denne vanvittige synsvinkel haft en plads. Det undersøgende blik på den disproportionale reaktion har man omvendt ikke set så meget til, som man måske ville forvente.
Men nu sker der omsider noget.
I det rummelige DR-interview slipper Vilks ind med sin fortælling. Da han i sin tid leverede sin hundetegning til en udstilling dedikeret til ”hunde i kunsten”, havde han ingen anelse om det ragnarok, der ventede forude. Han kunne ikke vide noget om den betændte debat, både værket og han selv var på vej ind i. Den ekstremt splittede offentlighed og fjendtligheden imod enhver, der udfordrede ”tonen i debatten”, altså mørklægningen, var en ny erfaring for ham.
Da han ikke hørte til den ene eller anden fløj, måtte han finde et rum midt imellem.
Det skelsættende ved samtalen i Deadline er dens enkelhed, nærmest uskyld. Journalisten ønsker på ingen måde at voksenopdrage Vilks eller forvrænge hans udsagn
Det rum er ”tomt og mørkt”, fortæller han i Deadline. Ingen af siderne omfavner én, når man befinder sig dér. Dog oplevede han naturligvis støtte fra den islamkritiske side og fandt også den mest interessant, ”fordi den er underdog. Den sætter sig op mod magten. Mod alt det vi har fået fortalt, vi skal mene.”
Det skelsættende ved samtalen i Deadline er dens enkelhed, nærmest uskyld. Journalisten ønsker på ingen måde at voksenopdrage Vilks eller forvrænge hans udsagn. Det er helt tydeligt ikke programmets ønske at styre publikums perception. Der er tillid til den enkeltes dømmekraft, både Vilks’ og publikums.
Der er et fravær af kontrol, som jeg længe har ønsket mig skulle komme tilbage. For intet kunne virke mere malplaceret denne 15. februar end en politisk diagnose. Selv Hitler er lagt tilbage i graven. Den ellers mytologiserede ”højrefløj” er i stedet forvandlet til magtkritisk ”underdog” og modsætter sig diktat som noget naturligt. Hvad det også er, men på ingen måde har været siden 2001.
Jeg spørger mig selv, om Nye Borgerlige og Rasmus Paludans kommunikative strategier for opmærksomhed har flyttet frontlinjen for det anstændige forbi de traditionelle grænsepæle, så den tidligere slagmark nu er ved at blive forladt og dermed bliver beboelig?
Hvis det er en del af effekten, lover det godt for hele Skandinavien. For der er ikke brug for mere af det, der var. Der er brug for, at rummet i midten ikke er tomt og mørkt, men befolket og rart.
Topfoto: Lars Vilks, Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
