
FESTIVAL – Forventningerne til dette års Heartland festival har ikke været store. Musikprogrammet er præget af små danske navne og sikre internationale valg, vejret lover ikke bragende sol, men nærmere regn og mudder, men med intellektuelle superstjerner som Judith Butler blandt gæsterne har du dog stadig en god grund til at stille dig i kø foran talk-teltene.
Det er nu snart ti år siden, at kunstmuseet Louisiana i Humlebæk begyndte at afholde sin årlige kulturfestival Louisiana Literature. Siden dengang har fænomenet bredt sig, så selv Roskilde festival er begyndt at inddrage den moderne foredragsform ”talks” som en fast del af deres program.
Trods markedet altså er ved at være mættet i forhold til sommerens forskellige kulturbegivenheder, så udmærker Heartland sig stadigvæk ved at være den eneste festival på Fyn, som tilbyder et bredt og stort udvalg af intellektuelle og kulturelle talks.
Hvis du interesser dig for bæredygtighed, fremtidens arbejdsliv, kønsforskning, menneskets biologiske udvikling eller bare gerne vil opleve en af de mange kendte personligheder, som eksempelvis tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, så indeholder årets talk-program et bredt og spændende udvalg.
Med 38 foredragsholdere og et hav af emner kan det dog være svært at få et overblik over, hvem de forskellige navne er, og hvad de står for. Derfor giver jeg her mit bud på de begivenheder, som du skal se/høre på dette års festival.
Guy Standing & Anders Fogh Jensen – What if the precariat becomes the mass class of the future?
Torsdag kl. 14.30
Den kendte danske filosof og forfatter Anders Fogh Jensen overraskede tidligere på måneden, da han efter kun otte måneder opsagde sin stilling som forstander på Vestjyllands Højskole. Paradoksalt nok kommer han i år til Heartland for lige præcis at tale om projektstillinger og korte ansættelser.
I dialog med den britiske økonom Guy Standing vil han nemlig diskutere ”prækariatet” – et begreb, som Standing har skabt for at kunne beskrive, hvordan fremtidens samfund og arbejdsmarked vil forme sig, når mennesket ikke længere vil finde identitet i et mangeårigt og sikkert job, men i stedet vil bevæge sige rundt mellem løse ansættelser i forskellige brancher.
En af Jensens hovedpointer er, at den manglende erfaring kan skabe et arbejdsmarked præget af nytteløst og værdiløst pseudoarbejde.
Trods du er kommet til Heartland for at holde fri, tegner det til at blive en underholdende og interessant talk.
Robert Sapolsky og Lone Frank – What is the future of human nature?
Fredag kl. 16.30
Sidste år skrev neurobiolog og forfatter Lone Frank en artikel i Weekendavisen under titlen Naturlig dannelse. Her satte hun fokus på dannelse fra et naturvidenskabeligt perspektiv. Hendes pointe var grundlæggende, at den moderne og teknologiske verden har skabt et øget behov for, at identitet og verdensforståelser ikke kun relateres til klassisk litteratur og kunst. Hvis vi skal forstå de store spørgsmål omkring psykologi og adfærd må eksempelvis genetik inddrages.
Du kan derfor glæde dig til hendes samtale med den amerikanske biolog Robert Sapolsky, når de forsøger at belyse menneskets sociale- og kulturelle adfærd ud fra et naturvidenskabeligt perspektiv.
Minik Rosing & Kasper Colling Nielsen – Hvordan skal vi forstå klimakrisen?
Lørdag kl. 10.30
Den kommende valgkamp har sat et massivt fokus på klimakrisen. Alle partier vil være grønne, de unge har været på gaden i protest og flere forskere har skrevet opfordrende artikler, som sætter en hård dagsorden med dystopiske undertoner. Men klimakrisen er også et lidt diffust fænomen, som har kastet flere konflikter end løsninger af sig og gjort både kritikere og tilhængere forvirret over, hvordan vi helt konkret skal forholde os til flydende problemer, som influerer alle jordens nationer og mennesker. Kan det løses lokalt, og kan vi overhovedet ændre den udvikling, som har transformeret verden siden industrialiseringen?
For at diskutere dette uoverskuelige emne, har Heartland trukket to stærke stemmer ind. Forfatteren Kasper Colling Nielsen har forsket på CBS og selv udgivet flere skønlitterære bøger om emnet. Heraf har især Mount København, 2010, skabt et reflekterende blik på fremtiden. Som samtalepartner får han geologiprofessor Minik Rosing, der med hårde facts forhåbentlig kan ligge en nøgtern og konkret ramme omkring deres samtale.
Judith Butler– What is the future of gender politics?
Lørdag kl. 14.45
Det er svært at interessere sig for eller studere kønspolitik uden også at stifte bekendtskab med Judith Butler. Den amerikanske filosof har siden sit skelsættende værk Gender Trouble (Kønsballade), 1990, været en af de vigtigste moderne kønsteoretikere. Med værkets opgør med det biologiske køn og teorier om den heteroseksuelle matrix har flere tænkere siden udråbt Butler som en af skaberne af både queer-teorien og tredjebølgefeminismen. Bogen er på den baggrund blevet en af de mest solgte indenfor kønsteori, og Butler har for længst opnået kultstatus blandt tidens unge feminister.
Nogle filosoffer får så stor betydning for den efterfølgende forskning og det omkringlæggende samfund, at de vinder både fjender og beundreres respekt. Lige meget om du er konservativ, yderliggående feminist eller bare en gængs festivalgæst må du derfor ikke gå glip af muligheden for at opleve en af denne generations vigtigste intellektuelle.
Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.