LITTERATURKANON // KRONIK – Kanon 2025 for gymnasiets danskfag er på plads, og i år bærer den præg af færre forfattere, mere ligestilling og en udstrakt hånd til rigsfællesskabet. Det er gennemtænkt og tiltrængt, skriver Steen Beck. Men kan en liste, uanset hvor velkomponeret den er, få unge, der konstant bombarderes af sociale medier og hurtige skærmklip, til frivilligt at fordybe sig i gamle tekster?
Så er Kanon 2025 for danskfaget i gymnasiet på plads. Den afløser 2004-kanonen og gør det på en både gennemtænkt og gennemsympatisk måde.
Udvalget med litteraturprofessor Anne-Marie Mai i spidsen sender signaler til den gymnasiale sektor, som fastholder betydningen af, at der læses kvalitetslitteratur, og derudover rummer den nye kanon vigtige signaler i forhold til køn, rigsfællesskab og en vis valgfrihed på lærersiden. Hurra for det!
I realiteten står og falder dens succes med, om den kan stimulere til læsning af og engagement i de kanoniserede forfatterskaber
Der er imidlertid mere at diskutere, når det kommer til spørgsmålet om, hvilken betydning sådan en kanon i realiteten vil få for unge menneskers interesse for den danske litteraturhistories klassikere. For i realiteten står og falder dens succes med, om den kan stimulere til læsning af og engagement i de kanoniserede forfatterskaber.
Den obligatoriske liste
I 2004-kanonen var der 14 forfattere med, og heraf var de 13 mænd. Den obligatoriske liste i Kanon 2025 rummer blot syv forfattere. På de mandlige forfatteres side er Ludvig Holberg, H.C. Andersen, og Henrik Pontoppidan gengangere fra 2004, mens Søren Kierkegaard er ny.
Valget af Kierkegaard på så snæver en liste kan man diskutere, da han ret beset var mere filosof og teolog end skønlitterær forfatter).
Det er Tove Ditlevsen, der er den virkelige fornyelse på den lille liste
På de kvindelige forfatteres side er Karen Blixen genganger, mens Tove Ditlevsen og Inger Christensen er nye (det skal dog for fuldstændighedens skyld nævnes, at både Kierkegaard og Christensen var med i den vejledende 2004-liste for gymnasiet).
Så det er Tove Ditlevsen, der er den virkelige fornyelse på den lille liste, og med den popularitet, hun de seneste årtier har vundet blandt læsere, er der tale om en både forventelig og fortjent nyhed.
Den obligatoriske liste rummer ikke de store overraskelser, og det skal en kanon ret beset heller ikke. Den skal snarere stadfæste, hvad vi allerede ved og er nogenlunde enige om.
Når man betænker, at udvalget har skullet fordele sol og vind lige i forhold til køn, litteraturhistoriske epoker og vel også litterære genrer, så er den obligatoriske liste god og afbalanceret – og den sender først og fremmest et stærkt signal om, at det maskuline regimes tid i litteraturen er endegyldigt forbi.
Man kunne godt muntre sig med den gode gamle leg om, hvem der mangler, men her har kanonudvalget foretaget et kløgtigt valg, som tager luften ud af den slags diskussioner, for alt det, der mangler på den obligatoriske liste, er nemlig kommet med på udvalgets anden liste.
Bruttolisten
Foruden den obligatoriske liste har kanonudvalget udarbejdet en bruttoliste, som lærere kan vælge mere frit fra. Denne liste tæller ligesom den obligatoriske liste kun afdøde forfattere og slutter med Pia Juul og Yahya Hassan, som døde alt for tidligt.
Bruttolisten består af 26 forfattere taget fra litteraturhistoriens øverste hylde og to temaer (rigsfællesskabets mundtlige traditioner og islandske sagaer). Lærere og elever skal herfra vælge mindst 12 af de valgte temaer. Af de 26 forfattere på bruttolisten er 11 kvinder og 15 mænd, så også her er et nyt syn på kønsfordelingen markant.
Bruttolisten rummer også norske og svenske forfattere (Amalie Skram, Henrik Ibsen og Edith Södergran), men det smukkeste træk ved den er nu efter min beskedne mening, at der også er blevet plads til forfattere fra rigsfællesskabet, nemlig færøske Wilhelm Heinesen og grønlandske Hans Lynge.
Heinesen er allerede en kendt og skattet forfatter i dansk litteraturhistorie, men højdespringeren på listen – ja, i kanonudvalgets samlede udspil – er hævet over enhver tvivl grønlandske Hans Lynge, og det er der virkelig grund til at være tilfreds med.
Der er altid én eller anden lille aktuel dagsorden, der sniger sig ind, når politikerne, der jo finansierer og lægger ministerium til det hele, blander sig
Lynge, som primært var maler, skrev ”Den usynlige vilje”, hans eneste større skønlitterære værk, i 1930’erne. Her griber han tilbage til inuits traditionelle kultur, som han fylder med eksistensfilosofiske temaer. Der er tale om bloddryppende saga og sitrende kærlighedsdrama i ét.
Romanen er relativt kort, den er skrevet letforståeligt og elegant, og den lægger med ukuelig optimisme op til uendelige samtaler om etik, tro, fællesskab og ensomhed. Man kan kun håbe, at lige netop denne roman bliver købt i klassesæt og brugt i forbindelse med værklæsning. Ingen vil med garanti blive skuffet.
Kanondebat i en skinger tidsalder
Begrebet kanon lyder prægtigt. Det klinger af en endelig fastlæggelse af noget, der har værdi og hæver sig over tidens tand og smålige diskussioner. På den baggrund er det tankevækkende, at 2025-kanonen afløser en litteraturkanon fra 2004, og som altså kun er ca. 20 år gammel.
Når litteraturkanoner er knap så langtidsholdbare, som ordet lægger op til, hænger det jo nok sammen med, at tiden jo ikke står stille, selvom man måske indimellem kunne ønske det.
Hertil kommer, at en litteraturkanon om noget hænger sammen med ideologi og politik, og der er altid én eller anden lille aktuel dagsorden, der sniger sig ind, når politikerne, der jo finansierer og lægger ministerium til det hele, blander sig.
Sådan har det faktisk været fra starten, dvs. siden begyndelsen af 2000-årene, hvor kanonerne bragede ind over kulturlivet, bl.a. initieret af daværende kulturminister Brian Mikkelsen.
Den gode smag, som tidligere blev varetaget af sejlivet tradition og gymnasielæreres sans for det væsentlige, blev i en tid, hvor man frygtede for danskhedens forsvinden i indvandring og globalisering absorberet af politiske partier.
Tiden for en indlemmelse af litteraturen i den politiske værdikamp var kommet. Så da Mikkelsen nedsatte diverse kanonudvalg for en række områder, heriblandt et for litteraturen, og proklamerede, at det skete for at redde dansk kultur fra multikulturalismen, skabte det hurtigt gnidninger.
Den mere ligeligt kønsmæssige fordeling har helt i tidens tand og fra begyndelsen været øverst på udvalgets dagsorden
Der var nemlig medlemmer af litteraturkanonudvalget, der gerne ville slå et slag for dansk litteratur, men som ikke ønskede at deltage i en nationalkonservativ kampagne, som er litteraturens væsen fremmed.
Den slags diskussioner ser man ikke ud til at have haft i Kanon 2025-udvalget, men aktuelle temaer fylder fortsat godt op i arbejdet. Den mere ligeligt kønsmæssige fordeling har helt i tidens tand og fra begyndelsen været øverst på udvalgets dagsorden.
Rigsfællesskabet fylder også godt op, hvilket naturligvis hænger sammen med de aktuelle diskussioner om forholdet mellem Grønland og Danmark og et behov for at signalere kulturel samhørighed mellem Danmark og Grønland i en tid, hvor Donald Trump huserer i kulissen.
Så langt så godt, men så læser man undervisningsministerens kommentar til kanon 2025-udvalgets resultater i lærernes fagblad Gymnasieskolen, og tankerne glider tilbage til Brian Mikkelsens nationalkonservative kampagne. Efter at have rost udvalgets arbejde tilføjer Mattias Tesfaye: ”Med denne litteraturkanon suppleres den militære oprustning også med åndelig oprustning i dansk og nordisk kultur.”
Begrebet åndelig oprustning er hørt andre steder i regeringen, men det er første gang, at jeg ser det i så tæt sammenhæng med militær oprustning og så tæt knyttet til kanon-diskussionen.
Udsagnet er lige til at græde over. Litteratur og krig har selvfølgelig intet med hinanden at gøre – kun i hovedet på en politiker, som tror, at litteratur på plat vis opdrager til danskhed og nationalfølelse.
Men det gør litteratur ikke, Tesfaye: Den danner til lydhørhed, empati, tolerance, forståelse, kærlighed, skønhed og eftertænksomhed. Litteraturen kan godt rette fokus mod det danske, men den kan også revse og udstille selvsamme danskhed på vegne af et universelt syn på menneske og samfund.
Til hvilken nytte?
Lad mig bare gå til bekendelse og indrømme, at jeg altid har haft det ambivalent med hypen omkring kanoner. Dybest set tænker jeg, at diskussioner om smag bør være åbne og uafsluttede, og de bør have hjemme i civilsamfundet og i åbne samtaler blandt litteraturelskere.
Sådan var det i en vis forstand engang. De litterære klassikere var i centrum for forestillingen om, hvad et dannet menneske skulle vide noget om, og elever i gymnasiet tilegnede sig litteraturen, fordi de her kunne tilegne sig en helt afgørende kulturel kapital, der var anerkendt og i et vist omfang blev dyrket i det omkringliggende samfund.
Tiderne er skiftet, og i dag er litteraturen blevet en subkultur blandt andre
Den litteraturhistoriske læsning, hvor de fleste af værkerne i den nuværende kanon hørte hjemme, fungerede som en slags national og europæisk dannelsesfortælling med retning mod elevens egen nutid.
Men tiderne er skiftet, og i dag er litteraturen blevet en subkultur blandt andre, og humaniora, der jo både afleverer dansklærere til gymnasiet og udgør kerneafsendere og -modtagere for den litterære kanon, kæmper for livet på universiteterne.
I sådan en tid kan en kanon – om ikke andet – udstråle autoritet og vilje på vegne af den gode litteratur og klassikerlæsningen, mens det humanistiske skib langsomt går under til citater af Kierkegaard, Pontoppidan og Blixen.
Sådan er virkeligheden lidt hårdt karikeret i den verden, der omgiver Kanon 2025, og jeg kan derfor godt blive en smule mistroisk, når jeg i udvalgets rapport læser om alt det gode, den nye kanon kan gøre for nutidens elever.
Her kan man bl.a. læse, at det ”er udvalgets håb, at Kanon 2025 vil styrke danskfaget, højne læselysten og give nye generationer af elever et godt kendskab til fremragende og fængende litteratur fra vores lange historie”.
Lige netop denne sætning forekommer mig at være en smule naiv. Skal en kanon virke, dvs. stimulere elever til at læse klassikerne, skal den indgå i et samspil med en række andre faktorer, der påvirker elevers læsning, og det er dem, vi efter min mening skal fokusere på i forlængelse af kanonudvalgets gode arbejde.
Et samspil mellem flere faktorer
Mange unge mennesker læser mindre end nogensinde, fordi de sociale medier er godt i gang med at okkupere deres hjerner, og fordi deres narrative fascination er flyttet ind i skærmverdenens film og serier, som sandsynligvis kobler sig til den menneskelige hjerne, sproget og fantasien på andre måder end det skrevne ord.
Hvad angår dansklæreres undervisning i litteraturhistorie, en historisk tilrettelagt kanons naturlige tumleplads, er denne for længst blevet afløst af mere historiefragmenteret tekstlæsning samtidig med, at undervisningen i medier og sprog trænger sig på i forhold til tidligere tider, hvor der var mere plads til litteraturen.
I forlængelse af denne konstatering kan man stille spørgsmålet over dem alle, nemlig hvad der skal til for at gøre elever mere interesseret i de store danske forfattere i en tid, hvor en sådan interesse langt fra er indlysende.
Tak til Kanon 2025-udvalget for at have gjort deres del af arbejdet på smukkeste vis
Det starter givetvis i hjemmet, hvor mor og far skal læse højt og snakke med deres børn om de historier, de læser. Det fortsætter sandsynligvis med, at den 10-15-årige bliver interesseret i at læse alderssvarende bøger selv: ”Harry Potter” og andre romaner med retning mod fantasygenren har her gjort meget godt for de børn, der kommer til at kunne lide at læse.
Næste trin kan være at lave en skole fuld af hyggelige rum, hvor elever i visse tidsrum kan flyde i lænestole og sofaer, mens de sluger snart sagt hvilken som helst litteratur – og det kan følges op med klubber, hvor de anmelder bøger for hinanden, mens skolebiblioteket syder og bobler med udlån.
I et sådant – indrømmet – utopisk miljø har dansk og nordisk, grønlandsk og færøsk litteratur af den mere krævende slags og med eller uden kanonetikette på forsiden en reel mulighed for at blive et næste trin i det store barns og den unges litteraturlæsning.
Hertil kræves lærere, som kan stimulere til meddigtning, detektivisk nærlæsning og eksistentiel revitalisering, når den umiddelbare oplevelseslæsning er overstået. Jeg tror egentlig, at lærerne allerede nu er klar til at påtage sig denne opgave.
Tak til Kanon 2025-udvalget for at have gjort deres del af arbejdet på smukkeste vis – og hvis Tesfaye og andre dagsordensættende politikere vil være så venlige at beherske sig med krigerisk retorik på litteraturens og litteraturdidaktikkens vegne, skal der herfra også lyde en tak til dem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og