GRØNLANDSKE STEMMER // ESSAY – Hvordan ville inuitkulturen have udviklet sig uden kristendommen? I Hans Lynges roman Den usynliges vilje fra 1938 gives et sjældent litterært bud på, hvordan et nyt etisk menneskesyn kunne vokse indefra i den grønlandske fangerkultur – længe før danskerne og deres religion gjorde deres indtog. Romanen forener myte, blodhævn og åndelig forvandling i en fortælling, der er lige så meget et grønlændsk opgør med kolonitidens mentalitet som et universelt dannelsesdrama.
Der er almindelig enighed om, at danskere ved for lidt om Grønland. Litteratur og erindringer kan hjælpe os til en nærmere forståelse af historien set ’indefra’, og i denne og en række følgende artikler præsenteres grønlandske stemmer i litteratur og erindringer fra 1700-tallet og frem til i dag.
Kan man forestille sig en roman, som kombinerer blodhævnsdryppende saga og myte med Fjodor Dostojevskijs højspændte eksistensdrama om skyld, soning og en ny frihed og tro?
Som dansker skal man selvfølgelig passe på med at gøre sig klog på, hvordan mennesker fra en kultur, der adskiller sig fra ens egen, tænker og føler; men er det ikke netop litteraturens store fortjeneste, at den indvier læseren i livsverdener, som kan være langt væk fra én selv, både historisk og kulturelt?
I denne tredje del af Grønlandske stemmer er vi nået til maler, forfatter, debattør Hans Lynge og hans fantastiske roman Den usynliges vilje.
Multikunstneren Hans Lynge
Kan man forestille sig en roman, som kombinerer blodhævnsdryppende saga og myte med Fjodor Dostojevskijs højspændte eksistensdrama om skyld, soning og en ny frihed og tro?
Kan man forestille sig en hovedperson, som er bestemt til et tragisk endeligt i menneskenes verden, men som langt ude i vildnisset finder en ny mening, som han vender tilbage til fællesskabet med? Sådan en roman er Den usynliges vilje. Men først noget om Hans Lynge, som er forfatteren til det lille mesterværk.
Hans Lynge (1906-1986) er en af Grønlands store kunstnere og kulturpersonligheder i det 20. århundrede. Han var maler og billedhugger, han skrev romaner, drama og digte, og han var i mange år en vigtig stemme i Grønlands politiske og kulturelle liv.
Lynge var uddannet kateket, men lige før han skulle præstevies, blev han ramt af tuberkulose, og i stedet for at gå den kirkelige vej slog han ind på en kunstnerisk karriere. Samtidig gik han ind i politik og blev valgt til kommunerådet i Qaqortoq (Julianehåb) i 1937 og til Sydgrønlands landsråd i 1939.
I årene efter Anden Verdenskrig blev Lynge uddannet på kunstakademiet i København, og han foretog flere rejser til Frankrig og Italien. Her blev han bl.a. optaget af europæisk impressionisme, som blev en af inspirationskilderne til hans sanselige og stemningsfulde malerier, hvor grønlændere og den allestedsnærende arktiske natur er de tilbagevendende motiver.
Lynge levede i perioder af sit liv i Danmark, og som den kosmopolit han var, sugede han til sig af mange impulser både i Danmark og resten af Europa. Samtidig – og uden betænkeligheder i forhold til at kombinere europæisk, dansk og grønlandsk i sit eget liv – var han en stor tilhænger af øget grønlandsk selvstændighed, for han mente, at bevidsthed om et lands historie og kultur er en grundbetingelse for nutidige menneskers vej til fremtiden.
Lynge udfoldede store dele af sit virke i årene, hvor Grønland hørte op med at være koloni, men han var på ingen måde imponeret over den måde, kolonistyret blev afviklet på.
Nok blev Grønland formelt gjort til et dansk amt i 1953, men de store moderniseringsprojekter med G-50 og G-60 manglede for ham at se et kulturelt og åndeligt fundament, der kunne understøtte forandringerne og skabe øget selvbevidsthed i Grønland.
Han skrev bl.a. kritisk om det såkaldte fødestedskriterium, der på trods af formel ligeværdighed mellem Grønland og Danmark sikrede danskere i Grønland markant bedre lønforhold end deres grønlandske kolleger med samme arbejde.
I 1960’erne blev han en markant talsmand for partiet Inuit Partîat eller Inuitpartiet, en forløber for et parti som Siumut, der i mange år skulle blive Grønlands mest indflydelsesrige parti, og som han da også støttede og lavede valgplakater til.
I et lejlighedsdigt skrevet i 1978, året før vedtagelsen af Hjemmestyret, formulerer han sin holdning tydeligt:
”Der har været talt meget om G-60’s fejltagelser:
Højhusene daniseringen fødestedskriteriet
Grønlændere der var til uddannelse i Danmark
Nægtede at rejse hjem
Det mindede uhyggeligt om de russiske 5 års-planer indenfor landbruget
Planerne fryses fast for en årrække
Alle landets problemer såede tvivl om kommissioners værdi
Mon ikke man skulle have ladet Landsrådet om det?
Det burde være landets højeste forum for sligt (…)
Nu ved vi, at der ikke er noget drømmeland
Livet er svært
Men lad os lære ved at begå fejlene selv”.
Men nu til Lynges lille mesterværk Den usynliges vilje, som han skrev i 1938, hvor tuberkulosen havde gjort ham usikker på fremtiden, og hvor han ifølge egne oplysninger søgte ud i naturen for at finde den dybere mening med det hele. Ikke helt ulig romanens hovedperson …
Hævndrab, eksistenskrise og et nyt liv
Den usynliges vilje handler om to brødre, som vokser op i et grønlandsk fangersamfund i tiden før Hans Egede og den dansk-norske kolonisering.
Brødrene Saamik og Ulloriaq, romanens hovedperson, lever et ubekymret og kærlighedsmættet liv med deres familie. Om Ulloriaq hører vi ligefrem, at han er begyndt at regne sig blandt de få mennesker, man kan kalde lykkelige.
Han modtager dog også varsler om, at han skal opleve et stort mørke, før han finder ud af, hvad meningen med hans liv er. I den forstand rummer romanen allerede fra starten en foregribelse af det, der skal blive pointen til slut, og læseren advares mod at falde til ro i den kun tilsyneladende idyl.
Ulloriaq har et godt øje til pigen Arnannguaq, som gengælder hans interesse, og alt tegner i det hele taget lyst for den unge mand. En dag, hvor de to brødre i et drabeligt boldspil har vundet over nogle drenge fra en anden boplads, hævner disse sig ved at afsløre en frygtelig sandhed, som er almindelig kendt i samfundet, undtagen af de to brødre: Drengene fortæller, at Qulutaq, som de har troet var deres far, er deres biologiske fars morder. De har altså levet hele deres liv på en løgn, som deres egen mor ovenikøbet kendte til.
I overensstemmelse med den traditionelle inuitkulturs uskrevne regler skal en sådan forbrydelse, der krænker alle uskrevne regler, hævnes. Inden han mister livet, fortæller Qulutaq, at de to drenges biologiske far ærlig talt var en skidt karl, der havde udenomsægteskabelige forhold til andre kvinder, ligesom han var hustrumishandler.
Inden han dør for brødrenes knive fortæller Qulutaq også sin egen smertefulde historie som forældreløst barn på jagt efter kærlighed og forståelse, så han er også – får man indtryk af – en slags offer for tilværelsens luner og tilfældigheder. De to brødre slår fadermorderen ihjel, uden at han gør modstand, for han har egentlig bare ventet på deres dom.
Umiddelbart efter de dramatiske begivenheder begynder Ulloriaq at tvivle på sine egne motiver til mordet. Var det moralsk rigtigt at slå Qulutaq ihjel, når han på mange måder var et godt menneske? Og havde han ikke sine trods alt forståelige motiver til at slå deres far ihjel? Hvordan skal det gå med deres elskede mor, når hun overlades alene til sig selv? Begik han dybest set hævnmordet, fordi han havde behov for at blive respekteret hos sine fæller på bopladsen og ikke på grund af en dybere og personligt gennemtænkt moralsk nødvendighed?
Ulloriaq bliver kort sagt i tvivl om, hvem han selv er, og han synker ned i en depression. Moderen tager kort tid efter mordet sit eget liv, og i sin eksistentielle og religiøse krisetilstand søger Ulloriaq ud i fjeldene langt fra bopladsen. Han går qivitoq eller bliver fjeldgænger og er fast besluttet på at dø en ensom død. Kort tid efter drager Arnannguaq ud for at finde den unge mand, hun elsker.
Hun finder ham, men det bliver på ingen måde et lykkeligt møde, for Ulloriaq har bevæget sig endnu dybere ind i sin depression, og snart bliver han tilmed fysisk syg. Midt i miseren kommer Ulloriaq til kræfter, og han genopdager sin kærlighed til Arnannguaq og får noget af sin livslyst tilbage. Til gengæld bliver hun nu syg.
Da drømmer Ulloriaq en drøm, som mest af alt ligner en ånderejse. Hjælpeånder fører ham gennem et landskab, der symboliserer faser og tilstande i hans sjæl, både hans indre mørke og den kærlighed, det er værd at kæmpe for. Alt dette sker i en symbiose med den grønlandske natur og årstiderne, som hjælper Ulloriaq med at indoptage en ny bevidsthed.
Ånderejsen renser Ulloriaqs sjæl, og genoplivet drager han og Arnannguaq tilbage til bopladsen, til menneskene og fællesskabet. Her møder vi ham nogle måneder senere, hvor han står frem som bopladsens stor-angakkoq, der kan foretage ånderejser og helbrede syge og forpinte mennesker.
Det viser sig med andre ord, at livet som givitoq dybest set var en prøvelse og en forberedelse til livet som åndemaner. Ulloriaq helbreder bl.a. sin bror, som blev sindssyg efter de dramatiske begivenheder omkring drabet på den falske far. Bopladsens benhårde øje-for-øje-moral har med andre ord haft store konsekvenser for andre end Ulloriaq, men pointen er naturligvis, at det på bopladsen nu er slut med en retfærdighedspraksis, som ødelægger mennesker, ikke kun ofrene, men også bødlerne!
Det nye i det gamle – og det gamle i det nye
Hans Lynge har selv fortalt om forhistorien til Den usynliges vilje. I Knud Rasmussens Fra Grønland til Stillehavet (1925) havde han læst om en velfungerende familie på en boplads, som havde direkte kurs mod en tragedie. Det kom Rasmussen for øre, at to sønner havde opdaget, at den de troede var deres far, i virkelighed var deres fars morder, og de havde nu kurs mod at slå ham ihjel.
Rasmussens kommentar var, at man måtte håbe, at kristendommen med dens ideer om tilgivelse nåede frem til det lille samfund, før hævndrabet blev realiseret. Den danske polarforskers fortælling og kommentar fik tankerne på gled hos den unge Lynge, og han spurgte sig selv, hvad der mon kunne ske, hvis et nyt syn på mennesket dukkede frem før kristendommen og voksede frem af den religion og de indre modsætninger, som eksisterede indenfor fangerkulturen med dens benhårde love, som måske trængte til en revision.
Litteraturforskere har peget på, at Lynge i Den usynliges vilje blander traditionel inuittro med umiskendeligt kristent tankegods. På den ene side har vi traditionen, som fortæller, at man skal hævne udåd, en slags øje-for-øje-og tand-for-tand-tankegang, og denne knytter sig til kollektivets uskrevne regler.
Kan man ikke forestille sig, at inuit selv ville have nået frem til et nyt og mere humant syn på fx blodhævn, hvis danskerne havde holdt sig væk med deres kristendom?
Individuel adfærd reguleres af kollektivets behov for enighed og samhørighed og stærkt patriarkalske ideer om mænds og kvinders plads i samfundet.
På den anden side rammes Ulloriaq straks efter drabet af samvittighedskvaler, og han gribes af skyldfølelse og selvbebrejdelse i forhold til sin dåd. Lidt firkantet formuleret kan man sige, at Ulloriaq er vokset op i en kultur, hvor skammen i forhold til kollektivet sætter dagsordenen, men han opdager sin egen individuelle samvittighed og har retning mod en mere skyldsorienteret tilgang til tilværelsen. Her spiller spørgsmålet om de indre motiver og pligten til at tænke selv en stor rolle.
I en vis forstand er Lynge enig med Knud Rasmussen. Der må et nyt syn på etik og dømmekraft til , hvis Ulloriaqs livskrise skal løses, og der er elementer Ulloriaqs nye tro, der umiskendeligt bærer præg af kristent tankegods, fx ideen om tilgivelse og behovet for at tænke selvstændigt i forhold til den samfundsmæssige pligtetik i et direkte møde med den guddommelige magt.
Også tanken om at kærligheden med Paulus’ ord overvinder alt, ikke mindst gennem Arnannguaqs kærlighed til Ulloriaq, er tydelig i romanen. Pointen er imidlertid, at det netop ikke er den kristne Gud, men en mere ubestemt usynlig magt, der romanen igennem arbejder i baggrunden og hen mod slutningen bliver mere tydelig, både via Ulloriaqs ånderejse og via de nye evner, han som åndemaner bruger på bopladsen – og denne magt bekræfter ikke blodhævnen som en acceptabel måde at løse problemer på.
I den forstand kan man sige, at den nye tro og etik, som Ulloriaq opdager i den ensomme tid i fjeldet opstår ud af indre modsætninger og eksistentielt utilstrækkelige forholdsmåder i den traditionelle fangerkultur. Men løsningen er ikke en import af en fremmedstyret religion, men en revision af inuits naturreligion ’indefra’.
Lynges fortælling er kontrafaktisk og hypotetisk, men dens grundlæggende spørgsmål, som virkelig kan sætte tankerne på gled, er klart: Kan man ikke forestille sig, at inuit selv ville have nået frem til et nyt og mere humant syn på fx blodhævn, hvis danskerne havde holdt sig væk med deres kristendom?
Dybest set argumenterer romanen for, at den kollektivistiske bopladskultur med dens benhårde adfærdsregler, der skal følges uden nærmere eftertanke, må og bør afløses af en mere tænksom kultur med plads til tvivl og barmhjertighed
Kan man ikke forestille sig, at inuit af sig selv ville være parat til en mere individualiseret og ’skyldsbetonet’ tro, som kunne forenes med bærende elementer i en animistisk naturreligion?
Kristendommen voksede som bekendt ud af jødedommen, så hvorfor skulle inuit ikke selv kunne regulere måden at forstå forholdet mellem menneske, Gud(er) og samfund på? Ja, ifølge N.F.S. Grundtvig, som Lynge muligvis er inspireret af, overvandt og nedbrød kristendommen ikke den oldnordiske tro; tværtimod rummede denne mange elementer, som i deres egen ret foregreb den nye religion og leverede det, Grundtvig kalder et sindbilledsprog, som både var dybt og afkrævede en hel anden respekt end den, Hans Egede og mange af hans missionær-efterkommere leverede i forhold til inuits religiøse verdensbillede.
Ifølge professor Robert Petersen, som var den første rektor på Grønlands Universitet, kan romanens usynlige kraft forstås som SILA, den gud eller det princip, der inden for inuits åndelige verden forbinder menneske og natur.
Hvad man end vælger at kalde ’den usynlige’, er det under alle omstændigheder interessant, at Lynge med sin roman tager et spørgsmål op, som har optaget filosoffer og teologer siden de gamle grækere, nemlig forskellen på fysis (naturens love) og nomos (menneskenes love).
Dybest set argumenterer romanen for, at den kollektivistiske bopladskultur med dens benhårde adfærdsregler, der skal følges uden nærmere eftertanke, må og bør afløses af en mere tænksom kultur med plads til tvivl og barmhjertighed – og dette er noget, der skal og kan vokse frem i kulturen selv.
Grønlandske stemmer: En roman med universelt tema
Ifølge Hans Lynges hustru Inge Lynge, som selv var en kendt psykiatrisk læge og forsker, havde Lynge en bred teologisk og religiøs orientering, og han var optaget af det universelle i religioner. Det er dette universelle i troen, der slår stærkt igennem i Den usynliges vilje: Her kan alle, uanset kulturel baggrund, være med, og diskussionerne om, hvad og hvem den usynlige er – SILA, Gud, Allah eller hvad vi nu kalder det, vi taler om, når vi fornemmer, at vi er skabte væsener og nogle små størrelser i den kosmiske orden – vil forhåbentlig ingen ende tage, når man har læst romanen til ende.
Hvorfor forfatteren ventede så længe med at udgive romanen til et større publikum er ikke helt klart, men man må sige, at 60’erne, hvor der for alvor kom gang i det grønlandske ønske om selvstændighed, var et velvalgt tidspunkt at udgive fortællingen på
Ligesom det ikke altid lige lette forhold mellem individuel samvittighed og omverdenens mere eller mindre bastante pres kan give anledning til vigtige samtaler om etik, tro og sociale fællesskabers mærkelige mix af identitetsforsikring og konformitetsmekanisme.
Med dens blanding af myte, sagn og psykologisk-eksistentiel granskning er ”Den usynliges vilje” en relativt letlæselig perle af en roman, og spørger man mig, burde den være pensum på danske ungdomsuddannelser. Det er en coming of age-historie, der ikke giver ved dørene, men som samtidig insisterer på, at det er muligt at nå frem til en moden og meningsfuld måde at være menneske på.
Lynge udgav en stensileret udgave af Den usynliges vilje i 1938, men romanen udkom først i 1967 på grønlandsk og i 1990 på dansk. Hvorfor forfatteren ventede så længe med at udgive romanen til et større publikum er ikke helt klart, men man må sige, at 60’erne, hvor der for alvor kom gang i det grønlandske ønske om selvstændighed, var et velvalgt tidspunkt at udgive fortællingen på.
Her blev de stemmer, som vendte sig kritisk mod visse sider af arven fra Hans Egede og missionen mere tydelige end nogensinde, og ideen om en fornyelse af grønlandsk kultur på grønlandske præmisser tog fart.
Hans Lynge byggede på mange måder bro mellem en ældre kateketuddannet og religiøst opdraget generation og 1970’ernes ungdomsoprørere, som begyndte at ane muligheden for yderligere selvstændighed i forhold til Danmark. Rockgruppen SUMÉ satte med tekster på grønlandsk strøm til kravet om øget national selvstændighed, og digteren Aqqaluk Lynge skrev sarkastisk og med stor sproglig energi om dansk ’udsendtisme’, en hel ideologi, som efter hans mening prægede mange danskere i Grønland. Det handler næste kapitel af Grønlandske stemmer om.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og