KUNSTUDSTILLING // ANMELDELSE – Der findes kunstnere, hvor nysgerrighed og bevægelse er alt, sådan en kunstner er Mie Olise Kjærgaard. Her er ingen passiv afventning, ingen ærgerlig stiltiende plads bagerst i køen, ingen undskyldninger, kun talent, kraft og fandenivoldskhed. Hun maler for dig, for mig og for alle de mennesker, der har brudt med antagelsen og normen. Agile Aggressions er Trapholts nyeste udstilling, og den er et besøg værd, skriver Henriette Hellstern.
Med hudløs energi i æstetisk komposition ærer Mie Olise Kjærgaard det ekspressive maleri i al sin livlighed og sætter Emma Gad i skammekrogen en gang for alle. Agile Aggressions er Kjærgaards største udstilling til dato, og formatet klæder både kunsten og museet.
Mie Olise Kjærgaard har malet siden teenageårene på Mors, hvor bølger, skibe og vind i håret satte sine spor i krop og sind. Det er som om, hun aldrig har stået stille.
Kjærgaard er uddannet både som arkitekt og billedkunstner og besidder en imponerende international karriere. Heldigvis formår hun stadig at have begge ben plantet solidt på jorden. Jeg møder hende smilende, stolt og klar i det første rum af de fire velinstallerede sale, sammen med kurator Katrine Stenum Poulsen.
Hvert rum indeholder et særligt tema, hvor vi dels kommer omkring det udfarende, det nære, det altomsluttende og ansvarsfulde, visualiseret af forskellige tilgange, der subtilt illustrerer kunstnerens evnerige formåen. Rum nummer et bærer titlen Out and overboard, og her møder vi kunstnerens univers, som vi kender det, kvinder, der er i gang med at spille tennis, kontrabas, saxofon og trommer på en gang og i alle retninger.
Fladen udfordres her, der og alle vegne, vi kastes rundt i virvaret, og hudløsheden betaler sig
Denne gang kommer figurerne helt ud af rammen, de stirrer dig direkte i øjnene, mens håret pisker hen ad væggen, og taktile malerklatter glider ned ad muren. Beskueren befinder sig på den anden side af tennisnettet, men heldigvis er værket navngivet Everything but Tennis, så vi kan nøjes med at lave vores ketcher om til en guitar og spille med i bandet i stedet.
Ikke en pleaser
Rum nummer to, The line, er det modige rum, eller som Kjærgaard selv udtrykker det: ”værker, hvor bordet fanger”. Noget, der først var en øvelse, blev til en undersøgelse af papirets grænser. Kunne papirets skrøbelige tekstur klare mødet med kunstnerens grove pastose strøg? Ja, det kunne det.
Abstrakte linjer på afstand bliver til tre kvinder og tre dyr ved nærmere eftersyn. Fladen udfordres her, der og alle vegne, vi kastes rundt i virvaret, og hudløsheden betaler sig, for mine øjne kan ikke slippe værkerne.
Rummet viser også et papirværk fra gulv til loft. En hængekøje i sving, fuglen på tråden, der drilagtigt lægger fuglelorte hen ad tørresnoren, som helt naturligt bliver til tennisbolde. Uhøjtideligheden er forfriskende, og Kjærgaard uddyber for mig, at fuglen har fulgt hende, siden hun var i Los Angeles. Nu figurerer den som en signatur på de fleste lærreder, hvor end hun begiver sig ud i verden.
Med udstillinger i New York, Seoul, Acarigua, Berlin og Los Angeles, for bare at nævne nogle få, kunne man nemt blive magelig og maskinel, men tværtimod, Kjærgaard viser, at hun stadig tør lege. Det er sårbart at dele de helt nye værker, som næsten er skitser, langt mere åbne og opløste, men Kjærgaard er ikke kommet for at please.
Der findes kunstnere, hvor nysgerrighed og bevægelse er alt. Sådan en kunstner er Mie Olise Kjærgaard. Her er ingen passiv afventning, ingen ærgerlig stiltiende plads bagerst i køen, ingen undskyldninger, kun talent, kraft og fandenivoldskhed. Hun maler for dig, for mig og for alle de mennesker, der har brudt med antagelsen og normen.
Kasketter frem for heksehatte
”Jeg vil hellere gå rundt om værkerne end sidde og nusse, når jeg arbejder,” uddyber Kjærgaard, og det skinner tydeligt igennem. Vi får selv lov til at gå rundt inde i et værk i rum nummer tre, Focused, Restless and Quite Allright, en total installation bestående af spejle i gulvet og løsthængende lærreder, som danner vægge og loft. Da jeg træder ind, ligger selveste professor emerita og dr.phil. Birgitte Possing lykkelig på spejlpodiet ude i rummet. ”Kom, læg jer ned, det er helt vidunderligt,” udbryder hun begejstret.
Det er et scoop at få Possings betragtninger om kvinder i kunsthistorien med i udstillingskataloget, og hun har ret, det er ganske vidunderligt at kunne træde ind i universet. Kunstneren er lykkedes med at dele den kropslige oplevelse, det også er at arbejde med kunst, når farver, former og sansninger bliver til billeder og indre landskaber, som transformeres til fortællinger om livets balancegang.
”Der brænder en ild, som er modig, robust og udholdende,” siger kurator Katrine Stenum Poulsen
Meget passende står duoen Phillip/Schneider for fortolkningen af Alanis Morissette-bangeren fra 1995, ”Hand in My Pocket”, som akkompagnerer de altomsluttende lærreder. De blå klange er optaget under tilblivelsen af værket og illustrerer vigtigheden af fællesskab gennem korets harmonier. Fællesskaber skabt af kreative kvinder, der sammen skaber en magisk boble midt i museets unikke arkitektoniske haller.
Morissette-teksten minder os om, at mens hamsterhjulet ruller, jonglerer vi kvinder med et udvalg af kasketter, ikke heksehatte, men kasketter, som samfundet forventer, vi kan bære. Uhøjtideligheden banker på igen, da Kjærgaard understreger på væggen, at alting alligevel nok skal blive Quite Allright.
En knyttet næve i vejret
Udstillingen ender i rum nummer fire, Extended Responsibilities, her bindes en fin sløjfe på den velkuraterede udstilling. Maleren tager udgangspunkt i moderskabet, som på disse værker særligt udfordrer tyngdekraften. ”Det er lokale verdensmestre, de giver styrken tilbage til os,” uddyber Kjærgaard. Teenageren sidder med mor på cyklen med vind i håret og fuld fart frem på værket Mother on Tow, altså med mor på slæb.
På modsatte væg hænger et lidt for stort barn i bæresele, mens moderens skateboard tager dem mod nye horisonter, og inden vi går ud, får vi mulighed for en tur på ryggen af et lilla bæst eller tid til afslapning i hængekøjen. Vælger du stilstand eller fremdrift? spørger maleren.
”Der brænder en ild, som er modig, robust og udholdende,” siger kurator Katrine Stenum Poulsen om Mie Olise Kjærgaard, og jeg kunne ikke være mere enig. Ilden omsættes til farver og fortællinger, som lyser op og spreder håb i en mørk tid, netop som kunst kan og bør. Vi har alle brug for at lytte til vores indre ild, det er en fantastisk katalysator mod det uretfærdige, det skævvredne og det ulige, og vi har brug for Mie Olise Kjærgaard.
Mens Morissette har ”one hand in her pocket and the other one is giving a peace sign”, holder Kjærgaard en pensel i den ene hånd, mens den anden hånd danner en knyttet næve til kamp for evig udvikling mod dræbende stilstand.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.