Musikiværksætteren, pressefoto

Musikiværksætteren Ronny Morris fulgte sin drøm: Det handler om trods

i Kultur/Musik af
RONNY MORRIS // POV BUSINESS – Fortællingen om musikerens drøm følger som regel en bestemt model: Musikglæden spirer tidligt, mor køber et instrument, eller den første leg med lyden sker på pc’en, man finder sammen med andre, øver, finder sammen med nogle nye andre, får enkelte, måske flere job, bombarderer pladeselskaberne, får måske succes. Lidt eller meget, eller slet ingen. Musikiværksætteren Ronny Morris fra Hvidovre har fulgt sin egen model, der har bragt ham gennem det meste af den vestlige verden – med op- og nedture. I dag driver han Morris Music, hvortil der lige nu er tilknyttet 12 producere, promotere m.fl. Firmaet har aktiviteter i Europa og USA – herunder hans egen musik. Senest er der indledt et samarbejde med produceren Ken Caillat, der producerede det ikoniske Fleetwood Mac-album Rumours. “Hvis man vil frem i denne branche, skal man tillade sig selv at være naiv, være villig til at bevæge sig, kunne træffe hurtige beslutninger, være impulsiv og skabe hurtige løsninger,” siger Ronny Morris.

‘Her kommer du ikke ind’. Betjenten bag skranken i JFK lufthavnen i New York var kontant og klar i mælet.

Danskeren, idioten, forsøgte at komme ind i hans land uden visum. Andre betjente blev tilkaldt, og Ronny Morris blev iført håndjern ført til lufthavnspolitiets kontor. Samtidig ventede et tv-hold ved bagagebåndet på musikeren, der skulle være hovedpersonen i en musikvideo. Politiet gav Morris to muligheder, enten at tilbringe natten i detentionen eller rejse hjem med det samme.

Jeg slæbte hele bandet med til London. Totalt naivt. Vi opsøgte alle mulige pladeselskaber og andre branchefirmaer, men nåede selvfølgelig aldrig længere end til skranken. Det eneste, vi fik ud af det besøg, var vabler

Han valgte det sidste. Lånte på stedet 51.000 kr. af sin fotograf ved bagagebåndet, som blev brugt til at købe flybilletter til lufthavnen i Kastrup.

”Jeg blev ført ud til flyet af to betjente, stadig i håndjern. Faktisk fulgte de mig helt hen til min plads i flyet. Mon ikke alle andre i flyet troede, at jeg var en slags terrorist? Jeg havde brugt hele min opsparing på mit videoprojekt. Ingen video, men en gæld på 51.000 kr. Lige der tænkte jeg, at nu var det slut,” siger Ronny Morris.

Ronny Morris er vokset op på Østerbro og i Hvidovre. Allerede som dreng spirede hans musikpassion. Historien om den musikalske løbebane begyndte som så mange andre. Undervisning i en musikskole, spil i ungdomsklubber, på musikefterskole, sammen i et band.

”Vi var den traditionelle historie om fire rockglade drenge med et øverum med kaffemaskine og nøgne damer på væggen,” siger Ronny Morris over Skype. De seneste år har han sammen med sin familie boet ved en stor appelsinlund i nærheden af Valencia i Spanien.

Musikiværksætteren Ronny Morris, pressefoto
Musikiværksætteren Ronny Morris, pressefoto

Efter musikefterskolen anede Morris ikke, hvad han skulle finde på. En kæreste foreslog, at han, der kunne lide at gøre noget for andre, blev hjemmehjælper. Senere arbejdede han indenfor psykiatrien, senere blev han key account manager i et firma, der solgte medieløsninger.

”Perfekt job til mig. Jeg kan lide at snakke og sælge,” siger han.

De to egenskaber var der brug for hos Morris og hans band, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at komme ud af øverummet.

”Bandet og jeg slikkede tusindvis af kuverter og sendte demoer til alle og enhver. Jeg slæbte hele bandet med til London. Totalt naivt. Vi opsøgte alle mulige pladeselskaber og andre branchefirmaer, men nåede selvfølgelig aldrig længere end til skranken. Det eneste, vi fik ud af det besøg, var vabler.”

Interesse for forlagsbranchen

Bandet gik i opløsning. Men Ronny sendte stadig sin musik til gud og hvermand. Også i Guds eget land. Under en ferierejse til London ringede hans telefon. Det var en repræsentant fra den amerikanske afdeling af forlaget Warner Chappel. Ved en fejl havde han sendt sin demo til Warners forlag, ikke pladeselskabet. Forlaget kunne godt tænke sig at bruge hans sang “Lost My Way” til en tv-serie.  Det blev til den første kontrakt med et amerikansk selskab.

”Men i stedet for at sætte mig ned og vente på den gyldne pladeselskabskontrakt, begyndte jeg at interessere mig for musikforlagsbranchen. Hvad er det der sync and licensing og publishing, de taler om? Jeg sad i forvejen og solgte medieløsninger på mit arbejde og forstod godt, at det handlede om rettigheder. Det gav mig blod på tanden.

Jeg spurgte i min omgangskreds, om der var nogle, der havde noget musik, de gerne ville have udsendt. Jeg endte med at sende en compilation-cd til alle de mange hundrede adresser, jeg havde fundet frem. Derfra begyndte jeg så småt at etablere et netværk, også i USA.”

Allerede dengang omkring 2000 åbnede Ronny sit eget forlag, Morris Music. Flere i netværket spurgte, om ikke han burde tage skridtet og flytte til USA, gøre forsøget. Udleve drømmen.

En meget vred kvinde på ambassaden talte om forsøg på ulovlig indtrængning i USA: ”Du kommer aldrig mere til USA”. Det ville hun personligt sørge for,” siger han. Ronny Morris forlod den amerikanske ambassade, helt overbevist om, at han ville ende i Guantanamo, hvis han prøvede igen.

Under en rejse til Los Angeles mødte han en it-iværksætter ved navn Carsten Lindskog, der mente, at Ronny Morris’ visioner ville have en mulighed, hvis han flyttede til LA. Selvom Ronny ville lægge ud som en spiller i amøbestørrelse sammenlignet med de amerikanske giganter. Lindskog kunne se en forretningsmodel.

”Jeg gik, igen helt naivt, ind til en amerikansk advokat og sagde, at jeg kunne godt tænke mig et Green Card. Hun kiggede på mig og spurgte, hvordan jeg havde tænkt mig, at det skulle blive til noget? Stillede en række spørgsmål, som jeg kun kunne besvare med nej, nej, nej. ”Jeg er ked af det, men jeg kan ikke hjælpe dig,” sagde hun selvfølgelig.”

Og så er vi fremme ved dagen i 2008, hvor Ronny Morris blev lagt i håndjern i JFK. I forbindelse med den forestående musikvideooptagelse i New York havde han fået bevilget opholdstilladelse i tre måneder. Stort set på vej ud ad døren besluttede han at tage ind til ambassaden for at bede om at få det forlænget til seks måneder. Det blev afvist. Så med sine tre måneders tilladelse fløj Ronny tværs over Atlanten sammen med filmholdet. Troede han.

”Er du blevet nomineret i et prisshow? Det elsker vi i USA.” Ud kom hendes assistent med diverse prints fyldt med gule understregninger. Kvindens stempel bankede løs. Selvfølgelig skulle jeg til USA

I lufthavnen spurgte betjenten: Har du lige søgt forlænget ophold? Ja. Men du fik nej? Ja. Hvad laver du så her? Når du har fået nej, skal du søge forfra.

Efter at have sundet sig et stykke tid besluttede Morris at forsøge igen. Økonomisk set var han flad, men drømmen var ikke død.

”En meget vred kvinde på ambassaden talte om forsøg på ulovlig indtrængning i USA: ”Du kommer aldrig mere til USA”. Det ville hun personligt sørge for,” siger Ronny Morris, der forlod den amerikanske ambassade, helt overbevist om, at han ville ende i Guantanamo, hvis han prøvede igen.

Jane Fonda sad på første række

I mellemtiden havde Carsten Lindskog sendt en af Ronnys sange til award-showet Hollywood Music and Media Awards. Han blev ligefrem nomineret i fire kategorier. Bl.a. for nummeret ”Everytime it Gets Real”, der er en del af soundtracket til tv-serien Ghost Whisperer med Jennifer Love Hewitt.

Lindskogs advokat skrev nu et brev med nogle bevingede ord, rettet mod den amerikanske ambassade. Så tilbage til ambassaden på Dag Hammerskjölds Allé. Og nu var tonen en helt anden.

””Er du blevet nomineret i et prisshow? Det elsker vi i USA.” Ud kom hendes assistent med diverse prints fyldt med gule understregninger. Kvindens stempel bankede løs.”

“Selvfølgelig skulle jeg til USA. Det er næsten kvalmende at opleve, når man ser en familie stå ved siden af, og man fornemmer, at deres liv afhænger af at få et visa og komme derover, så de kan knokle deres røv ud af bukserne for at gennemføre deres drøm,” siger Morris, der faktisk modtog en pris ved awardshowet for “Everytime it Gets Real”, ”mens Jane Fonda sad på første række og smilede som en gammel bedstemor”.

Utrolig mange af de branchemænd og kvinder, der tidligere havde siddet utilnærmelige bag glasset, som jeg selv havde set igen og igen, var nu blevet uafhængige, fordi de var blevet fyret eller deres selskaber lukket. Nu var de tilgængelige

Prisen var Ronnys adgangsbillet til et såkaldt O1 Visa. Som gives til mennesker med “extraordinary ability in the sciences, arts, education, business, or athletics, or who has a demonstrated record of extraordinary achievement in the motion picture or television industry.”
Men en ting var at få foden indenfor i det forjættede land. Noget andet er virkeligheden. I 2008 var finanskrisen for alvor begyndt at bimle og bamle, og pladeindustrien var i takt med det drastisk faldende cd-salg tæt på et sammenbrud.

“Jeg fik faktisk mit forlag op at stå og lærte hurtigt, at det her er business. Hyggen, som man kender fra Danmark, ryger hurtigt. Jeg besøgte Capitol, hvor der stod papkasser overalt, der var blevet fyldt af folk, der var blevet fyret. Alle andre var hunderædde for at træffe de forkerte beslutninger.”

Men Morris kastede sig ud i arbejdet med dødsforagt, samtidig med at han begyndte at indspille albummet Sweet Silence i Sverige. F.eks. indledte Morris Music et samarbejde med to pladeproducere fra Nashville, samtidig med at han opbyggede distribution og skabte kontakter, der giver mulighed for landsdækkende radiopromotion på den store radiostation iHeart. Og han begyndte at optræde med sin egen musik.

”Jeg besluttede at søge mulighederne i pladebranchens krise. Utrolig mange af de branchemænd og kvinder, der tidligere havde siddet utilnærmelige bag glasset, som jeg selv havde set igen og igen, var nu blevet uafhængige, fordi de var blevet fyret eller deres selskaber lukket. Nu var de tilgængelige. Pludselig gik jeg til frokoster, hvor jeg lærte nogle af dem, der havde siddet i toppen af de store pladeselskaber, at kende.”

En af de mest magtfulde i branchen

Som et eksempel nævner han, at han fik kontakt til en herre ved navn Michael Rapino, CEO og præsident for verdens største koncertfirma Live Nation. Rapino er en af de mest magtfulde personer i musikbranchen. Det var bl.a. ham, der eksekverede den nye strategi, de såkaldte 360 graders kontrakter, hvor Live Nation underskrev pladekontrakter og/eller management med artister som Madonna, U2 og Jay-Z og Lady Gaga.

Hvordan man kommer til frokost med Rapino? Hans kontor ligger ved siden af manden, der ejer Gibsons guitars’ showroom i Los Angeles. Også han er en af Morris’ kontakter. Tilsæt frækhed og skru professionalismen på. Aftalen er i stand.

Musikiværksætteren: Eskobar
Musikiværksætteren: Eskobar

”På det tidspunkt forsøgte jeg at afsætte svenske Eskobar (hittede stort i begyndelsen af 00’erne), som jeg arbejdede sammen med, til Live Nation. Det svarede Rapino ikke på, men kort efter, i 2016, blev Eskobar tilbudt jobbet som opvarmning for Roxette på det, der skulle blive deres sidste turne, inden Marie Frederiksson døde,” siger Morris.

Men en ting var en aftale. Noget andet var et band, der ikke anede deres gode råd.

Det skal du vide, Helmig. Det er dit netværk. Din business. Hvis man ikke har styr på det, bliver man let sårbar, hvis manageren forsvinder. Så sidder man der med sine tre akkorder, og ti år er gået

”Også der kunne jeg mærke, at jeg har lært af de mange aktiviteter, jeg har været involveret i. Som så mange andre havde Eskobar været vant til forhold, hvor alt blev gjort for dem.”

“Vi fik et svensk firma til at sponsere deres van. Og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg lige så godt kunne agere tour manager og chauffør for at være sikker på, at deres turne blev til noget. Det blev til 32 job.”

I dag er mange artister dygtige til at holde fokus på alle processer, belært af nødvendighed. Også alt det kedelige. Men der er stadig noget at lære, mener Morris.

“Jeg så et interview med Hugo Helmig, der havde haft succes i Tyskland. Han blev spurgt, hvem der havde orkestreret det. Det vidste han ikke. Det slog mig, pis. Det skal du vide, Helmig. Det er dit netværk. Din business. Hvis man ikke har styr på det, bliver man let sårbar, hvis manageren forsvinder. Så sidder man der med sine tre akkorder, og ti år er gået.”

Forklædt som isbjørn

Jeg beder Morris nævne en historie, der kan sige noget om, hvem han er som branchemand – naiviteten, impulsiviteten, det løsningsorienterede. Tilsat held og de fornødne søms princip. Han nævner videoen “Built to Last”, der er indspillet til støtte for Greenpeace’s ”Save the Arctic”-kampagne.

”Ideen var, at isbjørnen må søge mod byen, fordi der ikke er mere is tilbage. Jeg kendte en kvinde, der arbejdede i Jewelry Theatre Building i LA og spurgte hende, om hun kunne skaffe mig ind gennem pedellen. Det kunne hun. Derfor kunne vi optage på taget. Vi skulle bruge en bro, der i øvrigt ofte er brugt på film.”

”Jeg tror, det handler om trods,” siger Morris sådan lidt ud i den blå luft

“Desværre havde politiet lukket broen i begge ender, fordi der var nogle andre, der skulle filme. Vi havde bare samme dag til at optage. Fotografen havde ikke lyst til at udfordre politiet. LAPD er ikke altid skidesøde. Men jeg sad der i min isbjørnedragt og tænkte, ”lad os rocke”. Så jeg tog hovedet på og løb over til betjenten.”

“Han så på mig: “What the fuck are you doing here?” Det forklarede jeg. At jeg var kommet hele vejen fra Danmark og filmede med Greenpeace, og jeg havde kun den ene chance. Jeg talte og talte. Det endte med, at han sagde, ”okay optagelserne begynder snart. Men jeg giver jer 35 minutter,” fortæller Ronny Morris.

Der er en kort pause, mens Skype-billedet fryser.

“Jeg tror, det handler om trods,” siger Morris sådan lidt ud i den blå luft.

På det seneste har Morris Media arbejdet som promotor for Michael Alago, der er hovedpersonen i dokumentaren ”Who the Fuck Is That Guy? The Fabulous Journey of Michael Alago”. Senere har han udgivet sin selvbiografi.
Alago var den første, der skrev kontrakt med Metallica, ligesom han arbejdede sammen med Cindy Lauper, Nina Simone og Tracy Chapman, inden han brød sammen i en kokain-storm og med nød og næppe overlevede diverse AIDS-relaterede sygdomme. Morris Media hjælper bl.a. Alago med at promovere sin biografi på amerikansk radio.

“Også Michael er uafhængig i dag og hjælper mange ældre musikere, der på den ene side har indset, at tiden er en anden, og på den anden gerne stadig vil udsende musik. Hans netværk er enormt. Da jeg talte med ham sidst, havde Robert Redford lige sendt ham sin biografi og Nick Cave sin nye plade,” siger Ronny Morris.

Udover forlag prøver Ronny Morris at gøre opmærksom på sin egen musik. Selvom det er otte år siden, albummet udkom, udsender han stadig singler. Igen er der vist lidt trods involveret.

Vi er et lille netværk, der laver forskellige ting, men som går i samme retning. Der er ingen, der bestemmer henover hovedet på hinanden. Det er mit firma, men det betyder ikke noget for mig, hvis de andre kommer med en artist, som jeg ikke forstår

“Jeg diskuterede det med Alago, som sagde, at, ja, processen der førte frem til Metallicas succes var lang, men så spørger jeg: hvem kan bruge det til noget i dag, hvor alle vil have instant gratification, øjeblikkelig tilfredsstillelse? Jeg har selv udgivet fem singler løbende fra mit album.”

“Det er en ret uortodoks måde at gøre det på. Jeg har det sådan, at jeg vil gerne udsende album, men jeg skal ikke belære andre om, hvordan de skal lytte til det. Hvis det betyder at udsende en single, som jeg har gjort nu, otte år efter albummet udkom, hvorfor ikke? Albummet ligger jo på streamingsites. Nye lyttere kan begynde her.”

Morris Media har bl.a. arbejdet for Andrea Bocelli og Depeche Mode, som de hjalp med et pladecover. De har bl.a. udsendt plader med Ruby Andersson og Peter Sarrado.

Ingen løftede pegefingre

“Vi er et lille netværk, der laver forskellige ting, men som går i samme retning. Der er ingen, der bestemmer henover hovedet på hinanden. Det er mit firma, men det betyder ikke noget for mig, hvis de andre kommer med en artist, som jeg ikke forstår. Så kan jeg supplere med forlagsarbejde.”

“Vi kan matche hinanden. Jon Smith, der oprindelig arbejdede i Nashville, men nu bor i Los Angeles er manden i maskinrummet. Jon arbejder lige nu sammen med produceren Ken Callait, der arbejder på, at redde det mere eller mindre forfaldne studie Record Plant i Los Angeles, hvor han producerede Fleetwood Macs ’Rumours’. I en ny mindre bygning i Los Angeles.”

Med det formål at gøre opmærksom på sin seneste single har Ronny Morris indspillet en video til “Hey”, der stort set kun består af fotografen Jan Grarups fotografier fra verdens brændpunkter.

“Ideen opstod allerede, da jeg så et af Jans billeder efter jordskælvet i Haiti i 2010. Det forestiller en 14-årig pige, der er gået til supermarkedet for at få mad, formentlig for at stjæle til sin familie. Hun havde intet valg. Familien havde mistet alt. Hun blev skudt af sikkerhedsvagter, hendes lig lå på et tag. Som forælder ramte det mig lige ansigtet.”

Det var ikke helt let at overtale Jan Grarup. Men efter en del samtaler lykkedes det, da han forklarede, at det ville være en video, bare med Grarups fotos, ingen løftede pegefingre, ingen der taler, intet der skal sælges.

Vi taler om den menneskelige dimension contra business. Morris har baggrund som hjemmehjælper og har arbejdet i to psykiatriske afdelinger, bl.a. på Glostrup Hospital.

“Man skal passe på med at lyde hellig. Men det er vigtigt at huske perspektiverne. Jeg arbejdede sammen med en artist, der var meget utilfreds med både det ene og andet. Til sidst blev jeg træt af at lytte til ham. Så kørte jeg med ham ned til Skid Row, der ligger ved 4th Avenue downtown LA.”

“Det er det sted i USA, hvor der lever flest hjemløse koncentreret. Og der kommer desværre flere og flere. Så slukkede jeg bilen, og sagde: ”Det er mennesker som os, samme drømme, samme liv. Konstant under pres, sultne, syge, udsat for hærværk, vold, fornedrelse, de er jaget vildt. Nå, hvad var det, du var sur over?”.”


LÆS FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN


Topillustration: Musikiværksætteren, pressefoto.

Cards Against Humanity – Her kan du købe det populære kortspil Cards Against humanity online.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jan Eriksen er musik- og podcastredaktør på POV. Han oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017) og 'Anne, Sanne, Lis - historien om en dansk musikrevolution', der udkom i 2019.

Jan Eriksen er redaktør på podcastmediet Mediano Music.
Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35