REJSEBREV // PORTUGAL – Smukt er der, men som førstegangsbesøgende i Portugal er jeg stadig en smule forundret. Indtrykket af noget nedslidt, hengemt og gammeldags sidder i mig. Jeg oplever et land, der lader stå til – ja måske er gået lidt i stå? Omvendt er der grænser for, hvad man kan konkludere efter 11 dages ferietur i landets to største byer. Her er min rejseberetning fra Lissabon og Porto.
Jeg var meget inspireret efter at have læst Jørn Ørnstrups lille bog Forelsket i Lissabon – en kulturhistorisk lystvandring (2015).
Det var lige det, vi var i humør til: kulturhistorisk lystvandring, så vi travede gennem Lissabons gader på de hvide fortove, støbt af små hvide kakler, hvor man skal se sig godt for, så man ikke snubler over en skæv kant. Vi var lykkelige over kun at have én dags regn, for så bliver de små kakler glatte og bestemt ikke skridsikre.
Det er strabadserende for sådan et par 75+kroppe at komme rundt. ”Byen på de 7 høje”, kaldes den. Man vandrer op og ned gennem gaderne. Seriøst op og ned, så tak for alle de rækværk og gelændere, som trapper og stejle gader er forsynet med. Især tak til den rulletrappe, der pludselig viste sig et sted i Lissabon. Man holder pauser – mange pauser – så vejrtrækningen kan følge med. Man vil jo derop og se udsigten over byen, og man vil jo ned til floden Tajo. Helt det samme gør sig gældende i Porto noget nordligere ved floden Douro.
Hvad er der mon på spil?
Når man sådan går rundt i gaderne og nysgerrigt ser på de mange gamle smukke huse, kirker og statuer, så er forfald det, der slår os. Nærmest hvert andet hus i både Lissabon og i Porto er forladt, ubeboet, nedslidt og frygteligt forsømt. Nogle endda faldet sammen eller afstivet af hensyn til nabohusene, andre med lidt af facaden og helt tomme bagved.
Det er et sørgeligt syn. Hvorfor bliver de ikke sat i stand? Hvorfor bliver de ikke fjernet? Hvad er historien bag? Mangler stat og kommune ikke en masse indtægter i grundskyld og beskatning? Og hvorfor er husene forladte? Alle steder tomme huse med en officiel skrivelse på døren og en kæde med lås om håndtaget.
Vi forsøgte at forestille os, hvad der ligger bag. Portugals nyere historie er så langt fra vores egen, som man kan forestille sig. I 50 år var det et diktatur, indtil ‘Nellikerevolutionen’ i 1974 (der var fredelig).
Det betød en overgang til demokrati og medlemskab af EU. Det er en ganske voldsom ændring i løbet af relativt få år. Landet havde økonomisk tilbagegang under finanskrisen og led hårdt under coronaepidemien. Tilbagegangen er nu vendt, økonomien er i bedring, ikke mindst pga. turismen.
Boligpriserne er skyhøje og kan jo give noget af forklaringen på de forladte huse. Lønningerne er i fremgang og prisniveauet højere end før, så det taler for det modsatte. Når jeg spurgte mig for, fik jeg svaret: Ja, det er ret trist!
Flere forklaringer
Når man spørger Arne Iversen (AI), så er der flere forklaringer:
- Fra 1940’erne til 1990’erne var lejeloven på lejernes side: lejen var lav og fastfrosset, så ejerne tjente ikke nok til at vedligeholde.
- Mange huse var ejet af store familier med mange arvinger, der har haft svært ved at enes om, hvorvidt de skulle sælge eller sætte dem i stand.
- Portugal var kriseramt især 2008-2011, hvor mange forlod bymidterne eller emigrerede, og efterlod boligerne tomme.
- Desuden er omkostningerne til renovering meget høje, når husene er så gamle, og det afholder private fra at kaste sig ud i det.
- Nogle lader husene stå i håbet om, at priserne stiger.
Man spiser så godt i Portugal. Hm!
I rækken af anbefalinger til os, der skulle til Portugal, landede også det udsagn, at i Portugal spiser man så godt. Og glad var jeg. Man er vel et madøre. Jeg holder meget af fisk – og hvem har ikke hørt om Bacalhau – klipfisken, som er på ethvert portugisisk menukort? En ret med klipfisk, kartofler og hvidløg, der gratineres med bechamelsauce og rasp på toppen.
Jeg fik fisk både med skaldyrssauce og i flødesauce med ost ovenpå. Og ja jeg blev mæt – meget mæt – for det er store portioner på restauranterne, men kokkehuerne sidder ikke løst.
Jeg spurgte en medrejsende i flyet hjem, hvad hans erfaringer var. Jeg forstod, at en anden gang må vi opsøge de lidt dyrere restauranter, som han havde været på. Han gav mig ret i, at det meste mad på restauranterne er lidt kedeligt og uopfindsomt. Min gamle tanke dukkede op: restauranter med menukort med fotos af retterne på laminerede ark er for turisterne og betyder lavere kvalitet; maden ser ensformig ud.
Hvor er det friske? Grøntsager fx. Det giver ikke smag at komme noget stærkt i sovsen.
På et tidspunkt var jeg lidt desperat og tilkøbte ‘grøntsager’ til min ret. 3 euro. Ind kom en skål fra ovnen med nogle tynde gulerodsstave, noget sønderdelt og udkogt kål og grønne bønner fra en dåse. Og så var det stuvet! Øh – nej tak!
Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet, er kender af portugisisk mad. Hun gjorde mig opmærksom på, at portugisere har en stærk tradition for at indlede måltidet med en suppe kogt på grøntsager. Derfor er der ikke så mange grøntsager til retterne, for dem har man jo fået. Til gengæld er der enten pommes frites eller ris til.
Glem alt om surdej
Et særligt kapitel i portugisiske madvaner er morgenmaden.
Glem alt om grovbrød og surdej! Her er bløde boller, kager og wienerbrød i lange baner. Og deres pastel de nata, små portugisiske butterdejskager med æggecreme og vanilje. De serveres overalt og skal helst være lune.
For mig ligner det ‘Det store kagebord’. Frugt og yoghurt på morgenbordet fyldte ikke meget.
Gad vide, hvad det betyder for folkesundheden, at blødt brød og kager er det, der spises mest?
Vi spurgte igen Arne Iversen (AI), om forekomsten af type 2-diabetes. I Danmark har syv pct. af befolkningen diabetes 2. Der er sket en stigning på 42 pct. over de seneste 10 år.
Men det er intet mod udviklingen i Portugal. Landet har en af de højeste forekomster af diabetes, 13-14 pct. af befolkningen er ramt. Altså dobbelt så mange. Det tal er også i stigning. Det lyder logisk.
Var der da slet ikke noget godt?
Jo, der er masser på plussiden: Velfungerende metroer. Og når først man havde fået købt sin navegante, Lissabons gule rejsekort, så gik det som smurt. Med 1-times eller 24-timers kort tager man af sted på en rød, en gul, en blå eller en grøn linje. De krydser hinanden og dækker centrum glimrende. Endestationerne indikerer retningen på genkendelige overskuelige oversigtstavler.
Man skal lige lære billetautomaterne at kende, så man kan tanke sit gule plastikkort op. Det bruges på vej ind i metroområdet og på vej ud.
I Porto går man dog benhårdt efter at chikanere de rejsende: der er kun én automat ved hver indgang. Køen er lang, og hver turist skal gennem flere ommere. Til gengæld er der aldrig personale bag informationslågerne. Der var lukket og slukket.
Sporvogne
Hvis man ikke magter larmen i metroen, hvor vinduerne altid er åbne – og det gælder både i Lissabon og i Porto – så er der jo også busserne og ikke mindst de små gamle (yndige) gule sporvogne på skinner og med strømforbindelse op til køreledninger. Det er lige til at blive nostalgisk af.
Enhver turistbrochure fortæller om linje 28E i Lissabon. Den kan man tage, så man får set det meste af byen, står der i brochurerne. Det er endda billigere end en hop-on-hop-off-turistbus.
Vi stod på sporvogn 28, men nåede kun ét stop, for så var vi ved endestationen, og alle steg af.
Det ku’ chaufføren jo godt have sagt, da vi steg ind og satte det gule plastikkort på automaten. Af igen.
Den kloge turist går så hen til dét sted, hvor sporvognsturen begynder – men ser så køen af mennesker, der skal med. Den er alenlang! Så mange passagerer kan der slet ikke være i den lille sporvogn. Så opgiver man og går i stedet. Men vi har været med sporvogn 24, 12 og 15E.
Kultur
Nu var det jo en kulturhistorisk lystvandring, vi ønskede. Og der er masser at hente, både i Lissabon og i Porto.
Malerier og skulpturer i MNAC-museet, den lidt ældre kunst i MAC/CCB-museet i Lissabon og det tilsvarende ‘nationalmuseum’ i Porto, Soares dos Reis. Porto har endda lavet et udendørs galleri med mange af museets kunstværker på en væg på gaden. Kunsten ud til folket! Genialt.
Det store Opdagernes monument i Lissabons havn minder om erobringerne ude i verden i det 15. og 16. århundrede. Tanken om de opdagelsesrejsendes skibe, der stævnede ud herfra, kan gøre én ganske svimmel. Det var hårdt for de kolonier, Portugal underlagde sig. Portugiserne hjembragte varer og gjorde Portugal særdeles velhavende. Som man tydeligt kan se på figurerne på monumentet, så var kirkens folk med på togtet. De sørgede for udbredelsen af katolicismen, hvilket var voldsomt for mange folkeslag.
Den vilde historie om en boghandel
Vi elsker boghandlere. Nej, vi skal ikke have flere bøger, siger vi til os selv, men bliver fristet alligevel. Det lægger lidt en dæmper på indkøbene på denne tur, at ingen af os kan læse portugisisk. Men selve boghandlen som oplevelse er en stor glæde. I Lissabon er Bertrand en af slagsen. Rum efter rum, med gamle hylder i brunmalet træ og nye hylder, alle fyldt med de skønneste bøger.
Men i Porto er der en ganske særlig historie. Faktisk en vild og endda trist en af slagsen. Historien om boghandlen Lello. En boghandel af de helt gamle, velbevaret med brune træhylder fra gulv til loft i flere etager, med svungne og skæve overgange, mørke trætrapper som hængebroer fra den ene side af rummet til den anden og glasmosaikvinduer i loftet. Alene indretningen virker som et kunstværk, og overalt er der bøger. Dér har Livraria Lello ligget siden 13. januar 1906.
Ca. 100 år efter begyndte der at komme mange flere kunder. Men de købte ikke noget. De ville bare se! De ville nyde lokalerne, fordi rygtet sagde, at J. K. Rowling var blevet inspireret til beskrivelsen af Hogwarts, Harry Potters troldmandsskole. Forfatteren boede i Porto 1991-93, men nægter at have været i forretningen.
Interessen for at se, men ikke købe, blev så stor, at boghandleren gav op. Han solgte forretningen i 2015.
Køberen var en driftig herre, Avelino Pedro Pinto. Han gjorde kort proces: satte en billetluge op ved indgangen, og alle skulle betale entré. I starten var det 5 euro. I dag er det langt mere. Hvert år er der 1,4 millioner besøgende, der får tildelt et afmålt tidsrum at være der, og så ud igen, så de næste kan komme til. Pinto er blevet mangemillionær.
Vi så køen af mennesker ned ad gaden og var enige om at droppe den oplevelse. Vi nøjes med billederne på boghandlens hjemmeside med dagens tilbud: Køb en bog og en indgangsbillet for 18 euro, dvs. 135 kr. Boghandlen, der blev til et museum.
Der er heldigvis masser af opmuntrende og spændende oplevelser for en Portugalfarer. Glem ikke at smage portvinen og den vidunderlige Vinho Verde, som betyder ‘grøn vin’, men som er en let hvidvin.
Og find et sted ved Dourofloden i Porto, på den bred, der hedder Gaia. Man kan gå over floden ad Louis 1.’s bro. Både lige over havoverfladen, men også højt oppe. Nyd aftensolen og se på de smukke huse på den anden side. Eller oplev noget fadosang. Så pyt med, at du skal kravle op ad alle trapperne for at komme hjem bagefter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og