LIGESTILLINGSÅRET 2025 // ESSAY – 2025 går over i ligestillingshistorien som et år, hvor det blev bekymrende tydeligt på et hav af planer, at verden basker rundt som en skamskudt fugl med en brækket vinge. Verden bevæger sig skævt og ustabilt med konstant tab af potentiale. Hvis ikke vi snart får rettet op og skabt bedre kønsbalance i verden, spinner vi ukontrollabelt i den helt forkerte retning med en seriøs fare for at styrte, skriver Marianne Egelund Siig.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Dette er anden del af essayet “Ligestillingsåret 2025”. Første del kan læses her.
En af årets mest opsigtsvækkende undersøgelser med over 7.800 hjernescanninger fra 29 lande fandt, at kvinder i lande med større kønsulighed havde tyndere cortex i områder af hjernen, der styrer stressregulering og modstandsdygtighed. Psykiatere beskriver effekten som ”ar på hjernen” forårsaget af sexisme og hverdagsdiskrimination. Disse forskelle var mindre udtalte i mere ligestillede samfund og blev ikke set i samme grad hos mænd.
Giften er tilbage. Strukturelt på mikro- og makroplan, i form af flere kvindeundertrykkende autokratier og diktaturer, politisk i nationalkonservative bevægelser og (sub)kulturelt i bl.a. netfora
I 2025 udkom antologien Krænkelsesfri organisationer med bidrag fra forskere og praktikere. Bogen understreger behovet for strukturelle ændringer for at skabe trygge arbejdspladser. Jeg har selv skrevet et af kapitlerne, hvor jeg beskriver den konsekvente beslutsomhed, det kræver af ledere at sikre krænkelsesfri organisationer. Brug bogen, hvis du vil skabe positive forandringer og ikke lade dig nøjes med mediernes leflen for #metoo og clickbait.
Og bare så det er præciseret: Nej, Jes Dorph og co. fra TV 2’s advokatundersøgelse om krænkende adfærd er ikke frikendt for noget som helst. Men advokaten bag undersøgelsen blev dømt for mangelfuld procedure: ”Dommen handlede om metode, ikke moral”.
Og nej, Jon Steffensen – der er ingen, der nogensinde har fået en HR-sag på halsen for at spørge en kvinde, om hun vil danse.
Og nej, det er ikke for sent at anmelde et overgreb 16 år efter, at det har fundet sted, som i den igangværende sag omkring TV-vært Jonathan Spang. En sag, der endnu ikke er afsluttet, men som uanset hvad viser, at modig handling fra én kvinde kan give andre mod til at gøre op med de krænkende overgreb, de har været udsat for i fortiden til gavn for alle kvinder i fremtiden.
Lad os i år også respektere modet fra Virginia Roberts Giuffre, som i april begik selvmord på grund af de overgreb, hun var blevet udsat for af verdens magtfulde jetsettere i miljøet omkring Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell. Det er nu kommet frem, at over 1.200 mindreårige piger er blevet systematisk nedværdiget, forulempet og i mange tilfælde voldtaget og truet til tavshed i et magtfuldkomment netværk af rigmænd fra hele verden.
På trods af presset og dødstruslerne nåede Virginia Roberts Giuffre at skrive sit anbefalelsesværdige vidnesbyrd, bogen Nobody’s Girl, hvor hun blandt andet fastslår, at: ”Man skal ikke lade sig narre af dem i Epsteins kreds, som siger, at de ikke vidste, hvad Epstein foretog sig. Alle, der tilbragte bare lidt længere tid sammen med Epstein, så ham røre ved piger på en måde, som man ikke vil have, at en creepy gammel mand rører ved ens datter på.”
Idéen om ”den stærke mand”, der skal redde os, og at ligestillingen er gået for langt, er samme fortælling, som driver manosfæren: en oplevelse af tabt status – og et løfte om maskulin genrejsning
Virginia Roberts Giuffres liv og alle de andre misbrugte piger og kvinder udgør alt i alt en dybt tragisk skandale, som forhåbentlig får konsekvenser for alle, der bærer en del af ansvaret.
Hypermaskulinitet kendetegner verdens magtbalance
Set i et globalt perspektiv blev 2025 et klart vidnesbyrd på, at vi nu befinder vi os i en tid, hvor magtfulde mænd som Trump, Putin, Orbán, Milei, Netanyahu og en lang række konservative og populistiske ledere alle udøver en hypermaskulin politik, hvor styrke, hævn, aggression og dominans bliver politiske værdier i sig selv. En strømning, forskere kalder ”the authoritarian masculinity turn”. Fælles er idéen om ”den stærke mand”, der skal redde os, og at ligestillingen er gået for langt. Det er samme fortælling, som driver manosfæren: en oplevelse af tabt status – og et løfte om maskulin genrejsning.
En af de helt store manosfære-influencere er Andrew Tate, der i sit univers reducerer kvinder til objekter eller modstandere. Manden, hvis mærkesag er magtesløse drenges ret til at ty til vold og kontrol mod kvinder. Manden, som selv står anklaget for vold og voldtægter, dukkede i år pludselig op i USA for at pleje sine gode forbindelser til den amerikanske højrefløj, heriblandt 19-årige Barron Trump.
På trods af den forfatningssikrede ytringsfrihed i USA, bandlyses DEI-relaterede ord som ”kvinde, køn, racisme, intersektionalitet, bias” nu fra alle offentlige websites, og ansøgninger om forskningsmidler får afslag, hvis de indeholder ordene
Misogynien var heller ikke til at tage fejl af ved præsident Trumps Gatsby-halloweenfest, hvor letpåklædte kvinder slangede sig i gigantiske martiniglas. I Trumps verden er kvinder altid reducerede: Som pynt, som trofæer, som underholdning, og hvis de er kritiske, kan de sættes på plads med et ”quiet piggy”.
”Adolescence” blev en af de mest streamede serier verden over i 2025
Jeg må også forbi Netflix. Dramaet Adolescence beskriver, hvordan unge drenge i 2020’erne formes af digitale fællesskaber, hvor misogyni og dominans normaliseres.
I Adolescence ender en dreng med at dræbe en jævnaldrende pige – en voldshandling, der skildres som kulminationen på en gradvis online-radikalisering, hvor manosfæren tilbyder ham et fællesskab, klare regler og en forklaring på hans usikkerhed.
Serien fik forældre, politikere og alle, der beskæftiger sig med unge til at blive mere bevidste om, hvad der foregår på nettet. Og hvordan det påvirker vores unge. Adolescence bør ganske enkelt ses af alle.
Man kan håbe, at mænd, der åbent taler om sårbarhed, trivsel og behovet for nye typer mandefællesskaber, kommer længere frem i lyset, som de for eksempel gjorde ved KVINFO’s markering af Mændenes Internationale Dag i år. En aften rig på nuancerede samtaler om manderoller. Husk den 19. november i 2026, og tag del i at skabe de nødvendige forandringer.
Trumps kamp mod ligestilling og DEI
2025 blev året, hvor Trump mobiliserede sit længe ventede slag mod DEI (diversitet, lighed/ligestilling og inklusion). Dekreter, lovindgreb og retssager har skabt usikkerhed for alle virksomheder og institutioner, der arbejder med ligestilling og DEI, verden over.
Som jeg skrev i POV i marts 2025: ”Modstand mod DEI er ikke ny – men den er langt mere magtfuld og målrettet.”
På trods af den forfatningssikrede ytringsfrihed i USA bandlyses DEI-relaterede ord som ”kvinde, køn, racisme, intersektionalitet, bias” nu fra alle offentlige websites, og ansøgninger om forskningsmidler får afslag, hvis de indeholder ordene.
Desuden betød Trumps dekret om ”Reevaluating and Realigning United States Foreign Aid”, der i praksis betød et de facto stop for stort set alle USAID’s aktiviteter, at et meget stort antal klinikker for reproduktiv sundhed verden over er blevet lukket, så kvinder i udviklingslande i større grad dør af graviditets- og fødselskomplikationer.
Og desværre er USA ikke det eneste sted, hvor ligestillings-tilbageskridt er en realitet. World Economic Forums Global Gender Gap Report 2025 viser, at fremskridtene det seneste år kun er på 0,3 procentpoint. I det tempo vil fuld global ligestilling tage omkring 123 år – altså langt ud over både vores og vores børns og julens nyfødte børnebørns levetid.
I marts 2025 blev FN’s årlige kvindekongres afholdt i New York. FN’s generalsekretær, António Guterres markerede i den forbindelse, at det i år, 2025, er 30 år siden, at FN’s medlemslande bandt sig på Beijing-deklarationen. En banebrydende plan for ligestilling på verdensplan, der lovede ”ligestilling, udvikling og fred for alle kvinder, overalt”. Citatet, der florerede fra Guterres’ åbningstale, lød sådan her:
”Nu, tre årtier senere, føles dét løfte længere på afstand, end vi nogensinde kunne forestille os. Kvinders rettigheder er under angreb. Giften fra patriarkatet er tilbage – og den er tilbage med fornyet styrke.”
Giften er tilbage. Strukturelt på mikro- og makroplan, i form af flere kvindeundertrykkende autokratier og diktaturer, politisk i nationalkonservative bevægelser og (sub)kulturelt i bl.a. netfora. FN og en række forskere understreger igen og igen, at ligestilling er en del af løsningen på både klimakrise og geopolitiske konflikter. Øget repræsentation af kvinder i fredsforhandlinger fører til mere holdbare aftaler. Det er et faktum. Flere kvindelige repræsentanter i klima- og miljøbeslutninger sikrer større fokus på langsigtet bæredygtighed og bedre hensyn til lokalbefolkninger. Det er faktum – analyseret og dokumenteret igen og igen.
Alligevel er fokus i stedet på ensidig oprustning og nedskæringer på tiltag for en mere demokratisk bæredygtig fremtid. Og kvinder er overalt nærmest totalt ekskluderet fra igangværende fredsforhandlinger og tiltag. Det føles håbløst!
I forbindelse med markeringen af 30-året for Beijing-deklarationen udtalte Farah Hendriks fra UN Women: ”Vi lever i en verden, der bruger 2,7 billioner dollars om året på våben, men mangler stadig 320 mia. dollars for at fremme og opnå ligestilling og kvinders rettigheder.” Mere præcist kan det vist ikke formuleres.
Tidligere på året vedtog Taliban-regimet, at Afghanistans kvinder kun må have ét øje udækket, når de er uden for hjemmet. De har ikke brug for begge øjne for at se, hed det i begrundelsen
Samme paradoks gælder herhjemme, hvor investeringerne i løsning af de geopolitiske kriser udelukkende handler om oprustning. Det er klart at der skal fokus på forsvar og oprustning. Men hvor er de samtidige investeringer i fredsforskning, fredsinitiativer, konfliktforebyggelse og -løsning? Hvor er fredsbevægelserne, hvor er kravet om repræsentation af kvinder ved freds- og klimaforhandlinger?
Husk, at det var regeringer fra hele 189 lande, der for 30 år siden enstemmigt erklærede, at ligestilling mellem kvinder og mænd var et spørgsmål om menneskerettigheder og en forudsætning for at opnå social retfærdighed samt en nødvendig og grundlæggende forudsætning for udvikling og fred. Et faktum, der ikke har ændret sig.
Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at skubbe på i den retning. Det er helt afgørende for den fred og bæredygtige udvikling, som er vores altoverskyggende udfordring i tiden. Så hvor var Danmark, da Frankrig i oktober 2025 afholdt den fjerde internationale konference om feministisk udenrigspolitik med deltagelse af lande som Tyskland, Holland og Mexico?
Hvert tiende minut dræbes en kvinde af en mandlig partner/ekspartner
En ny FN-rapport viser, at omkring 50.000 kvinder og piger blev dræbt af en partner eller et familiemedlem i 2024. Det svarer til én kvinde hvert tiende minut, og hjemmet er, ud over aktive krigszoner, stadig det absolut farligste sted for kvinder at befinde sig.
I skrivende stund er 15 kvinder herhjemme blevet dræbt af deres mandlige partnere/ekspartnere i løbet af 2025. På trods af at der findes en række forebyggende initiativer.
På trods af, at der ofte er mange advarselssignaler og bønner om hjælp og beskyttelse, er Danmark langt bagud, når det gælder om at tage kvindernes nødråb alvorligt og implementere de løsninger, som vi ser virke i andre lande. Som for eksempel den omvendte fodlænke, hvor gerningsmanden bærer fodlænken, og offeret får sin frihed tilbage. Eller som i Italien, hvor man fra i år er begyndt at registrere femicide som kønsmotiveret drab med skærpede straffe.
I Sydafrika har massive protester vakt opsigt. Kvinder over hele landet lagde sig, klædt i sort, på gaderne i 15 minutter for at mindes de 15 kvinder, der hver dag dræbes i forbindelse med kønsbaseret vold i landet. Opmærksomheden og aktionerne har nu tvunget regeringen til at erklære kønsbaseret vold for en national katastrofe, mens vores baltiske naboland gik decideret den modsatte vej, da Letland i 2025 trak sig fra Istanbulkonventionen, som er Europarådets konvention til bekæmpelse af vold mod kvinder – et alvorligt tilbageslag for kvinders rettigheder i Europa, som det er meget svært at acceptere.
Opråb mod Taliban
Vi må aldrig vænne os til det overgreb på menneskerettighederne, som kvinder i Afghanistan udsættes for. Taliban overgår igen og igen de værste mareridt med deres kønsapartheid, hvor 22 millioner afghanske kvinder lever i et åbent fængsel. Når man ikke tror, at det kan blive værre, kommer der meldinger om yderligere restriktioner. Taliban-regimet besluttede blandt andet at lukke internettet i Afghanistan i 2025, hvilket yderligere udelukker især kvinder og piger fra uddannelse, sundhed og fra omverdenens opmærksomhed og støtte.
Det føles, som om verden, optaget af andre kriser, har glemt de afghanske kvinder eller valgt at vende det tildækkede øje til
Tidligere på året vedtog Taliban-regimet, at Afghanistans kvinder kun må have ét øje udækket, når de er uden for hjemmet. De har ikke brug for begge øjne for at se, hed det i begrundelsen. Afghanske kvinder står over for næsten total social, økonomisk og politisk udstødelse.
Det føles, som om verden, optaget af andre kriser, har glemt de afghanske kvinder eller valgt at vende det tildækkede øje til. Vil du gøre en lille forskel, så tjek Azizam ud, et lille dansk firma, der sælger smykker lavet af afghanske kvinder i Kabul. Projektet er stiftet af journalist og forfatter Simi Jan, der har rejst og rapporteret fra området i en årrække. Og som gerne deler sine indtryk.
Kvinder udgør halvdelen af verdens befolkning – og resten har vi født. Længere er den egentlig ikke
I Iran er Zahra Tabari, en 67-årig kvindelig menneskerettighedsaktivist, dømt til døden sammen med mindst 51 andre personer, inklusive kvinder som aktivisten Pakhshan Azizi, der også står over for dødsstraf for ”nationale sikkerhedsovertrædelser” og fredeligt aktivistarbejde. FN‑eksperter og over 400 fremtrædende kvinder advarer om de vilkårlige henrettelser, og at antallet af henrettelser i Iran er steget kraftigt i 2025.
Sagerne viser det enorme mod, kvinder udviser.
Men samtidig med de forfærdende dødsdomme ser man spæde tegn på medvind for ”Kvinde-Liv-Frihed”-bevægelsen. I Teheran ser man nu flere kvinder uden tørklæde køre på motorcykel. To ting, som var utænkelige tidligere. Et presset styre ser p.t. igennem fingre med det, og vi kan håbe, at den mangeårige kamp begynder at få medvind.
Ligestillingsåret: Inspirerende kvinder
Der er altid sprækker af lys, når man kigger efter det. Og en uforbeholden hyldest skal lyde til de kvinder, der har inspireret og lyst op i året, der gik:
Emma Sehested Høeg berigede os i år med sin forestilling Bambi er tilbage. En fuldstændig hudløs, overlegen og medrivende præstation. Som Information skrev: ”… heftige, revyagtige situationstekster om kvinden i dag: kvindens styrke, kvindens tvivl, kvindens selvironi, kvindens skam, kvindens raseri. ” En stærk og vigtig kvindestemme i Danmark lige nu.
Ursula von der Leyen, EU-Kommissionens formand har været en af de tydeligste politiske stemmer for, at Europas svar på kriser skal bygge på demokrati, retsstat og ligestilling. Under hendes ledelse og doktrinen ”A Union of Equality” er EU trådt markant mere frem med ligestillingsinitiativer og styrket beskyttelse af kvinders rettigheder.
Chimamanda Ngozi Adichie, nigeriansk forfatter og en af samtidens vigtigste feministiske stemmer. Hun besøgte Lousiana i august. Hun har med sin nye roman Drømmetælling om fire afrikanske kvinders liv igen beriget hele verden med sin fortællekraft som en stærk inspirator for kvinder verden over, der føler sig både set og hørt, når Adichie skriver.
Jacinda Ardern, tidligere premierminister i New Zealand, reflekterer i sine erindringer A Different Kind of Power over en lederstil, der insisterer på, at sårbarhed og menneskelighed ikke er svaghed, men politisk styrke. Se hende i The Daily Show fortælle, hvorfor hun mener, der er brug for mere humane ledere.
Og så kan man ikke andet end respektere 22-årige Greta Thunberg for altid at være klar til frygtløst at tale magten imod og nyde hendes elegante modsvar til en af verdens mægtigste mænd i forhold til anger management. Og også klare statement om, at verden har brug for mange flere vrede unge kvinder.
Jeg er sikker på, at Astrid Lindgren glædes i himlen her i 80-års fødselsdagsåret for Pippi, Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe, over alle de piger og unge kvinder, der hver dag tager et modigt skridt i livet – og ikke lader sig kue.
Vi kunne heldigvis nævne mange flere, lad mig slutte med Annie Leibovitz, en af de mest indflydelsesrige portrætfotografer. I november i år genudgav hun sin ikoniske bog Women som et to-binds værk med mere end 250 portrætter, der spænder fra 1993 til i dag, og udvidede det oprindelige projekt fra 1999 med nyere stærke kvindeskikkelser. Missionen med den nye udgave er at fortsætte og udvide fejringen af kvinders mangfoldighed, autoritet og bidrag.
Lad os alle sammen dele den mission i året, der kommer.
Tak til Emma, Chimamanda, Jacinda, Virginia, Zahra, Pakhshan, Simi, Ursula, Greta, Astrid, Annie – og alle andre, der bruger deres stemme, deres viden og deres position til at insistere på en verden i bedre balance. Kvinders stemmer og indflydelse er altafgørende for at få genoprettet den verden, der tydeligt er ved at vælte.
Kvinder udgør halvdelen af verdens befolkning – og resten har vi født. Længere er den egentlig ikke.
Lad os i 2026 arbejde på at skabe de nødvendige forandringer for en kønsbalanceret verden, der flyver med to vinger.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og