Landmænd truer EU’s vigtigste handelsaftale med Mercosur i Sydamerika

Johan Moesgaard Andersen 02.01.2026

MERCOSUR OG LANDBRUG // KOMMENTAR – Handelsaftalen med Mercosur-landene i Sydamerika har været mere end 25 år undervejs. Det er næppe en overdrivelse, at aftalen i dag er endnu vigtigere for Europa af geopolitiske årsager, mener EU-chef i Dansk Metal Johan Moesgaard Andersen.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Mercosur er lig med landbrugets død”. Så bombastisk var budskabet på de medbragte bannere fra europæiske landmænd, der i december satte Bruxelles’ gader i brand. De demonstrerede voldsomt imod EU’s planlagte handelsaftale med de såkaldte Mercosur-lande i Sydamerika – altså Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay.

Bønderne havde kørt deres John Deere-traktorer ind i EU-hovedstaden fra alle hjørner af Europa i frygt for mere konkurrence fra sydamerikanske landmænd. Timingen var ikke tilfældig. Samme dag skulle EU’s stats- og regeringschefer nemlig give mandat til Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen om at rejse til Sydamerika og underskrive handelsaftalen.

Ender Europas landmænd med at kvæle aftalen, vil der givetvis være store smil i Moskva og Beijing

Bondeoprøret gav pote i første omgang. For aftalen blev udskudt til årets første måned. Det kan blive katastrofalt for nærmest alle andre end landbrugslobbyen selv. Handelsaftalen med Sydamerika er nemlig ekstremt vigtig for resten af Europa, og det er der flere gode grunde til.

Europa på jagt efter nye venner

For det første bliver det geostrategisk vigtigt for Europa at finde nye venner (og gerne de rigtige venner) i en verden, som lige nu er i opbrud. Kigger vi mod vest, er USA i bedste fald utilregneligt – i hvert fald som minimum et par år endnu. Kigger vi mod øst, kan både Rusland og Kina skabe rystelser i Europa, hvis de forkerte beslutninger bliver truffet i Kreml og Beijing.

Handelsaftalen med landene i Sydamerika har været mere end 25 år undervejs. 1999 er efterhånden ganske mange år siden. Dengang var Bo Johansson træner for det danske fodboldlandshold, mens Poul Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved styrede tropperne i dansk politik.

Startskuddet til forhandlingerne gik altså, mens verden var mere fredelig end i dag. Det er næppe en overdrivelse, at aftalen i dag er endnu vigtigere for Europa af geopolitiske årsager. Ender Europas landmænd med at kvæle aftalen, vil der givetvis være store smil i Moskva og Beijing.

For det andet er der vækst, arbejdspladser og udvikling på spil – ikke mindst set med danske briller. Mercosur-landene udgør til sammen verdens sjettestørste økonomi, og aftalen kan skabe et frihandelsområde, som dækker svimlende 770 millioner mennesker på tværs af de to kontinenter.

EU eksporterer i dag for over 600 milliarder kroner til Mercosur, og forventningen er, at Europas eksport til Mercosur-landene kan stige med knap 40 procent. Mens Europas bønder frygter konkurrence fra produktive landmænd i Sydamerika, er aftalen særligt god for Europas industri. Det bliver nemmere at sende alt fra tyske biler til danske vindmøller over på den anden side af Atlanten.

På rådsmødet i sidste uge faldt aftalen til jorden og blev udskudt til midten af januar. Lande som Frankrig, Italien og Polen fører an i forsøget på at blokere aftalen

Faktisk er mere end 8 ud af 10 europæere ifølge Eurobarometer tilhængere af, at Europa binder sig tættere sammen med gode allierede i resten af verden, så opbakningen er i den grad til stede blandt befolkningerne. Det kan som et ekstra plus kickstarte Europas skrantende industrimotor Tyskland – også til gavn for os naboer og handelspartnere.

For det tredje er det bekymrende, hvis en lille særinteresse i form af landbrugssektoren skal blokere for vigtige fremskridt for hele kontinentet. Flere stemmer i europæisk landbrug har været forbløffende ærlige om deres modstand. ”Priserne risikerer at falde – eller også vil det forhindre prisstigninger,” lyder det for eksempel fra irske landmænd med særlig vægt på oksekød.

Det er naturligvis skidt for producenter af oksekød, hvis de oplever mere konkurrence og ikke kan sælge deres produkter så dyrt. Men overvej lige den sætning en ekstra gang. Mon ikke de europæiske forbrugere godt kan leve med, at hakket oksekød og andre fødevarer bliver lidt billigere?

I Danmark har en undersøgelse vist, at fødevarepriser kan flytte mere end halvdelen af danskernes stemmer ved et kommende valg. Hvad der kan synes som en lille udfordring for landbruget, kan altså være en positiv gevinst for millioner og atter millioner af europæiske forbrugere.

Den grønne dagsorden

Endelig er der for det fjerde hele spørgsmålet om den grønne dagsorden. For få år siden var bekymringen stor i Europa over de massive skovafbrændinger i Amazonas, som blev tilladt af Brasiliens daværende præsident Jair Bolsonaro. Handelsaftalen vil, hvis den gennemføres, forpligte landene i Sydamerika på Paris-aftalen og på at bekæmpe handel med truede planter og truede dyr.

Samtidig kan handelsaftalen transportere grøn, dansk energiteknologi og danske vindmøller lettere og billigere mod sydvest. Sådan at landene i Sydamerika kan levere på den helt nødvendige grønne omstilling. Naturligvis kan en handelsaftale i sig selv ikke løse hele klimakrisen.

Men en aftale er et godt og vigtigt skridt på vejen. De er jo altså også med til at smede den politiske alliance mellem Europa og Sydamerika bedre sammen i en verden, hvor grønne fremskridt ikke er en naturlov, hvis USA og Kina svinger taktstokken.

På rådsmødet i sidste uge faldt aftalen som sagt til jorden og blev udskudt til midten af januar. Lande som Frankrig, Italien og Polen fører an i forsøget på at blokere aftalen. Efter jul har mere skeptiske Paraguay overtaget formandskabet i Mercosur fra Brasilien.

Vi må tilsvarende antage, at europæiske landmænd fortsat med stor iver og kampkraft vil forsøge at påvirke deres egne regeringer til endnu en gang at bremse aftalen fra europæisk side. Noget tyder på, at bønderne er ved at brænde en afgørende handelsaftale af.

Det er der ganske få vindere ved her i Europa, så vi bør alle krydse fingre for, at Europa kommer til fornuft og binder en sløjfe på en god aftale efter mere end 25 års tilløb. Europa har ikke for mange gode venner i verden – vi kunne faktisk godt bruge nogle flere.

Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.

Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international

Johan Moesgaard Andersen (f. 1989) er EU-chef i Dansk Metal og tidligere ekstern lektor i statskundskab ved Københavns Universitet. Han er forfatter til bøger som ”Stemmer fra Produktionsdanmark” og ”Fodbold A/S”.