REJSER // ESSAY – Montenegro byder på en pragtfuld kystlinje ud til Adriaterhavet, et labyrintisk citadel i byen Ulcinj og hiking i Kotors bjerge. Turisterne har opdaget byerne Kotor og Bar, mens Ulcinj tæt på den albanske grænse er nærmest uberørt. Gorm Bloch nyder Montenegro og kører nordover igen på drømmenes Nattog til Beograd.
Byen Bar har to bydele, som er adskilt af et bjerg og en pynt. Old Town ligger syd for bjerget, New Town nord for. Marskal Titos gamle tog fra 1970’erne ruller stønnende og bremsehvinende ind på rutens endestation i New Town, Bar.
Jeg følges lidt med Adam fra Woodbridge, som jeg mødte tidligere på rejsen. Han vil direkte videre til Dubrovnik og prajer en taxi. Dyr løsning og måske en kende manisk, men fair nok. Vi skilles, og jeg styrer direkte mod forsinket morgenkaffe på en Irish Pub.
At føle sig lokal i Montenegro
Finder Hangout Hostel små 3 km nord for stationen. En lyserød villa i to etager uden navneskilt, beliggende ganske tæt på både jernbanen og en motortrafikvej, omgivet af andre villaer, som lige så vel kunne være hostels. Det føles ganske “local” herude.
Vil prøve at “slappe af” med en strandtur i dag. Det er skønt at plaske rundt i Adriaterhavets lune, blå vand, men efter et par timer på stenstranden begynder jeg at kede mig. Jeg kan godt lide sol og varme, men disse rejser bringer mig i et sultent og intensivt gear, som bare ikke honoreres via dasen på en strand.
Alle disse små traktørsteder flugter med borgens æstetik og geometri. De er så at sige bygget ind i murene, uden at forstyrre citadellets ro og smukke linjer
Hjemad bevæbnet med en Turkish Ice Cream, via supermarkedet VOLI for at proviantere. Falder i snak med andre gæster og ejeren Emre. Han er fra Tyrkiet og ganske upartisk, da jeg spørger til Montenegros befolknings holdning til serberne.
Vi diskuterer også menneskerettigheder, korruption og europæiske økonomier. Trods tyrkisk baggrund er det hans klare holdning, at Tyrkiet ikke er kvalificeret til EU og måske aldrig bliver det i vores levetid.
Poetisk citadel i byen Ulcinj
Tager tirsdag en bus fra Bar omkring 40 km sydpå til byen Ulcinj. Byens rødder går hele 2500 år tilbage. Ulcinj har et fint gammelt kvarter og ligger beskyttet i en dal omgivet af bjerge på begge sider.
Det, som dog betager mig mest ved Ulcinj, er dens citadel, som er en regulær perle. Både hvad angår udsigten og oplevelsen af forsvarsværkets mange plateauer, stræder og finurlige, labyrintiske kringelkroge.
Brosten og små kampesten overalt, skydeskår med kig ud til Adriaterhavet, en smuk kirkegård og et væld af små bistroer og restauranter.
Loungemusik og soft jazz strømmer blidt og i harmoni med stedets poetisk-majestætiske zen
Elegancen ved sidstnævnte er, at alle disse små traktørsteder flugter med borgens æstetik og geometri. De er så at sige bygget ind i murene, uden at forstyrre citadellets ro og smukke linjer. De spiller kun diskret musik for lav lydstyrke. Loungemusik og soft jazz strømmer blidt og i harmoni med stedets poetisk-majestætiske zen.
Inden citadellet får jeg en Ćevapi på en bistro i den gamle bydel. En midaldrende lokal mand adresserer mig på germansk, så vi tager den på tysk frem for engelsk. Han fortæller, at 90 procent af Ulcinjs indbyggere er albanere. Jeg faktatjekker dette senere, og selv om vi må skrue ned til 70 procent, er det dog fortsat en overraskende majoritet.
Vi er kun 30 km fra den albanske grænse, og så sent som i morges overvejede jeg en halv dag i den albanske by Shkodër. I billetsalget på Ulcinjs busstation forhørte jeg mig om returtransport fra Shkodër i aften. Der var ingen, så Albanien må vente.
På mit spørgsmål om hvorfra man kan nyde solnedgangen, svarer Pablo: “There are no sunsets here…”
Onsdag tager jeg bussen fra Bar til Kotor. En tur på to timer, som koster 8 €. Da vi nærmer os centrum, jammer trafikken totalt, og vi sidder uhjælpeligt fast. Et tidligt varsel om denne by. Har ikke tålmodighed til det, så jeg beder chaufføren åbne døren og går resten af vejen.
Kotor er smuk – men også turistet
Pablo i receptionen i Hostel Pupa på havnefronten er en ung fyr fra Argentina. Han er temmelig vindtør og humorforladt. Dette vandrehjem er næsten fuldt belagt, men det lykkes mig at få en overkøje på en sovesal med ikke færre end fjorten køjepladser.
På mit spørgsmål om hvorfra man kan nyde solnedgangen – solen er allerede tidligt på aftenen slugt af bjergene – svarer Pablo: “There are no sunsets here…”. Den bemærkning illustrerer ganske godt en fyr, som ikke helt nyder sit arbejde. En undtagelse til de mange vandrehjemsværter, som jeg ellers har mødt efterhånden.
Kotor ligger smukt for enden af en bugt, og byen er ligesom Ulcinj omgivet af bjerge på begge sider. Den gamle bydel er omringet af en høj mur i kampesten og delvist omkranset af en voldgrav. Formentlig har voldgraven været intakt hele vejen rundt engang, men man har så fyldt den op langs havnepromenaden af hensyn til trafik og kommercielle indslag.
En cigarrygende, voluminøs mand i åbentstående skjorte stiger om bord på sin 60 fods motoryacht, mens en yngre kvinde griner i cockpittet, spiser østers og bæller champagne
Kotor er populær blandt montenegrinerne – og hos turister fra hele verden. Det forstår man, men det indebærer så også tæt trafik af både biler og folk overalt. Her er ikke meget ægte lokalkolorit og folklore desværre. De elementer er blevet kværnet og slugt af turisme. Sådan er gamet, og man fornemmer også en anderledes kølighed og blaserthed hos nærmest samtlige byens servicemedarbejdere.
Dette turismeovergreb er ikke lige mig, og jeg savner allerede Ulcinjs citadel, albanerne og Beograds varme, imødekommende folk. Men i Kotor kan man både sejle, hike i bjergene, og folk kan nyde deres aftensmad i det gamle kvarter, hvilket de gør. Her er i øvrigt rigtigt mange strejfende katte, og jeg møder også et par killinger på min vej ad de glatslebne sten i Kotor Old Town.
Sjælden social mæthed og konsekvens
I marinaen ligger nogle vulgært store lystyachter, og et stort krydstogtsskib i bugten blokerer delvist udsigten. Der er penge i det her, og synet af en cigarrygende, voluminøs mand i åbentstående skjorte, som stiger om bord på sin 60 fods motoryacht, mens en yngre kvinde griner i cockpittet, spiser østers og bæller champagne, får mig uvægerligt på den instinktive tanke, at her har vi en mafioso.
Men omvendt: Ville man associere det samme ved et lignende syn i Rungsted Havn?
Kotor er min fjerde by og tredje vandrehjem på fem dage. Mine nanotrips er altid intensive; jeg vandrer meget, møder mange mennesker, er intenst til stede, improviserer og planerer efter en formel, som virker. De mange nanotrips de sidste to år har alle haft en varighed på blot 2-3 døgn.
Denne rejse er dermed anderledes. Konstaterer en slags social mæthed, da jeg reder min seng først på aftenen. Et par gutter fra USA kværner løs på sovesalen og – excuse my French – de virker tordnende ubegavede. Men også mødet med den vindtørre, mekaniske argentiner i receptionen, oplevelsen af de distante og upersonlige servicefolk. Alt dette bidrager til følelsen af mæthed og lidt vigende social appetit.
Derfor vælger jeg det for mig rigtige i aften: For en gangs skyld ikke at kaste mig ud i nye møder, debatter, flirts eller samtaler, hvor jeg risikerer trods grundstemning at tale mig varm på trods. Jeg passer simpelthen mig selv i aften.
Elizabeth er fra Skotland, men har tilbragt det meste af sin barndom i DR Congo. Nu bor og arbejder hun i Abu Dhabi. Som sygeplejerske
Efter aftenvandring i den gamle by og ad bugtens promenader returnerer jeg til mit hostel. På kajen sidder to kvinder fra Holland på en stenbænk. Jeg taler hyggeligt med dem i ti minutter, så siger vi godnat. De er også trætte. Jeg konkluderer, at den sociale, udadvendte stil åbenbart alligevel vandt lidt inden sengetid.
Herligt 12 km hike i bjergene
Torsdag morgen starter jeg med en svømmetur i bugten. Vandet er lunt, klart og friskt. Derefter morgenkaffe. Falder i snak med Elizabeth. Hun er fra Skotland, men har tilbragt det meste af sin barndom i DR Congo. Nu bor og arbejder hun i Abu Dhabi. Som sygeplejerske, finder jeg senere ud af. Hun er omkring de tredive.
Elizabeth og jeg tager et hike sammen op ad bjerget fra Muo. Udsigten er imponerende, terrænet herligt stejlt undervejs, og det er velsignet at komme helt væk fra trafik, menneskemylder og money talks-atmosfæren i byen. For disse bjerge er også Kotor, og den dimension af stedet er et gigantisk plus.
Mit nattog fra Bar til Beograd afgår kl. 19, busturen Kotor-Bar tager to timer, så da jeg 14:45 venter på bussen med afgang 14:55, mener jeg at have en rimelig buffer. Også fordi der ifølge køreplanen er endnu en bus kl. 16:10.
Men: Det er lige nu i overkanten af spændende. Min bus fra Kotor er en time forsinket, i byen Budva sidder vi håbløst fast i 40 minutter, der er nu blot en time, til mit tog kører fra Bar, og vi har fortsat 25 km ad bjergveje. Puha.
Jeg har dog en nødplan nu, inspireret af min montenegrinske nabopassager. Jeg står simpelthen af bussen i Sutomore, hvor nattoget fra Bar med næsten garanti gør sit første holdt. For intet er helt med garanti hernede, når det gælder transportlogistik.
Står af i Sutomore knapt en halv time inden nattogets afgang fra Bar. Det samme gør min nye veninde og dagens redningsplanke – jeg har en moderne bedstemor, som bor i Schweiz og har et hus i netop Sutomore, ved min side.
Vi taler tysk sammen, og hun får både kram og dobbelt kindkys, da vi skilles. Toget fra Bar er nærmest chokerende ikke forsinket, hvilket er undtagelsen, som bekræfter reglen.
Republikken Montenegro har et samlet befolkningstal på blot 620.000 mennesker og et areal svarende til det dobbelte af Sjælland.
Til sammenligning bor der næsten lige så mange mennesker i Skopje i Nordmakedonien. Montenegro betyder “det sorte bjerg”.
Landet blev uafhængigt af Serbien i 2006. Den primære eksport er metaller. Klimavariationerne er landets beskedne størrelse til trods markante og spænder over Middelhavsklima ved kysten og mere rå vintre i den nordlige del af indlandet.
Kotor har hele 9 kirker, 5 klostre – heraf to i drift, de øvrige ruiner – og intet mindre end 20 fæstningsanlæg, fordelt på det illyriske fort St. John som det suverænt største og et antal mindre udsigtstårne og mursektioner med skydeskår.
Nattog til Beograd
I Montenegros grænseby Bijelo Polje får vi grænsepolitiet om bord. Der lyses ind og rundt i kupeen med en skarp lommelygte. Til gengæld er stemmerne ikke så bryske som på ruten sydover for fire dage siden.
Klos op af stationen og helt ud til jernbanesporet ligger en kirkegård og lyser svagt i mørket. Vi ruller videre, det er snart midnat, og om få minutter kører vi gennem den østlige snip af Bosnien for kort derefter at krydse grænsen til Serbien.
Serberne og Montenegros folk har et eksotisk forhold til tid, lokation og afstande
Titlen Nattog til Beograd og en skøn roman af Pascal Mercier toner frem i mit Balkan-vilde hoved. Omvendt kan jeg nu mærke dagens hike på 12 km. Så jeg slukker telefonen og lader mig rulle til jernbanesporets rytmiske drømmeland.
Vi ankommer planmæssigt forsinket to timer efter køreplanens løfte. Så konklusionen herfra er klar: Denne legendariske togtur tager ikke 11 men 13 timer, og det kan man nogenlunde regne med.
Køjerne i sovekupéerne er i orden, og kan man leve med yderst tvivlsomme toiletforhold, ingen bistro eller madvogn, overfyldte gange hvor folk ryger ud ad vinduerne samt to gange natlig vækning, ja, så kan denne tur på det varmeste anbefales. Så medbring håndsprit, lidt toiletpapir, en madpakke og væske – og nyd dette skønne jernbaneeventyr!
Om tid, afstande og landflygtighed
Serberne og Montenegros folk har et eksotisk forhold til tid, lokation og afstande. Fra Beograd Centar vil jeg spadsere til den store serbisk-ortodokse katedral Hram Svetog Save. På bykortet er der under to kilometer, men vi er i et område med et spindelvæv af bilveje, som udfordrer adgangen.
Møder en uafhængig russisk journalist og hans kæreste, som er digital kunstner. De lever i selvvalgt landflygtighed på fjerde måned og har blandt andet boet tre måneder i Georgien – men det er en helt anden historie
Taler med en serbisk pige, som mener, at der er alt for langt at gå. I stedet følges jeg med hende til en bus, som kører til endestationen langt ude i byens østlige forstæder. Derfra kan jeg tage bus 29 tilbage, og den holder tæt ved katedralen. Hun har ret, men det bliver immervæk en omvej på godt 50 minutter – men jeg får da set byens østlige kvarterer.
Som passende afrunding på min rejse besøger jeg om eftermiddagen Hostel Iris i Skadarlija for gensynets skyld. Får en varm modtagelse og gensynskram af værtinden Kosana og hyggesludrer med et par andre velkendte ansigter.
Ved stoppestedet til bussen mod Nicola Tesla Airport møder jeg en uafhængig russisk journalist og hans kæreste, som er digital kunstner. De lever i selvvalgt landflygtighed på fjerde måned og har blandt andet boet tre måneder i Georgien – men det er en helt anden historie.
Læs om Beograd og nattoget gennem Montenegro i første kapitel af Gorm Blochs rejseessay her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her