POLITIK & SAMFUND // DEBAT (LONG-READ) – Liberalismens oprør mod enevældet var rettet mod dets økonomiske monopoler og krigslignende økonomi og mod, at statsmagten var placeret hos ganske få personer og blev udøvet vilkårligt. Det liberalistiske projekts succeskriterium var evig fred og velstand til alle, men projektet har fejlet, mener Claus Kold. Den økonomiske ulighed stiger, krigene fortsætter, og problemer med fællesskabsfølelse, tryghed og tillid kommer til udtryk i fjendskab og had mod minoriteter og fremmede. Angst og frygt henter energi i politikkens og økonomiens fejludviklinger, fordi de er tryllebundet af et forældet newtonsk-mekanisk verdensbillede, som for længst er blevet komplementeret af relativitetsteori og kvantefysik. Der er behov for et nyt økonomisk begrebsapparat, hvori økonomi anskues som en social konstruktion og ikke som en determineret fysisk natur, siger skribenten her i anden og sidste del af mini-serien om liberalismens krise.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Liberalismen bestod i sin begyndelse af et oprør mod den politik og økonomi, der blev ført i 1600-tallet.
Det politiske oprør var rettet mod rækken af konge- og fyrstehuse, der herskede enevældigt uden folkets indblanding, og var med andre ord et oprør mod enevældet (absolutismen). Det økonomiske oprør var oprøret mod merkantilismen, som af de første liberalister blev beskrevet som en ”krigsøkonomi”.
Fælles for disse to oprør var modstanden mod, at al politisk og økonomisk magt blev samlet hos meget få mennesker, der gjorde sig rige og magtfulde på andre menneskers bekostning.
Det liberale projekts to succeskriterier kan derfor med en vis ret siges at være evig fred mellem verdens liberale stater og alles velstand på et frit marked. Og grundlaget for dette liberale projekt var oplysning og et menneskesyn, der så potentialer og tildelte rettigheder og frihed til egen tænkning, til ansvar for egen handling og til at bygge sin egen tilværelse – basale friheder, som mennesker ikke havde på oprørets tidspunkt.
I rækken af endeløse og meningsløse konflikter overser det liberale projekt på grund af tryllebindingen til forældede begreber to helt fundamentale trusler
Helt i forlængelse af denne ånd blev krig af liberalismens grundlæggere opfattet som uforenelig med liberalisme, da krig udgjorde absolutismens magtgrundlag. Krig, mente de, rettede sig ikke mod det rationelle sinds potentialer, men gjorde snarere brug af den samme undertrykkende fysisk magt, som liberalismen gjorde oprør mod.
Et stort og stående militær blev derfor opfattet som ødelæggende for samfundets politiske og økonomiske relationer med omverdenen. Denne tænkning ledte bl.a. Kant frem til sin liberale fredstese, at demokratier ikke går i krig med hinanden.
De absolutte kongers krige og landområder i Europa
Hvis vi ser på de nuværende nationalstater i Europa, så er de i grove træk opstået ud af de landområder, som de absolutistiske konger var kommet i besiddelse af gennem krigsførelse i tiden omkring den første statsdannelse, o. 1500.
Disse krige betegnes de ‘begrænsede krige’, fordi de hære, som stødte sammen, var kongernes egne dyrt indkøbte hære, som helst ikke skulle ødelægges helt, hvis de var på den tabende side. Hvis en hærfører kunne se, at han var ved at tabe, kunne han finde på at gå over til den anden side og tilbyde sine ydelser. Det blev ikke opfattet som forræderi, for krig handlede ikke om nationalstatslig identitet. Staterne var kongen, og kongen var staten.
De absolutte kongers ‘begrænsede krige’ kan således beskrives som kongernes ‘skænderier’ om, hvem der boede hvor, ejede hvad, var rigest, størst og stærkest. Alt sammen uden nogen offentlighed, selvom der dog på eneherskernes jord boede en befolkning, som af tradition og religion var bundet til ejendommen.
Det nye Westfalske statssystem og den afgrænsede nationalstat
Det var de efterfølgende Westfalske konferencer, der i 1648 stadfæstede en europæisk fredsordning og med den et nyt statssystem, hvori disse afgrænsede landområder med tilhørende befolkninger kom til at tilhøre en række eneherskere. Med de nye stater følger nationalt tilhørsforhold og lovgivning – deraf nationalstater. Folket og de nationale befolkninger var født.
Til denne tilknytning hører også dets modsætning, nemlig dem udenfor, der ikke hører til dette territorium og dette regime. Begrebet ‘flygtning’ og ‘indvandrer’ er således uadskilleligt knyttet til den historiske idé om den afgrænsede ‘nationalstat’ og til nationalstatens tildeling af ‘rettigheder’ til dens egen ‘befolkning’ og fratagelse af ‘rettigheder’ for andre udefrakommende mennesker.
Denne sammenfiltring og selvfølgelighed er central for forståelsen af, hvorfor vores ledere ikke bare løser verdens mest afgørende udfordringer. Det gør de ikke, fordi det er særdeles svært for dem at tænke og tale ‘ud af sproget’
Disse nationalstater er blevet afgrænset i forhold til andre nationalstater gennem territorium, etnicitet, gennem kulturel eller religiøs tolkning og identitet og gennem sprog og handling. At afgrænse og begrunde det nationale i etnicitet danner således grund for den nationalt begrundede racisme. Disse afgrænsninger bliver i dag af stedbundne højre-liberale ofte opfattet som fundamentale og diskuteres derfor som sådanne på trods af, at de er varierende og flydende faktorer, som har skiftet voldsomt siden 1648, og på trods af, at de ikke eksisterede før 1648.
Med den Westphalske fredsslutning skiftede krigen ræson fra Jus ad Bellum (ret til at indlede krig) til Jus in Bellum (ret, der gælder under krigsførelse), hvilket markerer et skifte fra religiøst begrundede krige til politisk begrundede krige. Samme tænkning (von Clausewitz) havde, som sin samtid, et ønske om at gøre forståelsen af krig videnskabelig. Stater blev derfor lige som mennesker beskrevet som mekanisk-fysiske atomer, der stødte ind i hinanden.
Disse sammenstød blev opfattet som krige. Det var så den mekaniske virkelighed bag disse sammenstød, der skulle afdækkes, så krigene kunne forudsiges og styres. Tiden mellem krige udgjorde blot pauser måske behæftet med et magt-vakuum, der kunne suge krigen ind.
Nutidens statssystem og den kosmopolitiske retsorden
Statsligt og strukturelt bygger verden i dag i udstrakt grad på det Westfalske statssystem, som i en moderniseret udgave er ratificeret i FN. I det Westfalske system blev de forskellige staters forfatninger centrerede omkring ideer om, hvem nationen omfattede, hvilken retslighed (vertikal positiv ret, borgerrettigheder), og hvilken fordeling af værdierne, der skulle gælde.
Før FN’s etablering blev krige søgt reguleret af krigens love, der var en videreførelse af den etik, som regulerede de kristne korstog. Senere, efter FN’s etablering, blev krige mellem nationalstaterne helt forbudt, og FN søger at indføre en horisontal kosmopolitisk retsorden, hvor alle mennesker har ret til liv, er et retssubjekt og har ret til et arbejde (§23), og hvor det statslige fællesskab er forpligtet på at yde beskyttelse til mennesker, som bliver udsat for forfølgelse og vold i andre stater. De to retsforståelser har det meget svært med hinanden.
Nationalstater i krig
De mange nationalstatslige europæiske krige efter 1648 kan samlet betegnes som den europæiske borgerkrig, og de kan siges at vare til 1989 – og i bund og grund handle om liberalismens oprør i forhold til absolutisme og Hobbes’ statsræson. Derfor er 2. verdenskrig ofte blevet beskrevet som en krig mellem to statstænkninger: diktaturet (Hobbes) mod demokratiet (Locke/Montesquieu).
Dette frihedskrav fra koloniernes befolkningers side var efter 2. verdenskrig svært for Europas liberale at afvise
Den territoriale afgrænsning medførte, at nationalstaterne udviklede nationale sprog, hvor der før havde været flere sprog og et utal af lokale dialekter. Med det Westfalske statssystem sker der således en sammenfiltring af meget fundamentale og omfattende livsområder i først Europas befolkning og siden i verdens: idéer, begreber og følelser om, hvem ‘vi’ er, som udfolder sig i den praktiske bevidsthed: det nationale sprog, som bruges i hverdagen inden for de normer og regler, ‘vi’ har vedtaget, eller er født ind i. Alt med store konsekvenser for såvel oikos som for nomos.
Historisk har de enkelte Westfalske stater over tid således flettet sprog og økonomi sammen på en måde, så de er blevet til ‘nationale selvfølgeligheder’, nationale ‘praksisfællesskaber’ – noget, befolkningerne tager for givet i deres liv. Denne sammenfiltring og selvfølgelighed er central for forståelsen af, hvorfor vores ledere ikke bare løser verdens mest afgørende udfordringer. Det gør de ikke, fordi det er særdeles svært for dem at tænke og tale ‘ud af sproget’ og ud af det paradigme, som danner grund under sproget. Gør man det, bliver man uforståelig for sig selv og for andre.
Frihedskrige mod diktatur
Efter 2. verdenskrig opstod et nyt stærkt problematisk fænomen, som i dag påvirker den politiske diskurs i Europa dybt: en række frihedskrige brød ud i Europas kolonier. Kolonierne gjorde nu oprør mod de europæiske diktaturer, som europæiske regeringer havde indsat.
Disse oprør opnåede international anerkendelse, da deres sag – frihed – op gennem 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne blev anset som legitim. Koloniernes befolkninger ville befri sig fra udløberne af den europæiske absolutismes kolonisering.
De nye asymmetriske krige er imidlertid ikke krige om territorier, men netop om værdier, om ‘minds and hearts’ – om retten til at leve anderledes end under ‘det kæmpende demokrati’ og i ‘konkurrerende markedsøkonomier’
Dette frihedskrav fra koloniernes befolkningers side var efter 2. verdenskrig svært for Europas liberale at afvise, selvom de gjorde, hvad de kunne, ved at indsætte eller støtte samme slags diktatorer, som demokratiske kræfter netop havde bekæmpet i Europa.
Det fremherskende mønster i de væbnede konflikter i 1950’erne og 1960’erne var således i første omgang krige, der sigtede på afkolonisering. Efter det ændrede krigene sig i 1970’erne og 1980’erne til at være post-koloniale borgerkrige, hvor krigene nu stod om, hvilke nye styreformer landene så skulle have efter afkoloniseringen. Disse borgerkrige løb efterhånden ud i nogle meget svære og mere eksistentielle spørgsmål, og fra ca. 1990 beskrives krigene som ‘nye krige’.
De nye asymmetriske krige
Globalt har antallet af ‘gamle symmetriske krige’ mellem stater siden 1945 været faldende, mens antallet af ‘nye krige’ (herefter: nye asymmetriske krige) efter 1990 har været stigende. Dette er bl.a. et resultat af, at de symmetriske statslige konflikter har ændret form som følge af indre socialt-værdimæssigt begrundede spændinger, der så kommer til udtryk i form af de nye asymmetriske krige.
Af mange grunde ser de nye asymmetriske krige ud til at være lige så uafsluttelige, som religionskrigene før 1648 var det. Med de nye asymmetriske krige ser krigens ræson ud til at få form af en slags diffus postmoderne form for jus ad bellum.
Med en fremskrivning af den nuværende stigningstakt peger FN på, at vi i 2030 vil have 300 mio. flygtninge i verden
I forhold til de nye asymmetriske krige har FN og hovedsagelig vesten siden 1989 reageret med fredsoperationer, der som et integreret kantiansk element har indsættelsen af demokratier og etableringen af frie økonomiske markeder som mål. Disse operationer skal vinde oprørernes ”hearts and minds”.
Men med de specifikke indsættelser følger også implicit ideen om et bestemt ‘individ’ (mind) og en bestemt etisk, moralsk og økonomisk adfærd (hearts). De nye asymmetriske krige er imidlertid ikke krige om territorier, men netop om værdier, om ‘minds and hearts’ – om retten til at leve anderledes end under ‘det kæmpende demokrati’ og i ‘konkurrerende markedsøkonomier’.
Den modstand, vi i vesten kalder terror, kan meget vel være en varieret og ufuldstændig værdibåret afvisning af at betragte livet i Newtons og Townsends optik som meningsløs, natur som råstof, mennesker og penge som varer. Den modstand har vi dog i vesten haft svært ved at opfange og forstå.
Endeløse krige uden etisk grund eller klart mål
Som tidligere beskrevet baserer det liberale projekt sine krige på en tænkning om, at stater opfører sig som den mekaniske fysiks atomer: de støder ind i hinanden som følge af fysisk-mekaniske-samfundsmæssige love, der ikke kan ophæves – de er evige.
Samlet set kan det liberale projekt altså ikke med nogen rimelighed siges at have indfriet sine løfter
Perioder af fred er kun pauser mellem krige, og fred er ikke noget i egen ret. Krigene hviler ikke på nogen etik, der kan udledes nogle mål fra. Der er altså med denne tilgang hverken udsigt til, at krige bliver vundet eller konflikterne løst. Sådan er den internationale ordens naturlove ikke – med utydelig henvisning til Newton. Indsigten efter 2. verdenskrig er derfor, at krige ikke længere skal vindes, men blot håndteres, eller som militærsociologen Morris Janowitz siger det: ”styres af management”.
I modsætning til den oprindelige liberale opfattelse af at gennemførelsen af krige og stående hære var skadeligt for den menneskelige rationalitet og for samfundets sundhed, så er den liberale statsræson alligevel under påvirkning af en ulykkelig kombination af Newton og Clausewitz endt med store konstant stående militære systemer, endeløse krige – uden etisk grund og klare mål.
Ødelæggelse, lidelse og millioner af flygtninge
Ud over at producere ødelagt natur, ødelagte kulturer, ødelagt historie, ressourcemæssigt og økonomisk spild og uendelig lidelse – så producerer disse meningsløse og endeløse krige flygtninge i massevis.
I 2020 var der ca. 80 mio. flygtninge i verden. Med en fremskrivning af den nuværende stigningstakt peger FN på, at vi i 2030 vil have 300 mio. flygtninge i verden.
Det er flygtninge, der søger mod liberale demokratier i håb om beskyttelse, men hvor de bliver ramt af den liberale økonomis nedbrydning af civilsamfundets kapacitet til at modtage og optage flygtning. De bliver derfor mødt af en liberal anomi, der forvandler dem til syndebukke i en politik og økonomi, de ikke er herre over. De bliver ikke mødt af en liberalisme, der i dem ser mennesker i egen ret, som har potentiale, hvis de får retten til og muligheden for at udvikle sig.
Det liberale projekts resultater?
Samlet set kan det liberale projekt altså ikke med nogen rimelighed siges at have indfriet sine løfter. Der eksisterer stadig monopollignende tilstande i verden på både det politiske og det økonomiske område; krigene er blevet ustoppelige og den økonomiske ulighed er aldrig set større.
Det økonomiske oprør var et oprør mod merkantilismens økonomiske monopoler og krigslignende økonomi. Disse monopoler har nok siden skiftet form, men den uhørte ulighed og økonomiske monopoldannelse er i dag større end under merkantilismen, og den vokser stadig.
Disse syndebukke udvælges typisk blandt mennesker, som på forskellige måder symboliserer det, angsten og frygten søger at beskytte sig mod
Følgen er, at de samfund, den vokser i, ser ud til at have stadig større problemer i forhold til fællesskabsfølelse, tryghed og tillid, hvilket kommer til udtryk i kollektive anomier, hvor følelser af fjendskab og had bliver rettet mod egne minoriteter og fremmede.
Det politiske oprør kom af, at stort set al stats- og voldsmagt blev placeret hos meget få personer, og at denne magt blev udøvet vilkårligt. Det liberale projekt handlede om og lovede international fred ved hjælp af et oplyst, transparent og velfungerende statssystem.
I dag har krigen og voldsanvendelsen stadig monopollignende karakter, og nutidens krige bliver besluttet i lukkede ”war rooms’ af meget få politiske magthavere, der kommer fra meget få stater med meget stor våbenmagt.
Krige har aldrig skabt stater, der konstruktivt har kunnet indgå i en afbalanceret international orden, og de nye asymmetriske krige er endt i et morads af endeløs vold uden etik, uden mål, uden lov, vilkårlige og ustoppelige. Snarere end evig fred ser det liberale fredsprojekt ud til at have produceret evig krig.
Er en fredelig og bæredygtig liberalisme mulig?
Den neoliberale økonomi virker opløsende på samfundenes fællesskaber, som søger at forsvare sig selv i syndebukssøgninger efter den ydre fjende (krig) eller efter den indre fjende (flygtninge).
I 1941 udkom Erich Fromms verdensberømte bog om de politiske og økonomiske processer, der banede vejen for nazismen i Tyskland. Den hedder Flugten fra friheden. Bogen er en historisk-sociologisk analyse af, hvad der blev oplevet som en tryg ufrihed og en utryg frihed, og hvad der fik hele befolkninger til at søge tilbage mod ufrihed. Fromm pegede på, at årsagen til denne søgen tilbage mod Hobbes lå i, at liberalismen ikke indløste den frihed, den i udgangspunktet havde lovet. Fromm skelnede her mellem en negativ frihed og en positiv frihed.
Den negative frihed bestod i, at mennesket var helt overladt til sig selv – uden fællesskab, uden økonomisk grundlag og uden mening. Og den positive frihed var naturlig vis det modsatte: et kulturelt rigt, oplyst og meningsfuldt liv, der blev udlevet i en økonomisk tryg ramme.
Denne artikels bud er, at angsten og frygten henter sin energi i politikkens og økonomiens fejludviklinger
I Flugten fra friheden peger Fromm så på, hvad den negative frihed medfører. Det gør han opsamlende i sætningen: Destruktion er en følge af det liv, som ikke leves. Med andre ord: den negative frihed, hvor mennesker er udleveret til en rå politik og en rå økonomi, lever ikke. De overlever. Disse mennesker vil på et tidspunkt udvikle både neurotiske og anomiske reaktioner.
Disse neurotiske og anomiske reaktioner analyserer Fromms samtidige, bl.a. psykologen Horst Eberhart Richter i bogen Gudskomplekset. Her beskriver Richter, hvordan menneskets angst og frygt projektivt rettes mod syndebukke. Disse syndebukke udvælges typisk blandt mennesker, som på forskellige måder symboliserer det, angsten og frygten søger at beskytte sig mod: svage, syge, afvigere, kvinder, flygtninge eller fremmede.
Rigsret løser ikke grundliggende problemer
Problemet er, at uanset mængden af angreb på gaden og lovindgreb i Folketinget, så vil denne syndebuksstrategi aldrig skabe det fællesskab eller den økonomiske tryghed, som er det underliggende behov. Det vil det ikke, fordi det er projektioner, der ikke forholder sig til de reelle årsager til angsten og frygten. Så selv om Danmark fik smidt alle fremmede ud af landet, ville angsten og frygten stå uforløst tilbage, og i en sådan ny situation ville den begynde at lede efter nye projektionsfigurer.
Da hverken den klassisk-mekaniske fysik eller biologi kan forstå og forklare bevidsthed, hukommelse, læring, udvikling og en fri vilje, peger dette på, at et andet grundlag må findes
Man burde derfor i Folketinget og i befolkningen bredt spørge sig selv, hvad det er, der skaber denne angst og denne frygt. En rigsret mod Støjberg løser ikke de grundlæggende problemer.
Denne artikels bud er, at angsten og frygten henter sin energi i politikkens og økonomiens fejludviklinger, som sker, fordi de er tryllebundet af et mekanisk-newtonsk verdensbillede, der består af meningsløshed, tilfældighed, ingen etik og mål – kun masse, tomhed og fysiske love.
Et nyt økonomisk begrebsapparat
Da liberalismen knyttede økonomien og politikken tæt til Newtons klassisk-mekaniske fysik, så skabte det to fundamentale og svært forståelige problemer.
For det første: Da den liberale tænkning knyttede sig til den newtonsk-mekaniske fysik i sit forsøg på at frigøre mennesket, samfundet og økonomien, så knyttede liberalismen sit projekt til en deterministisk fysik og biologi.
For det andet: Hvis det liberale økonomiske projekt anskues som et naturvidenskabeligt eksperiment, der tester den økonomiske hypotese, at økonomisk velstand skulle dryppe nedad, så er denne hypotese med al tydelighed blevet afkræftet. Det, vi ser, er snarere en ‘trickle up’ proces.
Omkring år 1900 blev der sat alvorlige spørgsmålstegn ved den klassiske fysik. Det skete på grund af opdagelsen af røntgenstrålerne
Da hverken den klassisk-mekaniske fysik eller biologi kan forstå og forklare bevidsthed, hukommelse, læring, udvikling og en fri vilje, peger dette på, at et andet grundlag må findes. Et nyt, tidssvarende og videnskabeligt begrundet grundlag for forståelsen af bevidsthed og hukommelse kunne være kvantefysikken.
I forlængelse heraf peger den økonomiske ‘trickle up” tendens på, at et nyt økonomisk begrebsapparat må findes – et, som knytter økonomien til en videnskab, der har adfærd som sit område, snarere end en videnskab, der beskæftiger sig med fysik.
Atomet der blev væk!
Lad os se lidt på denne fysik. Det newtonske paradigmes forestilling om atomer, tomhed og Gud, der er så afgørende for vores forestillinger om både økonomi og krig (statsdannelse), går tilbage til Parmenides’ formulering af princippet om, at det værende er – og omvendt – at det ikke-værende ikke er. Parmenides’ værende havde form som en stor farveløs Sphaira (sfærisk kugle, klode, red.).
Den idé udviklede Demokrit til en atom-teori. Idéen om atomer hvilede altså ikke på en iagttagelse, og den hvilede hverken på teoretisk eller eksperimentel fysik. Det var en idé, der udsprang af en anden idé. Resultatet var forestillingen om, at verden bestod af atomer, tomhed og ånd. Gud stod uden for og understøttede de former (fx fugle), atomerne indgik i, og den ånd, som formerne fik.
Dette verdensbillede blev forstærket af Newtons fysik, hvis tænkning blev overført på stort set alle andre videnskaber – også på psykologi, sociologi, statskundskab og økonomi.
Den klassiske fysiks verdensbillede bliver udfordret
Omkring år 1900 blev der sat alvorlige spørgsmålstegn ved den klassiske fysik. Det skete på grund af opdagelsen af røntgenstrålerne, som viste, at atomerne havde en indre struktur og ikke blot var kugler af unedbrydelig masse.
Der blev også opdaget andre former for stråling, og Ernest Rutherford opdagede, at disse stråler – alfapartikler – var meget hurtige ’projektiler’, der var brugbare til udforskning af det sub‑atomare område. Den verden, Rutherford trængte ned i, var overraskende, for i stedet for at møde unedbrydelige kerner (græsk: a+tomos = dansk: u+nedbrydelig), som man i mere end 2000 år havde troet på, stødte man nu på ’store rummelige områder’, hvor meget små partikler bevægede sig omkring atomkernen.
Det overvældende nye i opdagelsen af den sub-atomare fysik var, at den beskrev en virkelighed, der ikke bestod af masse, men primært af energi som både var lokal og udstrakt, alt efter hvordan iagttageren valgte at iagttage den
For at forstå størrelsesforholdene kan man forestille sig en appelsin på jordens størrelse. I denne enorme appelsin ville atomerne være på størrelse med kirsebær. Masser af kirsebær tæt sammenpressede. I kirsebærrene ville kernen være så lille, at det blotte øje ikke ville kunne se den. Hvis vi så forstørrer kirsebærret op til en størrelse som Peters Kirken i Rom, så ville kernen være på størrelse med et gran salt. Rundt om den kerne ville støvkorn hvirvle i det enorme kirkerum.
De sub‑atomare partikler er meget tænkte størrelser, som er behæftet med en dobbelt paradoksal karakter. Afhængigt af hvordan de bliver iagttaget, viser de sig somme tider som partikler og somme tider som udstrakte bølger. De kan altså være en partikel med et meget lille rumfang, og de kan samtidig være en bølge, som breder sig over et meget stort område i rummet – alt efter målemetoden. Dette paradoks satte spørgsmålstegn ved selve grundlaget for det mekanistiske verdensbillede, nemlig begrebet om stoffets virkelighed. Måske eksisterede det slet ikke?
Relativitetsteori og kvantefysik
I modsætning til Newtons klassiske mekanistiske fysik, som hævdede, at atomer eksisterede, så viste den nyere fysik på baggrund af faktiske forsøg, at stof ikke med bestemthed eksisterer på bestemte steder, men at det snarere udviser en tendens til at eksistere, og det er ikke med sikkerhed på bestemte tidspunkter og måder, men snarere i form af en tendens til at forekomme. Så når der tales om partikler og bølgeformer her, så må det altså ikke forstås som virkelige tredimensionale bølger á la lyd eller vandbølger, men som sandsynlighedsbølger i abstrakt matematisk skikkelse.
Ingen proces inden for den klassiske fysik kan forklare den enhed, menneskets bevidsthed udgør
De nye ‘lag’ i fysikkens verden bestod af relativitetsteorien og kvantefysikken. Det er vigtigt at forstå, at relativitetsteorien og kvantefysikken ikke ophæver den klassiske fysik, men at de tre fysiske iagttagelsesniveauer begrænser hinandens love til ikke at gælde for alle tre niveauer.
Man kan således se fysikken fremstillet som bestående af tre lag med forskellige dimensioner og lovmæssigheder: det meget store, som er blevet formuleret i Einsteins relativitetsteori; det mellemstore, som er blevet formuleret med Newtons mekaniske-fysiske teori; og det sub-atomare, der er blevet beskrevet i Niels Bohrs kvantefysik.
Verden som resultat af et levende sind
Det overvældende nye i opdagelsen af den sub-atomare fysik var, at den beskrev en virkelighed, der ikke bestod af masse, men primært af energi som både var lokal og udstrakt, alt efter hvordan iagttageren valgte at iagttage den. Kvantefysikken inkluderer iagttageren.
Denne energi og udstrakthed leder nogle fysikere til at beskrive dens fremtrædelsesformer, som tilfældige netværk af energiudladninger, der træder ud af intetheden. Denne intethed beskrives som et kreativt vakuum. Det virkeligt udfordrende er, at dette paradigme ikke ser masse som altings grundlag, men snarere ser verden som resultatet af et levende sind.
Det verdensbillede, der åbner sig med relativitetsteorien og kvantefysikken, ser således ikke en objektiv verden af isolerede enheder opbygget af død masse uden etik og mål, der kæmper og konkurrerer i en tomhed. Derimod åbner der sig en verden bestående af sammenhængende mønstre af energi, hvor de processer og kausaliteter, der udfolder sig, er paradoksale. De står dermed i modstrid med den logik og kausalitet, vi er vant til at se på det newtonske virkelighedsniveau.
Bevidsthedens eksistens og enhed
Det centrale problem for forståelsen af bevidstheden i fysiske begreber er stadig det spørgsmål, som Locke konstaterede (og som Hume opløste, og som Kant forsøgte at redde), nemlig spørgsmålet om bevidsthedens enhed, menneskets tanker, sansninger og følelsens karakteristiske udelelighed.
Den menneskelige oplevelses enhed, der holder de tusinder af sanseindtryk sammen, er grundlaget for alle andre egenskaber ved denne oplevelse. De mange separate træk ved fx æbler eller mere generelle synsindtryk i menneskets bevidsthed hænger sammen og udgør en helhed.
Ingen fysisk hjernemekanisme, der adlyder den klassiske fysiks deterministiske love, kan forklare tankens eller viljens frihed eller nogen af menneskets frie handlinger
Hvis den enhed var fraværende, kunne der ikke opleves eller tænkes noget. Der ville ingen æbler være, ingen dansk jeg-fornemmelse med personlig identitet være, og ingen rigsret være. Enheden er således det mest afgørende træk ved bevidstheden – og for økonomisk og politisk adfærd.
For den klassiske fysik, som er baseret på idéen om alle tings adskilthed, om fysiske eller biologiske bestanddele, og hvordan de påvirker hinanden i denne adskilthed, er bevidsthed og dennes ‘enhed’ uforklarlig. Ingen proces inden for den klassiske fysik kan forklare den enhed, menneskets bevidsthed udgør.
Kvantefysikkens bud på hvordan bevidst tænkning finder sted
Med overskridelsen af den mekaniske fysik ind i kvantefysikken gives der imidlertid håb om en løsning af dette ældgamle problem, for kvantefysikken omfatter mange yderst spændende fænomener, heriblandt nogle ikke-lokale kvanterelationer, der kan optræde over lange afstande. De udgør en mulighed for at forstå, hvordan en bevidst tænkning kan finde sted. Måske er der et forhold mellem bevidstheden og en højkohærent tilstand i hjernen?
For kvantesystemer minder om den måde, hvorpå separate neuroner over hele hjernen samarbejder om at frembringe en fokuseret tilstand af vågen menneskelig bevidsthed. Nervecellerne i den menneskelige hjerne er således så følsomme, at de kan registrere optagelsen af en enkelt foton, som består af en enkelt elektrons overgang fra ét energiniveau til et andet i atomet – og altså følsomme nok til at lade sig påvirke af ubestemtheden og de ikke-lokale effekter.
En kvantemekanisk ’steady state’ findes ikke i den klassisk-mekaniske fysik. Den mangel lukker af for den fri tanke og den fri handling, ligesom den lukker af for hele det liberale projekt
Koblingen af bevidsthed, tænkning og sansning til den kvantemekaniske fysik er faktisk nødvendig, hvis vi skal forstå menneskelig udvikling, en inspirerende samtale eller en god idé, fordi med hjernen tænkt ind i den klassiske fysiks deterministiske love kan mennesket ikke overskride sig selv og give tankeprocessernes frit spil; der er ikke rum for en fri vilje eller en bevidst hensigt. Ingen fysisk hjernemekanisme, der adlyder den klassiske fysiks deterministiske love, kan forklare tankens eller viljens frihed eller nogen af menneskets frie handlinger.
Kvanteubestemtheden og de overlejrede sandsynlighedstilstande udgør således et mulighedsområde, som findes i enhver tvivlssituation, beslutningsproces eller kreativ tankeproces, og som medvirker i hjernens åbenhed over for alle de latente muligheder i bevidstheden.
Denne kvanteubestemthed giver os således en nøgle til forståelsen af kreativ tænkning; til når en person beskriver noget, der ikke faktisk eksisterer endnu. Ifølge kvanteubestemtheden ‘ser’ denne person potentielt adskillige samtidige versioner uden fuldstændigt at realisere nogen af dem, og først derpå realiseres en af versionerne som resultat af menneskets frie valg.
Dynamisk ligevægtstilstand
Hvis bevidsthedens fysiske basis er et kvantemekanisk fænomen med den frihed, det indebærer, så er spørgsmålet, hvilken slags kvanteproces er der tale om, og hvordan hjernens egenskaber støtter sådanne kvanteprocesser?
Hvis vi bliver lidt ved det klassiske problem med bevidsthedens enhed, som Locke, Berkeley, Hume og Kant sloges med i deres forklaringer af bevidsthed og erkendelse, og ser på baggrundstilstanden for al bevidsthed – den ’tavle’, hvorpå forskellige individuelle tanker og sansninger ’skrives’ – så er det, hvad fysikerne i dag ville kalde en dynamisk ligevægtstilstand.
Den tilstand er rumligt helt ensartet og uforandret over tid. Det er denne tilstand, som er nødvendig for, at bevidstheden har hukommelse og over tid kan udføre et arbejde. Uden denne ’steady state’ ville mennesket ikke kunne arbejde, modtage løn, vælge mellem at købe varer på et frit marked, tale eller indgå meningsfuldt i en social orden – noget, som allerede Kant påpegede i sit opgør med Hume.
Det nye paradigme kommer med nogle helt andre faktorer for bevidsthed, mening, udvikling, fællesskab og etik, end den klassiske fysik og økonomi kan frembringe
Det liberale politiske og økonomiske menneske forudsætter altså en kvantemekanisk enhed af ’ubrudt helhed’. Bevidstheden hænger sammen, og vores erfaringer gør det også. Den slags ensartethed er meget sjælden i naturens dynamiske processer, men den optræder i materialer, der er i en såkaldt ’kondenseret fase’, som er en flydende og krystallinsk form.
Kondenseret fase referer til den grad af orden, der er tale om; f.eks. har vand tre faser – luftformig (vanddamp, tåge), væskeformig (vand) og fast (is), og molekylernes ordnethed er stigende fra den første til den sidste. Der er andre kendte eksempler på kondenserede faser i den fysiske natur: almindelige magneter, superflydende væsker, superledere, laserlys, elektriske strømme i metal og lydbølger i krystaller. Den fælles egenskab for disse er en vis grad af enhed, sammenhæng eller fasemæssig overensstemmelse, som gør, at de mange atomer eller molekyler, som materialet består af, begynder at opføre sig som ét.
Samordningen i den menneskelige hjerne
Spørgsmålet er derfor, om hjernen på en eller anden måde har superledende eller superflydende egenskaber? Det ser faktisk ud til det. Det ‘pumpende system’, som første gang blev beskrevet for omkring 20 år siden, og som findes i biologisk væv, ser ud til at have alle de nødvendige betingelser. Et pumpende system er simpelthen et system af vibrerende elektrisk ladede molekyler – dipoler, som er positive i den ene ende og negative i den anden, og som der pumpes energi ind i. Disse vibrerende dipoler – molekyler i levende vævs cellevægge – udsender fotoner eller virtuelle fotoner med begrænset interaktionsradius som små radiosendere.
Forsøg viser, at når der pumpes energi ind i sådanne systemer til en vis tærskelværdi, så begynder molekylerne at vibrere i takt. Deres samordning øges, indtil de overgår til den mest ordnede form for kondenseret fase, der er mulig – de overgår til at ligne et Bose-Einstein-kondensat.
Det, som adskiller Bose-Einstein-kondensater fra andre kondensater, er, at de mange dele, som indgår i et sådant kondensat, ikke alene opfører sig som en helhed, men at de faktisk bliver til en helhed. Deres identiteter smelter sammen eller overlapper endog hinanden på en sådan måde, at de totalt mister deres individualitet.
Herfra kunne vi med filosofiens og sociologiens redskaber anskue økonomi som en social konstruktion, vi frit kan træffe beslutninger om, og ikke som en determineret fysisk natur, der binder os
Det forklarer, at det er muligt at være bevidst om flere ting på én gang – at man f.eks. kan føre en samtale, mens man kører bil, eller se en film og tænke på morgendagens opgave samtidig og så hele tiden opleve sig selv som ét opmærksomhedsfelt. Der er ikke ’nogen’, der sidder her og er bevidst om en vare i butikken, en ‘anden’, der ser prisen på denne, og en ’tredje’, der tænker over kundens behov, og en ‘fjerde’, der tænker over kundens økonomi. De er alle sammen én person: ’mig’.
For at en person, der rummer alle disse forskellige, men helt almindelige ‘mini-bevidste’ erfaringer i ét integreret ‘jeg/mig’, må der være ‘noget’, som forklarer enheden mellem de forskellige hjernetilstande, der stabilt opretholder forbindelsen over tid med hvert af disse oplevelseselementer. For at samle disse i en enhed, må de adskilte hjernetilstande, som opfatter og behandler hvert enkelt element, blive identiske. Alle de egenskaber og al deres information må overlappe hinanden fuldstændigt. Denne form for enhed findes kun i Bose-Einstein-kondensater og finder kun sted på sub-atomart niveau.
Kvanteubestemtheden som mulighedsområde og en kvantemekanisk ’steady state’ findes ikke i den klassisk-mekaniske fysik. Den mangel lukker af for den fri tanke og den fri handling, ligesom den lukker af for hele det liberale projekt.
Fundamentale nutidige trusler løses ikke med forældede begreber
I rækken af endeløse og meningsløse konflikter overser det liberale projekt på grund af tryllebindingen til forældede begreber to helt fundamentale trusler, som ikke umiddelbart lader sig stoppe ved forhandlingsbordet i New York eller Geneve, hvis de først når deres tipping points: klimakrisen og biodiversitetskrisen.
Et nyt grundlag i kvantefysikken frigør menneskets bevidsthed, hukommelse og fri vilje – og frigør samtidig økonomien fra Newtons mekanisering og Townsends naturalisering. Et kvantemekanisk paradigme vil ikke skabe en økonomi, der ser verden som bestående af adskilte bevidstheder i evig egoistisk kamp og konkurrence. De begreber giver ikke så meget mening i et kvantefysisk perspektiv. Det nye paradigme kommer med nogle helt andre faktorer for bevidsthed, mening, udvikling, fællesskab og etik, end den klassiske fysik og økonomi kan frembringe.
Lad os bruge filosofiens og sociologiens redskaber til vores valg
Kvantefysikken lægger på den måde et nyt fundament for en forståelse af bevidsthed, fri tanker og handlinger.
Men kun et fundament, for selv nok så mange forsøg med partikelaccelerationer i CERN vil aldrig kunne forklare et barns glæde og følelse af samhørighed ved at fejre fødselsdag, spise lagkage og få gaver – eller et modefænomens andel i et øget salg af en vare. Og den kan heller ikke forklare, hvorfor nogle mennesker elsker Bach, mens andre elsker Pink Floyd.
Det kan ingen fysik, for her er vi i kulturernes, i betydningernes og identiteternes verden, i psykologiens og sociologiens verdener. Det er her, den økonomiske handling udleves af mennesker.
For at forstå den menneskelige handling i en politisk og økonomisk kontekst kunne vi vende tilbage til Smiths uafsluttede projekt, hvori han forsøgte at forstå den menneskelige handlings etik. Herfra kunne vi med filosofiens og sociologiens redskaber anskue økonomi som en social konstruktion, vi frit kan træffe beslutninger om, og ikke som en determineret fysisk natur, der binder os.
Vi kunne begrundet træffe frie valg om, hvilke fællesskaber der ville være bedst i forhold til at skabe mening, tryghed og fællesskab – modsat krig. Og vi kunne begrundet træffe frie valg om, hvordan vi vil fordele goderne – modsat ustyret ulighed på et globalt marked.
Denne tekst er den anden og sidste del af mini-serien om liberalismens krise.
LÆS FØRSTE DEL AF MINI-SERIEN OM LIBERALISMENS KRISE HER
LÆS MERE I POV OM LIBERALISME HER
Topillustration: Leder af oppositionen og af partiet Venstre Jakob Ellemann-Jensen, her set under en partilederdebat i Folketinget. Foto: Klaus Holsting
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
