POLITIK & SAMFUND // DEBAT & LONGREAD – Der er opbrud i dansk politik, og de politiske forskydninger handler ikke kun om partistrategi og personage. Større dynamikker er på spil i takt med, at den økonomiske ulighed stiger, og problemer med fællesskabsfølelse, tryghed og tillid kommer til udtryk i fjendskab og had mod minoriteter og fremmede. Liberale politikere har tilsyneladende lagt liberalismens menneskesyn på hylden og forsøger at aflede utilfredshed ved at opfinde syndebukke, mens de taler for en økonomisk politik, der blot øger frygt og angst. Der er brug for et opgør med de mest forældede ideer, siger Claus Kold.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Opbrud. Mens dette skrives, befinder Inger Støjberg sig i en rigsretssag, hun har forladt Venstre og er politisk set trukket mod højre. Lars Løkke Rasmussen er i gang med at stifte et nyt moderat midterparti, Moderaterne. Og i deres tidligere parti, Venstre, forsøger Jakob Ellemann-Jensen at opbygge et fodfæste, der fortsat hviler på frie markeder, økonomisk vækst og globalisering.
I rød blok går trækket mod stærkere grænser, mere danskhed, færre flygtninge og mindre global involvering – tilsyneladende i en vellykket bestræbelse på at hente stemmer hjem fra Dansk Folkeparti.
I medierne præsenteres disse politiske forskydninger mest som partitaktiske eller personbårne. Og opgøret i Venstre præsenteres som adskilt fra de øvrige partiers politiske vandringer. Men er der andre dybere dynamikker i spil, som påvirker alle partierne i Folketinget?
Hvad er der blevet af liberalismens opfattelse af mennesket som et potentiale og som et rationelt, lærende, udviklende og bidragende væsen – uanset national, religiøs og social baggrund?
Synspunktet i denne artikel er, at disse opbrud er udtryk for forskydninger og opgør, som stikker dybere, og som rækker langt ind i danskernes hverdag. Men med et snævert partitaktisk eller personbåret fokus forspildes chancen for tage et bredt og nødvendigt opgør med nogle af liberalismens mest forældede ideer. Ideer, som holder liberalismen på kollisionskurs med klodens klima, natur og befolkninger.
Evig fred og velstand til alle
Lad os se på det: Liberalismen bestod i sin begyndelse af et oprør mod den politik og økonomi, der blev ført i 1600-tallet. Det politiske oprør var rettet mod rækken af konge- og fyrstehuse, der herskede enevældigt uden folkets indblanding, og var med andre ord et oprør mod absolutismen. Det økonomiske oprør var oprøret mod merkantilismen, som af de første liberalister blev beskrevet som en ”krigsøkonomi”.
Fælles for disse to oprør var modstanden mod, at al politisk og økonomisk magt blev samlet hos meget få mennesker, der gjorde sig rige og magtfulde på andre menneskers bekostning.
Det liberale projekts to succeskriterier kan derfor med en vis ret siges at være evig fred mellem verdens liberale stater og alles velstand på et frit marked. Og grundlaget for dette liberale projekt var oplysning og et menneskesyn, der så potentialer og tildelte rettigheder.
Det liberale projekt bestod egentlig i en række oprør mod en sen-middelalderlig hverdag, der var fundamentalt anderledes end den hverdag, vi lever i i dag
Selvom man ikke kan sige, at der eksisterer et samlet ”liberalt projekt” (det viser historien tydeligt), så kan man alligevel godt pege på afgørende værdier, positioner og problemstillinger, der i nogen grad samler projektet.
Ligeledes kan man med en vis ret også pege på, at disse problemstillinger har to ”yderpunkter”, som danner et liberalt politisk spektrum – et spektrum, der strækker sig fra Thomas Hobbes’ statsræson og menneskesyn, der havde et betydeligt absolutistisk tilsnit, og til John Lockes og Charles-Louis de Secondat Montesquieus statsræson, markedsopfattelse og menneskesyn. Vi ser nærmere på ideerne hos Hobbes, Locke og Montesquieu og på begreberne absolutisme og merkantilisme senere i artiklen.
Nutidens liberalisme i Folketinget
I det liberale spektrum kan man i dag inkludere alle politisk-økonomiske retninger. Alle partier i Folketinget i dag tager afsæt i de liberale politiske og økonomiske grundideer, og deres opfattelser af liv og mening tager afsæt i og holder sig inden for det, vi kalder det newtonsk-mekaniske verdensbillede. Partierne beskriver nok varierende udgaver af projektet, men de holder sig inden for de samme begrebsrammer.
Til partierne i dette liberale projekt i Folketinget kan man altså spørge bredt, selvom det måske giver mest mening at rette spørgsmålet specifikt til ”Venstre – Danmarks liberale parti”:
Hvad er der blevet af liberalismens opfattelse af mennesket som et potentiale og som et rationelt, lærende, udviklende og bidragende væsen – uanset national, religiøs og social baggrund?
Hvor er tilliden? Hvor er rettighederne? Og hvor er løsningerne?
Hvilke potentialer ser liberalismen f.eks. i de mennesker, som flygter fra resterne af fortidens styre- og samfundsformer? Hvilke ressourcer tillægges de mennesker, der flygter mod de frie demokratier og de frie markeder?
Samfundets lov og orden var for befolkningen uigennemskuelig, vilkårlig og direkte brutal. Offentlig afstraffelse, tortur og henrettelse var almindelig, mens menneskerettigheder var fraværende
Og man kan fortsætte denne undren og reflektere over, hvilke svar liberalismen i dag vil give: Skal vi igen have lukkede stater, som søger at skabe stedbundne fællesskaber, og den tryghed, der ligger i Støjbergs træk mod højre?
Eller skal vi have stater, som konstant søger og understøtter det nye, udviklingen og ekspansionen, som vi ser det i den position, Jakob Elleman-Jensen forsøger at fastholde? Det er to forskellige statsræsonner med meget forskellig folkelig appel.
Er dele af Venstre med det interne røre omkring Støjberg på vej væk fra Lockes, Montesquieus og Kants globale statsræson og positive menneskesyn og på vej tilbage mod Hobbes vilkårlige og lukkede før-liberale nationale statsræson med en samfundsopfattelse, der hviler på jysk muld, stedbunden etnicitet, traditioner og familieværdier, sådan som vi også ser det i partier som Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Og er hele Danmarks Folketing på vej i Hobbes retning?
Liberalismen var oprøret mod enevældet
Det liberale projekt bestod egentlig i en række oprør mod en sen-middelalderlig hverdag, der var fundamentalt anderledes end den hverdag, vi lever i i dag.
I tiden omkring den sene middelalders overgang til enevældet (absolutismen; uindskrænket fyrstevælde, en enkelt person råder over hele statsmagten) eksisterede der hverken familier, individer, børn, kærlighed, marked, økonomi eller frihed i vores nutidige forståelser af begreberne.
Den brede befolkning boede flere generationer sammen med deres dyr i små elendige huse, der almindeligvis kun bestod af ét rum og langt fra havde de sanitære forhold, som nutidens boliger har. Arbejde var snarere produktive ”hverdagsaktiviteter” eller livsmønstre end det, vi forbinder med arbejde i dag.
Den liberale kritik bestod yderligere i, at merkantilismen medførte en aggressiv handelspolitik og kolonisering af fremmede lande
Giftemål blev aftalt mellem familier og var mest af alt en praktisk-økonomisk foranstaltning. De børn, der kom til ud af det, blev opfattet som små voksne, der skulle indgå i dagens aktiviteter, så snart de fysisk kunne. Børn nød ingen særlig beskyttelse. Med nutidens forståelse var det derfor ofte barnebrude, der blev gift. Dette fandt sted blandt både høj og lav.
Hverdagen var præget af vilkårlig vold – fra konge over husbond mod kvinder og ned til yngste barn. Samfundets lov og orden var for befolkningen uigennemskuelig, vilkårlig og direkte brutal. Offentlig afstraffelse, tortur og henrettelse var almindelig, mens menneskerettigheder var fraværende. Vilkårligheden var så omfattende, at befolkningerne umuligt kunne forudse konsekvenser af egen adfærd, hvad angik lovlighed, og derfor kunne man heller ikke lære ”at opføre sig ordentligt”.
Individualisme, ejendomsret og økonomi
I løbet af det 16. og 17. århundrede skød spæde værdier i form af individualisme, ejendomsret og spinkle repræsentative regeringer frem, og en gradvis opløsning af det traditionelle feudale system og udhuling af aristokratiets magt tog form.
Men den gamle økonomiske orden blev stadig forsvaret af økonomiske tænkere, som holdt fast i at en nationalstats vej til rigdom bestod i akkumulation af penge fra udenrigshandel. Det var denne økonomi, der fik navnet ”merkantilisme”.
Dens tilhængere kaldte ikke sig selv ‘økonomer’. De så sig snarere som politikere, administratorer og købmænd og overførte den gamle forestilling om, at økonomi bestod i at forvalte en husstand, en oikos, til den overbevisning, at det at drive en stat var som at forvalte en husstand.
Begrebet ‘økonomi’ stammer fra antikkens Grækenland og er sammensat af to græske ord: oikos og nomos. Oikos betyder ‘hus’, og nomos betyder ‘normer’ eller ‘regler’. I ét: husførelsens regler. Økonomi handler altså om afgrænsningen af grupper og om reglerne for, hvordan goderne skal fordeles i gruppen. Historisk er den tænkning blevet overført på det store fællesskab: nationen (huset) og politik (lovgivning): lov og orden.
Aggressiv handelspolitik bringer rigdom, men også undertrykkelse og krig
Centralt for merkantilismen var pengeøkonomien, som bl.a. bestod i, at staten (dvs. kongen) skulle samle den størst mulige rigdom i form af ædelmetal inden for territoriets grænser. Derfor skulle befolkningen sælge mere til udlandet, end den købte. Sø- og handelsmænd søgte – bevæbnede eller i kanonbåde – at handle sig til færdige varer.
En gunstig handelsbalance kunne opnås ved en udvikling af eksporten. Midlerne var blandt andet importforbud, toldpålæg, udvikling af de importkonkurrerende erhverv, varetransport på landets egne skibe, osv. En stats udvej mod f.eks. toldpålæg var ofte at udvide territoriet og adgangen til flere ressourcer i en anden retning – nemlig ved at erobre kolonier, hvorfra kongen/fyrsten kunne etablere en gunstigere handelsbalance.
Men Newtons Gud var ikke længere en intervenerende, religiøs Gud. Det var snarere en begrundende, filosofisk Gud. En Gud, der stod som garant for en mekanisk verdensorden uden noget øvre formål
Oprøret mod absolutismen blev bl.a. udløst af, at dens orden og regler var vilkårlige og uforudsigelige og derfor ikke kunne være legitim, og at den samtidig førte til uvidenhed, fattigdom og brutal undertrykkelse. Den liberale kritik bestod yderligere i, at merkantilismen medførte en aggressiv handelspolitik og kolonisering af fremmede lande, som disse og andre lande svarede aggressivt igen på – noget, som førte til konstante og udsigtsløse krige.
Opdagelser i mekanisk fysik dominerer videnskaben
Oprøret spændte vidt, havde mange dimensioner og lag og var en fortløbende proces, men det kan med en vis ret siges, at udgangspunktet var tænkningen hos folk som f.eks. Johannes Kepler, Galileo Galilei, René Descartes, Baruch de Spinoza, Gottfried Leibniz, Francos Bacon, Thomas Hobbes og Robert Boyle og deres forsøg på at konstruere en ny sammenhæng mellem fysik og teologi.
Disse videnskabsmænd forsøgte at finde ud af, hvor langt de kunne bruge de nye opdagelser, som den nye mekaniske fysik producerede, ved også at bruge fysikkens begreber og metoder på biologi, psykologi, samfundet og staten. Hobbes ville f.eks. undersøge samfundet, som man undersøger et urværk.
Newtons nye verdensorden og det ændrede syn på Guds rolle
I det liberale opgør med absolutismens vilkårlige, traditionsbundne og religiøse irrationalitet vendte liberalismens tænkere sig derfor i stigende grad mod videnskabsmænd, der stod for oplysning, rationalitet, nye forskningsmetoder og ny viden.
Sir Isaac Newton og hans videnskab blev derfor for mange politikere og forskere inden for andre vidensområder anset for at være et lysende forbillede. Især fordi der i Newtons fysik indgik det kætterske spørgsmål om, hvorvidt Gud blandede sig i det faldende legemes retning og hastighed.
De insisterede også på, at menneskers rettigheder stod hævet over tidens midlertidige magt, systemer og traditioner
Newton nåede frem til, at verden måtte bestå af isolerede og uigennemtrængelige atomer, der bevægede sig rundt i det tomme rum; at det var tiltrækkende eller frastødende konstante kræfter, som påvirkede dem, og at det var derfor, de kolliderede med hinanden. Denne verden, mente Newton, var en materiel verden, som var skabt og holdt sammen af Gud.
Men Newtons Gud var ikke længere en intervenerende, religiøs Gud. Det var snarere en begrundende, filosofisk Gud. En Gud, der stod som garant for en mekanisk verdensorden uden noget øvre formål. Gud havde nok skabt denne verden og sat bevægelserne i gang, men blandede sig i øvrigt ikke. Dette skift markerer samtidig overgangen fra middelalderens pagttænkning til liberalismens kontrakttænkning, som påvirker både politik og økonomi fundamentalt.
Filosoffer og politikere følger i sporet på Newton
Hvor Newton formulerede de grundlæggende fysiske love, håbede filosoffer og politikere i hans kølvand, at de ved at kopiere ham kunne opdage og formulere de grundlæggende teorier for det sociale liv – herunder de økonomiske aktiviteter.
På samme måde som Newton havde udelukket Gud, Pave og præster fra indblanding i sin fysik, ønskede filosoffer og politikere at udelukke kirke og kongemagt fra forståelsen af samfundets liv.
Datidens filosoffer og politikere tog derfor udgangspunkt i og sammenlignede de kolliderende atomer med menneskers adfærd og samfundsmæssige love, når de stødte ind i hinanden i forbindelse med, at de forfulgte deres egne interesser.
Det økonomiske oprør mod merkantilismen
Overgangen fra merkantilismen til den klassiske økonomi fandt sted for lidt over tre hundrede år siden. Helt centralt i overgangen fra merkantilisme til liberalistisk økonomi var Sir William Petty, som havde Isaac Newton i sin vennekreds. Pettys “politiske aritmetik” synes at skylde Newton og Descartes en hel del, da dens metode består i at erstatte ord og argumenter med tal, vægte og mål samt kun at “bruge fornuftens argumenter og kun at overveje sådanne årsager, som kan sandsynliggøres i naturen.”
Andre tænkere så som Adam Smith, John Stuart Mill og endog John Locke brugte også den nye mekaniske fysik som inspiration i deres tænkning om stat, samfund og økonomi. John Locke beskrev endog sig selv som “a mere under-labourer to the incomparable Mr. Newton”.
Smith fastslog, at mennesket er et samfundsvæsen, der skal beskyttes, og hvis adfærd skal reguleres af love
Adam Smith var også meget imponeret over den nye mekaniske videnskab og byggede sin idé om fri markedsøkonomi og arbejdsdeling på Newtons metoder.
Adam Smith og den række af samfundstænkere, der udviklede de økonomiske begreber, vi i dag lever med, ønskede at gøre økonomien videnskabelig – og samtidig at gøre den fri fra den undertrykkelse, som religion, absolutisme og merkantilisme havde udøvet. De søgte gode modeller for denne bestræbelse og fandt den i fysikken hos bl.a. Newton. Blandt andet derfor kaldte flere af dem sig for ”fysiokrater”, og de talte om samfundets ”mekanik” og om at være ”videnskabelig” osv.
Liberalismens nye menneskesyn
Den nye liberale strømning var dybt præget af sit opgør med absolutismen som styreform og merkantilismen som økonomi. De tidlige liberalister insisterede derfor på at beskrive mennesket som rationelt, og de lagde vægt på, at mennesker havde potentialer, og at mennesker kunne lære, blive dannede og civiliserede. De insisterede også på, at menneskers rettigheder stod hævet over tidens midlertidige magt, systemer og traditioner.
Mennesket skulle være frit, så det kunne udvikle sig, og samfundet skulle give mulighed for denne udvikling. Uret, konflikter og krige opfattedes som irrationelle og skadelige både for det enkelte menneske og for samfundet. Målet var fred mellem oplyste mennesker og stater.
Staten skal beskytte mennesket med lov
For at undgå den merkantilistiske opfattelse af, at rigdom skabes gennem udenrigshandel og ved at akkumulere guld og sølv, fastslog Smith, at rigdommens sande udgangspunkt var produktion som følge af menneskeligt arbejde.
Fra de franske fysiokrater tog Smith ideen om laissez faire til sig, og han udødeliggjorde denne markedsforståelse med sin metafor om ”en usynlig hånd”, bl.a. i sit andet hovedværk Wealth of Nations fra 1776. Udtrykket refererer til individet, som i en velfungerende markedsøkonomi vil handle til nytte for sig selv og samtidig hermed indirekte handle til nytte for samfundet eller kollektivet, således at resultatet bliver samfundsøkonomisk effektivt. I sådan et tilfælde vil den usynlige hånd fungere.
Men en bestemt udvikling knyttet til markedets konkurrence bekymrede Smith, nemlig en stadig stigende differentiering af arbejdet i takt med at produktionen ville blive brudt ned i de simpleste operationer. Smith nærede en dyb bekymring om, hvilken psykologisk effekt denne differentiering af arbejdsopgaverne ville have på det arbejdende menneske; om arbejdets indhold ville være så ringe, at det ville ødelægge det enkelte menneske og skabe samfundsmæssig anomi? Det mente Smith og ræsonnerede, at staten burde gribe ind i en sådan udvikling.
Smith fastslog, at mennesket er et samfundsvæsen, der skal beskyttes, og hvis adfærd skal reguleres af love, som i Smiths tankegang kun kunne have et etisk afsæt.
Naturens love – forklaret med geder og hunde
Det var imidlertid ikke den retning, den samfundsøkonomiske tænkning tog, for ca. 10 år efter Smiths Wealth of Nations udkom en afhandling, der stod i stærk modsætning til Smiths humanistisk-samfundsvidenskabelige udgangspunkt. Det var geolog, læge og præst Joseph Townsend, som i 1786 udgav sin afhandling A Dissertation on the Poor Laws, hvori han udviklede en naturalistisk teori om økonomi. Heri afviste han ideen om den statslige indblanding og støtte, som Smith var fortaler for.
Townsend tog udgangspunkt i et eksempel, der handlede om, hvordan forholdet mellem geder og hunde på en ø ville udvikle sig. Townsend beskrev, hvordan spanske søfolk havde sat geder i land på øen Juan Fernandez. Dyrene skulle udgøre en ressource, hvis søfolkene igen skulle gå i land på øen. Antallet af geder ville stige voldsomt, mente Townsend, men de mange geder ville imidlertid også være en stor ressource for de fjendtlige britiske søfarende, når de var på togt mod spanske skibe.
Townsend insisterede derimod på, at mennesker faktisk var dyr, og at der præcis af den grund kun var brug for et minimum af lov og ret for at opretholde en samfundsmæssig balance
For at ødelægge adgangen til den store ressource satte spanierne derfor nogle hunde i land på øen. Hundene skulle reducere antallet eller helt ødelægge bestanden af geder. Nogle af gederne søgte op i de fjernt liggende bjergegne og var her i stand til at overleve og reproducere sig, mens hundene ikke kunne eller var for svage til at følge og fange deres bytte.
Der opstod således et balancepunkt i, at gederne måtte tilbage for at søge mod føde i lavlandet, mens nogle hunde var stærke nok til at følge gederne noget af vejen tilbage op i bjergene: “De svageste fra begge arter var blandt de første til at betale naturens pris; de mest aktive og energiske bevarede deres liv”, skrev Townsend og konkluderede: “Det er mængden af mad, der regulerer antallet af mennesker.” I sidste ende overlevede begge arter, da denne balance var opnået alene gennem naturens love. Antallet af hunde voksede, mens antallet af geder faldt.
På Juan Fernandez herskede der hverken lov eller ret – der eksisterede en balance mellem geder og hunde. Derfor måtte konklusionen være, at ingen lov og ret var nødvendig for at opretholde en økonomisk balance i det menneskelige samfund.
Problemet var, at der i virkelighedens verden aldrig blev sat geder og hunde i land på Juan Fernandez. Det var altså ubegrundet, når Townsend sluttede fra Juan Fernandez til Storbritannien.
Minimum af lov og ret
Townsends samfundsteori beskrev et britisk liberalt samfund som bestående af to racer: ejendomsbesiddere og arbejdere. Antallet af arbejdere blev begrænset af mængden af føde, og så længe som ejendomsbesidderne var i besiddelse af deres produktionsanlæg, ville sulten drive arbejderne til arbejdet. Derfor var ingen love og myndigheder nødvendige. Sulten (økonomien) disciplinerede bedre end (etikkens og politikkens) lov og ret.
Ved at skifte fra Smiths humanistisk-samfundsvidenskabelige grundlag i forståelsen af det liberale samfunds økonomi til en biologisk forståelse undgik Townsend det uundgåelige spørgsmål om grundlaget for den liberale stats lov og ret. Og ved at foretage dette skift indførte han et nyt retsligt begreb i de menneskelige anliggender, nemlig ‘naturens love’. Dette var i modstrid til Aristoteles’ tænkning om, at kun guderne og dyrene kunne leve udenfor samfundet, og mennesket var ingen af delene.
Hobbes, Hume, Hartley, Quesnay og Helvetius havde alle næret et brændende ønske om at kunne fremvise en samfundsvidenskabelig lov lige så universel som Newtons tyngdekraft. I sit arbejde på at nå dette mål havde Hobbes henvist til menneskets ‘frygt’. Han beskrev mennesket som ‘ulve’ i den forstand, at mennesket uden for samfundet opførte sig som ulve – ikke at der var nogen biologiske faktorer til fælles for mennesker og ulve. Townsend insisterede derimod på, at mennesker faktisk var dyr, og at der præcis af den grund kun var brug for et minimum af lov og ret for at opretholde en samfundsmæssig balance.
Ideen om selvregulerende markeder
Townsends teori, der bestod i en naturalisering af arbejdet med selvregulerende markeder, fik stor indflydelse. Ideen om at menneskelig handling er en abstrakt, generel og universel naturlov, var baseret på de grundlæggende aspekter af samtidens ”social-naturalisme”, der hævdede, at samfundet var en biologisk enhed, blev udviklet af læger som f.eks. Quesnay. Ud fra dette ræsonnement var samfundet et lukket og selvregulerende system, der, når det er uberørt af politisk indgriben, vil have tendens til ligevægt og orden.
Som det fremgår, blev forholdsvis simple metaforer altså hentet direkte ind i økonomien fra fysikken og senere biologien, hvor de dannede fundament for de klassiske og nyklassiske økonomiske teoriers naturvidenskabelige økonomiske teorier.
Økonomien fik i denne periode fra 1871 til o. 1936/45 et naturvidenskabeligt præg, som medførte, at økonomi blev noget uden for samfundet, og som derfor i dag af økonomer og politikere opfattes som noget, der ikke kan ændres
På den måde voksede en klassisk økonomisk begrebsdannelse frem med afsæt i den klassiske fysik og biologi og ud fra begreber om linearitet, acceleration, friktion, tyngdekraft, balancepunkter, etc. De økonomiske kræfter blev i stigende grad fremstillet som nogle, der blev reguleret af naturlige objektive love. I det økonomiske rum skulle de være fri fra irrationel indblanding af traditioner, herskere og præster for at kunne virke til alles gavn og glæde. Markedets usynlige hånd ville lede de selvstændige håndværkere, iværksættere, producenter og forbrugere til en harmonisk forbedring af alles liv. På den måde ville samfundsmæssige resultater kunne opnås uafhængigt af individuelle hensigter.
Opstår værdi i produktionen eller på markedet?
Teoretikerne bag den klassiske økonomi var Smith, Ricardo, Marx og til dels Mill. De baserede som beskrevet deres økonomiske teorier på den samme begrebsramme. Herfra fokuserede de på ‘produktionssiden’ i menneskers arbejde og mente derfor, at det var menneskets arbejde, der skabte værdi. Fordi de levede i et landbrugssamfund, mente de, at arbejdet bestod i at dyrke landet.
Da industrialiseringen blev en større økonomisk faktor, begyndte man efterhånden at inddrage overvejelser om, hvor værdi blev produceret. De værdier, der blev produceret, blev afsat og brugt i familierne og i samfundet. Landbrug og industri var med andre ord producerende (indtægt), mens samfund og familier var forbrugende (udgift). Den opdeling ser vi den dag i dag i politik.
Efter den klassiske økonomi fulgte den nyklassiske skole. Den bestod af økonomerne Jevons, Menger, Walras, Marshall, m.fl. De mente ikke, at værdi opstod på produktionssiden, men pegede i stedet for på markedssiden: Hvis nogen var parate til at betale for en vare eller service, så havde den en værdi. Den værdi fandt varen eller ydelsen på markedet gennem markedsmekanismerne.
Økonomi udvikles med matematiske formler
Også det nyklassiske projekt ville gøre økonomien videnskabelig for at trække den fri af politisk indblanding. Det gjorde den ved at udvikle en økonomisk matematik til at beregne de allerede udviklede klassiske begreber. Denne bestræbelse bevirkede, at økonomien i samme proces fjernede sig fra det samfund og de handlinger, det tog udgangspunkt i, og udregnede økonomi fra.
Den nyklassiske tænkning styrkede sin position ved at udvikle en stor mængde matematik og formler for økonomien. Økonomien fik i denne periode fra 1871 til o. 1936/45 et naturvidenskabeligt præg, som medførte, at økonomi blev noget uden for samfundet, og som derfor i dag af økonomer og politikere opfattes som noget, der ikke kan ændres.
Kun statslig regulering kan forhindre kriser og krig
I 1944 – under 2. verdenskrig – pegede økonomen Karl Polanyi i sin afhandling på, at liberalismens begrebsudvikling af centrale økonomiske begreber, som f.eks. forestillingen om en helt ureguleret markedsøkonomi, kunne være forkerte og have ødelæggende samfundsmæssige konsekvenser.
Han pegede således på, at liberalismen opfattede og behandlede mennesker og det naturlige miljø som ‘rene varer’ eller ‘ting’. Også Keynes, økonomen, som i efterkrigstiden fik stor indflydelse på, havde lignende synspunkter.
Fejlslutninger og farlig fantasi
Til grund for Polanyis kritik lå en begrebslig skelnen mellem ‘ægte’ og ‘fiktive’ varer. For Polanyi var definitionen af en ægte vare, at det bliver produceret med henblik på salg på et marked. Med udgangspunkt i denne definition er land, arbejde og penge fiktive varer, fordi de ikke er blevet produceret for at blive solgt på et marked. Jordlodder er opdelt natur, arbejde er simpelthen menneskers aktivitet og udbud af penge og kredit i moderne samfund er nødvendigvis skabt af stater.
Den liberale økonomi tager desuden udgangspunkt i, at fiktive varer opfører sig på samme måde som ægte varer. Polanyi argumenterede for, at dette var en fundamental fejltænkning, og at den neoliberale idé derfor var en farlig fantasi. Han advarede derfor om, at fejltagelsen ville få fatale samfundsmæssigt-politiske konsekvenser. For ligesom de nationale økonomier har vist sig at være afhængige af en regulerende statslig rolle, har den globale økonomi på samme måde brug for regulerende institutioner. Uden sådanne institutioner vil de enkelte landes økonomier – og hele verdensøkonomien – igen og igen komme ud i en økonomisk krise og i nye krige.
Den økonomiske vækst har øget presset på biosfæren, har kontinuerligt skruet op for konkurrencen om arbejdspladser mellem mennesker og har skabt en hidtil uset økonomisk ulighed
Polanyis analyser af økonomien i tiden op til 1. og 2. verdenskrig pegede på, at det netop var de liberales begrebsdannelse, der ledte dem til at opfinde guldstandarden som en økonomisk mekanisme, der skulle skabe en grænseløs verden med voksende velstand.
Men i stedet for at skabe fred og velstand medførte guldstandarden voldsomme økonomiske kriser. Der skete også det, at befolkninger søgte at beskytte deres økonomier bag forhøjede økonomiske og territorielle grænser. Så̊ til trods for, at liberalisterne drømte om en fredelig verden, hvor de eneste kampe drejede sig om enkeltpersoners og virksomheders indbyrdes konkurrere, så bidrog fastholdelsen af en tænkning, bestemte begreber og institutionelle løsninger som guldstandarden, til to destruktive verdenskrige.
Regulering og mindre økonomisk ulighed efter krigen
Samtidig med Polanyis kritik blev verdensøkonomien i en kort periode fra omkring 1945 til 1971 under indtryk af økonomen Keynes’ tænkning og Bretton-Woods-aftalerne fra 1944 i højere grad end hidtil statsligt reguleret og med en vis succes: Den økonomiske ulighed mindskedes.
Men andre økonomiske problemer udfordrede Keynes’ teorier, og det ledte den økonomiske tænkning mod den neoliberale skole.
Neoliberalisme og stigende ulighed og utryghed
Hvor formuleringen af den neoliberale tænkning blev udformet omkring begyndelsen af 2. verdenskrig, begyndte den egentlige udfoldelse af den neoliberalistiske periode med Nixons ophævelse af Bretton-Woods aftalen i 1971. Efterfølgende valgte nogle af verdens mest indflydelsesrige politikere – USA’s præsident Reagan og Englands premierminister Thatcher – omkring 1980 at lægge deres økonomiske politik om, så den i højere grad fulgte anvisningerne fra den neoliberale økonomiske skole.
Venstres økonomiske politik øger med andre ord den frygt og angst, som får vælgerne til at søge mod DF
Den økonomiske udvikling, der fulgte, har været præget af stigende økonomisk ulighed og udbredte protester over hele verden, hvor befolkningerne har protesteret mod de økonomiske forstyrrelser, den neoliberale økonomi og globalisering skaber.
Den økonomiske vækst har øget presset på biosfæren, har kontinuerligt skruet op for konkurrencen om arbejdspladser mellem mennesker og har skabt en hidtil uset økonomisk ulighed. En sådan økonomisk situation er ødelæggende for familier og har da også medført selvforsvarsreaktioner.
Frygt, angst og syndebukke i nutidens økonomiske politik
Efterhånden som den økonomiske fragmentering intensiveres, bliver oplevelsen af det sociale fællesskab med dets selvfølgeligheder, tryghed og tillid i stigende grad problematisk. I stigende grad har især liberale politikere forsøgt at aflede utilfredsheden ved at opfinde og pege på både indre (flygtninge og andre minoritetsgrupper) og ydre syndebukke (stater med andre værdier og anden adfærd, som skal bekriges og bagefter udvikles).
Her finder vi den dybere årsag til Støjbergs instruks, kage og politiske træk mod højre. Hun får opbakning til sin syndebukssøgning fra et logrende DF, der som den tidligere regerings støtteparti ikke opdager, at Venstres neoliberale økonomiske politik bruger DF’s støtte til at udlicitere de kulturbærende institutioner, som DF’s nationalromantiske drømme ellers produceres af, til markedets økonomiske vilkår.
Venstres økonomiske politik øger med andre ord den frygt og angst, som får vælgerne til at søge mod DF. Og Støjberg har kvitteret ved fokuseret, men lige så historie- og visionsløst at gå efter de svageste i vores midte: de flygtninge, der er flygtet fra de nye krige i de tidligere kolonier og deres ikke-liberale regimer
LÆS ANDEN DEL AF MINI-SERIEN OM LIBERALISMENS KRISE HER
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
