IRAN-KRIG // ANALYSE – Pakistan er i kontakt med både iranerne og amerikanerne om en fredsaftale i Iran, men konstruktionen er skrøbelig og reelt umulig at vurdere sandsynligheden af. Alt peger på, at ansvaret for et muligt diplomatisk sammenbrud allerede er placeret hos vicepræsidenten, skriver Annegrethe Rasmussen.
AMSTERDAM – Med en deadline sat af den amerikanske præsident til tirsdag aften i horisonten advarede Trump mandag aften ved et pressemøde i Washington om, at USA kan ”udradere Iran på en enkelt nat” – en henvisning til hans ultimatum om, at Teheran skal genåbne Hormuzstrædet inden klokken 20 amerikansk tid. ”Vi forhandler, og måske gør de (Iran, red) det også i god tro. Det får vi se – men hvis ikke vi har et resultat tirsdag kl. 8 (20:00, som svarer til onsdag morgen kl. 2 dansk tid, red), så har de ingen broer og ingen kraftværker – det er tilbage til stenalderen,” lød det videre.
Forsvarsminister Pete Hegseth, der også deltog i pressemødet tilføjede, at angrebene ville blive ”intensiveret tirsdag og være af et omfang, der ikke er set siden krigens første dag”.
Trump gentog hermed de trusler, han havde udstedt allerede søndag med et usædvanligt profant sprogbrug, selv for ham, om at angribe iranske kraftværker og broer, hvis Irans regime ikke ”åbnede det forpulede stræde” senest tirsdag, mens Iran som modsvar advarede om, at konsekvenserne heraf vil række langt ud over regionen:
Iran afviste også mandag prompte et amerikansk forslag om 45 dages våbenhvile, som Trump selv har kaldt ”et betydeligt skridt, men ikke godt nok”. Trump krævede i stedet en ”permanent afslutning på krigen” samt ophævelse af sanktioner og en fuld genopbygning af regionen. Teheran fremsendte sit svar bestående af ti punkter med deres krav via Pakistan, der p.t. mægler i konflikten.
Hvis forhandlingerne faktisk starter, er det sandsynligt, at det vil ske via Pakistan som mediator mellem Washington og Teheran i et forsøg på at finde en udvej væk fra en potentiel nedsmeltning og eskalering af krigen
Den iranske politiker Saeed Jalili, som er ”The Supreme Leader’s Representative to the Supreme National Security Council’s Secretariat” imødegik mandag aften Trumps retorik og argumenterede på X (tidligere Twitter) for, at det er kontraproduktivt at bede præsidenten om at stoppe med sin krigeriske og vulgære sprogbrug. At lade Trump tale, skrev han, er den mest effektive måde at afsløre USA’s sande natur på:
Ved mandagens noget hæsblæsende pressemøde benyttede Trump i øvrigt også lejligheden til allersidst under mødet igen at nævne Grønland som et eksempel på, hvor hele nedturen mellem USA og Nato begyndte:
Vil reelle forhandlinger blive indledt i Pakistan?
Det er tredje gang, USA’s præsident truer med at angribe Irans civile infrastruktur, hvilket kan betragtes som en krigsforbrydelse ifølge folkeretten omend det er tilladt, hvis der kan skaffes belæg for, at fjenden bruger civile anlæg til militære formål i en krig.
Iran kaldte den amerikanske præsidents ultimatum for en ”indikation på en kriminel tankegang”, og en talsmand for landets udenrigsministerium understregede, at hans land vil fortsætte ”kampen for at forsvare vores nationale sikkerhed”.
Parallelt har flere amerikanske medier herunder Axios, der kom først med historien, ikke desto mindre berettet om, at amerikanske og iranske embedsmænd p.t. diskuterer en potentiel ”45-dages våbenhvile”. Mediet tilføjede imidlertid, at chancerne for at nå en aftale er små.
Hvis forhandlingerne faktisk starter, er det sandsynligt, at det vil ske via Pakistan som mediator mellem Washington og Teheran i et forsøg på at finde en udvej væk fra en potentiel nedsmeltning og eskalering af krigen. Og her er J.D. Vance kørt i stilling af Trump som USA’s repræsentant, efter iranske embedsmænd i marts nægtede at mødes direkte med Trumps foretrukne ”fredsteam”, Steve Witkoff og Jared Kushner.
Det er dog p.t. fortsat Witkoff, der kommunikerer med embedsmænd i Islamabad.
Hvis Iran-forhandlinger mislykkes, kan Trump placere ansvaret hos Vance
Konstruktionen med at holde Vance klar i baghånden ligner imidlertid, som så meget andet i den aktuelle krig, ikke en egentlig gennemarbejdet plan, men mere en ofte set strategi fra Det Hvide Hus om at placere et muligt ansvar for en diplomatisk fiasko et andet sted end hos præsidenten, nemlig hos vicepræsidenten.
I sidste uge kaldte Reuters lanceringen af vicepræsidenten som spydspids for samtaler i Islamabad for ”en levende forbindelse” mellem Washington og Teheran, mens andre medier herunder BBC kaldte idéen for et ”usandsynligt mæglingsforsøg”.
Valget af Vance som en mulig frontfigur fortjener dermed mere end et enkelt kritisk blik. For udpegningen følger et mønster, der har lige så mange år på bagen som vicepræsidentembedet selv: Når et problem er for farligt at ignorere og for vanskeligt at løse, lander det som regel hos nummer to – ikke uden grund kaldes jobbet som VP for ”the worst job in Washington”.
Og det er ikke noget specielt for Trump heller. Under Biden fik vicepræsident Kamala Harris ansvaret for, som det hed, immigrationens “grundlæggende årsager” – et ganske udefineret mandat uden klare succeskriterier men med fuldt ansvar, efter USA’s sydgrænse ikke blev lukket.
Vances mulige rolle i Iran er skruet sammen på nogenunde samme måde. Der findes ingen klar målestok for succes, ingen tydelig exit eller for den sags skyld en deadline for mulige angreb, som nogen vil komme til at hæfte for, hvis fristen overskrides uden en egentlig aftale.
I virkeligheden er der kun én mand, der ved, hvad der vil ske tirsdag aften, og det er Trump. Ikke en vicepræsident, der får serveret en uspiselig dagens ret, som han vil få skylden for, når måltidet brænder sammen
Samtidig er det værd at notere sig – ikke mindst med et blik på præsidentvalget i 2028 – at Marco Rubio er et andet sted i kabalen. Han er i gang med at konsolidere en klassisk udenrigsministerrolle, pleje alliancer, rejse verden rundt og opbygge relationer, mens Vance sendes ind i en uvant og højrisikabel situation, som Pakistan kun med besvær vil kunne holde sammen på. Hertil kan man lægge, hvad der er almen viden, nemlig at Vance tidligere har været en ganske højlydt modstander af at involvere USA militært i Mellemøsten i det hele taget (også selvom det forlyder i amerikanske medier, at han rådgav Trump om at intervenere “kraftfuldt og hurtigt”, hvis man skulle gøre noget fra amerikansk side).
Arbejdsdelingen er sigende. Hvis den pakistanske mægling bryder sammen, og angrebene genoptages, er det Vance, der står med aben: ”mislykket diplomati”. Hvis det mod forventning lykkes at få en aftale i stand i Islamabad om et ophør af krigen, vil Trump snuppe æren. Rubio har uanset udfaldet holdt sine hænder relativt ubesmittede.
Hen over weekenden fremlagde Pakistan ikke desto mindre et rammeudspil med krav om øjeblikkelig våbenhvile og genåbning af Hormuzstrædet som første skridt mod en bredere løsning. Landets hærchef, feltmarskal Asim Munir, skulle ifølge flere amerikanske medier være i næsten konstant kontakt med Vance, Witkoff og Araghchi.
Det store spørgsmål er selvsagt, hvad det er, verden ser udspille sig lige nu, er det ”momentum”, forhandlingstaktik eller en illusion? Der er dyb mistillid fra alle sider, både mellem Iran og USA og mellem Iran og Israel. Og Trumps konstant skiftende signaler begrænser, hvad Islamabad (eller Vance) vil kunne levere.
I virkeligheden er der kun én mand, der ved, hvad der vil ske tirsdag aften, og det er Trump. Ikke en vicepræsident, der får serveret en uspiselig dagens ret, som han vil få skylden for, når måltidet brænder sammen. I dette tilfælde er miseren dog ikke begrænset til Amerika – eller Mellemøsten for den sags skyld. Store dele af kloden kan risikere at blive trukket dybere ind i Trumps højrisikable og ikke spor muntre krigskøkken.
Læs mere om Iran i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og