
GRØNLAND // REJSEBREV – Forfatter Bernt Stubbe Østergaard er med sin kone Marianne en måned i den grønlandske by Nanortalik. Hun er læge og afløser byens faste læge. Parret møder indbyggere i Nanortalik og danner sig et indtryk af livet og dets udfordringer i den lille by langt fra Nuuk, hvor debatten om Grønlands selvstændighed folder sig ud. Men uden for Nuuk er talen om selvstændighed en helt anden, siger skribenten og peger på, at vejen frem for Grønland nok bl.a. kræver, at flere folk med uddannelse er villige til at arbejde i de mere isolerede egne af landet.
Flere i byen fortæller mig, at Sydvestgrønland er danskervenligt – jeg får allerhøjst et “turisti” eller “cowboy – hvor er din hest?”- tilråb leveret med et let grin, når jeg kommer traskende forbi med kikkert om halsen, solbriller og sort filthat på hovedet. Der er ellers ingen hatte her, alle bruger kasketter.
Faktisk så hilser næsten alle – small town manners. Vi hilser igen, og især Marianne er god til at henvende sig til de børn og unge, vi møder. Måske er det hendes status som byens midlertidige læge. Det ved rigtig mange. Eller også er det blot, fordi hun udviser interesse for dem, viser tillid – og skaber respekt. Det er øvrigt dejligt at opleve de mange unge i alderen 5-15 år, der om eftermiddagen og aftenen mødes på den nyanlagte kunstgræsfodboldbane og spiller bold og hænger ud sammen.
Over 10% af grønlænderne bor i Danmark, og netop de højere uddannelser i Danmark tiltrækker mange af de mere resursestærke grønlændere, der så vælger at blive sydpå
Vi har fået rigtig mange bekendtskaber i løbet af de to uger, vi har været her i Nanortalik. Det står i skærende kontrast til mine studieår på landet på Djurs, hvor man kunne være “fremmed” de første 2-3 generationer. Selvfølgelig er det nemmest at falde i snak med de mange danskere her – jeg gætter på, at der er over 100 her i dette lille samfund med 1200 indbyggere.
Men der er også mange imødekommende lokale, der fortæller om deres by og deres liv – som f.eks. David, der viste os rundt på byens frilandsmuseum. Den afrejsende danske læge Jan, som Marianne afløser, inviterede os til middag med nogle dejlige grønlændere. Det var Stine, den højtrespekterede, nu forhenværende oversygeplejerske på hospitalet, og Uga, den besøgende hjertelæge fra Nuuk.
På hospitalet er der Gerda, den kompetente SOSU-hjælper. Hun hjælper Marianne med alt fra oversættelse til laboratorieanalyser og screening af patienterne. Vi har snakket om natur og kultur med Ellen, der bestyrer turistinformationen. Vi har selv haft Ini, der assisterer i tandklinikken og hendes mand Ole, den uforlignelige fanger, som jeg nu har sejlet med på tre ture, til middag her i lejligheden. Og Børge, der vedligeholder hele teleinfrastrukturen i byen. Han er født i byen, uddannet på Hernings Tekniske Skole, ansat i Grønlands Tele og har boet her lige siden.

Uden for Nuuk er selvstændighed en fantasi
Det har været spændende samtaler, hvori alle betegner “selvstændighed” som et Nuuk’sk fantasifoster. Selvom Múte Egede, der faktisk stammer her fra Nanortalik og nu er Grønlands nye regeringsleder og formand for partiet Inuit Ataqatigiit (IA), formelt går ind for selvstændighed, vil man hellere snakke om at få rindende vand i alle grønlandske husholdninger inden 2030.
Landet har 55.000 indbyggere spredt ud over et barskt territorium på over 2.1 mill kvadratkilometer, hvoraf ca. 1.7 mill kvadratkilometer ligger under indlandsisen. Det resterende areal er stadigvæk større end Norge, mens indbyggertallet er mindre end i Rudersdal kommune, hvor vi bor til dagligt.
Erhvervsfangere udgør i dag kun 5% af den erhvervsaktive befolkning, dvs. godt 1500 personer
At opbygge et højteknologisk samfund under sådanne forhold må nødvendigvis understøttes af lande med venligere klimastrøg. Over 10% af grønlænderne bor i Danmark, og netop de højere uddannelser i Danmark tiltrækker mange af de mere resursestærke grønlændere, der så vælger at blive sydpå. Der er skønne undtagelser, men problemet er tydeligt.
I Nanortalik ser jeg det eksemplificeret hver dag – overalt: Danskere står i altovervejende grad for levering, planlægning og styring af byens energi-, transport-, byggeri-, tele-, butiks-, politi-, hospitals-, museums- og skoleindsats – godt hjulpet naturligvis af dygtige lokale kræfter. Men når jeg køber ind i Brugsen i Nanortalik og oplever de bugnende hylder, der godt kan hamle op med vareudbuddet i en jysk provinsby, så forstår jeg, hvor fuldstændig afhængigt dette samfund er af et rigt land som Danmark. Bortset fra de skønne grønlandske rejer, muslinger, fisk, lam og moskusoksekød er det altsammen danske varer.
Erhvervsfangerne er få
Men tanken om selvstændighed er tungt politisk gods. Selvfølgelig vil de gerne selv, deres kultur er i grundstammen så forskellig fra vores. Men som amerikanerne siger: You can’t get there from here. Måske er kulturproblemet også ham, der står på mit skrivebord – fangeren, skåret ud af en rensdyrknogle. Han legemliggør den helt fundamentale grønlandske fortælling om overlevelse i et barskt miljø, hvor alle andre inklusiv vikingerne opgav at leve af naturens egne resurser – uden andet end drivtømmer fra Sibirien.
Erhvervsfangere udgør i dag kun 5% af den erhvervsaktive befolkning, dvs. godt 1500 personer. Og de har for længst lagt kajakken op, udskiftet harpunen med geværet og er hoppet i åbne joller med 150 hk motorer. Kamikkerne er udskiftet med danske gummistøvler, og sælskinsanorakken med fleecejakker, letvægts North Face og flydedragter, der øger chancerne for at redde sig i land, hvis båden kæntrer. I det 2-3 graders kolde vand er det nemlig minutterne, der tæller. Men den fortælling kan altså ikke understøtte en velfærdsstat.
Du ejer ikke din grund, du får brugs- og byggeretten, og den går i arv
På “Brædtet”, som er fiskehandlen på havnen, udbydes de lokale produkter. Den bestyres af fangerne og støttes med kommunale tilskud. Der kan jeg købe tørrede grønlandske sardin-agtige ammaretter, tørret og fersk sælkød, spæk og sælolie – og siden i mandags, også friskfangede ørreder til 40 kr. pr. kg. Salget åbnede, da ørredfiskeriet gik i gang d. 15. juni, samtidig med at jagten på de store klapmyssæler klinger af. Det har fangere og myndigheder ret godt styr på.
Tomme huse og klimaforandring
Det er bestemt ikke, fordi grønlænderne ikke arbejder. Der er faktisk rimelig beskæftigelse for både mænd og kvinder her i Nanortalik – de bestyrer bare ikke ret meget, og lønniveauet er både beskedent og svingende, fordi mange er på midlertidige ansættelser i sundhedsvæsenet, på fiskefabrikken eller i den nyåbnede guldmine længere inde i Simileqfjorden. Arbejdsløsheden ligger på 6-8%.
Vi ser mange tomme huse, når vi går rundt omkring i byen; de lokale siger, det især skyldes tilbagegangen i den kystnære torskebestand – færre torsk, færre fiskere, mindre fiskeforarbejdning. Flere mener, det skyldes klimaforandringer – når det koldere vand langs kysten pga. øget afsmeltning driver torsken ud på dybere vand, hvor kun de store havgående trawlere kan være med.
Air Greenlands helikopter ankommer stadig to gange dagligt (med dansk pilot). Det dækker behovet for det faldende turistbesøg, specialisttilsyn, ‘evakuering’ af patienter til behandling i Qaqortoq eller Nuuk og erhvervsrejsende
Det skyldes måske også Grønlands besynderlige ejendomssystem: Du ejer ikke din grund, du får brugs- og byggeretten, og den går i arv. Har du i forvejen en bolig, når dine forældre dør, så lader du bare deres hus stå – tomt, eller evt. som en feriebolig, når du nu selv er flyttet til en større by end det lille Nanortaliksamfund. Det koster ikke noget. Der er tilsyneladende ingen ejendomsskat, og personskatten er ikke progressiv. Tilflyttere til Nanortalik med job og indtjening vil nok hellere bygge deres eget hus på en næsten gratis grund fremfor at købe en faldefærdig hytte. Der er plads nok til ekspansion.

Sociale problemer
Der er selvfølgelig også et, i danske øjne, alvorligt misbrugsproblem: alkohol, hash, ubeskyttet sex og kønssygdomme, familievold, incest og i værste fald selvmord. Hver 14. dag, når lønnen udbetales, stiger alkoholindtaget i byen voldsomt. Mariannes og min tur gennem byens hovedstrøg langs havnen sidste fredag aften var nu fredelig nok, og da vi toppede bakken ned til vandreservoiret i byens udkant, blev vi endda hilst hjerteligt med et “Hi cowboy” af tre mand og en kvinde i 30’erne siddende på to kasser bajere i aftensolen.
Men Anne, en (dansk) sygeplejerske på hospitalet fortæller næste dag, at i hendes boligblok, hvor der bor mange lav- og overførselsindkomstmodtagere, var fredagsnatten præget af råb, skrig og høj musik, og der var blodplettet jord udenfor hendes dør næste morgen.
Livlinen til omverdenen
Det er ikke, fordi byens befolkning føler sig helt afskåret fra omverdensøkonomien, selvom turisterne savnes meget. Det var tidligere en rigtig god sideindtægt for de lokale forretninger, fangerne og byens kunsthåndværkere med bådture, vildmarkstrofæjægere, backpackere og endda cruiseskibe, der kortvarigt kunne oversvømme bygden med turister, der købte alt det lokale kunsthåndværk: tupilakker (figurer udskåret i ben, sten m.m.), grønlandsk guld og rubinsmykker, skind, perlebroderier, malerier, og tøj.
Air Greenlands helikopter ankommer stadig to gange dagligt (med dansk pilot). Det dækker behovet for det faldende turistbesøg, specialisttilsyn, ‘evakuering’ af patienter til behandling i Qaqortoq eller Nuuk og erhvervsrejsende mm.
Men en helikoptertur til den nærmeste by koster altså 900 kr. Almindelige borgere benytter sig derfor af egen båd eller den daglige Disko Line bådfart til Qaqortoq, Narsaq og Narsarsuaq, når de skal rundt til andre byer i Kujalleq kommunen, der med sine 32.000 km2 er lidt større end Jylland.

Bygderne længere sydpå må selv klare transporten. Der er helipads til evakuering af syge, men ingen rutefart dertil. En gang om ugen kommer fragtskibet Irena Arctica (der har Aalborg som hjemstavn) fra Royal Arctic Line sejlende mellem isbjergene og lægger til i havnen. Så losses der, den ene container efter den anden – i timevis, før den i aftensolen igen stævner ud mellem skær og is. De 100 meter lange fartøjer med op til 400 containere ombord reduceres til en rød prik i det enorme hav.
Arctic Line er i øvrigt ejet af Hjemmestyret og har monopol på denne kystsejlads, der er selve livlinen for dette samfund. Det er sikkert også en særdeles indbringende forretning for Hjemmestyret, hvilket vækker en del kritik fra lokale redere, der gerne vil have en luns af det også.
Bare en returbillet med fly til Nuuk koster over 10.000 kr., så der kommer man kun, hvis Hjemmestyret betaler
I Danmark fokuserer selvstændighedsdebatten mest på bloktilskuddets størrelse, og hvorvidt vi skal betale 300 mill. kr for en bedre lufthavn i Nuuk, så kinesere og amerikanerne ikke får en fod indenfor. Men heroppe handler debatten mere om den lave uddannelsesfrekvens med mange frafald, skilsmisser, alkohol og hashmisbrug. Og de forfærdelige selvmord blandt de unge.
Natten til forrige lørdag blev Marianne vækket kl. to om natten, fordi en 12-årig pige i en lille bygd syd for Nanortalik havde hængt sig. Marianne skulle op og med båden med politi og en kommunalansat. Det blev dog hurtigt opgivet, da storisen på havet gjorde sejlads umuligt. Næste dag var det så et hold fra Qaqortoq, der fløj derned – til Mariannes store lettelse.
Nuuk er stukket af
Så er der den enorme indtægtsforskel mellem folk i bygderne, og især mellem Nuuk og resten af landet. Huspriserne i Nuuk nærmer sig dem, vi kender fra Hellerup og Frederiksberg. Selv her i Nanortalik koster et mindre træhus 300.000 kr. De dyreste koster op mod en million, fortæller Ole mig. Men i Nuuk er priserne ti gange højere. Det er fuldstændig udenfor den almindelige grønlænders rækkevidde.
Når jeg så ser KNR1 og 2, de to grønlandske TV kanaler, så møder jeg et Nuuk-liv, der kører derudaf med alle moderne bekvemmeligheder, kulturbegivenheder, teknologisk avanceret, i smart tøj osv. Det er stukket af fra resten af landet, synes man herude i provinsen. Bare en returbillet med fly til Nuuk koster over 10.000 kr., så der kommer man kun, hvis Hjemmestyret betaler.
Med sit kølige klima og gode hydro- og solenergimuligheder kan Grønland noget særligt. Igen behøver Grønland ikke at løfte investeringerne, men hvis man skal arbejde der, skal man være veluddannet og være villig til at flytte væk fra Nuuk
På Nanortalik-museet har de bygget en kopi af den oprindelige sydgrønlandske vinterbolig, der var udbredt (uden for Nuuk) helt op til 1940’erne. Det var i bogstavelig forstand en jordhytte – om sommeren flyttede familierne i telt ude på fangstpladserne. Så afmonterede man simpelthen taglægterne og tog dem med sig i bådene til sommerstedet, hvor de fungerede som teltstænger. I mellemtiden blevet vinterboligen godt luftet igennem – uden tag.
Der er jo en hyggelig hobbit-inspiration her, men det er hverken foreneligt med det nuværende befolkningstal, der er fire gange højere end for 100 år siden, eller vareudbuddet i Brugsen. Ingen vil tilbage til det – men hvor går deres veje hen?
Reviderede tanker om resurser i Grønland
Mange selvstændighedsforkæmpere har førhen håbet på indtægter fra miner, indtægter fra olie, indtægter fra baser – alt sammen noget, som grønlænderne ikke selv behøver at putte penge i, men som kan bringe jobs. Jeg tror, at mange grønlændere i dag indser, at sådanne ‘råstofløsninger’ også har mange omkostninger, især på miljø- og naturkontoen, hvad det seneste valg også tyder på.
Så er der de nye ideer. Store datacentre for Google, Facebook, Apple m.m., der alle har brug for kølekapacitet foruden rigtig meget grøn energi til selve driften. Med sin beliggenhed midt mellem Europa og USA, udenfor EU, men indenfor rigsfælleskabet, og med sit kølige klima og gode hydro- og solenergimuligheder kan Grønland noget særligt. Igen behøver Grønland ikke at løfte investeringerne, men hvis man skal arbejde der, skal man være veluddannet og være villig til at flytte væk fra Nuuk.
Infrastrukturen er også på plads, men den er stadig meget dyr og meget vejrafhængig
Vertical farming er også på tale. Drivhusgartneri i 40 fods containere med computerstyret varme, vand og LED-lys, hvor grøntsager og krydderier dyrkes på lodrette vægge med små hylder. Det kræver stabil energi, men kan ellers lægges ud i de omtrent 70 bygder og 125 mindre fårefarme. Det kræver også uddannelse, men arbejdet er dog tættere på jorden og den madkultur, de fleste kender. Kunderne er heller ikke så langt væk – Brugsen f.eks.
Turisme er ikke rigtig nogen ny ide. Der er allerede uddannelser på grønlandske erhvervsskoler som trofæguide og naturguide. Infrastrukturen er også på plads, men den er stadig meget dyr og meget vejrafhængig. Det gør det svært at planlægge en ferie heroppe, når vejrforhold skal indregnes i de dyre rejser. Hvis man kun har to ugers ferie, så er et flere dages ufrivilligt ophold i en lufthavn afskrækkende. Hvis man kunne opbygge et udsøgt grønlandsk køkken på utrolig flotte restaurantsteder, så kunne det måske tiltrække et ny kundeunderlag, som i Hitchikers Guide to the Restaurant at the end of the Universe. Måske med en undersøisk afdeling til fiskeretterne?
Grønland har en fremtid, men de mange politiske isbjerge, hvor 90% ligger skjult, skal krydses forsigtigt.
LÆS MERE I POV OM GRØNLAND HER
Topillustration: Et scenisk billede af en fjord i Nanortalik i Sydvestgrønland, hvor talen om grønlandsk selvstændighed er en helt anden end i Nuuk. Alle fotos: Bernt Østergaard
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.