BØGER // ANMELDELSE – Med bogen Gymnasiale veje og vildveje har lektor Steen Beck skrevet en interessant og personligt fortalt historie om gymnasiets, men også uddannelsespolitikkens og samfundets udvikling siden 70’erne. Vi kommer med på en vandring gennem mere end fem årtiers historie.
Lektor Steen Beck tilrettelægger i bogen Gymnasiale veje og vildveje sin historiske fremstilling af gymnasiet gennem tre analytiske greb, som han benævner fra oven, fra siden og fra neden. Grebet fra oven fokuserer på de brede samfundsmæssige tendenser, den uddannelsespolitiske udvikling og de reformer, som har kendetegnet gymnasiet.
Vi begynder med den lille reform inden for det, der hed grengymnasiet fra 1971. Valgfagsgymnasiet fra 1988 udgør en anden milepæl, mens indførelsen af studieretningsgymnasiet fra 2005 udgør et tredje skel. Den kraftige justering af studieretningsgymnasiet fra 2017 udgør en fjerde markør, og i horisonten spøger så den nye gymnasiereform, som forventes indført i 2030.
Grebet fra neden af har fokus på, hvad der er sket med lærere og elever gennem mere end fem årtier. Hvordan har forestillinger om undervisningen ændret sig, hvordan har lærere og elever forandret sig, og hvad har det fx betydet for dannelsen?
I slutningen af 90’erne var der bred enighed om blandt politikere og meningsdannere, at Danmark var på vej ind i videnssamfundet, og at det fordrede ændringer i uddannelsespolitikken
Beck skelner mellem forskellige generationer af lærere, der kommer med hver deres generationsværdier. Selv tilhører han fin-de-siècle-generationen, der blev lærere i 80’erne og 90’erne, og som var rundet af postmodernitetens opgør med de store fortællinger. Generationen før var præget af kritisk tænkning og en stærk samfundsbevidsthed.
Den tredje tilgang, fra siden, kan man kalde Becks egen. Her inddrages erfaringer, overvejelser og refleksioner fra tiden som elev, studerende og gymnasielærer, og fra år 2000 som gymnasieforsker på Syddansk Universitet med en særlig interesse for læringsteori, undervisning og elevkultur. Her blandes personlige erfaringer med mere forskningsfunderede tilgange, bl.a. fra de mange aktionsforskningsprojekter, som Beck har bedrevet gennem årene.
Den valgte fremgangsmåde er lidt speciel, men interessant. Det er i hvert fald ikke mange bøger, der blander de nævnte tre perspektiver, og der gøres som sådan heller ikke mange refleksioner over metodens fordele og ulemper. I den forstand giver det god mening, at bogens undertitel er: et essay om gymnasieskolen 1974-2024, og at der ikke er tale om mere klassisk videnskabelig fremstilling.
70’erne: Det nye samfund
1970’erne var et tiår, hvor meget ændrede sig såvel i samfundet som gymnasiet. Et politisk og eksperimenterende år, hvor man tog afsked med den gamle verden. Man begyndte så småt at eksperimentere med alternativ pædagogik. Elevdemokrati, selvstændighed og kritisk sans blev betonet. Det var også en tid, hvor de fleste unge endnu ikke havde fundet vej til gymnasiet. Ikke desto mindre blev det nødvendigt at arbejde med at motivere eleverne i takt med, at nye grupper fandt vej.
Det var også i den tid, man mødte den kritiske pædagogik, der talte stærkt for elevorientering, tværfaglighed og projektarbejde og kritiserede undervisningen for at være teoretisk og gammeldags.
80’erne: Nationalkonservative og liberale strømninger
80’erne var en periode, som bl.a. var præget af Bertel Haarders tid som undervisningsminister. Haarder ønskede et opgør med tidens pædagogiske eksperimenter og progressive pædagogik. De åndshistoriske fag skulle styrkes, og eleverne skulle have flere valgmuligheder.
Valgfags- eller tilvalgsgymnasiet blev indført. Nye valgfag som fx psykologi og filosofi og den nye store skriftlige opgave i 3. g kom til. Gymnasiet var ikke længere skarpt opdelt mellem fx en sproglig og matematisk gren. På den måde kan man vel se ændringerne som et udtryk for, at både nationalkonservative og mere liberale tendenser satte sig igennem, hvor individet skulle have større valgfrihed. De liberale eller decentrale idéer kom også til udtryk ved, at de gamle statsgymnasier blev overført til amterne, og at der blev indført bestyrelser.
På vej mod det globale videnssamfund
Selv om Haarder havde forsøgt at lægge låg på de underliggende kulturelle strømninger i en periode, var verden udenom i forandring. Berlinmuren faldt i 1989. Globaliseringen tog fart, og værdier og adfærdsmønstre var i opbrud, sådan som det fx blev formuleret i de mange teorier om senmodernitet, der så dagens lys op igennem 90’erne.
Flere unge skulle have en ungdomsuddannelse, og uddannelsesinstitutionerne, herunder også gymnasiet, fik i stigende grad til formål at sikre, at Danmark blev gearet til det nye globale videnssamfund. Snart blev kompetencer, livslang læring og innovation nye uddannelsespolitiske sigtepunkter.
Op igennem 90’erne blev der igangsat en række forsøg med nye undervisningsformer med navne som AFEl og PEEL, som var akronymer for arbejdet med refleksion, metakognition, læring og elevinddragelse. Læreren fik nye roller og skulle helst være arbejdsleder og træner frem for at docere faglig viden ved tavlen. Eleverne skulle aktiveres og motiveres på nye måder. Hvilket også var en konsekvens af, at gymnasiet lukkede stadig flere elever ind, og at nye elevtyper kom til.
Indimellem kan man få fornemmelsen af, at det i lige så høj grad er vildvejene som vejene, der interesserer Beck
I slutningen af 90’erne var der bred enighed om blandt politikere og meningsdannere, at Danmark var på vej ind i videnssamfundet, og at det fordrede ændringer i uddannelsespolitikken. Fremover skulle stadig flere være kreative og innovative. Fra slutningen af 90’erne blev udviklingsprogrammet Fremtidens Gymnasium gennemført, og en række af de tanker blev videreført i det såkaldte studieretningsgymnasium fra 2005.
Nye studieretninger så dagens lys, som betonede tværfaglighed, projektarbejde og lærersamarbejde, samfundsfag blev et helt centralt fag. Nu var der lagt op til et opgør med fagenes fest fra 80’erne. Nye lærer- og ledelsesroller blev udviklet, bl.a. også fordi gymnasierne overgik til selveje, da amterne blev nedlagt. Nu skulle gymnasierne i stigende grad profilere sig og konkurrere med hinanden.
10’erne og 20’erne: Trivselskrise og klimakrise
I 2017 kom en ny reform til, der kan karakteriseres som en lille reform. De indimellem noget vidtløftige idéer, der lå til grund for studieretningsgymnasiet, var blevet dæmpet noget i årene op til reformen. Med reformen blev grundforløbet forkortet fra seks til tre måneder, og opfindelsen almen studieforberedelse, som fagene skulle afgive timer til, forsvandt. Tillige blev optagelseskravene skærpet. Nu skulle eleverne have fem i gennemsnit for at blive optaget i gymnasiet, hvor det tidligere var fire.
Udenom var verden i opbrud. Trump og brexit, klimakrise, trivselskrise og præstationsorientering og først fuld damp på den digitale teknologi og senere kritik af samme. Reformen forholdt sig også til trivsels- og dannelsesspørgsmålet. Der skulle fx arbejdes mere med formativ evaluering og elever, der ikke trivedes, skulle have støtte og vejledning. Endnu flere elever kom til, og stadig flere af dem havde ondt i livet.
På vej mod nye reformer: Flere varme og kloge hænder
Senest er der kommet et udspil om nye ungdomsuddannelser gældende fra 2030, herunder en reform af gymnasiet. Spørgsmålet er, om de nye reformtanker om et todelt gymnasium, hvor vi dels får en videreførelse af det gamle gymnasium med højere adgangskrav, dels en ny gøgeunge, EPX, med lavere adgangskrav, som i høj grad retter sig mod erhvervs- og velfærdsuddannelserne, har noget bud på tidens store samfundsmæssige problemer.
Det virker mest af alt, som om man politisk er interesseret i løse problemer på arbejdsmarkedet, selv om en fælles ramme omkring elevernes ungdomsliv, som reformen lægger op, naturligvis også adresserer, at elever ikke kun er kommende arbejdstagere, men også er mennesker, som skal finde vej gennem liv og samfund.
Hvor kommer udviklingen fra?
Bogen rejser nogle store spørgsmål. Hvor kommer udviklingen fra? Kommer den fra oven, eller kommer den fra neden? Dvs. er det de store tektoniske forskydninger på det samfundsmæssige niveau, der bestemmer historiens gang og institutionernes indretning, eller er det de engagerede individer og aktører med de gode idéer, der brænder for en sag, der får historiens hjul til at dreje rundt?
Bogen har som sådan ikke nogen ambition om at besvare det spørgsmål entydigt, men efter læsning sidder jeg tilbage med indtrykket af, at det nok er mest det første, selv om Beck et sted i bogen betoner det sidste. Det forstår jeg godt. Det første er næsten ikke til at holde ud.
Hvordan ser dannelse i gymnasiet ud?
Det andet spørgsmål, der løber som en rød tråd gennem bogen, kunne man kalde kampen om dannelsen. Hvad er det for et dannelsessyn, som har karakteriseret gymnasiet gennem de fem årtier, bogen beskæftiger sig med. I perioder synes et bestemt dannelsessyn at dominere, men snart efter byder nye perspektiver på fag, undervisning og dannelse sig til. Gymnasiet er rundet af en videnskabelig kultur, hvor sandheden sjældent ligger fast.
Hvordan ser en adækvat dannelse ud i dag, hvor verden er domineret af trivselskrise, skærmoverforbrug og klimakrise, og hvor store reformer af ungdomsuddannelsesområdet står for døren?
Becks bud er, at man skal forene progressive og konservative forståelser. Man skal skabe gode vaner, bløde ritualer og praksisfællesskaber med eleverne. Dannelse handler ikke kun om at tilgodese arbejdsmarkedets behov, som uddannelsespolitikken og gymnasiets udvikling en overgang har favoriseret, eller om at skrue tiden tilbage til de gode gamle dage, før verden gik af lave (læs: 50’erne).
En tidssvarende dannelse handler om at tilgodese det bredere samfunds behov samt individets stigende behov for at finde mål og retning i en krisetid. I det uddannelsesrum er autoritet og lærerstyring ikke fyord, men det er elevinddragelse og udvikling til selvstændige kritiske borgere heller ikke. Den post- og aftraditionaliserede undervisning, som Beck kalder det, og vel også gymnasium, må forsøge at balancere mellem de nævnte positioner.
Gymnasiets veje og vildveje
Indimellem kan man få fornemmelsen af, at det i lige så høj grad er vildvejene som vejene, der interesserer Beck, men omvendt kan man argumentere for, at analyser af ungdomsserien Skam, Pontoppidans romaner og Piagets læringsteori, og de mange gange biveje, bogen tager, alle peger hen imod hovedvejen om, hvordan vi kan forstå gymnasiet og dets udvikling. Om nogle år kan en helt ny historie begynde, og den skal også skrives. Men det må blive i en anden bog.
Har man lyst til en tour de force gennem de sidste 50 års gymnasiehistorie, uddannelsespolitik og samtidshistorie, kan bogen Gymnasiale veje og vildveje helt klart anbefales.
Klik dig videre til flere boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
