Imran Rashid: Hvad ved vi om sammenhængen mellem rigdom og livskvalitet?

i Bøger/POV Business af

POV BUSINESS // BOGUDDRAG – Har du nogensinde gjort noget, du vidste, var forkert at gøre? Handlet stik imod din sunde fornuft? Udviklet vaner, som du ville ønske, at du ikke havde? Eller ofte ønsket, at du havde mere viljestyrke i hverdagen? Sandheden er lige så simpel, som den er chokerende: Du er nemlig langtfra det menneske, som du tror, du er. I bogen Sunde vaner – skabt med vilje sammenfatter speciallæge og IT-iværksætter Imran Rashid de vigtigste konklusioner fra de sidste 40 års forskning inden for menneskelig motivation, adfærdsdesign, bevidsthedspsykologi samt vaneteori i en analyse af, hvem du i virkeligheden er, og hvad dette betyder for din evne til at påvirke dit eget liv. POV bringer her et uddrag fra tredje og sidste del af bogen. 

Del III: Fra homo sapiens til homo habitus

I denne sidste, tredje, del af bogen vil jeg give dig et kontroversielt perspektiv på det vanestyrede menneske, som du jo reelt set er langt det meste af tiden. Perspektivet kan formuleres i en sætning, som har rumsteret i baghovedet på mig i et par år, men som jeg endnu ikke har turdet sige højt, fordi implikationen af den egentlig er ret voldsom. Men nu er det efter min mening på høje tid, at vi tager denne samtale på et så oplyst grundlag, som vi nu kan, af årsager, som jeg særligt i sidste kapitel af bogen vil uddybe for dig.

For mig at se står vi nemlig på et punkt i historien, hvor vi med den viden, vi på nuværende tidspunkt har om menneskers adfærd, er nødt til med åbne øjne at forholde os til, at vi måske lever med en helt forkert opfattelse af, hvad et menneske egentlig er.

Samtidig må vi nok erkende, at vi måske har fået skabt en forståelse af verden, som er baseret på en forestilling om menneskelig adfærd og fornuft … som ikke findes i den virkelige verden! En fejlopfattelse, som har enorme konsekvenser for vores måde at indrette os på, fordi vi lever ud fra forestillingen om, at alle andre mennesker for det meste er rationelle og fornuftsprægede. Men meget tyder på, at dette simpelthen ikke er tilfældet. Eksempler på disse ”utopiske” mennesker er mange:

  • Mennesker, som i alle sammenhænge agerer rationelt. Mennesker, der forpligter sig til at leve op til arbejdsbetingelser, der kræver en umenneskelig grad af selvkontrol og selvbevidsthed – uden at blive påvirket negativt af det.
  • Mennesker, der spiser sundt, dyrker motion, spiser seks grøntsager om dagen, sover, aldrig ryger eller drikker for meget – alene på grund af de gode råd, de har fået af deres læge og/eller Sundhedsstyrelsen.
  • Mennesker, der både trives socialt og præsterer fantastisk i uddannelsesinstitutionerne – alene på grund af karaktersystemerne.
  • Mennesker, der komplet upåvirkede kan anvende digitale platforme og sociale medier uden nogen form for regulering og restriktioner.
  • Mennesker, der sagtens kan leve i familier, hvor et ukontrolleret forbrug af digitale medier aldrig skaber udfordringer for familierelationerne.

Begynder du at se, hvad jeg mener?

Årsagen til denne misopfattelse er egentlig ganske indlysende.

Vi mennesker kan jo nemlig på et hvilket som helst tidspunkt vælge at gøre, hvad vi vil. Du har dermed altid en fornemmelse og følelse af at være et frit tænkende væsen. Problemet med at have følelsen af fri vilje som en konstant følgesvend er, at vi automatisk indretter strukturer i samfundet efter opfattelsen af mennesker som værende rationelle væsener det meste af tiden. Men som jeg har vist i de foregående kapitler, så er dette langtfra tilfældet.

At kalde mennesker for bevidste, fornuftsprægede og rationelle væsener, når vi kun er det en forsvindende lille del af tiden, og i stedet resten af tiden er vanestyrede, er derfor i bedste fald en grov fordrejning – i værste fald vildledende markedsføring.

Lever jeg som jeg bør? Sparer jeg nok op? Arbejder jeg hårdt nok? Elsker jeg nok? Hvad tænker andre mennesker egentlig om mig? Er jeg for egoistisk? Træffer jeg de rigtige valg?”

Et simpelt eksempel på, om det er reflekterende eller reagerende mennesker, der præger verden i dag, finder man ved at kaste et blik på, hvem der er præsident i USA. Man kan sige meget om Donald Trump, men valget af ham som præsident er næppe et produkt af grundige, reflekterede og nuancerede overvejelser, men derimod hjerner, der har handlet ud fra mere kortsigtede, følelsesmæssige impulser.

Når man ovenikøbet fra Cambridge Analytica-skandalen ved, at de brugte Facebooks data til at påvirke det amerikanske præsidentvalg gennem adfærdsdesign, så er der for mig at se grund til bekymring.

Kort sagt kan man altså sige, at alle mennesker i princippet indeholder langt flere homo habitus-”karaktertræk” end homo sapiens-”karaktertræk”, altså langt mere irrationel og emotionel vanestyring end rationel og logisk fornuftsstyring, hvilket betyder en hel del både for den verden, vi lever i, den verden, vi tror, vi lever i, og ikke mindst den verden, som vi ville skabe, hvis vi fulgte disse tanker helt til dørs.

Lad os lige prøve at genbesøge oversigten over de typiske adfærdsmønstre, som udspringer fra de to principielle ”måder” at være menneske på:

 

Som det ses af oversigten, så kan homo sapiens sagtens analysere sig til en fornuftigere og sundere livsstil, men er som tidligere anført desværre ikke aktiv særlig meget af tiden. Homo habitus, derimod, er aktiv det meste af tiden, men fristes konstant over evne og vil derfor, uden den nødvendige biologiske, psykologiske eller sociale rygdækning, med al sandsynlighed hurtigere udvikle sygdomme og ultimativt dø før tid. Dette svarer lidt til at sende et barn ind i en verden designet til voksne – hvilket alt andet lige vil efterlade det enkelte individ med et umenneskeligt ansvar, som det aldrig vil kunne leve op til.

Men hvad betyder denne erkendelse så konkret for den måde, som vi bør tænke skabelsen af sunde vaner ind i vores liv og samfund på?

Jo, for mig er det helt afgørende, at i takt med at techgiganter, lande og andre større aktører i stadigt stigende grad finder ud af, hvordan man effektivt kan plante vaner udefra og dermed ydrestyre mennesker, så er vi som individer, familier, virksomheder og samfund nødt til at udvikle effektive strategier til at modvirke denne ydre styring.

Hvordan dette kan gøres, omhandler de sidste fire kapitler af bogen. Her laver jeg nogle få, men vigtige nedslag i et udvalg af de mest afgørende livsområder, som påvirker mennesker i dag, for at inspirere dig til at tænke nærmere over, hvilke vaner du med fordel kan anvende vanemodellen til at udvikle.

Det første nedslag er et overordnet perspektiv på de mest oplagte ting, som mange mennesker bruger et helt liv på at jagte, nemlig rigdom og status. Her kigger jeg på sammenhængen mellem disse resultatorienterede prioriteter og livskvalitet.

Har du nogensinde tænkt over, hvor meget økonomiske incitamenter egentlig præger din homo habitus – og hvor meget kontrol den reflekterende homo sapiens-del af dig egentlig har, hvis du eksempelvis skulle vælge mellem flere indtægter eller mere kvalitetstid med din familie?

Derefter ser jeg på nogle mere langsigtede prioriteter, nemlig relationer og sundhed, for at sætte dem i perspektiv i forhold til deres betydning for menneskers livskvalitet. Særligt brugbart håber jeg, at du vil finde gennemgangen af sundhedsaspektet, hvor jeg har inkluderet nogle konkrete cases med succesfulde vanerejser, som du kan lade dig inspirere af i forhold til dine egne vanerejser (kapitel 9).

Det andet nedslag er en gennemgang af måden, som vi opdrager børn på. Dette bliver nemlig for mig at se udslagsgivende for, om vi i fremtiden vil se mennesker, der fra starten har lært, at man kan skabe egne vaner (kapitel 10).

Det tredje nedslag er den måde, som skabelsen af vaner i virksomheder fungerer på. Jeg kigger kritisk på arbejdspladsens påvirkning af homo habitus, hvad der kan give os et sundere og mere bæredygtigt arbejdsliv, hvor mennesker trives, samtidig med at virksomhederne er profitable (kapitel 11).

Endelig opsummerer jeg i bogens sidste kapitel min gennemgang af udviklingen i et globalt perspektiv, hvor jeg beskriver den brændende platform, samt lige præcis Danmark spiller en vigtig rolle i forhold til denne bogs nøglebudskaber. Jeg peger desuden på, hvorfor jeg mener, at lige netop vi både har forudsætningerne for og evnerne til at kunne anvise vejen til en bedre verden befolket af selvstændigt tænkende mennesker med sunde vaner – skabt med vilje (kapitel 12).

God fornøjelse!

Kapitel 9: Rig og berømt… men også sund og lykkelig?

”Mennesker lever bevidst i nuet, men eksisterer for det meste ubevidst i rutinen.”

Denne enkle sætning kunne som tidligere nævnt sagtens være et godt bud på en beskrivelse af det klassiske dilemma, som alle mennesker i princippet befinder sig i, fordi det rummer begge de måder, som vores bevidsthed fungerer på. Begynder vi at forstå forskellene mellem disse og samtidig også begynder at leve mere bevidst ud fra disse forskelle, vil det potentielt gøre mange ting meget lettere for os.

For en af de helt store udfordringer ved at være menneske er jo den konstante tvivl, som mange kan have, i forhold til om det, man gør, nu også er det rigtige:

”Lever jeg som jeg bør? Sparer jeg nok op? Arbejder jeg hårdt nok? Elsker jeg nok? Hvad tænker andre mennesker egentlig om mig? Er jeg for egoistisk? Træffer jeg de rigtige valg?”

Spørgsmål som disse fylder med garanti i mange menneskers liv. Men hvad betyder det ret intense og komplekse liv, som mange af os lever, egentlig for de vaner, som vi ender med at tillægge os? Ikke fordi vi vælger dem, men fordi de bliver en konsekvens af et rutinepræget, ydrestyret liv?

Mit bud er, at vi på grund af den manglende mentale båndbredde ender med at jagte nu-og-her-gevinster som rigdom og status i højere grad end ting, der ud fra forskningen beviseligt spiller en større rolle for vores livskvalitet, nemlig relationer og sundhed.

Hvis økonomi og penge styrer dit liv, hvad betyder det så egentlig for de vaner, du udvikler? Eller de prioriteter, som fylder din hverdag? Og vigtigere endnu: Hvad ved vi egentlig om sammenhængen mellem rigdom og livskvalitet?

For hvis homo sapiens og homo habitus hver især fik til opgave at designe og planlægge det gode liv, så ville det nemlig med al sandsynlighed se ret forskelligt ud. Den ene ville fylde sit liv med fornuftige ting, der gav mening og betydning på den lange bane, mens den anden konstant ville være optaget af at få fat i det lette quick fix.

For at illustrere denne forskel i måden, vi typisk tænker på, og måden, vi lever på, så er historien om den mexicanske fisker ret sigende. Den findes på nettet i mange udgaver, men har en fin lille pointe, jeg tænker, passer godt ind her.

Historien handler kort fortalt om en amerikansk forretningsmand, som står ved havnen i en mexicansk landsby, hvor han ser en lille båd med en enkelt fisker i anløbe havnen.

Forretningsmanden komplimenterer ham for hans fangst og spørger, hvor lang tid det tog ham at fange fiskene. ”Ikke så lang tid, señor,” svarer fiskeren. ”Hvorfor bliver du så ikke længere tid ude og fanger flere fisk?” spørger forretningsmanden. Mexicaneren svarer, at han har nok fisk til at dække familiens umiddelbare behov. Amerikaneren spørger ham så, hvad han bruger resten af tiden på. Mexicaneren tænker sig lidt om og fortæller: ”Jeg sover til sent, fisker lidt, leger med mine børn. Holder siesta med min kone, Maria, tager ind til landsbyen hver aften, hvor jeg drikker vin og spiller guitar med mine amigos, Jeg har et godt og meningsfuldt liv, señor.”

Amerikaneren fnyser lidt og forklarer: ”Jeg har en MBA fra Harvard og kan hjælpe dig. Du burde bruge mere tid på at fiske og købe en større båd fra indtjeningen. Denne indtjening kan du bruge til at købe endnu større både, så du til sidst har en hel flåde af fiskerbåde. I stedet for at sælge fisk til mellemmænd, kan du begynde at sælge direkte til fiskefabrikken. Med tiden kan du måske selv åbne en fabrik. Du ville kontrollere både produktet, bearbejdningen og distributionen. Du ville så kunne forlade landsbyen og flytte til Mexico City, derefter LA og måske NewYork, hvorfra du ville styre dit voksende imperium.

Fiskeren spørger: ”Men señor, hvor længe vil alt dette tage?” Amerikaneren svarer: ”15-20 år, hvis du er dygtig.” ”Men hvad så derefter?” spørger mexicaneren. Amerikaneren griner og fortæller, at det er den bedste del af det: ”Når tiden er rigtig, så kan du tage firmaet på børsen og tjene millioner af dollars og blive meget rig.”

Mexicaneren tænker lidt og spørger: ”Millioner, siger du? Og hvad så derefter?”

Amerikaneren svarer: ”Så kan du trække dig tilbage. Flytte til en lille fiskerby, hvor du kan sove længe, fiske lidt engang imellem, lege med dine børn, holde siesta med din kone og hver aften tage ind til landsbyen, hvor du kan drikke vin og spille guitar med dine amigos.”

Historien er en fin understregning af, at hvor vi rent logisk og analytisk tænker mere vækst og ofte blindt ender med at jagte større resultater hele tiden, så ligger lykken måske snarere i stedet i de processer, som vi får fyldt vores liv med. Og at noget så simpelt som taknemmelighed og nøjsomhed faktisk kan give ens liv mere indhold og kvalitet, hvis blot man lærer at fokusere på nuet og det, man har, frem for det, man kunne få. Med andre ord: Når vi jagter resultater hele vores liv, så risikerer vi at glemme at nyde processen – som jo i virkeligheden er det, livet består af!

En anden interessant ting ved vores måde at leve på er jo, at der opstår en masse ubevidste fortællinger og mål, som vi hele tiden bruger som mentale rettesnore, men som i virkeligheden er ønsker, der er kommet udefra. Både via de mennesker, vi måske spejler os i, og de historier, vi påvirkes af udefra. Desværre tit, uden at vi selv er helt klar over disse fremmede målsætninger, der præger os. Derfor vil mange menneskers livshistorier og målsætninger let blive præget af umiddelbare antagelser som: ”Hvis bare jeg får den lønforhøjelse, den nye bil, sommerhuset eller den næste iPhone – SÅ bliver jeg lykkelig.” Og så er vi tilbage ved indre vs. ydre styring.

Men har du nogensinde tænkt over, hvor meget økonomiske incitamenter egentlig præger din homo habitus – og hvor meget kontrol den reflekterende homo sapiens-del af dig egentlig har, hvis du eksempelvis skulle vælge mellem flere indtægter eller mere kvalitetstid med din familie?

Og hvis økonomi og penge styrer dit liv, hvad betyder det så egentlig for de vaner, du udvikler? Eller de prioriteter, som fylder din hverdag? Og vigtigere endnu: Hvad ved vi egentlig om sammenhængen mellem rigdom og livskvalitet?

Det er ret væsentlige spørgsmål at stille, fordi det må være åbenlyst for enhver, at penge spiller en ekstrem rolle i forhold til den verden, vi lever i i dag.

Penge – menneskets bedste ven?

Hvorvidt den rigdom, vi har, er med til at gøre os glade og lykkelige, er rent faktisk blevet undersøgt i et studie, som blev foretaget af en gut, som du har mødt tidligere i bogen, nemlig Daniel Kahneman. Det er ham nobelprismodtageren, der beskrev de to bevidsthedssystemer i  At tænke, hurtigt og langsomt.

Han lavede i 2010 sammen med en kollega et forsøg, hvor de ved hjælp af Gallup-data undersøgte livstilfredshed samt dagligt oplevet glæde blandt mere end 450.000 amerikanske borgere i årene 2008 og 2009. Forskerne undersøgte blandt andet størrelsen af den daglige lykkefølelse, graden af tilfredshed med livet og sammenlignede disse parametre med husstandsindkomsten.

Her viste det sig, at folks oplevelse af lykkelige hverdagsstunder som glæde, smil, hygge osv. steg i takt med husstandsindkomsten op til 75.000 $, hvilket svarer til cirka 510.000 DKK. Herefter fladede kurven ud som tegn på, at flere penge ikke medførte mere (eller mindre) oplevet glæde i hverdagen.

Men når man spurgte, hvor tilfredse folk følte sig med deres liv, så man noget ret mærkeligt: Her fulgtes husstandsindkomsten nemlig pænt ad med den generelle tilfredshed med livskvaliteten til et godt stykke over 120.000 $. Eller sagt med andre ord, så medførte en stigende indtægt daglig glæde op til 75.000 $, men så heller ikke mere. Hvorimod tilfredshed med ens liv steg til langt mere.

Kahneman har i interviews forklaret denne forskel med, at penge op til et vist niveau let bliver et synligt mål for tilfredshed med livet, mens den reelle oplevede glæde i hverdagen ikke nødvendigvis stiger. Dette forklarer, at milliardærer ofte er forhippede på at tjene endnu flere penge – måske fordi de tror, at deres tilfredshed i livet er defineret ved evnen til at tjene penge?

Står lykken den rige bi?

Den danske lykkeforsker Christian Bjørnskov har i en udgivelse om lykke for nogle år siden blandt andet også kigget på, hvordan materielle goder påvirker menneskers lykke. Her er der nogle ret interessante konklusioner, som også passer godt med de budskaber, som du er blevet præsenteret for i bogen indtil videre.

Bjørnskov fremhæver nemlig tre fremherskende teorier, der forklarer sammenhængen mellem materielle goder og lykkefølelse.

Den første lykketeori udsiger, at vi mennesker altid vil foretrække større indkomst og forbrug, og derfor vil opfatte vores liv som bedre proportionalt stigende med mængden, fordi vi rationelt set tror, at flere penge vil give os mulighed for at købe mere af det, som vi ved, kan gøre vores liv bedre. Vi får kort sagt flere muligheder for at mindske bøvlet i vores liv. Her er det altså på en måde homo sapiens, der rationelt tænker sig til, at flere penge må medføre større lykke.

En anden lykketeori, som den amerikanske socialpsykolog Leon Festinger formulerede i 1950’erne, pointerer derimod, at lykkefølelsen er relativ, samt at vi menneskers forventninger til vores liv og den måde, vi vurderer, hvad vi reelt har, afhænger af, hvad andre mennesker har. Har man fx en større bil end naboen eller en ven, så føler man sig automatisk mere lykkelig end denne. Men den dag hun får en større bil, så falder ens lykke dog lige så meget, som naboens stiger. Sagt på en anden måde så er sammenligninger et nulsumsspil, der meget handler om følelser – og dermed er vi ovre i en homo habituspåvirkning, som er emotionel frem for rationel.

Apropos rigdom og lykke, så har jeg gennem min karriere som læge forestået helbredsundersøgelser af mange superrige mennesker og tit observeret nogle af de samme mønstre i forhold til tilfredshed med livet og graden af rigdom

Rent faktisk findes der et virkelig interessant studie, som understøtter, at denne sammenligningstendens er et adfærdsmønster, som er blevet installeret i os på et evolutionsmæssigt tidligere stadie. I studiet placerede nogle forskere to aber i to bure, der stod lige ved siden af hinanden. Så gav de aberne en sten hver, som det var meningen, at de skulle levere tilbage til forskeren. Når de gjorde det, blev de begge til at starte med belønnet med et stykke agurk, som begge aberne derefter spiste. Herefter gentog man opgaven, hvor den ene abe blev belønnet med en vindrue, mens den anden fortsat fik et stykke agurk. Da den første abe så, at den anden abe nu havde fået en vindrue, blev den aggressiv og tydelig utilfreds med det, som den havde fået i forhold til den anden, og kastede sit stykke agurk efter forskeren. Et reaktionsmønster, som enhver, der har mindre børn, vil genkende: Det er ofte det, som det enkelte barn går glip af i forhold til den anden, der betyder noget, frem for det, som det selv får.

Den tredje og sidste teori er særligt blevet populær de senere år. Den forklarer mere konkret, at vores forventninger og standarder har det med at justere sig løbende, i forhold til hvordan vores liv faktisk forløber. Altså sådan at vi hele tiden tilpasser vores lykkefølelse i forhold til, hvordan vi har det. I modsætning til Festingers teori sker denne tilpasning dog ikke i forhold til andre mennesker, men i forhold til vores helt personlige mål, der endda justerer sig over tid. Man kalder denne teori for adaptationsteorien, fordi adaptation betyder tilpasning. Hvis dine forventninger til en lønramme for eksempel er urealistiske og for høje, i forhold til hvad der er muligt eller rimeligt, så vil du over tid alligevel lære at nøjes og derfor kunne nedjustere dine forventninger. Omvendt så vil du blive positivt overrasket, hvis du får en højere løn end forventet, indtil dine forventninger vokser.

Ifølge forskerne betyder dette altså, at vi vænner os til objektive nyanskaffelser, samt at lykkefølelsen er høj i starten, hvilket enhver, der har købt en ny iPhone, flotte sko eller lignende, vil kunne genkende.

Jamen, hvad gør os så lykkelige?

Sandheden ligger et eller andet sted midt imellem disse tre teorier og kan ud fra mit perspektiv forklares med de to mennesketyper, vi hver især indeholder.

Vi bliver lykkelige, når vi rationelt set som homo sapiens kan sætte hak ved, at vores livskvalitet er vokset. Særligt, når vi også som homo habitus føler fordelen i sammenligningen med andre, som vi typisk plejer at sammenligne med. Følelsen varer dog ikke ved, fordi vi begynder at vænne os til de anskaffede goder, som altså over tid vil miste nyhedsværdien og wow-effekten, hvorfor vi næste gang er nødt til at anskaffe os endnu mere for at opfylde behovet.

En vigtig læring af disse sammenhænge er, at man derfor bør bruge sine penge på ting, som man oplever, fordi man ikke lige så hurtigt vænner sig til dem som til forbrug af materielle goder. Tænk for eksempel på, hvad der har gjort dig mest glad i løbet af det seneste år: en god ferie sammen med din familie eller dine venner – eller en ny ting, som du har købt?

For mig at se er status tæt beslægtet med begrebet livshistorier, fordi man uden at ville det let ender med at skabe et selvbillede eller nogle selvopfyldende profetier, der begrænser én i at udvikle sig

Apropos rigdom og lykke, så har jeg gennem min karriere som læge forestået helbredsundersøgelser af mange superrige mennesker og tit observeret nogle af de samme mønstre i forhold til tilfredshed med livet og graden af rigdom. Her kan jeg særligt huske, at jeg i starten blev overrasket over mine egne fordomme om mennesker, der er rige, fordi man tænker, at så er der tusind ting, som de ikke skal bekymre sig om på grund af deres økonomi. Men rent faktisk oplevede jeg tit hos mange af disse patienter, at antallet af bekymringer og den øgede stress, der tit fulgte med som konsekvens af deres rigdom, på mange måder var større end hos mange patienter med mere gennemsnitlige økonomiske forhold.

Selvfølgelig var det ikke en generel tendens, men jeg greb mig selv i at tænke, at det godt nok var påfaldende, at rigdom ikke gør mennesker mere lykkelige, end tilfældet er. Men selvfølgelig er rige mennesker først som sidst jo også bare almindelige mennesker med akkurat de samme biologiske, psykologiske og sociale behov som alle andre – de har måske bare nogle andre forudsætninger og prioriteter, der styrer deres hverdag.

Hvordan påvirker jagten på status vores vaner?

En af de ting, der er fulgt med i kølvandet på at have skrevet nogle bøger, der er blevet populære, har været, at en masse mennesker efterhånden ved, hvem jeg er, og at jeg derved er blevet mere ”berømt” eller ”kendt”. Den del af mit arbejde har egentlig været ret interessant at reflektere nærmere over, fordi jeg har kunnet mærke, at den øgede interesse for min person har været vigtig for mig at styre og kontrollere ret hårdt, da den ellers let kunne udvikle sig til at blive til noget, der begyndte at styre mig og kunne skabe usunde vaner hos mig.

Særligt dilemmafyldt har det været at styre min tilstedeværelse på de sociale medier, fordi jeg jo netop beskæftiger mig en del med digital sundhed. Her er en af de mere problematiske mekanismer – i høj grad skabt af de sociale medier – netop muligheden for konstant at ende i en social konkurrence imod andre mennesker. Får man nok likes? Er ens posts populære nok? Ser folk det, man laver? Er man aktiv nok?

Bekymringer og tanker, som jo er en normal konsekvens af det, der i virkeligheden er en unormal udvikling. For hvis du giver mennesker et vindue og skaber en forventning om, at der måske står mennesker, som klapper af dig, hver gang du stikker hovedet ud, så vil du let kunne udvikle en trang til hele tiden lige at se, om der står nogen. Og rent faktisk har der i løbet af de sidste par år været en række episoder, hvor jeg tydeligt har kunnet mærke usunde vanemønstre på egen krop.

Blandt andet var der en virkelig hård anmeldelse af min seneste bog Offline, som jeg endte med at tage vildt personligt, og i løbet af et splitsekund røg jeg i åben krig på nettet med masser af perfide kommentarer under bæltestedet afsendt kl. 23.00 uden nogen som helst rationel tænkning involveret. Jeg følte, at min status som faglig ekspert var under angreb og reagerede derfor hårdt, præcist og prompte, som om jeg var midt i en taekwondokamp. Altså rene homo habitus-reaktioner, som dagen efter udløste denne sms-besked fra min hustru:

Der gik så nogle dage, hvor jeg nærmest ikke åbnede min mobil, indtil jeg lige var dampet af og havde fået tingene lidt mere på afstand. Jeg begyndte samtidig at reflektere over mine egne reaktionsmønstre, talte med gode venner og indså, at jeg jo faktisk havde handlet stik imod alt, hvad jeg selv prædiker. Jeg endte derfor med at skrive denne statusopdatering på Facebook:

Efterfølgende har jeg været virkelig opmærksom på at overholde mine egne trafikregler, men de glipper selvfølgelig indimellem, hvilket jeg prompte bliver mindet om af mine følgere på de sociale medier. Man kan således sige, at jeg i hverdagen har fået installeret over 30.000 vaneskiftalarmer lige på dette punkt.

Men det interessante aspekt er selvfølgelig, at når denne form for adfærd kan indtræde hos en speciallæge i almen medicin, der i en årrække har beskæftiget sig indgående med emnet digital sundhed samt de negative aspekter af de sociale medier, hvad kan status så egentlig ikke gøre ved alle andre?

Dødsårsag: lav status?

I et berømt studie ved navn Whitehall undersøgte forskerne i en periode på over 10 år 17.350 engelske tjenestemænd og kiggede særligt på, hvilke faktorer der påvirkede deres helbred. Her fandt man, at den relative risiko for at dø steg signifikant, jo lavere man var i det arbejdsmæssige hierarki, samt at risikoen for både fysiske og psykiske sygdomme steg, jo lavere den socioøkonomiske status var.

I det seneste årti er en del forskere så begyndt at kigge nærmere på, hvordan det kan være, at det forholder sig sådan. Her har psykologiprofessoren Sheldon Cohen brugt den sociale ”rangstige” på en interessant måde for at forstå, hvad status egentlig betyder for mennesker og særligt vores helbred. Interessant nok opstod hendes interesse for dette forskningsområde fra forskningen i stress og luftvejsinfektioner hos aber (!).

Til at starte med prøvede hun at se, om der var nogen sammenhæng mellem, hvor stressede aber var, og om de udviklede luftvejsinfektioner, men så ingen kobling. Noget, der derimod ret uventet viste sig at være tæt koblet, var udviklingen af luftvejsinfektioner hos aberne og så deres plads i abehierarkiet. Jo lavere en plads en abe havde, jo mere tilbøjelig var den til at udvikle luftvejsinfektioner tydende på et nedsat immunforsvar. Denne indsigt fik hende til at begynde at studere menneskers opfattelse af deres plads i hierarkier.

Her lavede hun en social rangstige, hvor folk blev bedt om at indplacere sig på den med en ring, der skulle vise, hvor de opfattede deres status som værende i forhold til deres samfund og deres land. Og også her så man en klar sammenhæng: jo lavere deltagerne rangerede sig selv, jo større sandsynlighed havde de for at udvikle infektioner. Der sker altså noget ved os, når vi enten har en lav status eller opfatter os selv som havende en lav status.

For mig at se er status tæt beslægtet med begrebet livshistorier, fordi man uden at ville det let ender med at skabe et selvbillede eller nogle selvopfyldende profetier, der begrænser én i at udvikle sig. Mennesker har jo tendens til at placere sig samme sted mentalt som folk, man minder om. Men så er vi tilbage til, at hvis ikke man er bevidst om, hvilke ting man lader påvirke sin selvopfattelse, så bliver man lige pludselig sårbar over for ydre styring. Og her er jeg selvfølgelig nødt til lige at tage endnu en tur på min kæphest om sociale medier.


Imran Rashid, Sunde vaner – skabt med vilje
Er udkommet, Fadlforlag

366 sider, 299,99 kr.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Topillustration: PR, www.drimranrashid.com

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Imran Rashid er speciallæge i almenmedicin, han er også iværksætter, forfatter og foredragsholder, og så har han tidligere kæmpet på det danske senior landshold i Taekwondo.

Imran Rashid udgav i 2017 bogen SLUK som i april 2019 er blevet fulgt op af bogen OFFLINE som både er udgivet i Danmark og internationalt.

Læs mere på www.drimranrashid.com

Seneste artikler om Bøger