DANSK POLITIK // ANALYSE – Moderaterne er i krise, og ansvaret for partiets fremtid hviler tungt på Lars Løkke Rasmussens skuldre. Partiets ministre har ikke formået at skabe klare profiler, og det svage hold gør det svært for Løkke at vende den negative spiral. Kan Løkke alene genoprette partiets position i dansk politik?
I sidste uge ramte Arbejdstilsynets rapport om det elendige arbejdsmiljø i Moderaterne bordet. Der er udstedt et påbud til partiet om at fremlægge en handlingsplan inden midten af januar, så partiet kan komme mobningen og den grove tone til livs.
Planen vil blive fremlagt, men Moderaterne er skrøbelige. Der skal ikke meget til, før ”Klovnebussen” kører igen, og i givet fald risikerer det at blive med udstigning på endestationen.
Det er nu to måneder siden, at mediebomben om det elendige arbejdsmiljø i Moderaterne sprang, og siden har partiet kun bevæget sig sydpå i meningsmålinger.
Moderaterne lukrerede med andre ord på Venstres nedtur og især De Konservatives sammenbrud
Den seneste meningsmåling giver Moderaterne 3,4 pct., men problemet for partiet er, at de nærmeste borgerlige partier, Det Konservative Folkeparti og Venstre, så småt er ved at få luft under vingerne. Ikke at deres fremgang er prangende, men på det niveau, som V og K befinder sig, har lidt også ret, og problemet for Lars Løkke Rasmussen er, at han ikke har meget at give af.
Dertil kommer, at Lars Løkke hverken har de ministre ved sin side eller en folketingsgruppe i ryggen, der kan byde ind og bidrage til at vende partiets nedtur.
Moderaternes fremtid hviler ene og alene på Lars Løkkes skuldre.
Ramponeret sekretariat efter mobning og grov tone
Som de fleste nok husker, fik Moderaterne et bragende godt folketingsvalg for knap to år siden, hvor det stormede ind i Folketinget med 9,3 pct. af stemmerne og 16 mandater. Alligevel så Lars Løkke noget misfornøjet ud, da han sent om aftenen kunne notere sig, at blå blok manglede et enkelt mandat for at have flertal, hvilket ville have bragt ham i spil til statsministerposten igen.
Siden er to medlemmer reelt smidt ud af gruppen, mens nummer to på medlemslisten, Jeppe Søe, smækkede med døren, da sagerne om det elendige arbejdsmiljø dukkede op. De sager, der siden førte til tre fyringer, mens syv medarbejdere tog imod en frivillig fratrædelsesaftale, hvorefter partisekretær Kirsten Munch Andersen selv sagde op.
Det har efterladt et stærkt ramponeret sekretariat, men partiet er nu i færd med en genopbygning med mere erfarne kræfter.
Partiet toppede for tidligt
I politik er det umuligt at sige, hvor partiernes naturlige niveau ligger. Det var lettere i gamle dage, hvor vælgerne var mere trofaste, og der kun fandtes halvt så mange partier.
Men nu om dage giver det ikke mening at tale om partiernes kernevælgere – eller deres base, som nogen også ynder at kalde de trofaste.
Under en krise er selv ikke kernevælgerne trofaste, og bunden er derfor dybere, end man troede.
Men for Moderaternes vedkommende er det alligevel nok på sin plads at konstatere, at partiet toppede for tidligt i sin karriere.
Skruer man tiden tilbage til efterårets valgkamp i 2022, gik Moderaterne ind i valgkampen med meningsmålinger, der lå og vippede omkring spærregrænsen på de 2 pct. Det var langtfra sikkert, at Lars Løkke ville klare pynten.
Partiet fik først for alvor vind i sejlene, da de mange skandaler begyndte at rulle omkring De Konservatives nu afdøde partiformand, Søren Pape. Det var samtidig med, at Venstres daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, heller ikke var for driftssikker gennem den lange valgkamp. Han fik grundlæggende sagt så mange dumme ting om Mette Frederiksen, at Venstre stadig lider under det troværdighedsknæk, der ramte dem, da Ellemann brød alle sine løfter og gik med i SVM-regeringen.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt er uden tvivl Moderaternes stærkeste kort og favorit til at overtage partiet, når Lars Løkke en dag trækker sig
Moderaterne lukrerede med andre ord på Venstres nedtur og især De Konservatives sammenbrud.
Søren Pape var gået ind i valgkampen som den mest populære partileder med meningsmålinger på 16-18 pct. Men i takt med, at de konservative vælgere forsvandt, steg opbakningen til Moderaterne.
Moderaternes ministre er profilløse
Men hvad der kommer let, går let, og det mærker Moderaterne for alvor nu.
Vælgerne er troløse, og det er meget svært at gennemskue, hvad man får ved at stemme på Moderaterne.
Er man ubetinget fan af Lars Løkke, får man naturligvis en dreven pragmatisk politiker, der finder løsninger, men som også personligt har haft svært ved at holde sig uden for skandalernes projektørlys.
Dertil kommer så en håndfuld ministre og en ukendt og skrumpet folketingsgruppe, der mildest talt ikke har gjort meget væsen af sig.
Partiet tåler ikke flere store skandaler og har hårdt brug for politiske sejre, der kan legitimere dets eksistensberettigelse som et nyt centrum-højre-parti.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard ligner mest af alt en mand, der er træt af sit ressortområde. Så træt, at Finansministeriet har trukket det tungeste stof ud af hans ministerium og sat sig på de vigtigste beslutninger inden for klimaområdet.
Christina Egelund er som uddannelses- og forskningsminister usynlig, når hun ikke deltager i debatprogrammer, der handler om alt muligt andet end sit eget fagområde. Hun er blevet så profilløs, at hvis man spørger 1.000 tilfældige personer på gaden, hvem der er uddannelsesminister, vil et klart flertal med sikkerhed svare ”Mattias Tesfaye”.
Moderaterne har også Ældreministeriet, hvor ministeren hedder Mette Kierkgaard. Hun kan med garanti gå en tur på Strøget i København uden at blive genkendt. Det kan naturligvis have sine fordele, blot ikke når man er minister for et kriseramt parti, hvor genkendelighed gerne skulle være et aktiv.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt er uden tvivl Moderaternes stærkeste kort og favorit til at overtage partiet, når Lars Løkke en dag trækker sig – og Moderaterne i øvrigt befinder sig på den rigtige side af spærregrænsen. Jakob Engel har faktisk en kulturpolitik, og han fremstår altid glad og med overskud. Han er fremtidens mand i partiet.
Sidste skud på stammen er Caroline Stage Olsen, der i august blev hentet ind som digitaliseringsminister. En kontroversiel udnævnelse. Ikke kun fordi hun var Lars Løkkes spindoktor i Udenrigsministeriet, men især fordi hun havde været dybt indblandet i mobningen af medarbejdere, da hun havde en chefstilling i Moderaternes sekretariat.
Hun har for længst undskyldt og har klogeligt holdt sig i baggrunden, mens stormen rasede. Nu er hun så langsomt ved at træde frem i diverse interviews, men vi har dog stadig til gode at høre, hvad hun konkret vil bidrage med som minister.
Den sikre vej mod afgrunden
Moderaterne er skrøbelige.
Partiet tåler ikke flere store skandaler og har hårdt brug for politiske sejre, der kan legitimere dets eksistensberettigelse som et nyt centrum-højre-parti.
Men Lars Løkke får intet forærende.
Forude venter forhandlingerne om hans eget hjertebarn, sundhedsreformen. Dertil kommer reformen af beskæftigelsesindsatsen med lukning af jobcentrene samt den grønne trepart.
Som en ekstra bonus har statsminister Mette Frederiksen også skudt en pensionsdebat i gang, som skiller regeringspartierne.
De politiske forhandlinger og diskussionerne bliver alles kamp imod alle om at komme stærkest ud på den anden side.
Måske bliver kampene ligefrem så hårde, at enderne ikke kan mødes, og folketingsvalget kommer inden næste sommer.
Læs mere af Frank Korsholm, POV’s politiske redaktør, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
