LÆSEKRISE // KRONIK – Læselysten blandt børn og unge er i frit fald, men ansvaret ligger ikke kun hos dem. I et samfund, hvor litteratur og viden mister betydning, er det os voksne, der har glemt at vise vejen. Hvordan genskaber vi respekten for bøger, eksperter og dannelse, før det er for sent?
”Jeg læser aldrig!” Sådan sagde én af mine HF-elever med både vrede og trods i sin stemme, da jeg spurgte klassen om de foretrak at se eller læse krimier. Jeg undlod at kommentere det selvmodsigende i ytringen, når man er i færd med at tage en uddannelse, men kursisten var ikke den eneste, der aldrig læste.
Sådan er det, og når man taler om læsekrisen blandt børn og unge og placerer skylden med rund hånd hos sociale medier, lærere og de unge selv, så glemmer man den bagvedliggende årsag: Litteratur opfattes ikke længere som relevant i samfundet. De unge læser ikke, men deres forældre læser heller ikke. Samfundet er post-litterært.
Fremtiden tilhører de visuelle typer, og vi vender tilbage til en kultur, hvor skriftsproget er forbeholdt de få, og hvor resten tilfredsstilles af gøglere og billeder
Min erfaring som gymnasielærer er egentlig, at de unge godt kan læse, men at de læser meget lidt skønlitteratur, fordi litteratur kun opfattes som værdifuldt af en mindre og mindre skare, og det er et problem, for som Alain Finkielkraut skriver i sin bog, Efter litteratur:
“Den tid, hvor det litterære verdenssyn havde en plads i verden, synes i realiteten at være forbi. Ikke at inspirationen pludselig er tørret ud for evigt. Der bliver stadig skrevet rigtige bøger. Men de sætter ikke længere noget aftryk. De har ikke længere en dannende funktion”.
Hvordan skal de unge få lyst til at læse og højne deres læseevne, hvis det omkringliggende voksne samfund heller ikke værdsætter bøger eller læsning? Og hvordan skal man danne dem til empati og fællesskab, og hvordan skal man give dem viden om de verdener, de ikke kender til, hvis man ikke kan gribe til skønlitteraturen?
Læsevaner har konsekvenser
Lad os lige tage et par tal: Den seneste PIRLS-undersøgelse, der blev gennemført i 2021, men først offentliggjort i 2023, peger på en bekymrende tendens i elevernes læsevaner.
Sammenligner man med PIRLS-undersøgelsen i 2011, læser eleverne nemlig markant mindre end for ti år siden. Mens 49 procent læste mindre end 30 minutter uden for skolen på en normal skoledag i 2011, er dette tal vokset til 60 procent i 2021.
Andelen af elever, der rigtigt godt kan lide at læse, er samtidigt faldet fra 20 procent til 14 procent i perioden fra 2016 til 2021, dvs. at kun hver syvende elev oplever en form for læseglæde. Samtidig er andelen, der ikke kan lide at læse, vokset fra 27 til 36 procent i samme periode.
Men det er ikke kun skønlitteratur som de unge vender ryggen; selv sagprosatekster har de svært ved at læse, hvilket naturligvis betyder, at de kommende generationer får sværere ved at afkode fx informerende tekster eller udøve nogen form for kildekritik. Dermed står porten åben for misinformation og politiske demagoger.
Vi og det omkringliggende samfund har i vores gøren og laden tydeligt og umiskendeligt signaleret til vores børn og unge, at bøger og litteratur ikke er værdifuldt, men kun noget for en lille gruppe nørder
En sidste sammenligning er endnu mere bekymrende, fordi den peger i retning af et samfund, som ikke kun er post-litterær, men også post-viden: I PIRLS 2011 læste 91 procent af eleverne for at finde ud af ting, de gerne ville lære, mindst et par gange om ugen. I PIRLS 2021 læser blot 53 procent af eleverne for at blive klogere.
Noget tyder altså på at vi er på vej ind i et post-litterært post-videnssamfund, og for en humanistisk gymnasielærer i dansk og engelsk, der er vokset op med litteraturen som noget vigtigt og positivt, der gav store oplevelser, viden, nærvær og koncentration, og som stadig køber fysiske bøger og aviser, er det i hvert fald svært ikke at føle sig melankolsk og trist til mode over tingenes tilstand.
Hvis man er pessimistisk anlagt, så kan det nogle gange virke som om, vi står over for Den store Glemsel, hvor de sidste 1000 års litteratur- og kulturhistorie stopper med at være en del af almendannelsen, og hvor det vigtigste bliver, om man kan skabe content på sociale medier. Fremtiden tilhører de visuelle typer, og vi vender tilbage til en kultur, hvor skriftsproget er forbeholdt de få, og hvor resten tilfredsstilles af gøglere og billeder …
Fejlen er de voksnes
Dette er ikke de unges skyld. Det er os, forældregenerationen, der har brugt vores tid på sociale medier i stedet for at læse bøger og dermed vise vores børn, at det er en vigtig og relevant fritidsbeskæftigelse. Det er os, der har opsagt eller aldrig har skrevet et avisabonnement.
Jamen, jeg har jo et elektronisk abonnement, siger du måske. Jovist, men det er noget, som du har; det er ikke noget, du deler med din familie, og hvis den fysiske avis ikke ligger og roder lidt i stuen, hvordan skulle børnene så nogensinde få den tanke, at det kunne være en del af det at være et dannet menneske i et videnssamfund at læse en avis?
Det er os, der træner og optimerer vores kroppe, men det er aldrig os, der har en bog med i lommen. Vi og det omkringliggende samfund har i vores gøren og laden tydeligt og umiskendeligt signaleret til vores børn og unge, at bøger og litteratur ikke er værdifuldt, men kun noget for en lille gruppe nørder. Det er ikke overraskende, at Bogpanelets rapport Børn og unges læsevaner fra 2024 også beskriver en dalende fritidslæsning, og at man i PISA-undersøgelsen fra 2022 kan se, at danske elever bliver dårligere og dårligere til læsning.
Genskab respekten for viden
Og nu kan vi så tage skridtet fra den postlitterære verden og videre til, hvad man kunne kalde for post-videnssamfundet, for vi er godt på vej hen imod en verden, hvor vi ikke længere opfatter ”viden” som noget vigtigt, værdifuldt eller relevant for det enkelte individ at besidde.
Hvordan er vi havnet her? Måske kan nogle huske en tidligere dansk statsminister, der til nogles store tilfredsstillelse gjorde op med ”smagsdommere” og eksperter, som ikke skulle komme og være bedrevidende, men jo, det er jo netop, hvad en ekspert skal. Han eller hun skal vide bedre og bringe den viden videre, så vi alle bliver klogere.
Men 20 års mistænkeliggørelse af viden sætter sine spor, og i dag findes der mennesker, som fx sætter spørgsmålstegn ved værdien af ét af menneskehedens største opdagelser, nemlig vacciner. Det er både skørt og tragisk, men det er en hjørnesten i postvidenssamfundet. Alle har en mening, og ingen har brug for viden for at kunne ”deltage i debatten”.
Fremtidsudsigterne er dystre, for uden viden og respekt for bøger og eksperter kan vi heller ikke have noget fælles mål, og vi kan ikke kæmpe nogen større fælles kamp. Allerede for over 20 år siden påpegede klimaeksperter, at vi gik en dyster fremtid i møde, hvis vi ikke gjorde noget – men det, vi gjorde, var at lytte til en mand som Bjørn Lomborg, der også havde en mening … Vi lever i et post-videnssamfund, hvor kun få har dybdeviden, og hvor det altid er acceptabelt at kritisere og mistænkeliggøre dem, der har det.
På den måde bullshitter vi hinanden til at tro, at vi lever i et højtuddannet samfund, men sandheden er, at fundamentet er ved at erodere og smuldre – og det er vores egen skyld
Lad os lige gå tilbage til et sted, hvor viden burde blive produceret og videregivet, nemlig uddannelsessystemet. Hvad sker der med lærerens rolle i et post-videnssamfund? Traditionelt var læreren en autoritet, en institution, der bar på en mængde viden, som skulle videreformidles til børnene eller de unge, fordi man som samfund opfattede den viden som værdifuld for fællesskabet.
Den specifikke viden kunne være faglig (fx vandets kredsløb), eller den kunne være mere almendannende, så børn og unge voksede op med sunde værdier og normer mht. fx demokrati og ligestilling, så de kunne være med til at bevare og beskytte det velfærdssamfund, som man byggede op efter 2. verdenskrig.
Men i dag er der ikke nogen konsensus om værdien af viden, og som et resultat heraf har læreren ikke længere nogen på forhånd givet autoritet i en klasse: Hvis viden er værdiløs, er der ingen grund til at lytte til en kedelig voksen. Og der er i hvert fald slet ingen grund til at være opmærksom og tage noter.
I dag er det da også kun et mindretal, der tager noter i gymnasiet og på universiteterne. Mange møder ofte op, uden bøger, uden skriveredskaber, uden mærkbar interesse i den viden, der kunne opstå. Det skaber et frygteligt læringsrum, men det er ikke hovedpointen her – pointen er, at den despekt, som de unge udviser over for muligheden for at få ny viden, er symptomatisk for post-videnssamfundet. ”Hvad skal vi bruge det til?” – ville de spørge og fortsætte: ”Hvis det er noget, vi får brug for, så kan vi jo bare finde det på nettet.”
Men det man finder på nettet, er ikke ens viden. Det er en slags tom videnskalorie, som er forsvundet om få sekunder, og som man ikke kan anvende bagefter. Ægte viden, reel viden, har en anden form. Den er personlig, og den er hos os hele tiden. Hvad vil vi gøre, hvis et af de store undersøiske kabler bliver revet over, og vi ikke kan komme på nettet? Hvor er vores viden så?
Ægte viden og kundskab opstår i en dialog mellem individ, verden og den, der viser verdens undere, nemlig undervisere af enhver art. Men hvis vi kun er interesserede i det, vi allerede ved i forvejen, kollapser vores faglige og menneskelige udvikling. Dannelsen går i nul.
Stands fordummelsen
Vi har igennem de sidste 25 år gjort os afhængige af at søge hurtig viden, og vi har gjort os selv dummere i forbifarten. Og nu har private firmaer opfundet mere teknologi, der vil gøre os endnu mere uvidende, nemlig AI. Teknologien er imponerende, men den afstedkommer, at endnu flere ved endnu mindre, for når teknologien kan skrive din opgave, dit resumé, dit forretningsbrev osv., så betyder det, at du ingenting ved. Du skal nok få en god karakter, et fint job osv., men du har intet lært; du har ingen viden.
Og på den måde bullshitter vi hinanden til at tro, at vi lever i et højtuddannet samfund, men sandheden er, at fundamentet er ved at erodere og smuldre – og det er vores egen skyld. For det skal være nemt, skal det. Og hurtigt. Og hvem gider at sætte sig ind i tingene? Vi skal enten erkende den omkalfatring, der er på vej, eller også skal vi bremse op og acceptere, at nogle ting er træge, at det ofte tager tid at opnå noget, fx ekspertviden eller et demokratisk velfærdssamfund.
Vi skal gennem vores egne handlinger vise, at vi opfatter læsning, uddannelse og viden som vejen til et bedre liv, et bedre samfund. Vi skal genskabe respekten for viden
I samfundet, på arbejdspladserne og på de videregående uddannelser omfavner man i disse dage hele AI-teknologien. Endnu en måde, hvorpå vi ikke længere selv skal producere viden eller bare i et minimalt omfang tænke selv. ”Det er smart”, siger man. Og ja, det er også dumt, for vi fordummer os selv hver eneste gang, vi får AI til at gøre arbejdet for os. Vi umyndiggør os selv, fordi vi ikke længere vover at tænke selv. Oplysningens tid er forbi, nu kommer Formørkelsen. Medmindre vi gør noget. Nu.
Dette er ikke et skoleproblem. Dette er et samfundsproblem. Vi skal i højere grad sætte grænser for AI’s rolle i undervisningssystemet, og vi skal gennem vores egne handlinger vise, at vi opfatter læsning, uddannelse og viden som vejen til et bedre liv, et bedre samfund. Vi skal genskabe respekten for viden, både den vi får gennem litteraturen, og den vi får gennem eksperter. Men det begynder ikke med børnene og de unge, det begynder med de voksne.
Det er os der har slukket læselampen, det er os der skal tænde den igen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
