Danskhedens ulidelige tomhed

i Danmark/Featured/Kultur & Medier/Liv & Mennesker af

Vi har efterhånden tømt Danmark for traditioner i en grad, at vi ender som en nation af åndløse kræmmere. End ikke universitetsuddannede skal regne med en ordentlig afsked, når de er færdige med deres studier.

Er det den rene curlingforkælelse og umodent klynk at ønske sig et ordentligt farvel, når man er færdig med sin uddannelse? Det var i hvert fald det indtryk, man kunne få på den skarpe og velformulerede debattør Anne Sophia Hermansens Facebook-væg forleden.

En bachelor i kommunikation og it gav i Politiken udtryk for, at det føltes lidt fattigt ikke at få et eneste ord til afsked fra det sted, man havde tilbragt år med at få en uddannelse. Ingen reception, ingen fejring, ingen tale.

Anne Sophia Hermansen var ikke imponeret. Det var mange af hendes Facebook-følgere heller ikke.
Anne Sophia Hermansen var ikke imponeret. Det var mange af hendes Facebook-følgere heller ikke.

Det skulle den unge kommunikationsbachelor imidlertid aldrig have skrevet.

Hun blev i tråden foreslået ‘en buffet af tudekiks’, mens en anden skrev, at ‘børn der er vant til at blive rost hele livet, og hyldet, bare fordi de kunne stå på et ben, er nu begyndt at komme ud fra uni 😀 Fuck det er sjovt.’ Der var mere i samme afdeling.

Men ærlig talt: Er det forkælet at ønske sig et ordentligt farvel? Det behøver ikke at være dyrt eller stort, det kan være en tale, en symbolsk markering af, at nu skal vi videre. En episode i livets Netflixserie er slut, en ny sæson begynder lige om lidt.

Det gælder universitetsuddannelser, det gælder svendeprøver, det gælder farvellet til en arbejdsplads, man har været på længe. Og ja, det gælder også, når vi skal tage afsked med et elsket menneske.

Vi har brug for at markere overgange, vi har brug for at sige farvel. Det er lettere at åbne nye døre, når man lukker de gamle ordentligt bag sig.

Uddannelse uden dannelse

For mig blev tråden en slags symbol på et Danmark, som febrilsk roder rundt for at finde den danskhed, der vist nok gemmer sig et sted bagerst i klædeskabet (“Skaaaaat, har du set min danskhed?”), men som sjældent passer, når vi endelig finder den.

Vi har brug for at markere overgange, vi har brug for at sige ordentligt farvel. Det er lettere at åbne nye døre, når man lukker de gamle ordentligt bag sig

Uddannelse skulle gerne være dannelse også – i stedet er det efterhånden kun stavelsen ‘ud’, der for alvor står tilbage. Hurtigt ind, hurtigt ud, næste hold, tak. Ud og tjene penge, ud og videre til næste afsnit.

Det er den rene nytteværdi, som er i højsædet, ikke ånd, ikke anerkendelse. Faktisk ser jeg ikke sjældent de dygtige studerende nedgjort: 12-tals-piger (og ditto drenge) er ikke den rosende betegnelse, det burde være, når nogen har gjort sig umage.

Morgensang som fællesskab

Ligegyldigheden over for ritualer og traditioner rækker videre end til et ordentligt farvel og en fejring af de uddannede.

En stor del af min viden om dansk natur og årstiderne, gamle skikke, etik og tankegods blev suget op gennem de sange

For nylig kunne Danmark fejre 90 års-dagen for morgensangens officielle indførelse, men på mange skoler er den i mellemtiden smidt væk igen. Hvorfor?

Jeg husker min barndoms skoles morgensang med stor glæde. Det var en lejlighed til at samles og begynde dagen på en god måde. Her kunne afleveres vigtige fælles beskeder, vi mødtes på tværs af klasser, store som små, og sang efter højskolesangbogen.

En stor del af min viden om dansk natur og årstiderne, gamle skikke, etik og tankegods blev suget op gennem de sange. Det var ikke kun ordene og melodierne, som blev givet videre, det var en viden om slægterne før vores.

Morgensangen var levende kultur og noget, vi var fælles om landet over. I dag er den frivillig og heldigvis samlet op på en del skoler og i andre sammenhænge, men der er blevet længere mellem de fælles traditioner. Også grundlovsdag er en skygge af tidligere tiders kollektive fejring, det samme er pinsen, kyndelmissen, høstfesten …

Sammenhængskraft efterlyses

Mine egne børn har gået på en skole, som heldigvis forstod vigtigheden af ritualer, hvad enten det var årstidens fester og markeringer, det årlige bal med lanciers eller den omfattende afsked på allersidste skoledag, fælles for alle elever på skolen og med tale, sang og spisning. Det farvel var vigtigt og rørende, og alle ritualerne og traditionerne bidrog til følelsen af samhørighed og mening.

Selvfølgelig kan man klare sig uden en dimissionsfest eller -tale. Selvfølgelig kan man klare sig uden morgensang. Vi kan forlade vores arbejdsplads uden et ordentligt farvel (og mange har gjort det, ikke mindst i tider med mange afskedigelser).

I kampen for at finde national sammenhængskraft i en globaliseret verden, kunne man måske godt overveje, om det ikke var på tide at genoptage og forny traditionerne

Vi kan klare os uden forårsfester, midsommerfester, grundlovsfester – intet af alt det er ud fra nogen regnearkstankegang den mindste smule nødvendigt, faktisk nok lidt spild af tid og ressourcer.

Men i kampen for at finde national sammenhængskraft i en globaliseret verden kunne man måske godt overveje, om det ikke var på tide at genoptage og forny traditionerne snarere end at afvikle dem.

Levende museum

Og det er så min anden pointe: De traditioner, vi holder fast i – først og fremmest julen – er til gengæld naglet så fast anno Morten Korch, at de for nogle føles kvælende og forlorne.

Det er ikke nogen selvfølge, at ritualerne er ridset i sten. Vores jul er et miskmask af oldnordiske julelege og væsner fra folkloren, tyske adventskranse og juletræer, en fødsel fra Mellemøsten, bibelske engle, en helgen fra Tyrkiet og en lysfest fra Sverige … vi har altså tidligere formået at rage til os fra andre kulturer, når det gav mening for os.

Ægte kultur er levende kultur, som kan udvikle sig og tilpasse sig nye tider

I dag kan der opstå tumultagtige tilstande i familien, hvis nogen foreslår flæskesteg i stedet for and eller omvendt.

Vi har som nation gjort de sidste tilbageværende ritualer til en slags folkemindemuseum, komplet med kanon til at fortælle os, hvad den statsautoriserede udgave af danskhed er.

Men ægte kultur er levende kultur, som kan udvikle sig og tilpasse sig nye tider. Jeg har været i USA, hvor der spontant er opstået line dance på et diskotek, og det er ikke noget, som foregår i kostumer – selvfølgelig kan alle de basale trin, dem er man vokset op med.

Jeg har siddet på pubber og til private sammenkomster i Irland, hvor der opstod fællessang, og stort set alle kunne synge med, i øvrigt også på nyere sange, det var ikke kun ‘Oh, Danny Boy’ eller ‘The foggy, foggy dew’.

Vi truer vores kultur

Jeg læser ikke helt sjældent i Facebook-debatten, at dansk kultur er truet. Muligvis. Men det er efter min bedste overbevisning i givet fald ikke udefra, at den trussel kommer. Hvis vi ikke selv har respekt for vores traditioner og ritualer og forstår at udvikle dem, så de giver os mening og fællesskab, står vi selv for afviklingen.

Og bare rolig – som nation skal vi nok tjene penge alligevel, og kongeriget går ikke under. Åndeligt armod giver ikke røde tal i bruttonationalproduktet.

Men hvor kunne livet blive rigere, hvis vi fandt mere at være fælles om.

Til sidst bare et klip, der viser, hvor god mening en dimissionstale kan give. Det er den britiske forfatter Neil Gaiman (‘The Sandman’, ‘Coraline’, ‘American Gods’ og mange flere), som holder den. Og mon ikke de færdiguddannede alligevel husker den dag lidt bedre, end hvis de havde fået et eksamensbevis med posten?

Bærende foto: Studenterhuer og sankthans – to traditioner, som stadig lever. Foto: Wikimedia Commons

Alle skribenter hos POV International skriver, fordi lysten driver værket, men vil du gerne støtte mine fortsatte skriverier, modtages alle beløb med taknemmelighed på Mobilepay +45 40 99 49 36. Det er helt frivilligt.

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik. Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik. Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel. Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’. Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne. Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,