KUNST & KUNSTIG INTELLIGENS // KRONIK – Statens Museum for Kunst har leveret en genistreg om kunst og dataetik, skriver Claus Hjorth. Mens debatten om kunstig intelligens ofte maler dystopiske billeder, viser SMK, hvordan algoritmer kan bruges til at skabe kunstneriske tidsrejser uden at gå på kompromis med hverken kreativitet eller etik.
I tech-debatten er der tegnet det scenarie, hvor kunstig intelligens fortrænger al menneskelig kreativitet. Forfattere, billedkunstnere, filmskabere og musikere skylles væk af en tsunami af algoritmebaseret indhold. Det er billigere, og i vores forbrugersamfund, hvor også kunst og kultur er konsum, er det lige meget, hvordan oplevelsen bliver skabt, blot den virker. Vi kan alligevel ikke høre, mærke, læse eller se forskel på computerskabt og menneskabt indhold.
På Statens Museum for Kunst (SMK) har man i udstillingen Against All Odds – Historiske kvinder og nye algoritmer gjort op med denne dystopi. Udstillingen handler om 24 nordiske kvindelige kunstnere fra forrige århundredeskifte. Udstillingen handler om deres værker og deres kamp for at manifestere sig som kunstnere i deres samtid. Med algoritmernes hjælp bliver kunsthistorien genfortalt, og der er skabt nye digitale værker, hvor de oprindelige værker er på tidsrejse til det 21. århundrede.
Udstillingen er fantastisk og bør opleves! Nu da den slutter d. 8. december, skal der herfra lyde en opfordring til, at dele af udstillingen kan finde en mere permanent plads på SMK.
Dataetik er nøglen
I opgøret med dystopien om kunstens endeligt skyder SMK en stor pil gennem enten-eller-spørgsmålet ”computerskabt eller menneskeskabt” ved at påstå, at spørgsmålet er stillet forkert. Hvis vi bruger kunstig intelligens og har kunstneren og museumsgæsten med hele vejen, åbner der sig helt nye konstellationer af samspillet mellem kunst, kunsthistorie, teknologi og menneske.
Selvom udstillingens kunstinstallationer skaber sit eget udtryk i mødet med gæsten, så er det først og fremmest de værker og de mennesker, der står bag, man møder. Autonome algoritmer ja, men kreativitet og kontrol er kunstnernes og kuratorens domæne. Som gæst opleves de computergenererede oplevelser som kunst, fordi der er tydelig forbindelse mellem de oprindelige værker og de intentioner, der kommer til udtryk i digitale installationer.
Under mit besøg var jeg på rejse fra klassisk kunstforståelse, hvor det oprindelige værk i sig selv gav oplevelsen, til kunst på algoritmer, hvor værkerne og teknologien skabte helt nye forbindelser mellem værkerne, kunstnerne og mig som gæst. Takket være den målrettede og stramme anvendelse af kunstig intelligens blev jeg henført til kunst og kunsthistorien og aldrig efterladt som fortabt i algoritmernes univers.
I mine øjne lykkes det, fordi SMK meget bevidst har arbejdet med de dataetiske problemstillinger i udstillingen. For museumsgæsten bliver det tydeliggjort, hvordan algoritmerne er skruet sammen, og hvilke data de låner fra de historiske kunstneres værker og deres levn i breve og biografier mv. Dataetikken har kort sagt været en vigtig nøgle til, at det i det hele taget lykkes at anvende kunstig intelligens i kunsten og i den kunsthistoriske formidling. Den er et nødvendigt kunstnerisk benspænd, når man sætter strøm til.
Kunstig intelligens skal fremme ”human agency”
Men kunsten sparker også tilbage. Den generelle debat om dataetik i tilknytning til kunstig intelligens kan godt lade sig inspirere af udstillingen. Projektet uddyber nemlig en vigtig problemstilling i tilknytning til kunstig intelligens: afgrænsning af datagrundlaget og etablering af sammenhæng og overblik for dem, der skal bruge de nye modeller. Modellernes dataafgræsning og tydeliggørelse af deres hensigt, muligheder og begrænsninger er ikke et spørgsmål om lovpligtig dokumentation, man giver samtykke til. Som SMK’s udstilling illustrerer på smukkeste vis, kan de dataetiske benspænd fungere som en aktiv og medvirkende egenskab ved anvendelsen af kunstig intelligens.
I den netop vedtagne EU-forordning om kunstig intelligens tales der om at fremme ”human agency”, som handler om, at kunstig intelligens skal anvendes som redskab, der betjener mennesker og respekterer deres værdighed og uafhængighed. Selvom kunstig intelligens på flere specialiserede områder overgår menneskets kognitive kapacitet (fx ved anvendelse af billedgenkendelse på det biomedicinske felt), så handler ”human agency” om, at vi ikke får noget ud af teknologierne, hvis vi ikke meget bevidst tager stilling til, hvordan AI-modellerne kan tjene os mennesker.
Statens Museum for Kunst leverer et seriøst bud på ”human agency by design”, og hvis man ikke rigtig tænder på teknologidebatten, så bør man gå derind alligevel.
Claus Hjorths kronik er baseret på hans opgave på ITU’s mastermodul ‘Kunstig intelligens i organisationer’:
“Kunstig intelligens i kunstens tjeneste – Dataetik i kunsten og kunsten i dataetik”, november 2024.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
