BØGER // ANMELDELSE – I sin selvbiografi Udvalgte kolbøtter beskriver Jakob Ellemann-Jensen sine visioner om, hvordan han gerne ville forandre og forny Venstre, da han var formand. De ligner til forveksling det parti, Lars Løkke Rasmussen sideløbende skabte. Og den enorme modstand mod Ellemanns planer viser, hvor svært det bliver for Troels Lund Poulsen at reformere partiet.
Under læsningen af Jakob Ellemann-Jensens selvbiografi med titlen Udvalgte kolbøtter, hvor forfatteren flere steder beskriver, hvordan han som ny formand for det gamle, hæderkronede parti med dybe rødder i landbruget ville forny Venstre, tænkte jeg flere gange: ”Jamen, er det ikke det parti, Moderaterne er blevet?”
Et parti med en tydelig liberal profil, der skinner igennem i ikke bare den økonomiske politik, men også i forhold til åbenhed og tolerance. En stram, men ikke skør udlændingepolitik. Et parti for både land og by, gamle og unge og et parti med en tydelig grøn profil.
Det lykkedes ikke for hverken Lars Løkke eller Jakob Ellemann at trække Venstre i den retning, og det siger dermed en hel del om, hvor svært det bliver for Troels Lund Poulsen, der som den tredje Venstre-høvding i træk har bebudet, at der skal ske forandringer i partiets politik på en række områder.
Nedslidt på fire år
Ellemann var formand for Venstre i godt fire år: Fra han afløste Lars Løkke Rasmussen på et ekstraordinært landsmøde 21. september 2019 og til han 18. november 2023 holdt sin afskedstale på endnu et landsmøde i partiet.
De mellemliggende fire år var én lang kamp op ad bakke. Den jyske landbrugsfløj i partiet så ham fra starten som skabsradikal. Som for blød og for venlig over for alle de og det forkerte: indvandrere, seksuelle mindretal, klimadagsordenen, EU, you name it.
Hans autoritet blev systematisk undergravet, ikke mindst af den hele vejen igennem illoyale Inger Støjberg, som han havde følt sig tvunget til at indgå et makkerskab med, så hun blev næstformand.
Det fortæller Ellemann alt sammen om i sin bog. Nøgternt, sine steder ret morsomt og med en befriende åbenhed og ærlighed om hans egne personlige overvejelser og reaktioner på udviklingen.
Både de politiske, mentale og fysiske reaktioner, hvor sidstnævnte tvang ham ud i en stresssygemelding, der var så slem, at han f.eks. fandt sig selv siddende på gulvet i køkkenet ude af stand til at lægge lagene i en lasagne på plads i den rigtige rækkefølge.
Det er alt sammen velskrevet og rørende, og bogen giver et meget læseværdigt, sjældent ærligt, personligt og nuanceret blik ind i livet som toppolitiker.
To sider af samme sag
Løkkes ageren i samme periode fylder i sagens natur ikke meget i bogen, men det var hans beslutning om midt i valgkampen i maj 2019 at udgive bogen Befrielsens øjeblik, der udløste Løkkes fald og gjorde Ellemann til partiformand.
I bogen argumenterer Lars Løkke for, at det er nødvendigt for de midtersøgende partier at holde sammen for at holde yderfløjene ude. Fremgangen til det yderste højre rundt om i Europa skræmte Løkke, der også var modstander af den meget hårde retorik, som bl.a. Inger Støjberg stod for i forhold til indvandring og integration.
Efter sit fald som Venstreformand arbejdede Løkke målrettet på at etablere et parti, der skulle afspejle hans nye erkendelse og ståsted, og det var som nævnt umuligt – i hvert fald for mig – ikke flere gange at tænke: Hvor stor forskel er der egentlig på det parti, det lykkedes Løkke at skabe, og det parti, Jakob Ellemann-Jensen forgæves forsøgte at skabe?
Ikke meget, vil jeg påstå. I hvert fald ikke, hvis man læser Moderaternes politiske program. Og forskellen er noget mindre end afstanden fra Støjbergs Venstre til Ellemanns.
Et enormt arbejde forude
Løkkes politiske kapitel var opbrugt, da han lancerede Befrielsens øjeblik. Der havde været lidt for mange sager med rod i bilagene, flyrejser på første klasse, tøj købt på partiets regning og en lidt for udpræget tendens til at udskyde beslutninger til absolut sidste øjeblik og selvfølgelig lanceringen af den politiske bombe midt i en valgkamp og uden at informere nogen på forhånd. Det gjorde alt sammen, at partiet ikke ville give ham plads til at udfolde sine visioner i en tale på et landsmøde.
Ministeriet kommer næppe tilbage, når der en gang kommer en borgerlig regering, og visheden om det gør det lettere at frigøre Venstre fra den tunge bondearv
Modstanden mod Ellemann var anderledes. Han blev fra starten som nævnt betragtet med mistro af de jyske medlemmer, der var bange for at miste opbakning fra vælgerne – især efter Inger Støjbergs exit – og som ikke troede på, at man ville vinde flere vælgere i storbyerne end man ville tabe i landdistrikterne i Jylland på den nye kurs.
Troels Lund Poulsen står et helt tredje sted end sine to forgængere. Han har fødderne solidt plantet i den jyske muld, og han har lært at holde af tilnavnet ”Traktor-Troels”, der udspringer af hans livslange passion for især John Deere-traktorer. Samtidigt har han stadig masser af politisk goodwill og kapitel at tære på internt i partiet.
Men partiet klemmes fra begge sider: Ved kommunalvalget i november sidste år tabte partiet mange stemmer til Danmarksdemokraterne, og ved folketingsvalget i marts mistede man mange stemmer i storbyerne, blandt andet tabte man begge mandater i København.
Der venter således Troels Lund Poulsen et enormt arbejde med at finde balancen mellem storby og jysk muld og efter et valg, der blev partiets dårligste nogensinde, hvor man lige nåede op på 10,1 pct. af vælgerne og dermed over den psykologisk vigtigste grænse på 10 pct. Partiet er ikke længere ”det store dyr på savannen”, som Jakob Ellemann-Jensen kækt sagde på et tidspunkt. Nu er det ét af tre nogenlunde lige store partier – og det parti, der har det sværeste udgangspunkt for at tiltrække vælgere i større tal.
I det nye Folketing, hvor Venstre er ”kommet hjem” til blå blok som oppositionsparti, skal Troels Lund Poulsen samtidig finde balancen mellem at lede en meget splittet og indbyrdes uenig blå blok på den ene side og indgå politiske forlig med regeringen, der har brug for i hvert fald ét borgerligt parti for at få dele af sit økonomiske program igennem.
Små skridt
Troels Lund Poulsen er hverken nogen stor taler eller nogen stor ideolog. Han er praktiker, god til at forhandle og indgå forlig. De kendetegn vil han helt givet bruge i forbindelse med det fornyelsesarbejde, som der er bred enighed om, er nødvendigt.
Fornyelsen vil komme i form af små skridt. Små, men stædige skridt uden at blive ledsaget af bøger eller bombastiske proklamationer. Det er ikke Troels Lunds stil. Det vil blive det lange, seje træk. Som en John Deree-traktor.
Troels Lund Poulsen har den fordel, at Inger Støjbergs parti er ved at miste pusten. Danmarksdemokraterne gik tilbage til 5,8 pct. ved valget i marts, og siden da er det faldet yderligere til cirka fem pct.
Partiet er tilsyneladende ikke længere så tiltrækkende. Og i landbruget er der ved at bundfælde sig en erkendelse af, at præmisserne for at indgå aftaler og forlig med den til enhver tid siddende regering har ændret sig fundamentalt – symbolsk markeret ved, at Danmark nu som det eneste land i EU ikke længere har et landbrugsministerium.
Ministeriet kommer næppe tilbage, når der en gang kommer en borgerlig regering, og visheden om det gør det lettere at frigøre Venstre fra den tunge bondearv. Kampen om flere vælgere skal primært føres mod Liberal Alliance, der står stærkt i de storbyer, Venstre helt har mistet fodfæstet i. Det kan godt blive blodigt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og