DAGENS POV – Glem Rasmus Paludan, han er ikke i sig selv vigtig, men han katalyserer effektivt brudlinjerne i en gennempolariseret befolkning – også omkring holdninger til konsekvenserne af over 30 års, mere eller mindre, fejlslagen integrationspolitik, hvor det, som skulle have været os og vi, i stadig større grad er blevet til ‘de og vi’, eller ‘os og dem’.
På samme måde som uenighed omkring klima, kapitalisme og kønskamp hurtigt kan føre til akut nedsmeltning og kommunikativt sammenbrud, har vi vænnet os til, at vi ikke kan diskutere indvandring og islamkritik uden at samtalen slutter, inden den er kommet ordentligt i gang.
Det samme gør sig nu gældende for Paludan. Som afsender kan man end ikke udskrive denne politiske kanonkugles navn, før vandene i folkedybet allerede er delt så dybt, at man kan vandre tørskoet langs begge fronter på havets bund.
Man får trods alt næppe den gyldne A. L. Marstrand-medalje eller Henrik Marstal-ordenen for at anerkende – den særdeles ubehagelige – realitet, at rigtig mange danskere deler oplevelser af at være truet
Mindelserne til Trumps entré på den amerikanske scene er slående. Nu oplever vi selv en lignende situation:
En skinger elite som tilsyneladende ikke hverken ønsker eller evner at favne perspektivet i modsatrettede oplevelser af situationen. Et politisk-journalistisk kommentatorkorps, der både mangler troværdighed og forståelse for situationen – og som derfor stort set er ubrugeligt – og automatstemplende reaktioner, damage control og håndvask på forhånd.
Nøgleordet er ’oplevelse’
Under den amerikanske valgkamp, da samtlige danske og udenlandske kommentatorer skråsikkert afviste både Trump og hans vælgerskare som kældermennesker og var fuldkommen uden hverken interesse og indsigt i mulige årsager til tricksterfigurens – tilsyneladende – pludselige succes, ja, da vidste man udmærket godt, at rigtigt mange ’tavse’ vælgere ville stemme på ham.
Herhjemme var samtlige af mine akademisk uddannede og intellektuelle venner helt enige: Trump og hans syge kældermennesker havde ingen gang på jord. På modsatte side af samfundets usynlige glasloft var mange af mine venner ’på gaden’ også enige – blot om at favne modsatte perspektiv:
Det hjælper alligevel ikke at stemme på de andre, og her er endelig en som forstår vores oplevelse af verdens uretfærdighed. Kælder- og sølvpapirshatmennesker vidste udmærket, at Trump var på vej til Det Hvide Hus. Helt i modsætning til alle dem som lever af at vurdere, analysere og formidle disse indsigter til den brede offentlighed.
Åbenbart har den politiske kommentatorkultur ikke lært af fejlskønnene, og det er man muligvis heller ikke interesseret i.
Manglende anerkendelse af modpartens ’oplevelse’ – eller perception – af virkeligheden er netop det, som først og fremmest kendetegner den polarisering vi – ja – oplever, uanset hvor på stridighedernes landkort vi befinder os
Til gengæld er positionen yderst forståelig.
Man får trods alt næppe den gyldne A. L. Marstrand-medalje eller Henrik Marstal-ordenen for at anerkende – den særdeles ubehagelige – realitet, at rigtig mange danskere deler oplevelser af at være truet, eller på retræte, i forhold til samfærdsel i det offentlige rum.
Alene ovenstående sætning er nok til at læsere i den ene lejr, uden tvivl eller empati, vil automatkategorisere dette indlæg som racistisk, fascistisk, nazistisk, forbryderisk og uforståeligt dumt.
Læs lige sætningen igen.
Nøgleordet er ’oplevelse’. Og manglende anerkendelse af modpartens ’oplevelse’ – eller perception – af virkeligheden er netop det, som først og fremmest kendetegner den polarisering vi – ja – oplever, uanset hvor på stridighedernes landkort vi befinder os.
Der er noget på trapperne
En mulig troldnøgle til at overkomme problemet er anlæggelsen af en mere holistisk optik. Ganske som med Schrödingers berømte kat, som både er levende og død på samme tid, er det nemlig ikke bare muligt men højst sandsynligt, at både den ene og den anden fronts oplevelser er rigtige og virkelige, og at der er udfordringer og pointer på begge sider af skyttegravene.
Skifter man position, skiftes perspektivet automatisk, og man ser, hvad man ikke så tidligere. Men perspektiv- og positionsskifte, omend nok så midlertidigt, kræver først og fremmest interesse. Man skal ville forsøge at se det fra den anden parts perspektiv.
Her støder vi på et absolut hovedproblem.
I takt med at polariseringen stiger og fronterne tegnes skarpere op, mindskes automatisk interessen for at høre på ’den anden’, og de holdninger og oplevelser som bringes til torvs vil oftest opleves som uacceptable og uforståelige, hvis ikke ligefrem uforlignelige og giftige. Enhver Facebook-tråd om Paludan og Stram Kurs illustrerer formfuldendt det skitserede. Go read, kære læser.
Herfra er der ikke langt til nedsmeltning, ophør af samtalen og forbitret skyttegravskrig mellem uforenelige positioner og oplevelser og den dehumanisering af den anden, som følger med som en del af pakken.
Rasmus Paludan kommer i Folketinget. Det er nærmest hævet over enhver tvivl
Det skete med Trump i USA, som allerede før Obama omtrent var polariseret på før-borgerkrigsniveau. Det sker overalt i Europa.
Og når jeg siger, det er orkestreret, betyder det ikke, at jeg tror, der ligger en færdig masterplan i et pengeskab et sted på Langelinje. Det betyder, at i det store globale spil om magt og kontrol, er de vestlige samfunds rolle som producerende og forbrugende under afvikling:
At det kapitalistiske system, vi lever i, er under pres, fordi det ikke længere fungerer, og fordi den fortsatte vækst nu kun kan fortsætte, når landene sælger ud af kritisk infrastruktur og fælleseje.
At der er noget ubeskriveligt voldsomt på trapperne, som vi akkurat kan ane, men ikke beskrive eller begribe. At magten klynger sig desperat til taburetterne og med alle kneb forsøger at veksle midlertidige mandater til varige, blivende magtpositioner.
Del og hersk på alle parametre. Macchiavellisk, ond og uforligneligt effektivt.
Goddag, goddag, dødsfjende
For et par år siden var jeg inviteret til at holde en brandtale på Radio24Syvs såkaldte antidemokratiske festival på Charlottenborg. Jeg var ret irriteret over redaktionens vinkling, fordi jeg godt mener, man kan være – endog særdeles – systemkritisk, uden at være det mindste antidemokratisk.
Men jeg mødte op og performede mit kapitalisme- og civilisationskritiske digt Brandtale. Det gik okay. Folk klappede, solen skinnede og overfor, på kajen langs Nyhavn, sad folk og drak øl i solen og dinglede med benene.
Radioen havde også inviteret ekstrem-islamisten Anjem Choudary. En særdeles kontroversiel hadprædikant, som går ind for global Sharia, og som opildner eksistensen af muslimske parallelsamfund overalt.
Han blev omtalt som stjerne, og blev, da han ankom, flankeret af to-tre nørder i lange kjortler og fuldskæg, hyldet med klapsalver af det høflige danske Charlottenborg-publikum.
Min protest bestod i at stå lige ved siden af og drikke hvidvin, mens jeg hørte en silkeblød retorik prædike om, hvor dum og skadelig min kultur er, samt hvor lykkelige vi alle sammen ville blive, hvis bare vi rensede ud og rettede ind efter islam.
Jeg gik målløs og chokeret derfra. Hej-hej, ødelægger, sagde vi. Goddag, goddag, dødsfjende. Han fik bifald, da han kom og bifald, da han forlod scenen og skridtede af med sit besynderlige følge.
Konflikten er også en klassekonflikt. En kultur- og religionskløft. Og den er reel nok. Men det kan en konflikt også sagtens være, uden at verden går under eller samvær bliver umuligt
Folkedyb mod medieelite, frikadelle mod falafel, mænd mod kvinder, klimaskeptikere mod klimaforkæmpere, kødspisere mod vegetarer, apologeter mod kritikere.
På den ene side hilses Paludan velkommen som en mand, der tør sige sandheden. På den anden side er man ved at gå til i forargelse, forskrækkelse og afsky. Her adresseres et vigtigt problem, mener den ene side. Hér skabes splid og uforsonlighed, mener den anden.
Bag konflikten lakmusprøves holdningerne til ekstremisme og system-, religions- og civilisationskritik.
Den ene fløj mener, at man selv er uden om det, hvis man fremsætter provokerende bemærkninger, og at demonstranter som Paludan skal fratages politibeskyttelse. Endnu andre at såkaldte ’antidemokratiske’ ytringer skal forbydes, hvilket i sig selv er en helt ny og super-antidemokratisk grad af sindelagskontrol. Den anden fløj mener, at man skal kunne sige, hvad som helst og så senere svare for eventuelle verbale lovbrud.
Konflikten er også en klassekonflikt. En kultur- og religionskløft. Og den er reel nok. Men det kan en konflikt også sagtens være, uden at verden går under eller samvær bliver umuligt. For samtidig med at den på den ene side er lige så virkelig som regnvejr, så er den også – og på nøjagtig samme tid – illusorisk og forestillet, helt ligesom landegrænser og effekten af en hel del receptpligtig medicin.
Favn forskellen og fremhæv fællestrækkene
Vi kan fokusere på forskelle, eller vi kan fokusere på fællestræk. Men vi kan også – samtidigt – have blik for begge dele på samme tid. Det er trods alt ikke noget, som vil sprænge nogens mentale sikringer sådan for rigtig alvor.
Vi andre, både grisefarvede og æselbrune, muslimer, kristne, ateister, klimafanatikere og -benægtere, systemkritikere og -apologeter kan søge at favne det tilsyneladende ufavnelige i den andens position og perspektiv, eller vi kan fortsætte med at grave grøfterne dybere, spytte længere og hade mere
Vi mennesker er fuldt ud i stand til at favne det tilsyneladende paradoksale og modsatrettede og i det mindste for en stund at stå med det ene ben på den ene side af en afgrundsdyb kløft og det andet på den anden. Men desto mere splittede vi er, desto sværere bliver det at lave eksercitsen.
Rasmus Paludan kommer i Folketinget. Det er nærmest hævet over enhver tvivl.
Vi andre, både grisefarvede og æselbrune, muslimer, kristne, ateister, klimafanatikere og -benægtere, systemkritikere og -apologeter, børn og unge, kvinder og mænd, og de valgfrie kategorier imellem og rundt om, vi kan søge at favne det tilsyneladende ufavnelige i den andens position og perspektiv, eller vi kan fortsætte med at grave grøfterne dybere, spytte længere og hade mere.
Resultatet af det sidste, som ulykkeligvis også efterhånden virker som det nemmeste og mest farbare, det kender vi godt: Det er krig.
Foto: Collage af POV International.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her