LIV & MENNESKER // KLUMME – Da jeg var barn, betød det at have lus, at man var en stakkel. Fattig. Uhygiejnisk. Ulækker. Men da jeg selv blev far, blev jeg klogere. Meget klogere.
Jeg kan huske et hus i vores landsby, hvor der altid var en masse rod udenfor. Store bunker med fliser, byggeelementer og dimser til biler og knallerter. Persiennerne var altid rullet ned, og selvom der boede fire unger i huset, så man dem aldrig i haven. Man vidste faktisk ikke, hvad de rendte og lavede.
Faren sad vistnok i fængsel eller befandt sig i et fjernt land, eller også var han lastbilchauffør på langfart. Eller måske en kombination. Han var der i hvert fald ikke. Moren var buschauffør. Det vidste vi, for hende kunne vi se i bus 118 på alle hverdage, og vi vidste også, at hun lugtede og havde snavset tøj på under uniformen. Og fedtet hår ikke mindst.
For vi vidste, at lus hoppede på de ulækre, de fattige og de usoignerede
Vi vidste også, at det var pænt af busselskabet at have hende ansat. For hvad pokker skulle der blive af familien, hvis ikke hun holdt sammen på stumperne og sørgede for at tjene nogle penge.
Og så vidste vi, at hendes familie havde lus. Vi så tit de stakkels unger klø sig i håret. Og når vi fik den årlige seddel om lus i klassen, kiggede alle ekstra meget på dem og lagde endnu mere mærke til, hvor meget de kløede, og det gav bare så god mening. For vi vidste, at lus hoppede på de ulækre, de fattige og de usoignerede.
Så gjaldt det om at holde sig endnu mere væk fra dem.
Jeg har altid haft stor respekt for lus
Lus var et helvede. Lus krævede kæmpe operationer. Og så måtte man ikke komme i skole. Alle skulle skures og skrubbes. Og kæmmes i timevis. Alle hårbørster skulle i fryseren. Og huerne. Og måske endda også børnene. Alt og alle skulle vaskes ekstra grundigt. Helt i bund.
Det kunne tage uger at komme af med de små skadedyr, hvis de først var kommet ind. Og i al den tid måtte man ikke røre ved nogen eller være sammen med nogen.
Derfor havde vi så stor respekt for lus. Og derfor sørgede vi for at holde ekstra stor afstand til staklerne.
Man taler da ikke om lus
For nogle år siden, da jeg selv var blevet far, stod jeg en dag og overværede en fodboldtræning, og moren ved siden af sagde pludselig som det mest naturlige i verden: ”Vi har lige haft en ordentlig omgang lus derhjemme.”
Og så gik jeg hjem og googlede og fandt ud af, at alt, hvad jeg havde lært om lus i min barndom, var det rene vrøvl og overtro
De andre forældre grinede bare: ”Ja ja, så blev det jeres tur. Så er det frem med tættekammen.”
Og jeg tænkte: Det taler man sgu da ikke om. Er de stakler? Hvad sker der? Eller er det, fordi jeg er flyttet til Sjælland? Kender de slet ikke konsekvenserne?
Men jeg nikkede selvfølgelig bare som det flokdyr, jeg er, og tænkte: Måske er der sket noget på det her område? Måske har man opfundet en kur? Og så gik jeg hjem og googlede, som man gjorde før ChatGPT, og fandt ud af, at alt, hvad jeg havde lært om lus i min barndom, var det rene vrøvl og overtro.
Min åbenbaring om lus
Lus har overhovedet ikke noget at gøre med hygiejne. Lus kan kun flytte fra et menneske til et andet, hvis de får lov at kravle direkte over på det. De kan hverken flyve eller hoppe.
Jeg læste også, at der findes mange myter om lus. Det skyldes, at man i gamle dage havde en type, der hed kropslus, som havde en fest på fattiggårdene, hvor der var snavset vand og ekstremt dårlig hygiejne.
Så jeg har altså gået i hele min barndom og beskyldt staklerne fra det føromtalte hus for at have lus. Og troet, at de var særligt udsatte. Samtidig med at flere af mine klassekammerater må have haft lus uden at fortælle om det.
Jeg kan da selv mærke, at det føles lidt underligt at skrive åbent om lus i hjemmet, fordi jeg altid har forbundet det med noget uhumsk
Måske har de diskret fået deres mor til at skrive det i kontaktbogen, oldtidens svar på AULA, og så har de kæmmet og vasket i diskretion, så ingen i byen fik at vide, at det var dem, der havde det.
Og gad vide, hvor mange der stadig bærer rundt på myter og forestillinger om lus? For vi ved jo, at historier fra barndommen er sejlivede, og jeg kan da selv mærke, at det føles lidt underligt at skrive åbent om lus i hjemmet, fordi jeg altid har forbundet det med noget uhumsk.
Men nu gør jeg det. Basta.
Vi har haft lus herhjemme. Flere af os. Og de var klamme. Og de var åndssvage. Og vi gik i kamp mod dem. Og de viste sig at være relativt nemme at slippe af med.
Pyha. Så er det ude.
Tak fordi du læste med.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og