AI & KUNSTIG INTELLIGENS // KRONIK -–Tænkningens rum med det moralske og etiske perspektiv må aktiveres, hvis vi skal undgå at havne i hallucinationen om, at kunstig intelligens af sig selv kan sprænge de grænser, som intelligensen har, skriver Peter Johannes Schjødt.
Muligheden for udbredelse af såkaldt kunstig intelligens har ramt os som en hammer. Det overraskende er dog den ledsagende overraskelse. Måske afspejler forestillingen om kunstig intelligens menneskets manglende formåen til selv at tænke.
Måske er kunstig intelligens den tankeløse hallucination om tænkning. Nu taler man jo ikke om kunstig tænkning, men om kunstig intelligens. Men hverken naturlig eller kunstig intelligens resulterer af sig selv i god tænkning. Tænkning er imidlertid afgørende, hvis kunstig intelligens ikke for alvor skal sætte mulighederne for kritisk og moralsk eftertanke ud af spillet.
Tankeløs
Ordbogsdefinitionen på intelligens (og vel også på den kunstige) lyder: “Intelligens er evnen til hurtigt og effektivt at kunne håndtere mental kompleksitet bl.a. i forbindelse med at ræsonnere, planlægge, problemløse, forstå, tænke abstrakt, og uddrage en erfaringsbaseret lære.” Kunstig intelligens tænker altså ikke af sig selv, ligesom menneskelig intelligens ikke er ensbetydende med tænkning.
Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt indleder sit sidste og ufuldendte værk The Life of the Mind med et citat fra Martin Heidegger om tænkning: “Tænkningen tilvejebringer ikke viden, som videnskaben gør. Tænkningen afføder ingen praktisk anvendelige færdigheder. Tænkningen løser ikke universets gåder. Tænkningen sætter os ikke engang i stand til at handle.” Men hvad er det så, tænkningen gør eller kan gøre?
Denne banale ondskab kan stikke i os alle sammen, hvis vi ikke forstår betydningen og den moralske nødvendighed af tænkning
Spørgsmålet var vigtigt for Hannah Arendt, fordi hun havde skrevet en bog om Adolf Eichmann, en af de mest grusomme håndlangere for nazismens udryddelseslejre. Hun fulgte den israelske stats retssag mod Eichmann i 1961, og til manges overraskelse endte hun med ikke at beskrive ham som et radikalt ondt menneske, men som tankeløs, og selvfølgelig ansvarlig for sine grusomme handlinger. Der kunne ikke være tale om formildende omstændigheder.
Men når tankeløshed kunne resultere i totalitære overgreb og nederdrægtigheder, som nazismens masseudryddelse af jøderne, måtte Hannah Arendt naturligvis analysere begreberne tænkning og tankeløshed. Specielt fordi Eichmann ikke var en uintelligent mand – men tankeløs. Som ramme for at analysere de nutidige udfordringer i forbindelse med kunstig intelligens er Hannah Arendts filosofi om tænkning og tankeløshed uvurderlig.
Banalitetens ondskab
Her skal vi kort se på Arendts understregning af tænkning som forudsætning for dømmekraft. Hun beskriver bl.a. tænkning som en lydløs dialog, som det enkelte menneske kan føre med sig selv. Det lyder måske ikke så fremmedartet for os i dag, hvor der er fokus på vores egne forestillinger og skabelse af verden, som det ofte hedder.
Men Arendts perspektiv på tænkning er netop, at den skal sætte os i stand til at forstå verden omkring os i andre menneskers perspektiv. Og her er vi ved noget centralt i forbindelse med tænkning. Tænkning kan nemlig den vanskelige kunst at skabe afstand mellem os selv og den virkelighed, som vi står midt i. Arendt siger, at vi gennem tænkning kan træde ud af det, som hun kalder vores “fortabelse” i egen virkelighed, og dermed åbne muligheden for kritisk refleksion, både over os selv og den verden, vi aktuelt står i.
Det var netop dette tankens rum, som Arendt mente, at Adolf Eichmann manglede. Han havde altså ikke et indre sted, hvor han kunne komme på afstand af omverdenen
Tænkning giver iflg. Arendt mulighed for at etablere et indre rum, hvor vores personlige verden ikke slipper ind, og derfor heller ikke alle dens krav om handling, nytte, effektivitet o.l. Dette tænkningens rum giver os mulighed for at træde et skridt væk fra den omgivende verden og suspendere alle vores automatiske reaktioner og svar på de krav, som vi mødes af i hverdagen. I tænkningens rum kan vi standse op og reflektere over kravene, efterprøve deres gyldighed og skelne mellem det gode og det onde, som Hannah Arendt siger.
Det var netop dette tankens rum, som Arendt mente, at Adolf Eichmann manglede. Han havde altså ikke et indre sted, hvor han kunne komme på afstand af omverdenen: den verden, som bl.a. var eksponent for udryddelsen af jøderne i de nazistiske koncentrationslejre.
Denne mangel betød, at Eichmann heller ikke efterprøvede den nazistiske verdens krav til ham om at skabe effektivitet i udryddelseslejrene. Eichmann sagde ved retssagen, at han fulgte den tyske magts forordninger og love og derfor anså sig selv som en lydig borger. Han gjorde, hvad han skulle, troede han tilsyneladende. Men det var, fordi han ikke havde evnen til at tænke, mente Arendt. Ondskaben udsprang altså ikke af et specielt diabolsk og ondt væsen, men af tankeløshed. Arendt kaldte denne ondskab for banalitetens ondskab. Han var ikke dum, ikke uintelligent – men tankeløs.
Det lyder måske som en meget mild vurdering af Eichmann, men den centrale pointe er, at netop denne banale ondskab kan stikke i os alle sammen, hvis vi ikke forstår betydningen og den moralske nødvendighed af tænkning.
Hannah Arendt beskrev dømmekraften som evnen til at skelne mellem godt og ondt. Hertil er tænkning en nødvendig forudsætning
Problemet er ikke at skulle forstå, hvorfor mennesker tænker, men hvorfor de ikke gør det; hvorfor ellers intelligente mennesker kan være tankeløse. I filosofiens selvforståelse begynder tænkning med undren. Spørgsmålet er, hvordan mennesker kan afholde sig fra at undres over en ordre til, så effektivt og rationelt som muligt, at organisere drabet på millioner af mennesker?
Hannah Arendt så tænkning som en forudsætning for den menneskelige dømmekraft, fordi tænkning er en kritisk og selvkritisk evne, som kan forhindre os i at blive fanget i fordomsfuldhed eller blind pligtopfyldelse og underkastelse under systemiske normer, krav og effektivitetsværdier.
Hannah Arendt beskrev dømmekraften som evnen til at skelne mellem godt og ondt. Hertil er tænkning en nødvendig forudsætning, fordi den giver os adgang til at skabe et rum for kritisk at reflektere over det, som nuet og den aktuelle situation ”kræver” af os. Med andre ord om disse krav nu også er krav, som vi moralsk kan stille til os selv, eller om det er moralsk uacceptable krav, som bliver stillet til os – og som vi må sige nej til?
Hvilken fremtidig verden vil vi lægge fundamentet for?
Der er altid masser af krav, masser af regler, masser af fordomme om andre og masser af forventninger om, at vi tilsidesætter den kritiske og refleksive tænkning. Men hvordan hænger alt dette sammen med vores aktuelle udfordringer med at forstå udviklingen af kunstig intelligens?
I de seneste måneder har jeg læst, at kunstig intelligens vil løse fattigdomsproblemer, finde en kur mod de dødelige sygdomme, mod fremtidige pandemier; kunstig intelligens vil løse klimaproblemerne, hjælpe os med at genfinde troen på den globale humanisme, som vi har mistet, den vil afhjælpe menneskelig ensomhed, og ikke mindst gøre vores regeringer rationelle og problemløsende. Dette, må man frygte, er imidlertid menneskelige hallucinationer om den kunstige intelligens – hallucinationer, som sætter den kritiske tænkning ud af spillet.
Det er forbindelsen mellem tænkning og dømmekraft, der etablerer den moralske dimension, som intelligensen ikke kan frembringe af sig selv; hverken den naturlige eller den kunstige intelligens
Kunstig intelligens kan ikke komme på tænkningens afstand af sig selv og har derfor ikke adgang til moralsk dømmekraft. Vi er vidner til, at historiens absolut rigeste private virksomheder (Meta, Google, Apple, Microsoft, Amazon m.fl.) ensidigt støvsuger den totale mængde af menneskelig viden og gør den til deres private ejendom og til produktionsressourcer i udviklingen af kunstig intelligens.
De store tech-virksomheder har fokus på intelligensen, den kunstige og deres egen. Som ordbogsdefinitionen af intelligens lød, så er den “evnen til hurtigt og effektivt at kunne håndtere mental kompleksitet bl.a. i forbindelse med at ræsonnere, planlægge, problemløse, forstå, tænke abstrakt, og uddrage en erfaringsbaseret lære.”
Hos Hannah Arendt så vi imidlertid, at det er forbindelsen mellem tænkning og dømmekraft, der etablerer den moralske dimension, som intelligensen ikke kan frembringe af sig selv; hverken den naturlige eller den kunstige intelligens.
Tænkningens rum må aktiveres, hvis vi skal undgå at havne i hallucinationen om, at kunstig intelligens (frembragt og patenteret af de store high tech virksomheder) af sig selv kan sprænge de grænser, som intelligensen har for at frembringe moralsk velfunderede beslutninger om, hvad det hele bør bruges til, hvordan de teknologiske muligheder skal prioriteres, kontrolleres og udnyttes til gavn for mennesket – og ikke blot til økonomisk gavn for den teknologiske frontlinjes største virksomheder.
For Hannah Arendt er tænkning i stand til at skabe et rum, som mennesket kan trække sig tilbage til for at løsrive sig fra verdens umiddelbare krav og påtrængenhed. I denne tilbagetrækning kan mennesket afbryde det konstante krav om at føje verdens krav og lade tænkningen korrigere vores mål ud fra et moralsk og empatisk perspektiv. Det er fra dette tænkningens private og offentlige rum, at spørgsmålet kan formuleres: Hvilken fremtidig verden vil vi allerede nu lægge fundamentet for?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
