ESSAY // 8. MARTS – “Vi kan sætte os ned og begræde vores tabte forplantningsevne, eller vi kan glæde os over, at vi ikke længere skal have bøvl og udgifter med bind og tamponer og ikke skal være bange for at blive gravide,” skriver Lone Kühlmann om overgangsalderen. Og i stedet for at vælge at være oversete og vrede, kan vi som kvinder vælge at være aktive, muntre, synlige og støjende. For der er virkelig ikke noget at skamme sig over.
”Du må sørge for, at der ikke ligger noget efter dig, når du er på badeværelset. Far kan ikke fordrage sådan noget”, sagde min mor, efter hun havde instrueret mig i, hvordan man anvender hygiejnebind.
Jeg var 11 år, og min første menstruation var totalt uventet. Jeg var en streg i luften. Uden nogen ydre form for pubertet.
Det var indlysende, at menstruation var forbundet med noget meget skamfuldt, og at man altid måtte sørge for, at der aldrig var nogen – især – drenge, der opdagede, at man blødte mellem benene.
De er jo så stemningslabile og har let til raseri. Kan man risikere, at sådan en har adgang til atomknappen?
Hos pigerne i klassen var der en blanding af nysgerrighed og fornærmelse over, at jeg, den mest uudviklede af os alle sammen, nåede denne milepæl først. Jeg måtte fremvise beviset fra mine underbukser for de andre piger i omklædningsrummet, da jeg hviskende bad mig fri for svømning. Ellers ville de ikke tro det.
Jeg tror, at jeg var 40 år, før jeg hørte en ung kollega på tv-avisen frimodigt referere til sin menstruation. Mens der var mænd til stede!
Det var fuldkommen utænkeligt i min generation, og jeg tror faktisk aldrig, at vi studsede over det temmelig ejendommelige forhold, at kvinder skulle skamme sig over en kropslig funktion, der er nødvendig for at videreføre menneskeslægten.
Det gjorde vi bare. Skammede os. Og lod som om vi ikke hørte, når mænd fortalte bøvede historier om utilregnelige kvinder, der havde ”det røde”.
Den kulturelle opfattelse af overgangsalderen
Men menstruerende kvinders utilregnelighed er for intet at regne, mod det man kan forvente sig af dem, der er holdt op med at menstruere. Det har de få gange, en amerikansk kvinde har stillet op som præsidentkandidat i USA, seriøst været diskuteret, om kvinder i den alder kunne vælges. De er jo så stemningslabile og har let til raseri.
Kan man risikere, at sådan en har adgang til atomknappen?
Derfor er det en lise, at lægen Lotte Hvas, i dag udgiver Bogen om overgangssalderen, som er baseret på mange års forskning. Hun skriver blandt andet, at der i de senere år er sket meget – ikke med overgangsalderen men med den kulturelle opfattelse af overgangsalderen.
Muligvis har de mange kvindelige læger været med til at ændre synet på klimakteriet, som siden starten af gynækologi som et selvstændigt lægeligt speciale i 1860, har været genstand for en sygeliggørelse, der ikke er for sarte sjæle.
Man føler sig også snigløbet af sin egen krop, når man står der og præsenterer det reviderede budget og biologien rammer en i nakken i form af sved, der hagler af ansigt og krop
For eksempel migræne, epilepsi, hysteri og alle mulige smertetilstande er søgt forklaret som noget, der kommer fra kvinders underliv. Gynækologi udspringer af kirurgi, så derfor fik læger adgang til at undersøge og skære i kvinders underliv, hvilket der i mange tilfælde er grund til at være glad for, men som også ifølge Hvas i mange år førte til grotesk overbehandling for alle mulige og umulige sygdomme, indtil løsningen på næsten det hele blev hormoner i forrige århundrede.
Gennembruddet af hormonpiller for kvinder i overgangsalderen kom i 1968 med den amerikanske læge Robert Wilsons bog Feminine forever, der siden viste sig at være udgivet med støtte fra et medicinalfirma, og som lokker med, at kvindeligheden kan bevares hele livet, bare man tager hormoner.
”Menopausen er en hormonel mangelsygdom, som kan kureres og forebygges fuldstændigt”, hedder det på bogens forside. Så når kvinder holder op med at menstruere, er der altså tale om en mangelsygdom.
Jeg skal ærligt indrømme, at klimakteriet kom meget bag på mange kvinder i min generation. Al sådan noget som hedeture og humørsvingninger var utåleligt gammeldags og burde være afskaffet.
Ydmyget klimakteriesild
Man føler sig også snigløbet af sin egen krop, når man står der og præsenterer det reviderede budget og biologien rammer en i nakken i form af sved, der hagler af ansigt og krop, og man pludselig forandrer sig fra tjekket karrierekvinde til ydmyget klimakteriesild for øjnene af skadefro kolleger.
Vi hader ting, vi ikke kan kontrollere, og her er det vores egen biologi, vi ikke kan kontrollere. Det er afgjort undergravende for en kvindes autoritet, når hun tydeligt er i overgangsalderen, og derfor var der mange af os, der gjorde kort proces og omgående sprang på hormonpillerne. Det kan man have det fint med. Især hvis man ikke hører til en af de mange risikogrupper.
Lotte Hvas skriver, at salget af hormoner faldt drastisk over hele verden, da den største undersøgelse af hormoner nogensinde fra Women’s Health Initiative i 2002 viste, at risikoen for især brystkræft og blodpropper var markant forøget med hormoner.
Der er meget mere kultur i det her, end vi normalt forestiller os. I andre dele af verden er fordelene ved at blive gammel til at tage og føle på
Hun beskriver overgangsalderen som et klassisk eksempel på medikalisering og sygeliggørelse. Hvis vi får at vide, at vi har forstadier til en sygdom, eller risiko for at få en sygdom, er vi hurtige til at se os selv som syge. Vi er ikke længere et individ men en patient.
Der er meget mere kultur i det her, end vi normalt forestiller os. I andre dele af verden er fordelene ved at blive gammel til at tage og føle på. Kvinder, der har været overvåget hele deres liv, kan nu komme og gå, som de vil.
Det skyldes selvfølgelig, at de ikke kan bringe en anden mands barn ind i familien og også i høj grad, at man ikke går ud fra, at de er seksuelt attraktive for nogen som helst. Belønningen er så udstrakt bevægelses- og talefrihed.
Lotte Hvas nævner antropologen Margaret Locke, som undersøgte japanske kvinders forhold til overgangsalderen i 1980’erne. Hun påviste, at der på japansk overhovedet ikke eksisterer et ord for hedeture. Til gengæld klagede de meget over stivhed i nakken.
Der er sikkert også kvinder i Danmark, der oplever nakkemyoser, men her kobler vi det ikke sammen med klimakteriet. Forskellene kan skyldes kost, klima og almindelige samfundsforhold. Og traditionelt har japanske læger haft mere fokus på ubalancer i kroppens nervesystem, end den vestlige fortælling om hormoner. Men desværre for japanske kvinder betyder globaliseringen også indenfor lægevidenskab og medicinalfirmaer, at noget tyder på, at japanerne må se at opfinde et ord for hedeture.
Opgør med tabuiseringen
Til gengæld er vestlige kvinder ved at tage et tiltrængt opgør med tabuiseringen af overgangsalderen og i det hele taget alt, der relaterer til kvindeligt kønsliv. Det vælter med bøger og artikler, hvor kendte kvinder deler deres erfaringer.
Michelle Obama har til og med lavet en podcast om, hvordan der er at have hedeture som præsidentfrue. Den var ikke gået for 20 år siden.
Lotte Hvas gør meget ud af, at man hverken skal sygeliggøre eller bagatellisere overgangsalderen. Det er, ligesom med alle andre afsnit af livet, meget individuelt, hvor mange gener man får, og hvordan man håndterer dem.
Vi kan sætte os ned og begræde vores tabte forplantningsevne, eller vi kan glæde os over, at vi ikke længere skal have bøvl og udgifter med bind og tamponer, og ikke skal være bange for at blive gravide.
Vi er alle sammen produkt af det samfund, vi lever i, de konjunkturer, der er, og det råderum, vi har i form af helbred, økonomi, evner, viden, interesser lyst og lejlighed. Vi er også produkter af de valg, vi træffer i livet. Vi kan vælge at være oversete og tilsidesatte og bitre og vrede. Vi kan også vælge at være aktive, muntre, synlige og støjende. Det går den rigtige vej, siger Lotte Hvas.
Der er virkelig ikke noget at skamme sig over.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
