Fra hedetur til overskudsalder – bog om kroppens nye kapitel

Christel Skousen Thrane 24.08.2025

BØGER // ANMELDELSE – Med Fuhrmanns hedetur sætter Annamette Fuhrmann ord på overgangsalderens kaos og muligheder. Resultatet er en bog, der forener personlige erfaringer, faglig indsigt og et tiltrængt opgør med fordomme og tavshed.

Fuhrmanns hedetur

Forfatter: Annamette Fuhrmann
Forlag: People’s Press
Udkom d. 19. august 2025.

Der er næppe en livsfase, der har været omgærdet af så meget tavshed og så mange fordomme som overgangsalderen. I årtier har den været reduceret til et par stikord i biologibøgerne og et skævt grin over “kvinder i den alder”. Men i de seneste år blæser der nye vinde, og journalist Annamette Fuhrmann skal i den grad have en stor del af æren, da hun snart i mange år har råbt højt om det emne, som i mange år var noget, der kun blev hvisket om. Nu er hun aktuel med bogen Fuhrmanns hedetur, som er med til at give perioden et nyt, ærligt og varmt sprog.

Jeg må siges at være den perfekte målgruppe for Fuhrmanns hedetur. Jeg er 55 år, midt i overgangsalderen, har testet mig igennem hele hormonsortimentet, fra østrogenplastre til fransk progesterongel og sågar testosteron, fordi jeg på ingen måde tolererer hverken hedeture, træthed eller hjernemos.

Min mand påstår, jeg indimellem er en furie af rang, jeg selv oplever mig blot mere i sync med min vrede. Og midt i den her hormonelle tour de force føles det nærmest som at få besøg af en klog, sjov veninde, der ikke bare forstår, men også kan sætte ord på hele den belastende rejse.

‘Fuhrmanns hedetur’ er en for holdet

Fuhrmann tager nemlig sin læser med på en “(svedig) guidet tur gennem overgangsalderens ups and downs”, som undertitlen lover. Det gør hun med humor, selvironi og en journalistisk nysgerrighed, der hele tiden driver hende til at lede efter svar, både hos eksperter og i sit eget levede liv. Hun skriver, som om hun sad ved køkkenbordet med en veninde, kaffe i koppen og vinduet åbent for ærlige bekendelser.

Allerede fra første side er tonen slået an: “Jeg vågnede op med en craving og listede mig ned ad trappen… alt, der indeholdt sukker. Jeg forstod det ikke…” Det, jeg ikke vidste, som jeg ved nu: Jeg var på vej ind i perimenopausen”. Bogen er en blanding af underholdende selvobservation, brugbar viden og masser af gode, fagligt funderede råd, der gør den til meget mere end en personlig beretning.

Samtidig er der et klart opgør med det gamle billede af overgangsalderen som en slutstation

Fuhrmann har rent overgangsmæssigt virkelig ”taget en for holdet”, må man sige. Hun har prøvet det meste, og ofte i en ret ekstrem grad, så vi andre kan lære af hendes erfaringer, uanset hvor på spektret vi befinder os. Og forfatteren viger ikke tilbage fra det ubehagelige. Vægtøgning, muskeltræthed, angst, hjernetåge og nattesved beskrives med et blik for både absurditeten og sårbarheden i situationen. Hun kan skrive, så man både nikker genkendende og smiler, som når hun om sin krop konstaterer: “Jeg følte mig nærmere som en fed baggårdskat med et halvt øje… som egentlig hellere ville sidde i fred et meget køligt sted.”

Der er kapitler med konkrete tips om kost, hormoner og naturlig hormonterapi, og hun indsætter en vigtig disclaimer: “Der er mange delte meninger om det at tage hormoner, som man får på recept hos lægen, og det at benytte sig af Naturlig Hormonterapi. Jeg er ikke fortaler for hverken det ene eller det andet.” Det klæder bogen, at hun gør plads til nuancerne.

Undervejs deler Fuhrmann generøst de eksperter, der har betydet mest for hende. Hun taler med Dorthe Snejbjerg, der giver en introduktion til hormonbehandling (HRT), Maria Hybholt, ph.d. og lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, som fremhæver samfundsvidenskabelige og humanistiske perspektiver, samt Lasse Gliemann, lektor ved Københavns Universitet og en del af forskningsprojektet KISO. Der er også bidrag fra adfærds- og træningsekspert Anna Bogdanova, hjerneforsker Lisa Mosconi og Claus Hansen, der arbejder med supervision, undervisning, coaching og mentoring. Samlet set giver de bogens læser et bredt og nuanceret perspektiv – fra hormonfysik og hjernevidenskab til psyke, bevægelse og mentalt overskud.

Samtidig er der et klart opgør med det gamle billede af overgangsalderen som en slutstation. Hun insisterer på, at vi taler åbent om symptomerne, søger viden, og kræver bedre hjælp. Det ligger i tråd med den nye bølge af bøger, podcasts og sociale medier, hvor kvinder nægter at acceptere, at deres erfaringer skal ties ihjel.

Som Annette Heick for nylig sagde til et 35-års studenterjubilæum, før hun fremførte en skidesjov sang om at være i vores alder: “Jaaa, jeg kalder det for overskudsalderen.” Hele salen brølede af grin, mænd og kvinder, for der er ikke meget glam og overskud over overgangsalderen, men også det synspunkt, synes jeg Fuhrmann gør op med.

Der er noget befriende ved, at hun ikke forherliger perioden, men heller ikke lader den definere hende. Som hun skriver: “Frihed findes… man kan gøre sig selv den tjeneste at lede efter den, hvis den er blevet væk”.

Fuhrmanns hedetur er derfor ikke bare en guide gennem kroppens forandringer, men også en opfordring til at finde tilbage til sig selv

For mig var bogens stærkeste budskab dog, at midt i hormonsvingninger, gode råd og uendelige Google-søgninger er det vigtigste, at vi har brug for datafri zoner. Steder, hvor vi bare er, fordi vi er. Hvor vi træner og bevæger os, fordi det føles rart, strækker kroppen, fordi den kalder på det, og laver en kop te, fordi vi havde lyst – ikke fordi teen står på en eller anden liste over det, der er “rigtigt” at drikke. Det er en påmindelse om, at overgangsalderen ikke kun handler om at optimere og kontrollere, men også om at give slip og mærke livet.

For når man tør sætte tempoet ned, åbner der sig også et andet perspektiv. Fuhrmann skriver, at hun har lært, erfaret og indset, at overgangsalderen kommer med en kæmpe gave. Man bliver konfronteret med sit inderste væsen, sine værdier og det, ens sjæl kalder på. Det kan føles både religiøst og råt, men med lidt mod kan det også blive som at kigge ind i en prisme, fuld af facetter, forandringer og styrke, der kan bruges til noget positivt. Med lidt held finder man måske endda den urkraft, der får lyset til at stå klarere, energien til at føles lettere, og livet til at glide lidt mere ubesværet.

Fuhrmanns hedetur er derfor ikke bare en guide gennem kroppens forandringer, men også en opfordring til at finde tilbage til sig selv – og opdage, at midt i sveden og forandringerne kan der ligge en uventet frihed. En bog, som jeg vil vove at påstå, at alle kvinder (og mænd) vil kunne lære noget af.

Klik dig videre til mange flere boganmeldelser her.

Christel Skousen Thrane er journalist, iværksætter og forfatter.
Det skal motivere, inspirere og påvirke samfundet omkring hende, før det for alvor interesserer Christel. Derfor er hun altid gået efter arbejde, som sætter spor.