POV BUSINESS // ARBEJDSMARKED – ”Kvinder er nødt til at bevise, at de fortjener en forfremmelse; mænd bliver forfremmet, fordi de tror på deres eget potentiale.” Interviews blandt medlemmer af Kvinder I Bestyrelser og research i forskellige lande viser, at kvinder møder mange karrieredræbere i hverdagen. ”Det understreger endnu engang betydningen af at mestre disciplinerne personlig branding, politiske spil, opbygning af relation og evnen til at pitche. Men det vigtigste er, at mænd og kvinder accepterer hinanden som mennesker med forskellige personligheder og værdifulde evner,” konstaterer Peter Horn og Gitte Maya Elsing.
Der er en karaktermorder derude, som mange kvinder møder i det professionelle liv: Karrieredræberen. Det er svært at give et signalement. Nogle gange er det en mand i forskellige forklædninger; chef, kollega, headhunter, partner eller coach. Nogle gange er det en kvinde, der bestemt er kvinde værst. Og nogle gange er det den indre stemme, der hvisker ”du ved jo godt, at du ikke kan”.
Netop det er det værste: At nogen får én til at miste troen på, at man kan tage det næste skridt i karrieren. At det, der i går kunne synes muligt, er umuligt i dag. Også selv om at ”kvinder er nødt til at bevise, at de fortjener en forfremmelse; mænd bliver forfremmet, fordi de tror på deres eget potentiale”.
Hvis du ikke kan gøre reklame for dig selv, hvordan skal du så være i stand til at reklamere for andre?
Gennem interviews med et stort antal kvinder, medlemmer eller potentielle medlemmer af Kvinder I Bestyrelser og research i forskellige lande står det klart, at kvinder møder mange karrieredræbere i en travl og krævende hverdag. Den største er, at kvinderne skal møde op til den daglige karriereturnering.
Den basale idé er, at medarbejderne konkurrerer med hinanden om at avancere. Når der er en ledig position på næste ledelsestrin, kan kvalificerede kandidater søge. Den, som får stillingen, ”vinder” dette trin af turneringen. Med denne model kan virksomhedens ledere antage, at den bedste til jobbet har fået det og det er godt for både den enkelte og for virksomheden.
Problemet er, at mange af de forudsatte præmisser for turneringen ikke er demografisk neutrale, konstaterer Jennifer J. Deal, seniorforsker på Center for Creative Leadership. Dermed har personer med de samme færdigheder, men forskellige demografiske kriterier, ikke lige muligheder for at vinde. På den måde lukkes forsyningskanalen af erfarne professionelle kvinder præcist på det tidspunkt, hvor beslutningerne træffes om, hvem der får de vigtige mellemlederpositioner, hvorfra kandidaterne til øvre ledelse vælges.
Der lukkes af for kvinderne på de vigtige mellemlederpositioner. Dermed er de ude af spillet om kandidaterne til øvre ledelse
Ambitionerne mangler ikke. I en undersøgelse fra She’sBack i Storbritannien fra 2015 ville 85 procent af 1.300 adspurgte kvinder, der var ude af jobbet, gerne tilbage og 55 procent ”var klar med det samme”. Organisationens stiftere Lisa Unwin and Deborah Khan har i en artikel i strategy+business fremhævet et citat fra filmen Queen of Katwe, hvor hovedpersonen, en pige fra slummen i Uganda, der siden blev stormester i skak, sagde: ”Skak kan hjælpe os med at løse vores problemer… skak lærer os at lægge en plan.”
Hvis en organisation vil have flere kvinder til at begå sig i karrierebestemte turneringer, kan den ikke blot fortælle dem, at de skal arbejde hårdere – virksomheden skal ændre reglerne for, hvordan man vinder points i turneringen. Gerne efter det klassiske ”work smarter, not harder”-koncept.
Hvis flere kvinder skal begå sig i karrierebestemte turneringer, skal virksomheden ikke blot fortælle, at de skal arbejde hårdere. De skal ændre reglerne for, hvordan man vinder points
Det er f.eks. en kendt sag, at mænd med deres fysik kan løbe en maraton hurtigere end kvinder. Men hvis mændene nu får et handicap f.eks. ved, at kvinderne må cykle, er der vendt op og ned på mulighederne for at være hurtigst. Måske er det snyd, men nej, det er det ikke. Som i skak vinder den, der kan foretage de hurtigste og mest gennemtænkte træk. Men det kan ofte være op til kvinderne at komme med forslag til at ændre spillereglerne, så de bliver fair for både mænd og kvinder.
For den enkelte kvinde modsvarer karrieredræbernes Top 5:
- Skakspiller – karriere- og kortplanlægning
- Personlig branding – går fra dødsannoncerne til forsiden
- Politiske spil – går efter vindende indflydelse
- Relationer – ved hvem der kan ”flytte brikkerne”
- Pitch – kan konkurrere om nye positioner
- Skakspiller – karriere- og kortplanlægning
Skakspilleren har med udgangspunkt i de klassiske partier teorien i orden og sætter sig et klart mål: At sætte sin modspiller ”skat” og ”skakmat”. Ved at benytte træk, som ikke forventes og ved at ofre de brikker, der ikke betyder noget for udfaldet, men som giver modspilleren en falsk tryghed, vindes ofte på det psykologiske plan. Undervejs i spillet efterprøves karriere- og kortplanlægning, som løbende kan justeres mod de muligheder, der opstår undervejs. Nogle skakspillere bliver så grebet af selve spillet, at det at deltage kan være en tilfredsstillelse i sig selv.
- Personlig branding – går fra dødsannoncerne til forsiden
Når man tager fat på personlig branding, har man besluttet at forlade de ukendtes rækker og bruge kendskab og nogle gange berømmelse som fundament for sin videre karriere. Det handler om at kunne dokumentere sine resultater og sin tænkning og på den måde synliggøre, at man er ”det bedre valg”. Det kræver en stærk psyke at stille sig frem og være rollemodel for andre. Derfor skal man besidde en vis ydmyghed og holde fast i sin autenticitet.
- Politiske spil – går efter vindende indflydelse
”Næst efter at vide, hvornår man skal gribe en chance, er det vigtigste i livet at vide, hvornår man skal give afkald på en fordel”, konstaterede Benjamin Disraeli, britisk premierminister, som bragte Indien og Suez Kanalen under kronen. Alle mennesker er involveret i karrierespil om magt, begær og indflydelse i hele eller dele af deres liv. Ikke nødvendigvis som udfarende. Spiller man ikke med, er man udenfor indflydelse. De politiske spil eller karrierespil er et system af eksplicitte og implicitte regler, hvor man på den ene side kan være enige om spillereglerne og hvor reglerne på den anden side ”er blevet væk”.
- Relationer – ved hvem der kan ”flytte brikkerne”
Før handlede det om netværk. I disse SoMe-tider er fokus flyttet til relationer. Forskellen er som at skyde med spredehagl vs. riffel. Relationerne har tidligere været betinget af snærende faktorer som fysisk tilstedeværelse, geografi, interesse-og kulturfællesskab og faglig baggrund eller uddannelse. I dag har fokus flyttet sig til at kunne opprioritere brikkerne i skakspillet ved en bondeforvandling, hvor bonden når modstanderens startlinje og derved kan erstattes af alle slags officerer – herunder den magtfulde dronning -forudsat hun eller de andre er taget af modstanderen. Ved opbygning af relationer svarer det til, at man over tid dyrker forbindelse til erhvervspersoner, der med et stort karrierepotentiale når positioner, der senere kan blive vigtige for en.
- Pitch – kan konkurrere om nye positioner
Pitch handler om at kunne byde ind på eller blive indbudt til nye karrieremuligheder. Det første kan dreje sig om at søge en opslået stilling, mens det andet kan være, at en headhunter henvender sig for at afsøge interessen for en ny og ofte bedre position i ledelse eller bestyrelse. ”If you can’t advertise yourself, what hope have you to be able to advertise anything else? … Don’t be a bore. You can’t bore people into buying a product”, sagde en af reklamebranchens største personligheder til alle tider, David Ogilvy. Se også artiklen ”David Ogilvy and the Creation of Modern Advertising” fra Forbes Greatest Business Stories of All Time af Daniel Gross.
På den måde er der interaktion mellem skakspillet, personlig branding, politiske spil, relation og pitching. Har man ikke dem på plads, vil de optræde som karrieredræbere.
I næste udgave er der fokus på: Virksomheder har også deres karrieredræbere, når de ikke har styr på alt det, der holder kvinder tilbage for at gå videre i karrieren.
Foto: Davis Ogilvy – Adweek/Youtube, Unsplash, Women In The Workplace.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her