ARBEJDSMARKED // KOMMENTAR – Man skal søge stillinger, man ved ikke findes. Man skal udvise fremdrift i et tomrum, og når det at have et arbejde forsvinder som mulighed, forsvinder også rummet for at være menneske. Denne udhuling er vores tids usynlige sociale katastrofe, skriver Trevor Madsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På dagens arbejdsmarked foregår der en stille forskydning, der er næsten usynlig, men dybt virkningsfuld. Flere og flere stillingsopslag annonceres, uden at der reelt er en intention om at ansætte nogen. Disse stillinger eksisterer som former uden indhold, som strukturer uden menneskelige konsekvenser. De kaldes spøgelsesjobs.
Man møder dem på jobportaler, i statslige institutioner, kommuner, universiteter, kulturhuse og NGO’er. Tit ligner de præcise match til ens kvalifikationer. Man skriver, tilpasser, udformer, håber og mødes af tavshed. Ikke afslag. Tavshed.
Flere europæiske og amerikanske undersøgelser estimerer, at op mod en tredjedel af disse opslag i praksis er fiktive
I mange offentlige og semi-offentlige institutioner bruges stillingsopslag som en del af interne processer: for at bevare budgetter, signalere organisatorisk aktivitet, opfylde krav om åben rekruttering eller som led i omstruktureringer, hvor man formelt skal opslå en stilling, der allerede reelt er besat.
I andre tilfælde anvendes opslag til at fremstå som en arbejdsplads i vækst, selv når der ikke er økonomi eller beslutningskraft til faktisk at ansætte nogen. Dette betyder, at en betydelig del af opslagene fungerer som administrative markører snarere end invitationer til virkeligt arbejde.
Flere europæiske og amerikanske undersøgelser estimerer, at op mod en tredjedel af disse opslag i praksis er fiktive. For den arbejdssøgende fremstår de virkelige, men intentionen bag dem er ikke relation, men registrering.
Systemets krav
Konsekvenserne for den arbejdssøgende er reelle. Ansøgningen er ikke blot et dokument; den er en handling rettet mod verden. Når handlingen gentages uden gensvar, nedbrydes ikke blot motivationen, men selve forholdet mellem handling og virkning. Mennesket mister forbindelsen mellem vilje og verden, mellem indre bevægelse og ydre mulighed. Arbejdsløshed bliver dermed ikke blot fraværet af løn, men fraværet af gensidighed.
Her træder jobcentre og aktiveringssystemer ind. Systemets svar er krav om aktivitet, dokumentation, kurser, møder, opfølgninger.
Man skal søge stillinger, man ved ikke findes. Man skal udvise fremdrift i et tomrum
Ikke på grund af hensyn til menneskets indre liv, men af hensyn til administrationens behov for registrerbar bevægelse. Man skal bevise sin motivation, mens motivationens forudsætning samtidig fjernes. Man skal søge stillinger, man ved ikke findes. Man skal udvise fremdrift i et tomrum.
Dette har en psykologisk pris. Ikke i form af dramatisk sammenbrud, men gennem en langsom udhuling. Man begynder at tvivle på sin evne, ikke fordi man fejler, men fordi systemet skaber en cirkelbevægelse uden udgang. Hvis ansøgningen ikke fører til noget, og støtteapparatet ikke understøtter, men administrerer, og økonomisk hjælp bindes til pligter, der mimer aktivitet, men ikke åbner muligheder, hvor skal håbet da placeres?
I Danmark forstærkes dette af, at økonomisk støtte bindes op på kontrol og gensidig forpligtelse. Møderne på jobcentret handler sjældent om at se, hvem man er, eller hvad man kan. De handler om kategorisering, registrering, placering. Den arbejdsløse bliver en case, et forløb, et element i en administrativ cyklus. Systemet taler ikke med én. Det taler om én, men i ens påhør.
Dette har konsekvenser. Ikke fordi systemet ønsker skade, men fordi det arbejder med mennesket som funktion og ikke som væsen. Den psykologiske nedbrydning sker ikke som chok. Den sker som langsom fravristning af mening. Og mening er ikke et følelsesmæssigt luksusfænomen. Mening er den strukturelle betingelse for, at mennesket kan handle.
Jeg er nået til bristepunktet
For mig er dette en konkret erfaring. I snart elleve måneder har jeg stået i denne cirkulation. Jeg har sendt omkring 190 ansøgninger, størstedelen til offentlige institutioner, uden at blive inviteret til ét eneste interview.
I begyndelsen troede jeg, som mange gør, at problemet lå i ansøgningens form. Så i retorikken. Så i tilgangen. Men man kan ikke polere sig vej ind i en struktur, der ikke ønsker at modtage én. Til sidst bliver ordet ”håb” ikke tomt, men uanvendeligt.
Når arbejdet forsvinder som mulighed, forsvinder også rummet for at være menneske
Endnu tydeligere blev dette, da min psykolog under første samtale ikke spurgte til årsager eller indre bevægelser, men til aktivitetsniveau, handleplan og mål. Ikke fordi hun var uvillig, men fordi systemets logik havde sat sig i sproget, i rummet, i relationen.
Da psykologen i den første samtale påtog sig rollen som jobcentermedarbejder og talte i vurderinger, påbud og standardiserede coping-råd, blev det tydeligt, at systemets logik havde bevæget sig ind i sjælens rum. Grænsen mellem personlig samtale og administrativ opfølgning var forsvundet.
Jeg er nået til bristepunktet. En menneskelig grænse. Når arbejdet forsvinder som mulighed, forsvinder også rummet for at være menneske. Det er her, den egentlige krise begynder. Ikke i økonomisk mangel, men i fraværet af gensidighed mellem vilje og verden. Og det er denne udhuling, der er vores tids usynlige sociale katastrofe.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og