
DIGITAL INVESTERING // POV BUSINESS – Selvom de danske virksomheder har øget deres investeringer i digitalt udstyr over de seneste 15 år, så halter de voldsomt efter deres europæiske konkurrenter. Dansk Industris chef for digitalisering, Rikke Zeberg, vil have Danmark og de danske virksomheder tilbage i førertrøjen. Derfor søsætter DI nu flere udspil, der skal sætte turbo på den digitale udvikling i danske virksomheder og i det danske samfund. Der er hårdt brug for ny teknologi i kampen for mere konkurrencedygtige virksomheder og f.eks. for et bedre sundhedsvæsen, mener DI-chefen.
De danske virksomheder har siden 2005 øget deres samlede digitale investeringer med 25 milliarder. Det er mange penge, men det er bare slet ikke nok til at følge med væksten i digitale investeringer i mange andre lande.
Det fremgår af en ny analyse fra Dansk Industri (DI) på baggrund af tal fra EU’s statistiske kontor, Eurostat, og Danmarks Statistik.
DI har derfor også igangsat et CEO Commitment, hvor topchefer fra en række af Danmarks førende virksomheder vil komme med konkrete forslag til regeringen
“Det er et kæmpe problem, at de danske virksomheder ikke investerer så meget i digitalisering, som deres konkurrenter i udlandet. Særligt i kølvandet på coronakrisen er investeringer i IT og digital udvikling helt afgørende, hvis danske virksomheder skal vinde i den internationale konkurrence om vækst og arbejdspladser”, siger DI’s chef for digitalisering Rikke Zeberg.
Danmark halter bagefter på digitale investeringer
Af DI’s analyse fremgår det, at de samlede investeringer i digitalt udstyr herhjemme, som blandt andet dækker over køb af IT og kommunikationsteknologi og software, er steget fra cirka 43 milliarder kroner i 2005 til knap 68 milliarder kroner i 2018, som er det seneste år med tilgængelige data. Det svarer til en vækstrate på 3,6 procent og placerer Danmark på en 10. plads blandt EU 15-landene – et stykke under EU-gennemsnittet.
I top på listen over digitale investeringer finder man Irland, Luxembourg og Spanien med vækstrater på mellem 5 og 10 procent.
I Dansk Industri ser man med bekymring på udviklingen.
Investeringsløftet skønnes at kunne øge produktivitetsvæksten – og dermed værditilvæksten – med godt 1,4 mia. kr. i 2021
“Det haster vildt med at få gang i virksomhedernes digitale investeringer. Vi skal være helt i front i Europa. Det er vi ikke mere – og det er dybt problematisk”, siger Rikke Zeberg fra DI.
DI har derfor også igangsat et CEO Commitment, hvor topchefer fra en række af Danmarks førende virksomheder vil komme med konkrete forslag til regeringen om, hvordan Danmark igen kan erobre den digitale førertrøje. Blandt deltagerne er topchefer fra Netcompany, Danfoss, IBM, COWI, Foss, Københavns Lufthavne, Siemens, Coloplast, STARK og Danske Fragtmænd.
Ligeledes har DI præsenteret et digitaliseringsudspil, der skal bidrage til at sætte turbo på den digitale udvikling i virksomhederne og samfundet.
“Vi har hårdt brug for ny teknologi i kampen for mere konkurrencedygtige virksomheder, et bedre sundhedsvæsen og i det hele taget for at gøre Danmark til et endnu bedre land for os alle sammen”, siger Rikke Zeeberg.

Investeringer i IT kan give milliardgevinst
Flere investeringer i IT kan også bidrage til at løfte produktiviteten i danske virksomheder betragteligt, viser en anden ny analyse fra DI.
Analysen viser, at virksomhederne i industrien og i de mest konkurrenceudsatte serviceerhverv forventede at øge deres samlede investeringer i IT med ca. 1,2 mia. kr. i 2020 (svarende til et investeringsløft på godt 6 pct.). Investeringsløftet skønnes at kunne øge produktivitetsvæksten – og dermed værditilvæksten – med godt 1,4 mia. kr. i 2021.
Det svarer til et afkast af investeringen på ca. 15 pct. efter det første år.
Det er især virksomhederne i industrien, der skønnes at opnå så store produktivitetsgevinster, at investeringerne tjener sig hjem allerede inden for det første år. Men også for mange virksomheder i de mest konkurrenceudsatte serviceerhverv er der et betydeligt vækstpotentiale i at øge IT-investeringerne, selvom tilbagebetalingsperioden strækker sig over en lidt længere periode.
Denne artikel er en redigeret udgave af originalen, som findes på Dansk Industris hjemmeside her. POV International samarbejder med Dansk Industri om udgivelser.
LÆS MERE I POV OM DIGITALISERING HER
Topillustration: Danske virksomheder vil drage fordel af digitale investeringer. Foto: dlohner fra Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.