KUNST // ANMELDELSE – Kunsthistorisk guld af vor tid kalder filosof og billedkunstner Dorte Jelstrup den østrigske kunstner Birgit Jürgenssens papirarbejde, der pt. kan opleves på Louisiana. Et tabula rasa, hvor tavlen vaskes ren i en imponerende fortællemæssig radikalitet: Historier lægges blot, nye erkendelser lægges frem, og et eget stof formgives på helt egne, individuelle og billedkunstneriske betingelser.
Der knytter sig en flot og beundringsværdig fortællemæssig pionerånd til mange af de værker, som blev skabt af de kvindelige billedkunstnere i nittenhalvfjerdserne i både Europa og USA. Denne pionerånd, som essentielt handler om at bryde igennem til nye og egne erfaringsfelter og give dem kunstnerisk form, mærker man straks som en grundimpuls på den meget fine udstilling af papirarbejder skabt af den østrigske kunstner Birgit Jürgenssen, som for tiden kan opleves på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk.
Birgit Jürgenssen er i lighed med f.eks. Valie Export rundet af kunstscenen i nittenhalvfjerdsernes Wien. Jürgenssen levede fra 1949 til 2003 og fandt ligesom Export sit billedkunstneriske tyngdepunkt i periodens idemæssige strømninger centreret omkring kvindefrigørelsen.
Som mange af de kvindelige billedkunstnere fra denne tid er også Jürgenssen ude i et grundforskningsmæssigt ærinde, der tager sigte på at opdage, finde frem til og berette om, hvad det vil sige at være et menneske, som også er kvinde. Jürgenssens værker, som de kan ses på Louisiana, er først og fremmest vidensmæssige vidnesbyrd om præcist dette.
Der knytter sig en flot og beundringsværdig fortællemæssig pionerånd til mange af de værker, som blev skabt af de kvindelige billedkunstnere i nittenhalvfjerdserne i både Europa og USA.
Og Jürgenssens metode består som for mange af de andre kvindelige kunstnere fra denne epoke også i en slags tabula rasa fremgangsmåde, hvor tavlen vaskes ren, de i kunsten og i samfundet overleverede fortællinger om kvinden og kvindens roller forkastes, og helt fra grunden bygges nye, egne, erfaringsbaserede og sande narrativer op; narrativer, der fortæller om alt dét, der ikke tidligere er blevet fortalt om, og som hører et kvindeliv og en kvindelig subjektivitet til.
Et eget stof formgives
I Jürgenssens papirarbejder presses dette narrative projekt frem til det yderste, og resultatet er en imponerende fortællemæssig radikalitet, hvor historier lægges blot, hvor nye erkendelser lægges frem, og et eget stof formgives på helt egne, individuelle og billedkunstneriske betingelser.
Man kan ikke andet end med glæde bemærke det mod og den præcision, hvormed Jürgenssen udfolder sin narrative radikalitet.
Vi er vidner til en afvisning af det diskursive, billedmæssige patriarkat i Jürgenssens tegninger og fotografisk baserede værker, og man kan ikke andet end med glæde bemærke det mod og den præcision, hvormed Jürgenssen udfolder sin narrative radikalitet.
Meget stærkt i udstillingen står ikke overraskende de tidlige og temmelig kendte værker, hvor Jürgenssen fra et førstepersons perspektiv lægger afstand til både den klassiske kvinderolle, som samfundet repressivt lægger ned over kvinden, men også kunsthistorien forstået som en ansamling af narrativer skabt af mandlige kunstnere og udfoldet som spejlinger af maskuline erfaringsverdener med stedvise angivelser af stærkt problematiske værdihierarkier, hvor det maskuline sættes som det primære positive værdimæssige punkt.
Her fremsættes aktivt et ønske om at komme ud af indespærringen, om at blive fri fra snærende normer og konventioner og selv som kvinde sætte og forme et eget liv og en egen fortællemæssig, kunstnerisk praksis.
Klaustrofobisk indelukke
I det prægnante performative fotografiske værk Ich möchte hier raus!, 1976/2006, møder vi som betragtere en ung Jürgenssen, der presser sit ansigt og sine hænder mod en glasplade, hvorpå der er skrevet “Ich möchte hier raus!“. Glaspladen angiver et klaustrofobisk indelukke, et fængsel sat af samfundsmæssige normer og konventioner for kvindens rolle, men også for hvem, der kan være kunstner og tale med en egen stemme inden for kunsthistorien. Kvinden som både en størrelse i samfundet og i familien, men også som et diskursivt subjekt indenfor kunstens felt, er holdt tilbage og fæstnet i dette indelukke bag glaspladen, og kampen, symbolsk angivet ved Jürgenssens pres mod glaspladen, for frigørelse og individuel frihed, udgør værkets egentlige kernetematik.
Her fremsættes aktivt et ønske om at komme ud af indespærringen, om at blive fri fra snærende normer og konventioner og selv som kvinde sætte og forme et eget liv og en egen fortællemæssig, kunstnerisk praksis.
Rollen som husmoder
I det ligeledes glimrende og også fotografiske værk Hausfrauen – Küchenschürze, 1975/2003, præciseres nævnte snærende konventionalitet som konstitutiv for en bestemt rolle, nemlig rollen som husmoder. Jürgenssen har bygget en skulpturel repræsentation af et komfur, der samtidigt antager karakter af at være et forklæde, og dette tredimensionelle forklæde-komfur har Jürgenssen hængt om halsen, endda med en åben ovn, hvori et bagt brød er anbragt, for i en konfrontatorisk performativ gestus at kaste den traditionelle kvinderolle tilbage i ansigtet på betragteren.
Denne kvinderolle netop er arbitrær og til at tage af og på; den er så langt som noget fra at være et naturgivet vilkår for kvinden, men er derimod et klokkeklart udtryk for en samfundsmæssig sat norm, der således er åben for ændring, forandring og omstyrtelse.
For det første sættes betragteren herved som en del af samfundet i en position, hvor betragteren kan overveje denne konventionalitet som både tilfældig, forkastelig og rent ud sagt undertrykkende. For det andet betoner Jürgenssen ved forklæde-komfurets aftagelighed, at denne kvinderolle netop er arbitrær og til at tage af og på; den er så langt som noget fra at være et naturgivet vilkår for kvinden, men er derimod et klokkeklart udtryk for en samfundsmæssig sat norm, der således er åben for ændring, forandring og omstyrtelse.
Et ontologisk standpunkt: Kvinden er, kvinden eksisterer
I det også performative fotografisk baserede værk Ohne Titel (Frau), 1972, møder vi fire sammenstillede fotografier, hvor Jürgenssen kropsligt aftegner fire forskellige bogstaver; i det første angives et F, i det andet et R, i det tredje et A og i det fjerde et U. Med rødt har Jürgenssen efterfølgende optegnet disse fire bogstaver over de nævnte afbildede kropspositurer, så betragteren let kan læse ordet “Frau“.
Denne performative og kropslige påpegning af kvinden angiver et ontologisk grundstandpunkt: Kvinden er, kvinden eksisterer. Som menneske, som subjekt, som diskursivt talende, som kunstner og som en værdifuld størrelse i lighed med manden.
Jürgenssen bortvisker og opløser i Ohne Titel (Frau) på denne vis ingenlunde kvinden i en fremdragning af en androgynisme. Tværtimod går Jürgenssen all in og fastholder, at kvinden er realt eksisterende.
Dermed hævdes naturligvis ikke, at alle mulige andre mennesker med måske også alle mulige andre køn ikke eksisterer. Der fremsættes udelukkende i Ohne Titel (Frau) det billedudsagn, at kvinden er, kvinden eksisterer.
Denne performative og kropslige påpegning af kvinden angiver et ontologisk grundstandpunkt: Kvinden er, kvinden eksisterer.
Denne kompromisløse billedmæssige understregning af, at kvinden er og eksisterer som menneske på linje med andre mennesker med alt, hvad dette indebærer, udgør måske samlet set det vigtigste bidrag fra nittenhalvfjerdsernes kvindelige kunstnere til de vestlige samfund og kunsthistorien, men også til de generationer af kvindelige kunstnere, der er ankommet til kunstens felt i slutningen af det tyvende århundrede samt i første del af det enogtyvende århundrede.
Kvindekønnet som en styrke
At kvinden som kønsmæssighed netop ikke lader sig udviske i en androgynistisk abstraktion, men tværtom også normativt bør anerkendes som en værdifuld og kraftfuld ressource, tematiseres også i et andet tidligt fotografisk værk af Jürgenssen, hvor vi som betragtere ser en kvinde fremvise sin overarm med en spændt muskel; musklen er imidlertid i værket erstattet af et smukt svulmet kvindebryst, der metaforisk peger på netop kvindekønnet som en styrke, hvis ikke ligefrem en transformativ kraft. Her vendes traditionelle værdihierarkier om, og kvindekønnet spilles demonstrativt ud mod betragteren som en størrelse, der er aktivt stærk og måske endda egentlig revolutionær.
Kvinden som stor ved hendes intellekt, tænkning og belæsthed overfor manden som tom dandy, sættes her subversivt som et angreb på forestillingen om manden som den altid intellektuelle og rationelle par exellence.
Kvinden som bærer af styrke og som potentielt også større end manden – og således ikke altid underordnet manden – tematiseres også i blyantstegningen Großes Mädchen, 1975. Her har Jürgenssen fremtegnet en høj kvinde med bøger under armen, og til højre for hende står en lille mand på tæer; han har taget hatten af og læner sig frem mod hende iklædt et stribet jakkesæt.
Kvinden som stor ved hendes intellekt, tænkning og belæsthed overfor manden som tom dandy, sættes her subversivt som et angreb på forestillingen om manden som den altid intellektuelle og rationelle par exellence. Potentielt kan manden være ligeså intellektuelt set tom som alle mulige andre, og kvinden ligeså rationel og intellektuelt overlegen som alle mulige andre.
En sådan billedpointe forekommer ingenlunde banal eller uvedkommende perioden taget i betragtning; man bør huske på, at mange unge og yngre kvinder i nittenhalvfjerdserne aldrig fik adgang til de universitetsuddannelser, som de helt afgjort burde have haft adgang til.
Kvinderollen og kampen for individuel frihed
I de to tegninger Hausfrau, 1974, og Fensterputzen, 1975, attakerer Jürgenssen igen den traditionalistiske kvinderolle som husmoder. I førstnævnte tegning atter som et fængsel ved repræsentationen af en varietet af gitterstrukturer lagt henover en afbildet kvinde med forklæde og tørklæde på. Og i sidstnævnte tegning ved fremstillingen af en vinduespudsende husmoder som drænet, træt og udkørt samt indespærret i ægteskabet – igen angivet ved et gitter, her aktuelt givet ved et vindue – og lokket ind i det ægteskabelige indelukke ved en romantisk drøm givet af samfundet og som taget ud af en trivial ugebladsroman.
Gladiatorenstrafe opsummerer måske på denne vis i kortform nittenhalvfjerdsernes kamp for kvindefrigørelse som også psykologisk set omkostningsfuld.
Det problemfyldte forhold til manden ses også tematiseret i Gladiatorenstrafe, 1980; et gådefuldt, dunkelt og næsten melankolsk fotografisk værk, hvor man som betragter ser en afklædt Jürgenssen bagfra og med et fotografi af en mand fastspændt på ryggen. Hendes underarme er omviklede med snore og papirstykker, og i sin venstre hånd holder hun et tov, der er delvist viklet op, så det ligner en pisk.
Man tænker som betragter, at hun som en gladiator smertefuldt ofres i den kamp, hun kæmper for frigørelse fra mandens dominans. En kamp, hvor hun måske med tovet slår ud efter den fastspændte mand på hendes ryg, men hvor denne kamp mod manden som repressiv størrelse resulterer i en egen både fysisk og mental smerte, forstået næsten som en straf for længslen og kampen for frihed. Gladiatorenstrafe opsummerer måske på denne vis i kortform nittenhalvfjerdsernes kamp for kvindefrigørelse som også psykologisk set omkostningsfuld.
Hver enkelt kvinde er en irreducibel individualitet med en egen stemme, et eget liv og et eget synspunkt, der aldrig restløst lader sig reducere til det blotte medlemskab af en kategori.
At denne frigørelseskamp ikke blot handler om at kaste gamle repressive roller og normer fra sig, men også tager sigte på at bryde igennem til en ny og individuel frihed, er det ligeledes fotografisk baserede performative værk Jeder hat seine eigne Ansicht, 1975/1979, en tydelig markør af.
Vi ser i dette værk en afklædt Jürgenssen i en rygvendt positur, og henover hendes nøgne ryg står der skrevet: “Jeder hat seine eigne Ansicht”. Hver enkelt kvinde er en irreducibel individualitet med en egen stemme, et eget liv og et eget synspunkt, der aldrig restløst lader sig reducere til det blotte medlemskab af en kategori. Den frigørelse, der kæmpes for, er også en frigørelse fra generaliseringernes snærende bånd, der irrationelt og ubegrundet udstikker alt for snævre spillerum for individets agens.
Det dyriske og den kvindelige subjektivitet
Målet for frigørelseskampen konkretiseres yderligere af Jürgenssen i en række værker på udstillingen, der overordnet kan ses som pejlinger af det dyriske i en integrerende forening med en kvindelig subjektivitet. I Ohne Titel, 1977/1978, som er en tegning skabt med blyant og farveblyant, træder denne syntetisering af det dyriske og den kvindelige subjektivitet frem med al ønskelig tydelighed.
Som betragtere oplever vi en afbildning af en kvinde i en let lyserød kjole med et lyserødt halssmykke. Hendes ansigt og hår er omhyggeligt og forfinet tegnet op, og bag hende rejser der sig et hvidt dyr med et dybsort, åbent gab på en sådan vis, at hun så at sige smelter sammen med denne dyriske skabning. Dyrets overflade er ydermere stofligt loddent, og dets knurhår breder sig ud over billedfladen i tegningens øverste del.
Inde bag den omhyggeligt aftegnede næsten objektale kvindefacade gribes der i Ohne Titel ud efter en kvindelig seksualitet på kvindens egne præmisser.
Det dyriske som symbol for seksualiteten er gængst op gennem vestlig kunsthistorie, men i Jürgenssens prægning i Ohne Titel kobles dette veletablerede tegn til en opbygning af en egen kvindelig subjektivitet, der afsøges som fri og udfoldet hinsides patriarkatets repressive konventionalitet.
Inde bag den omhyggeligt aftegnede næsten objektale kvindefacade gribes der i Ohne Titel ud efter en kvindelig seksualitet på kvindens egne præmisser. Frigørelsesprojektet handler på denne vis også om at få slået fast, at kvinden er et seksuelt subjekt med drifter og egne længsler og begærforestillinger.
Referencerne til det dyriske er også markante i f.eks. det fotografiske værk Nest, 1979/2011, hvor vi ser et udsnit af en kvinde, som sidder på et stykke pels; i hendes skød er der endvidere placeret en fuglerede med to hvide æg. På den ene side vælger kvinden i Nest selv symbolsk at fremvise æggene for fremtidig befrugtning, og på den anden side beretter hun her selvbevidst om kvindens naturgivne magt som den, der bærer de befrugtede æg.
Frigørelsesprojektet tematiseres her atter som en kamp for fuld subjektivitet, i dette tilfælde udtrykt som en kamp for at blive og være det kvindelige subjekt, der har selvbestemmelsesret over egen krop.
Forskning og forandring
Jürgenssens arbejder på papir, som de præsenteres på udstillingen på Louisiana, kan samlet ses som en slags nørdet grundforskning med henblik på at nå frem til fundamentale klarlæggelser af kvindelig subjektivitet.
På det formelle og sansemæssigt æstetiske niveau er der imidlertid en næsten anti-sensualistisk tørhed over mange af Jürgenssens værker; vi møder i Jürgenssens kunstneriske projekt en nærmest konceptuelt præget vægtning af kunstens meningsmæssige komponenter – sidstnævnte måske i en underprioritering af kunstens æstetiske komponenter.
Jürgenssen skaber billedmæssig viden med henblik på at ændre samfundet og magtforholdene mellem kønnene samt give betingelser for manifestationen af en ny frihed og individualitet.
Dette understreger, at kerneprojektet for Jürgenssen først og fremmest er epistemisk; det handler primært for Jürgenssen om gennem billedkunsten som en semantisk størrelse at generere ny viden om, hvad det vil sige at være et kvindeligt jeg.
Den målrettede tilvejebringelse af ny erkendelse har dog også et forandrende sigte; Jürgenssen skaber billedmæssig viden med henblik på at ændre samfundet og magtforholdene mellem kønnene samt give betingelser for manifestationen af en ny frihed og individualitet.
Bredes perspektivet lidt ud, kan man måske sige, at Jürgenssen sammen med mange andre af de kvindelige billedkunstnere fra nittenhalvfjerdserne forbliver på den banehalvdel, der afsøger den kvindelige subjektivitet. For så vidt kommer mange af disse kunstnere aldrig rigtig ud over selv – og kvindefremstillingerne, omend disse så til gengæld antager mange former.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at denne generation af kvindelige kunstnere, og således også Jürgenssen, tager nogle meget vigtige, dristige og offensive skridt i udviklingen af billedkunsten i det tyvende århundrede.
Det kunsthistoriske guld af vor tid
At mange af nittenhalvfjerdsernes kvindelige kunstnere ikke rigtig overskrider tematiseringerne af kvindelig subjektivitet, er ikke et problem, man kan pege på i en kritik af deres værker. Det er snarere et udtryk for, at der stadig er en meget bred vifte af egenskaber og tematikker at arbejde med for alle de kvindelige kunstnere, som er ankommet til kunstens felt efter nittenhalvfjerdserne.
Samlet må man sige om de kvindelige kunstneres arbejder i den sidste del af det tyvende århundrede samt i det enogtyvende århundrede, at det er her, at en endog meget stor del af det kunsthistoriske guld af vor tid ligger gemt.
Samlet må man sige om de kvindelige kunstneres arbejder i den sidste del af det tyvende århundrede samt i det enogtyvende århundrede, at det er her, at en endog meget stor del af det kunsthistoriske guld af vor tid ligger gemt.
Udover kunst skabt af farvede mandlige kunstnere kan jeg ikke få øje på kunsthistorisk set vigtigere værker af vor tid end de værker, som de kvindelige kunstnere – og her tænker jeg selvfølgelig både på de farvede og de ikke-farvede kvindelige kunstnere – skaber i den sidste del af det tyvende århundrede samt i det enogtyvende århundrede.
Derfor er det også spændende at se udstillingen med Jürgenssens værker på Louisiana, for her bliver man mindet om, hvad det er for et væsentligt grundforskningsmæssigt bidrag, som de kvindelige kunstnere fra nittenhalvfjerdserne har givet til eftertiden.
Udstillingen med Jürgenssens papirarbejder vises frem til og med d. 22. september, 2019; tag op til Humlebæk og se den og giv dig god tid til at trænge ind i hendes meningstunge værker fyldt med tankegods og refleksion. Udstillingen med Jürgenssens arbejder er så absolut et besøg værd.
Topfoto: Birgit Jürgenssen. Louisiana on Paper. Birgit Jürgenssen – ich bin. 14.6.2019 – 22.9.2019. Installationsfoto. Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
