Med hovedet mod blokken

Emilie Kellberg 26.01.2017

Der har længe ulmet et kunstnerisk opgør med idéen om parallelsamfundet. Modstanden kommer fra de digtere, musikere og instruktører, der er vokset op på det, man har betragtet som den ”forkerte” side af hegnet. Senest Fenar Ahmads Underverden, hvor både publikum og hovedpersonen Zaid konfronteres med en betonbelagt verden, begge ellers helst vil se væk fra.

Det er ikke første gang, Yasin står uden for døren til sin storebrors penthouselejlighed og trygler om penge. Men det vil være den sidste: Zaid har middagsgæster, og en kriminaliseret lillebror går dårligt i spænd med rødvinen og de strøgne skjorter, så Zaid skubber Yasin ind i en elevator og sender ham ned, tilbage på gaden, hvor han dagen efter bliver banket ihjel.

I filmen Underverden har hovedpersonen Zaid (Dar Salim) selv overskredet fysiske og mentale grænser for at befinde sig i penthouselejligheden den aften, Yasin (Anis Alobaidi) ringer på døren. Han har skiftet barndommens betonørken i Albertslund ud med havudsigt, gadelivet ud med hjertekirurgi på Rigshospitalet, og gadedrengene ud med rødvinsselskaber. Han har med andre ord begået den dødssynd, som filmens instruktør Fenar Ahmad udforskede i sin første spillefilm, Ækte vare. Her frygter en gruppe barndomsvenner fra Brøndby Strand, at medlemmet Michael har ladet gadedrømmen korrumpere af musikindustrien: Det etablerede, det falske, det forbudte.

”Loyalitet til min klan, bror/Støttet brødre siden dag ét, bror/Hvis du ikk’ har støttet eller vendt mig ryggen/Er du ikke en del af min plan, bror”, rapper filmens hovedrolleindehaver Gilli på nummeret Knokler Hårdt.

At vende kvarteret ryggen er en beslutning, man kun træffer en gang, og ved begyndelsen af Underverden er der heller ikke noget, der tyder på, at Zaid har set sig tilbage.

Amputation af underverdenen

Med den dyre lejlighed på Islands Brygge, den højgravide hustru Stine (Stine Fischer Christensen) og det prestigefyldte job på Rigshospitalet vil en del nok mene, at Zaids nye liv er mere integreret, mere dansk.

Men selv om det rigtig nok er et mindretal i den danske befolkning, som ruller med rødderne i samfundets cementgrå randzoner, så må det tilsvarende siges at være de færreste danskere, som er hjertekirurger med udsigt over Københavns havn. Her har Zaid nok snarere formået at erstatte en subkultur med en anden.

Zaid vælger at fortrænge blokmiljøet fra sin virkelighed. Ikke ulig den diskursive manøvre, der består i at omtale socialt udsatte boligområder som ”parallelsamfund” – et begreb, vi i Danmark gerne bruger for at amputere en række betændte problemer fra det gængse samfund.

Derimod fremstår hans beslutsomme forsagelse af livet blandt sociale boligblokke mærkbart dansk. Frem for at acceptere eller konfrontere gadeplanet som en del af sin identitet, har Zaid valgt at fortrænge blokmiljøet fra sin virkelighed. Ikke ulig den diskursive manøvre, der består i at omtale socialt udsatte boligområder som ”parallelsamfund” – et begreb, vi i Danmark gerne bruger for at amputere en række betændte problemer fra det gængse samfund og etablere en hermetisk lukket grænse.

Det er et begreb, der, ligesom Zaid, tillader os bekvemt at smække døren i, når problemerne banker på. Men fantomsmerterne efter amputationen er blevet mere insisterende og sværere at ignorere, både i og uden for fiktionen.

Drabet på Yasin tvinger hjertekirurgen til endnu en gang at vende sig mod blokken. Og her trænger realiteten sig på. For blodig kriminalitet fra de såkaldte parallelsamfund løb i bogstaveligste forstand over i virkelighedens borgerlige Danmark sidste efterår: En kugle tiltænkt et bandemedlem fra Satudarah forlod et pistolløb ved Magasin i Lyngby, penetrerede den forestillede grænse mellem den kriminelle underverden og det offentlige Danmark og ramte en kvinde uden tilknytning til bandemiljøet.

Hændelsen var bare én af mange banderelaterede skudepisoder i den periode, og generelt var der ifølge Rigspolitiet tale om en markant stigning. Det fortrængte presser sig på, både inden og uden for biografsalene.

Kunstens mytologisering af parallelsamfundet

I Underverden stilles der imidlertid spørgsmålstegn ved, om boligblokkenes kriminelle miljøer og økonomier nogensinde har opereret parallelt med det øvrige Danmark. De to universer er tæt forbundne, som Zaid opdager til et arrangement med det kulturaristokrati, han har skiftet indvandrermiljøet fra Albertslund ud med. Her overværer Zaid en ven fra overklassen købe stoffer fra et medlem af den kriminelle underverden, der tog livet af hans bror.

Fra det øjeblik kommer det for Zaid ud på ét: Han vender måske pistolløbet mod bandemiljøet, men samtidig tager han også definitivt afsked med sit liv på samfundets øverste hylde. Han krydser ikke blot barrieren mellem de to; han udsletter den.

Scenen afslører ikke bare den yndede samfundsspaltning som en fantasi. Den nuancerer svaret på, hvem der bærer ansvaret for Yasins død. Fra det øjeblik kommer det for Zaid ud på ét: Han vender måske pistolløbet mod bandemiljøet, men samtidig tager han også definitivt afsked med sit liv på samfundets øverste hylde. Han krydser ikke blot barrieren mellem de to – han udsletter den.

I både Ækte vare og nu i Underverden har Fenar Ahmad givet os vidende og nuancerede billeder af en verden, vi ligesom Zaid har troet, vi måtte se væk fra for at opretholde sammenhængskraften i samfundet. Der er ikke tale om glansbilleder – afstumpetheden hos gangsterne Branco (B. Branco) og Semion (Ali Sivandi) er ubestridelig – men om brutale og ærlige indblik pakket ind i forførende action.

Opgøret med grænserne mellem under- og oververden, normal- og parallelsamfund mærkes også uden for filmens univers. En tilsvarende berøringsflade mellem mainstream-Danmark og de blokindrammede gader findes også på de danske hitlister, hvor en ny generation af kunstnere som S!vas, Gilli, Kesi længe og med stor succes har rappet om deres liv i ”ghetto-Danmark”. Det er en tendens i kulturlivet, som Fenar Ahmad allerede sidste år i Politiken beskrev som en kunstnerisk bevægelse eller bølge, han mener er ”med til at åbne samfundet op mod det fremmede”.

Der er med andre ord hul igennem til blokken. Lige nu er Underverden ifølge kino.dk den bedst sælgende film i Danmark, lige efter Dræberne fra Nibe (der ligeledes skitserer en social randzone). Og rap-kollektivet Molo, der består af MellemFingaMuzik, Gilli og Benny Jamz, ligger i skrivende stund øverst på iTunes med nummeret Bølgen.

Heri proklameres det, at man enten kan hoppe med på bølgen eller drukne. Succesen af blokkens kunstneriske foretagender taget i betragtning, tyder alt på, at Danmark flyder med.