Når mareridtene kommer, maler han som en gal

af i Kunst/Liv & Mennesker/Politik & Samfund

INTERVIEW // LONGREAD // FLYGTNINGELIV – Afanwi Neba er kunstner og flygtet fra en brutal borgerkrig i Cameroun. For mindre end et år siden ankom han til flygtningelejren Vial på den græske ø Chios. Når mareridtene kommer, står Afanwi op og maler resten af natten. Så undgår han at sove og arbejder i stedet. Anette Kjær Jørgensen har interviewet Afanwi Neba om hans og andre flygtninges skæbne 

“Chios. Hun samlede mig op fra ingenting”, siger kunstneren Afanwi Neba om amerikanske Kayra, som i flygtningelejren Vial på den græske ø Chios gav ham farver, lærred og pensel, så han igen kunne male.

Fra den dag sad han næsten uafbrudt i teltet og skabte det ene værk efter det andet, 60 billeder på tre måneder. Værker i akryl, mættet med detaljer og skabt på de minder og den farverigdom, han har i sig fra livet i det Cameroun, han pludselig måtte forlade for et årstid siden.

Billederne, han malede i teltet i flygtningelejren, er spredt over hele verden. For på udstillinger og i shows i USA, Canada og Europa sælger Kayra Martinez fra ngo’en Love Without Borders flygtningenes billeder. Pengene går ubeskåret til kunstnerne, så de kan opretholde livet.

“Jeg lægger alle mine følelser i lærredet. Jeg prøver at skabe smukke ting, der tager mine bekymringer væk. Jeg tager alle mine sorger og sætter dem på lærredet. Jeg vil ikke lave negative billeder. Jeg vil lave noget, der får mig til at føle, at jeg er som mine billeder, at jeg er glad”, siger Afanwi.

Før den dag, han uventet mødte Kayra, var gået en angstfyldt flugt fra borgerkrigen i hjemlandet Cameroun. En rejse, der stadig vender tilbage i form af natlige mareridt. Først gennem jungle, uden mad og rent vand til Nigeria, ankomst med fly i Tyrkiet, alene og prisgivet menneskesmuglere, senere en livsfarlig tur i en overfyldt gummibåd til Grækenland overbevist om, at dette ville han ikke overleve.

Ankomsten til Chios. Livet i en overfyldt flygtningelejr. Den blæsende vinterkolde, klamme kulde i teltet, han delte med seks andre afrikanere. Og så pludselig en dag evakueringen til det græske fastland og et turisthotel tæt på en mindre græsk kystby.

Afanwi Neba. Foto: Omar Shammout

“På Chios kom jeg i et flygtningecenter. Jeg fortalte en frivillig dér, at jeg maler, og han kikkede på det, jeg lavede og så, at jeg kunne noget. Så blev jeg frivillig og underviste børnene i at tegne og male. Og jeg mødte Kayra. Hun gav mig materialer, og det er på den måde, jeg begyndte at tegne og male i Europa”, fortæller Afanwi.

Brødre og søstre

Vi sidder på et par stole på et værelse i en lejlighed i det indre Athen. Gardinerne er trukket for og her er halvmørkt. Der står to senge i rummet og et par kufferter og et lille bord.

På den ene seng sidder en spinkel sort kvinde med et stort hår, optaget af sin ipad og en tallerken ris. På den anden to mænd. Alle er de flygtet fra Cameroun. Nu er de Afanwis familie her i Grækenland.

“De er mine brødre og søstre nu. Vi har fulgtes ad, siden vi boede i lejren på Chios”, siger han.

Det er kvinden med det store hår, som bor i værelset. De to mænd er af UNHCR placeret på et billigt hotel i et af Athens lyssky kvarterer. Afanwi selv er blot på besøg. De sidste tre måneder har han boet på turisthotellet tre timers buskørsel og derefter en halv times gang fra Athen.

“Vi skal flyttes til et andet sted meget snart, fordi der skal bo turister på hotellet. Jeg ved ikke hvor. Jeg ville gerne her til Athen. Jeg kan godt lide Athen. Jeg kan godt lide, at her er så mange nationaliteter. Det er spændende at møde mennesker fra andre lande, som dig fra Danmark og Kayra fra USA”, siger han roligt.

Uvisheden omkring sit liv gør Afanwi bange og urolig. Han har søgt asyl i Grækenland, men et meget langsomt arbejdende asylsystem betyder, at der kan gå år, før han ved noget endeligt.

Livet som flygtning er stressende, og jeg er forvirret, fortsætter Afanwi. Hvis det ikke var for krigen i mit land, ville jeg jo ikke være her

“Du kan ikke se eller mærke det på mig, men jeg har svært ved at styre mine følelser i øjeblikket”, fortæller han. “Jeg græder meget, og så er der alle mareridtene. Om alt det der skete i Cameroun. Om natten her i Grækenland kommer krigen, og jeg drømmer om ligene i gaderne”.

Når mareridtene kommer, står Afanwi op og maler resten af natten. Så undgår han at sove og arbejder – med egne ord – hårdt.

“Livet som flygtning er stressende, og jeg er forvirret”, fortsætter han. ”

Hvis det ikke var for krigen i mit land, ville jeg jo ikke være her. Jeg har været tre måneder i Vial, så blev vi flyttet. Jeg ved ikke hvorfor. De siger ikke hvorfor. Det er UNHCR, der bestemmer. Du får bare at vide, du skal ind i en bus.”

“Bussen tager dig til havnen, hvor du går ombord på et skib, der tager dig til Athen. I Athen stiger du ind i ny bus, der tager dig til hotellet, hvor jeg bor nu. Jeg ved ikke, hvor næste sted bliver. Om vi skal tilbage til Vial, eller hvad vi skal. Men jeg ved, at hvis jeg tager tilbage til Cameroun, bliver jeg skudt.”

Afanwi kommer fra en lille engelsksproget enklave i Cameroun. Resten af landet er til dels fransktalende, og de som bor i den engelsktalende del har altid været undertrykt. En dag fik folk nok, og de begyndte at demonstrere i gaderne. Siden har urolighederne udviklet sig til en blodig borgerkrig.

“Lige nu i Cameroun brænder militæret vores huse ned. De voldtager kvinderne, og folk bliver skudt i gaderne. Jeg var med i gadedemonstrationer, og min ældre bror var involveret i politiske aktiviteter.”

Der er mennesker i rummet, som er blevet skudt, og som ikke får nogen behandling. To dør, mens jeg er der. Der er helt mørkt døgnet rundt, og hver dag torturerer de dig, så du ikke tror, du vil overleve

“Han fotograferede, hvad politiet gjorde ved de unge i gaderne og al korruptionen og spredte det på sociale medier. Flere gange blev han anholdt og tortureret, og den sidste gang han blev løsladt, flygtede han. Der var flere år, hvor vi ikke vidste, hvor han var, indtil han nu er dukket op i Storbritannien,” fortæller Afanwi.

Fængslet og tortureret

Ved oprørets begyndelse boede Afanwi på en kostskole. Han tog hjem til landsbyen, da han hørte om opstanden, strejkerne og militæret, der skød.

“En dag, da jeg er i min fars hus, bliver der skudt uden for, og soldaterne smadrer vores dør. De tror, min bror er i huset, og de kom altid og hentede ham. Da de den dag kommer ind, tror de, jeg er min bror, fordi vi ligner hinanden, og de slår mig bevidstløs med deres geværer.”

“De tager mig med, mens jeg er bevidstløs, og bringer mig til en militærlejr, hvor jeg bliver låst inde i et rum sammen med andre.”

“Der er mennesker i rummet, som er blevet skudt, og som ikke får nogen behandling. To dør, mens jeg er der. Der er helt mørkt døgnet rundt, og hver dag torturerer de dig, så du ikke tror, du vil overleve”, fortæller Afanwi.

“Jeg blev ved med at sige, at de havde fat i den forkerte, at jeg ikke var min bror, og en dag lod de mig gå igen. Så blev jeg taget anden gang og igen udsat for tortur. Og vi blev tvunget til at tale fransk, selv om vi hverken taler eller forstår det”.

“De tvang mig til at indrømme noget, jeg intet kendte til omkring oprøret, og jeg blev slået og sparket.”

Da han anden gang bliver taget og udsat for slag, begynder han at indse, at han må flygte til et sted, hvor der er sikkert. En dag kommer soldaterne igen. De skyder hans far i benet, men faderen når at råbe til ham, at han skal løbe.

Foto Afanwi af sit maleri

-“Jeg løber ud af husets bagdør. Uden at vide, hvad der er sket med min far. Jeg har det i hovedet, at jeg kan flygte til landsbyen, hvor jeg er vokset op. På vejen ligger en masse døde kroppe. Det er skræmmende. Jeg kan jo også blive skudt.”

I Nigeria bor han tre dage på gaden, indtil han får fat i en ven til sin far. Han inviterer ham til at bo i sit hus.

Efter tre uger kommer faderens ven med et nigeriansk pas med Afanwis navn og billede og et visa til Tyrkiet.Jeg ved ikke, hvordan han fik fat i det, men han forlod mig ikke, før jeg sad i flyet. Det var i juni eller juli 2018. Jeg kan ikke helt huske det

– Han lyttede og sagde, at jeg skulle holde mig væk fra gaden, fordi vore soldater var der. De kom og anholdt folk fra Cameroun og tog dem med tilbage og låste dem inde. Han lovede, at han ville finde på noget for mig.

Efter tre uger kommer faderens ven med et nigeriansk pas med Afanwis navn og billede og et visa til Tyrkiet.

“Jeg ved ikke, hvordan han fik fat i det, men han forlod mig ikke, før jeg sad i flyet. Det var i juni eller juli 2018. Jeg kan ikke helt huske det.”

I hænderne på menneskesmuglere

Afanwi og jeg er mødtes igen. Jeg skal høre hans historie færdig.

Denne gang sidder vi i den tidlige forårssol på en café i Athens gamle kvarter Monastraki. Vi har udsigt til Akropolis, som Afanwi elsker. Han har lagt en video ud på Facebook, hvor han benovet kravler op på bjerget til det berømte sted.

Da jeg har været der en uges tid, spørger de mig, hvad jeg laver der? Hvad jeg vil med mit liv? Jeg svarer, at det ved jeg ikke

Afanwi er ikke kun god til at male. Han er også god til at fortælle: ”

Min fars ven giver mig også penge med til mad og ophold og han siger, at jeg vil møde nogen i Istanbul, som vil tage sig af mig. I Istanbul vil jeg få at vide, hvad jeg skal næste gang i mit liv.”

“Jeg møder så den her nigerianske mand i Istanbul. Han siger, at jeg ikke kan blive der. Der er ikke noget arbejde at få og der er heller ingen sorte mennesker i Istanbul, så han vil sende mig til Izmir i det vestlige Tyrkiet, hvor der er andre sorte. Hvor jeg kan møde venner.”

“I det hotel, jeg bor på i Izmir, er der andre sorte”, fortsætter han, “og i restauranten møder jeg nogen arabere. Da jeg har været der en uges tid, spørger de mig, hvad jeg laver der? Hvad jeg vil med mit liv? Jeg svarer, at det ved jeg ikke.”

“Jeg er kun kommet til Izmir, fordi jeg har hørt, at jeg har sorte brødre der. Araberen siger, at han kan hjælpe mig, og at han ikke mener, Tyrkiet er godt for mig.”

Manden spørger nu Afanwi, om han har penge. Afanwi nikker. Han har næsten 700 euro (5200 kr.).

“Han sagde, at han ville sende mig til Grækenland, men han sagde aldrig noget om, hvordan jeg skulle komme til Grækenland. Om jeg skulle flyve, køre i bil eller med en færge.”

På stranden ser jeg, at der er en masse andre mennesker, arabere, syrere, congolesere og folk fra mit eget land, Cameroun. Hvad laver jeg her, tænkte jeg? Hvad, hvis de slår mig ihjel? Var vi allesammen blevet anholdt? Jeg var forvirret. Og jeg var rigtig bange. Det var som om jeg var blevet solgt. Måske skulle jeg være slave? Jeg var så bange

“Jeg vidste ikke andet om Grækenland, end at det var nær Tyrkiet. Det havde jeg lært i skolen, men jeg anede ikke, hvor det lå. Det eneste, han sagde, var, at jeg skulle vente ved et busstoppested, og at der ville komme en hvid bil, og at jeg skulle stige ind i den. Denne person ville så tage mig til Grækenland.”

Ved busstoppestedet kommer ganske rigtigt snart en hvid bil med sorte ruder, og Afanwi stiger ind, som han har fået besked på.

“Der er mennesker i bilen, og snart er vi ude på en motorvej. Vi ankommer til en strand. Det er allerede mørkt, ja. Alle siger bare: Kom ud af bilen. På stranden ser jeg, at der er en masse andre mennesker, arabere, syrere, congolesere og folk fra mit eget land, Cameroun.”

“Hvad laver jeg her, tænkte jeg? Hvad, hvis de slår mig ihjel? Var vi allesammen blevet anholdt? Jeg var forvirret. Og jeg var rigtig bange. Det var som om jeg var blevet solgt. Måske skulle jeg være slave? Jeg var så bange.”

“Alle de andre var også bange. Senere kom de så med en gummibåd, og de pumpede luft i den. Alle spurgte, om det var sådan her, vi skulle ende? Ingen vidste, hvad der skulle ske. Det var lidt anderledes for mig, fordi jeg kunne snakke engelsk, og en af smuglerne kom hen til mig, da han spurgte, om nogen snakkede engelsk, og jeg svarede ja.”

“Jeg er så bange. Det er mørkt, og jeg ved ingenting. Så siger manden, at jeg skal gå først i båden. De andre kommer også i. Det er helt mørkt, og vi kan ikke se, hvor vi skal hen.”

“Der er kun vand, og vandet virker kun, som om det ønsker, at båden skal synke. Da vi sejler ud, er vi en masse mennesker ombord, omkring 70. Gravide, nyfødte, små børn. Det er i august, men jeg kan ikke huske datoen.”

 Lost in the sea

Overfor caféen er en butik, hvor de sælger malerier. Afanwi spørger, om jeg vil med ind og kikke.

Vi går derhen, mens Afanwis ven, som også er her, passer på vores bord. Butikken er fyldt med malerier. Allevegne står eller hænger de. Nogen bedre end andre.

Bag en disk sidder en mand med et stort moustache. Afanwi fortæller manden, at han også maler og spørger, om han vil sælge hans billeder i sin butik?

Galleriejeren er vældig flink og rækker ham sit visitkort. Da vi igen kommer ud i solskinnet, er Afanwi helt oplivet.

“Det er min drøm at få sådan et galleri”, siger han så.

Vi snakker lidt om mulighederne for at åbne en butik, før han fortsætter sin historie:

“Det var sådan, vi blev ”lost in the sea”. Vi vidste ikke, hvor vi skulle hen. Hvilken retning. Ingen har sagt noget. Nogen begynder at græde, andre at ringe på deres telefoner. Jeg græder. Jeg kan ikke se noget land. Kun vand. Jeg tænker, at den her båd ikke kan tage os tværs over Middelhavet.”

“Jeg aner intet om, hvor langt der er, og så har jeg hørt om alle dem, som drukner i Middelhavet. Vi har ingen markeringer. Vi har ingenting. Vi fortsætter bare. Fortsæt….fortsæt…..”

Men så dukker et skib op. Det kommer sejlende langt væk fra. Det er den græske kystvagt, og det sejler hen mod den overfyldte gummibåd.

 

Jeg er kristen, og da vi når Grækenland, takker jeg Gud for, at han har reddet mig. Jeg troede, jeg skulle dø på havet. Jeg tænkte, at den båd kan ikke tage os tværs over Middelhavet

Det er sådan, vi bliver reddet. Det er sådan, politiet kommer og redder os fra havet. De tager os til Grækenland og så til flygtningelejren”, siger Afanwi.

“Jeg er kristen, og da vi når Grækenland, takker jeg Gud for, at han har reddet mig. Jeg troede, jeg skulle dø på havet. Jeg tænkte, at den båd kan ikke tage os tværs over Middelhavet.”

Den hårde tid

Nu begyndte en hård tid i flygtningelejren: –

“Det var rigtig, rigtig svært på øen. Jeg var der i tre-fire måneder. Nogen er der meget længere. Jeg sad inde i mit telt og malede, fordi jeg ikke vidste, hvad UNHCR ville sige. ”

“Jeg ville beskytte mine billeder. UNHCR bestemmer alt, og jeg var bange for alting. Jeg er stadig bange, fordi jeg ikke har fået mine papirer endnu. Jeg har ingen dokumenter. Jeg aner ikke, hvad de vil gøre ved mig. Jeg prøver at være rolig og gøre mine ting, men det er, som om du ingen fremtid har. Jeg aner ikke, hvad der vil ske næste gang i mit liv.”

“Og ingen siger til dig, hvad der vil ske. Hvis de deporterer mig tilbage til Cameroun, vil jeg blive skudt. UNHCR siger til mig, hvornår jeg må gå ud. Og hvornår jeg skal være tilbage. De kontrollerer mit liv. Det er ikke rart. Hvis jeg får asyl, vil jeg blive meget glad.”

Afanwis store ønske er at bo her i Grækenland, få en lejlighed, male, have udstillinger og så måske få et galleri. Og så kunne han godt tænke sig at undervise børn i at tegne og male.

I Cameroun malede Afanwi også. Hver gang han havde lidt penge, købte han farver og lærred.

Hans mor var meget syg, og da han var tæt knyttet til hende, var han hjemme og passe hende. Imens malede han og malede, og alle billederne bare hang på væggene eller stod i et rum”

“”Hvis der så kom nogen og besøgte min mor, fik de et maleri som gave. Jeg har aldrig gået på kunstskole og lært det. Det var bare ikke en mulighed. Jeg solgte heller ikke noget i Cameroun.”

“Da jeg gik på highschool, mødte jeg en amerikansk kvinde. Hun tilskyndede mig til at blive ved med at male. Og når andre kunstnere i Cameroun så mine billeder, sagde de, at jeg skulle blive ved med at male, at det var godt, og at jeg en dag ville blive kunstner.”

“Jeg blev altid meget glad, men jeg kunne ikke gå ud og kikke efter gallerier, hvor jeg kunne udstille mine billeder, fordi jeg jo skulle passe min mor. Så jeg fortsatte bare med at male derhjemme”,

Og så sidder vi her. En kunstner fra Afrika og en journalist fra Danmark

I faderens hus i Cameroun hænger stadig en masse af Afanwis værker.

Han åbner sin telefon og viser mig dem. En masse dejlige billeder, som han måtte efterlade. Men talentet tog han med sig:

“Det første omkring min kunst er, at jeg elsker den. Jeg maler ikke for andre mennesker. Jeg gør det for mig selv. Fordi det gør mig glad. Jeg elsker hvert et billede, fordi jeg har skabt det.”

“Så når nogen køber min kunst, værdsætter jeg meget, at den person hjælper mig. I starten hjalp min kunst mig ikke, men jeg blev ved, fordi jeg elsker det, men nu køber folk det, og den person hjælper mig, så jeg kan male mere og betale husleje og mad.”

Da Afanwi blev evakueret fra flygtningelejren på Chios og flyttet til turisthotellet ved den græske kystby, var han stadig bange for, at UNHCR skulle opdage, at han malede. Så han fortsatte med at male i skjul på sit hotelværelse.

Tryg i Grækenland

En måned er gået og Afanwi har fået et sted at bo i Athen. Vi mødes på en bænk på Victoria Square i byens anarkistkvarter, Exarchia. Rundt om os sidder, står og hænger en masse afghanere.

Hver dag kommer nye flygtninge og migranter til Grækenland. De kommer til øerne, eller de kommer ind i nord fra Tyrkiet.

I marts 2016, da Makedonien (nu Den Nordmakedonske Republik) mod nord pludselig lukkede sin grænse, og tusinder af flygtninge og migranter ikke kunne komme videre og strandede i Grækenland, slog netop afghanerne sig ned her på Victoria Square i tusindtal. Pladsen var fyldt med mennesker og bagage. De sov her. De spiste her. Og børnene legede her, indtil politiet fjernede dem og kørte dem til en nyoprettet flygtningelejr uden for Athen.

I dag samles de stadig på Victoria Square. Kvinderne på bænkene. Mændene står i grupper og snakker. Børn leger. På caféerne sidder græske pensionister med avisen og en kop stærk græsk kaffe. F

lere arabisk udseende mænd går over pladsen. Syrerne og irakerne holder til på en kirkeplads ikke så langt herfra. Og så sidder vi her. En kunstner fra Afrika og en journalist fra Danmark.

Afanwi har lejet et værelse i en lejlighed, hvor der bor to andre. Huslejen betaler han med de penge, han tjener på sine billeder, og han har fået en hjemmeside. Han har det bedre end da vi allerførst mødtes. Der er kommet mere ro på, men fremtiden er stadig et kapitel, han ikke kender.

I sommer skal han have en udstilling på Bornholm, selv om han ikke selv kan være til stede.


Fotos af malerier: Anfanwi Neba. 

Jeg er født i 1952, er uddannet journalist og har været beskæftiget med journalistik hele sit liv, på skrift, på TV og radio. Jeg er nu på efterløn, hvilket har gjort det muligt at realisere en gammel drøm om at rejse og skrive. Siden flygtningekrisen for alvor begyndte for halvandet år siden, har jeg mest beskæftiget mig med den. Efteråret 2015 tilbragte jeg to måneder på den græske ø Leros, hvor der daglig ankom 3-400 flygtninge, jeg var tre måneder i Jordan blandt syriske flygtninge, og det sidste år har jeg været meget i Athen, hvor mange af de godt 60.000 flygtninge strandede, da Makedonien for et år siden lukkede sin grænsen mod Grækenland. Jeg har tidligere arbejdet på Frederiksborg Amts Avis, Ritzaus Bureau, DR Radioavisen, KNR, Grønlands Radioavis og TV2 Bornholm. Siden 2011 freelancejournalist. Siden jeg første gang kom til Athen sidste forår har jeg forelsket mig helt og aldeles i den meget spraglede by. Jeg bor på Bornholm, hvor jeg er det meste af sommeren. På min blog ligger blandt andet en masse artikler, jeg har skrevet under min lange flygtningeodysse. Kan du lide det, jeg skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til mig på MobilePay: 45 20 11 39 21

Seneste artikler om Kunst