KULTURLISTEN – Kulturårets sidste liste anbefaler samtaleprogram med Casper Christensen, julemusik med Niels Jørgen Steen Quintet, danske Vincent Ryders debutalbum, fremragende litteratur af Fernando Pessoa og Audur Ada Ólafsdóttir samt Florian Zellers film The Father med Anthony Hopkins og Olivia Coleman. Listen er skrevet af Claus Ankersen, Mikkel Stolt, Ole Blegvad, Inger Tejlgaard Olesen Ravn, Connie Bork og Niels Olsen. Kulturlisten er tilbage 5. januar. Tak for i år.
Mød Morten på måtten – Messerschmidt distancerer let Mikael Bertelsen og Casper Christensen i All Exclusive S2:EP1
”Madlavning, det er min yoga”, siger en veloplagt og afslappet Morten Messerschmidt i første episode af anden sæson af All Exclusive, hvor Casper Christensen og Mikael Bertelsen inviterer kendisser til Portugal for at, ja, lave et program, tjene penge, snakke, spise og drikke.
Ligesom i første sæson er der skruet helt op for patosknappen, og samtalerne med Messerschmidt centrerer sig da også om simulakra og selvbilleder, naturligvis med Casper Christensen som begivenhedernes egentlige univer-centrum.
Heldigvis er Morten Messerschmidt fra Frederikssund og også derfor herligt uimponeret af de to koloniherrers rejehop i henholdsvis fuld bodytat og grøn Tisvilde-strikvest med farvematchende low dunks. ”Skal vi ikke prøve at være 50-årige mænd, som fyrer den af,” siger Casper og indrømmer blankt, at han er for gammel til at få nye venner, medmindre der er penge involveret. Og hvad skal seeren så tænke om det?
Ser vi den rigtige Casper? Den rigtige Mikael? Eller er det bare roller? Marianergraven er en pyt ved siden af denne uudgrundelige dybde. Til gengæld fremstår Morten Messerschmidt ligefrem og oprigtig, og kun Mikael Bertelsens – eller hans figurs – konstante afbrydelser og planlagte sabotage kommer til at sætte Morten Messerschmidts åbenhjertighed i relief. Er det hele spil? Ingen ved det. Måske ikke engang deltagerne selv.
Til gengæld er det næppe spil, da de tre kumpaner boltrer sig på yogamåtterne som tre stivbenede kontorister. Heldigvis kan Mikael Bertelsen hurtigt få snakken drejet over på noget, der rimer på ”dit højreorienterede svin”, men Messerschmidt har læst på lektien, og det eneste, han udbryder, er ”Ceylon”.
I næste afsnit er det Thomas Blachman, som besøger koloniherrerne fra Tisvilde. Det skal jeg med sikkerhed ikke se. Glædelig jul.
Julemusik uden palmin
Hvert år er der på denne tid selvhøjtidelige kulturskribenter, der i deres klummer rundt omkring er ved at brække sig over udvalget af julemusik, og som skråsikkert bedyrer, at den auditive sirup forpester deres humør og deres omgivelser. Men jeg ved tilfældigvis, at de alle som én i hemmelighed voldhører Mariah Carey, Wham og Kjukkens julesange fra Glemmebogen, mens de iført rensdyrprydede sweatre klipper julehjerter og koger klejner, og tegnefilmsdyrene kigger ind ad vinduet.
Men ikke denne selvfede skribent, nikke nej, som hermed vil afsløre sin absolutte yndlings-jule-cd, når man ser bort fra de to numre med geniet Bent Schjærff på en mærkelig opsamlingsplade, og hvor hans versioner af ”White Christmas” og ”Bjældeklang” er det absolut sjoveste ved julen.
Der er tale om klenodiet BeBop Christmas med Niels Jørgen Steen Quintet. Alle de fedeste (amerikanske) julesange fortolket af kapelmesteren på klaver, legenden Bob Rockwell på tenorsax, Morten Højring på guitar, Bo Stief på bas og Svend Erik Nørregaard på trommer. Så bliver det – trods alt – jul.
PS. Man kan opleve noget lignende live i Huset i Rådhusstræde i København d. 18. december, hvor Steen spiller julekoncert med sit big band.
Danske Vincent Ryder: Generation Z’s nye stemme i den internationale musikverden
Det er ikke hver dag, at man lytter en ekstra gang, når en 19-årig udgiver ny musik. Men i tilfældet Vincent Ryder, så åbnede der sig en både ny musikalsk og indholdsmæssig verden for mig, da jeg hørte albummet.
I midten af oktober udkom hans debutalbum The End Of The World On TV indeholdende otte numre, hvor seks af dem er over fire minutter lange (måske er det derfor, DR kun har spillet Vincent Ryder fire gange – pinligt!).
Musikalsk kan Vincent Ryder (heldigvis) ikke sættes i bås. Men talentfuldt og nysgerrigt leger han med genrerne: indiepop, funk, artrock, der på inspirerende vis tilsættes kabaret- og tangotoner.
Teksterne er om klimakrise, dommedag, medier og ikke mindst om Vincent Ruders egen generations selvforherligende selvbillede og maniske ”væren PÅ hele tiden”.
I hit-nummeret “Fuck You” lyder kritikken til happy funk-toner:
“You think you’re so much better than the mainstream;
that’s what makes you mainstream
Because everything you do is so well calculated
– You can’t even tie your shoes without making a statement”
Med sine kompromisløse tekster og undersøgende ørehængere leverer Vincent Ryder et håb for fremtiden. Usleben og talentfuld er Vincent Ryder den helt unge generations nye stemme.
Den anarkistiske bankier: Lyt og af-lær…
Første gang jeg fik øje på Forlaget A Mock Book var i starten af november, til årets Bogforum i Bellacenteret. Det var nok størrelsen på bøgerne i deres Codex#-serie, der tiltrak mit blik: På størrelse med et A4-ark, foldet i fire, på tværs og på langs. Derefter bemærkede jeg forlagets navn. En mock up er den engelske betegnelse for en prøve-version af noget, f.eks. grafikken til en hjemmeside, en replika eller en efterligning.
Jeg kom hjem med to-tre af disse små bøger i tasken, hvor de lige passer til den daglige tur i S-toget, og i den sidste måneds tid har jeg så hyggelæst Den Anarkistiske Bankier af Fernando Pessoa.
Her udfoldes en succesfuld bankmands argumentation for hans påstand om, at han både i teoretisk og praktisk forstand er den sandeste af alle anarkister.
Hvordan han når frem til denne konklusion, er gennem en udførlig diskussion af verdens sociale illusioner og muligheden for at revolutionere disse, vel at mærke uden at påføre verden et nyt tyranni af sociale illusioner.
Det er slet ikke så let!
Magi på islandsk – Klimaskam og Paradis i underfundig roman fra Audur Ava Ólafsdóttir
Ólafsdóttirs nye roman er underfundig, dobbeltbundet og sjov.
Lingvisten Alba vil bygge sit eget Eden i ødemarken, plante træer som kompensation for flyrejser. Samtidig lurer en #MeToo-sag på hende. Hun er lærer på universitetet og har givet efter for sit begær i forhold til en elev.
Lige det med flyrejserne er et clou i bogen. For hvad er det nu, der sker oppe i de høje luftlag? Det er ekstraordinært smukt at se jorden fra den afstand. Den er ”mennesketom, det er verden efter at mennesket har forladt jorden i hast og efterladt lysene tændt, en gryde på komfuret og tv´et i gang”. Ren og skær nydelse, og samtidig øjeblikket – selve momentet – hvor kloden bliver værdsat for alvor, ligesom astronauterne på ISS, der bryder ud i gråd og falder hinanden om halsen, når de kan se den blå planet.
Ólafsdóttir har et skarpt øje for paradokser: Når vi gør os skyldige i klimaskam, ser vi samtidig det, vi nærer omsorg for. Bogen får vingefang, når den tilføjer nuancer til ellers tunge problematikker. Samtidig har den et fascinerende persongalleri og en skarp sans for de underliggende dagsordener mellem mennesker.
Romanen ved noget om det uregerlige liv, og hvordan det skal fanges i flugten.
Læs også Signe Wolff Ravnebergs fulde anmeldelse af Eden.
Når disintegration bliver eneste orden
Florian Zellers The Father er en fremragende film. Firsårige Anthony bor alene i sin gamle, rummelige londonlejlighed, hvor han trisser rundt og lytter til opera i et tilsyneladende roligt pensionistliv. Hans kærlige og trofaste datter Anne kigger dagligt forbi for at se til sin gamle far, købe ind for ham og stryge hans skjorter.
Men problemerne lurer i horisonten. Anthonys hukommelse er hullet som en si. Han blander fortid og nutid, levende og døde, får paranoide idéer, tror folk stjæler fra ham, gemmer ting de særeste steder, skifter konstant personlighed og udviser alle tegn på demens. Han driver sine plejeassistenter til vanvid, og Anne ved ikke sine levende råd.
Filmen afdækker smukt og enkelt den dementes virkelighed og forholdsvis korte vej fra selvstændigt, velfungerende menneske til at være håbløst afhængig af andre med sikker kurs mod plejehjemmet. Anthonys situation er ulykkelig og ubehagelig velkendt for mange – ikke mindst de pårørende, som skal leve med at se et elsket menneske forvitre.
Det geniale ved The Father er narrativet, som i sin struktur afspejler den kaotiske og disintegrerede virkelighedsoplevelse, den demente må leve med, og som har afløst den forudsigelige og trygge orden, der før herskede i tilværelsen.
Som publikum suges man ind i samme forvirring som Anthonys og tvinges til at opleve verden gennem hans øjne og med samme uro og konstante tvivl om, hvem de andre er – og ikke mindst hvem man selv er. Det er en film, der starter forfra mange gange. Hver gang lægges nye lag på Anthonys mentale forfald og Annes ditto fortvivlelse.
Find mere inspiration i tidligere udgaver af Kulturlisten her.
Næste udgave: d. 5. januar 2024
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
