BØGER // ANMELDELSE – Den islandske forfatter Auður Ava Ólafsdóttir, der i 2018 vandt Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Ar, har skrevet en ny prisvindende roman om en bemærkelsesværdig lavmælt islandsk lingvist, der under en MeToo-storm flygter fra byen til landet og håber at gøre bod for sit klimaaftryk ved at plante tusindvis af træer på den nærmest træløse ø. Fortællingen om, hvordan hun kæmper for at skabe sin egen Edens Have, er stærkt underholdende og oplysende, skriver Signe Wolff Ravneberg.
Jeg ankom engang til Island med sejlskib og et ulykkeligt, skibbrudent forhold. Vi skulle kun være i Reykjavik i en dag eller to for at hente forsyninger, inden rejsen gik videre.
Men der var noget ved de islandske fjelde, de store, stille kæmper som tårner sig op i horisonten, som jeg havde svært ved at give slip på. Det var som om, de trak i mig, og at havet samtidig udstødte mig. Det blæste meget, og det var første gang efter at have tilbagelagt mange tusinde sømil, at jeg følte mig urolig for at sejle afsted.
Så det gjorde jeg ikke. Jeg blev. Jeg pakkede min køjesæk og begyndte at tomle mod nordkysten i håbet om at finde en gård at arbejde på. Nu skulle jeg mærke den faste klippegrund under mine fødder og jorden mellem mine hænder.
Skæbnen ville at jeg endte på en kvæggård øst for Sauðárkrókur, hvorfra man kunne se ned over gletsjerdalen og den fantastiske mæandrerende flod, Héraðsvötn. Her lærte jeg blandt andet at køre traktor af den ældste søn i huset, som dengang var 13 år gammel og ikke talte ret meget engelsk. Vi blev dog gode venner alligevel.
Alba vil plante træer på sin grund. Hendes have skal i sandhed være en Edens Have, en grøn oase, hvor hun kan sidde under skyggen fra en trækrone og læse korrektur
Det var en både dejlig og livsomvæltende tid, og jeg kan nok heller ikke undsige mig, at jeg sidenhen har udviklet en forkærlighed for den islandske litteratur, som så ofte leder mine tanker tilbage på fjeldene og naturen og den ro, det gav mig at være der.
Af samme grund var jeg glad for at skulle anmelde Eden af Auður Ava Ólafsdóttir, som udkom for lidt siden i dansk oversættelse hos Batzer & Co. Ganske kort kan det siges: Heller ikke denne gang har den islandske litteratur skuffet mig.
Tusindvis af træer
Eden handler om lingvisten Alba. Hun er datter af en berømt skuespillerinde, underviser på universitet i Reykjavik og er indblandet i en skandale på sidstnævnte, fordi en studerende, som hun engang havde et kortvarigt forhold til, nu vil udgive en digtsamling om deres relation, hvilket altså truer hendes stilling på universitetet.
Hvad Alba selv tænker om denne sag, finder man aldrig rigtig ud af. Men pludselig har hun købt et gammelt og kærlighedstrængende sommerhus med lyserøde klinker og et dertilhørende jordstykke, som hun trinvist flytter mere og mere ind i – mens hun dermed flygter mere og mere væk fra byen, universitet og digtsamlingen.
Her begynder det at handle om træer. Alba vil plante træer på sin grund. Hendes have skal i sandhed være en Edens Have, en grøn oase, hvor hun kan sidde under skyggen fra en trækrone og læse korrektur. Men den islandske natur er gold og barsk, så det er faktisk slet ikke så ligetil. Hvilke træer kan man plante, og hvor, hvordan og hvornår skal man gøre det?
Hun har vist også en idé om, at hun ved at plante disse træer kan kompensere for sit klimaaftryk. Med et estimat på 350 træer for hver flyrejse hun har taget, og seksten tilbagelagte flyrejser, når hun altså frem til, at hun skal plante 5600 træer på sin grund.
Her kan geografen i mig ikke lade være med at indvende, at dette både er en sød og tåbelig tanke, som store dele af den vestlige verden desværre har taget til sig, for fossile udledninger kan aldrig erstattes med biologisk optag. De tilhører to forskellige kulstofkredsløb, og regnestykket er dermed et kunstigt og kapitalistisk påfund.
Men lad det nu ligge, for det er heldigvis ikke afgørende for bogens idé og charme, og mig bekendt har det paradisiske element ved en have heller aldrig været defineret af, hvorvidt denne optog CO2 eller ej, men snarere dets sjælefredsindgydende virkning på den, der måtte opholde sig i den.
Men hvor Stine Pilgaards Marie er en alt for snakkesalig mundfuld for de fåmælte, stoiske jyder, er lingvisten Alba ironisk nok en meget lidt meddelsom fortæller
Efterhånden som hun tilbringer mere tid i huset, bliver hun også mere og mere involveret i landsbyen, hvor de øvrige beboere tilsyneladende altid ved, hvad Alba tænker, før hun selv gør.
Al information ender nemlig hos Håkon, som bestyrer den lokale Røde Kors-butik, og tilsyneladende også selve lokalsamfundet. Håkon vil gerne vide, hvorvidt Alba har tænkt sig at skrive en bog, fordi elektrikeren Tryggvi en dag så nogle papirer på hendes bord, der godt kunne ligne en kladde, og senere om Alba har tænkt sig at dyrke og sælge squash, fordi hun på et tidspunkt vist havde nævnt for kassedamen Frida, at hun havde læst en nyhed om en kvinde, som det var lykkedes at dyrke squash i en urtepotte på en overdækket altan i en blok i Ísafjördur.
Lavmælt lingvist, stor fortæller
Undervejs i min læsning kom jeg til at tænke på Stine Pilgaards Meter i sekundet, og der er da også nogle fællestræk, blot med omvendt fortegn. I begge romaner flytter en kvindelig hovedkarakter fra byen og ind i et landmiljø og prøver at finde sig til rette dér.
Men hvor Stine Pilgaards Marie er en alt for snakkesalig mundfuld for de fåmælte, stoiske jyder, er lingvisten Alba ironisk nok en meget lidt meddelsom fortæller, og det er snarere folkene i landsbyen, der virkelig forsøger at komme ind på livet af hende.
Eden er en skøn roman, som berører et utal af samfundsaktuelle emner som MeToo, klima, flygtningekrise, kapitalisme, uddøende sprog
Ja, faktisk fortæller hun knap nok noget, men tænker bare en hel masse. Der er dog noget ved den underspillede humor og karakterskildringen, som går igen i de to, og jeg tror, at hvis man kunne lide Meter i sekundet, vil man også elske beskrivelsen af landlivet og islændingene i Eden.
Naturligvis er det i sidste ende sproget, der er omdrejningspunktet for fortællingen og dermed den tråd, der på elegant vis væver de forskelligartede temaer sammen. Gennem romanen fodres man direkte med sproglige observationer og etymologiske overvejelser fra Alba, og dertil indirekte med Auður Ava Ólafsdóttirs underspillede og humoristiske fortællestil, alt sammen til stor glæde for enhver, der måtte interessere sig for sprog eller blot holde af at læse en god bog.
For eksempel påtaler Alba en række fænomener i samtidslitteraturen, som er svære ikke at opfatte som små metabemærkninger om Eden også:
“Hos romanforfattere har jeg på det seneste bemærket en øget tilbøjelighed til at blande fiktive tekster med faktuelle tekster med alle mulige slags oplysninger som hentes på nettet (…)”. Og den åbenlyse: “Når jeg tænker nærmere efter, har jeg faktisk ikke kunnet undgå at bemærke, at antallet af træer er vokset hurtigt i de manuskripter, som jeg har korrekturlæst her på det sidste, hvilket må kaldes en bemærkelsesværdig tendens hos forfattere, der er vokset op på en så godt som træløs ø.”
Eden er en skøn roman, som berører et utal af samfundsaktuelle emner som MeToo, klima, flygtningekrise, kapitalisme, uddøende sprog samt litteratur, og som til trods for dette alligevel føles som et åndehul at dykke ned i. Den er en fornøjelse at læse og kræver bestemt ingen forkærlighed for islandsk litteratur. Eden er elskværdig, oplysende og underholdende i sin helt egen ret.
Læs også Finn Wiedemanns anmeldelse af Karen Armstrongs bog, Naturens hellige kraft, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
